På vej til Vietnam

Sidste dag i et stykke tid med varme og swimming pool, så vi blev på hotellet i Siem Reap det meste af dagen indtil vi skulle i lufthavnen. Det lykkedes endda endelig at få lokket Jonas med i poolen inden vi fløj til Hanoi.

Vi nåede også et smut forbi det gamle marked i Siem Reap inden afrejse. Mette købte flere tasker og Nikolaj og Jonas fik sig en elefantbluse hver.

Vores tuk-tuk-chauffør dukkede desværre ikke op ved hotellet kl 17 som aftalt. Det var nemt at få en anden til at køre os til lufthavnen, men vi havde jo næsten fået lært ham at kende, så det var nu lidt ærgerligt. Men han har vel fået en bedre tur, så det er ok.

Flyet til Hanoi var desværre forsinket 40 minutter – ikke det store, men da klokken var ved at være hen mod børnenes sengetid var det nu lidt ærgerligt. Til gengæld gik det vældig hurtigt, da vi kom til Vietnam.

Vi blev igen hjulpet af vores børn. Vi blev nemlig som de eneste ledt igennem diplomat-udgangen, hvor pas- og visumekspedition gik lynhurtigt og uden kø. Herligt.

Den næste positive overraskelse var, at der stod en chauffør og viftede med et ”C&C Travel” skilt, da vi kom ud. Vi havde godt nok ladet rejsebureauet booke den første nat i Hanoi, men anede ikke, at de havde arrangeret pickup i lufthavnen. Så kort tid efter landing kunne vi tjekke ind på HoaBinh Hotel i hjertet af Hanoi. Det er et flot, gammelt hotel, der dog ikke er synderlig velholdt i de senere år. Lidt lavere standard end vi har haft hidtil (skønt det er et dyrere hotel), men med perfekt beliggenhed.

Farvel til Cambodia

De første knap to uger af rejsen er gået og vi forlader Cambodia. Det er et land, der har meget mere at byde på end de berømte templer i Angkor.

Vi har bestemt ikke fortrudt, at vores rejse er begyndt med 14 dage i Cambodia – det har ikke været en dag for meget – tværtimod. Dels har vi jo kun oplevet en del af landet – hele den østlige del af landet har vi ikke besøgt. Og dels kunne vi godt have brugt lidt mere tid, flere af de steder vi var. Men det er jo kun positivt.

Cambodia er et land vi klart vil anbefale andre at besøge. Der er spændende natur og kultur (med Angkor Wat som højdepunktet). Vejret er godt, i den sydlige del ved Sihanoukville er der gode strande, maden er god, alle er flinke og alt er meget billigt.

Desværre var det en noget lang rejse hertil. Det tog mere end 24 timer fra vi tog fra København, til vi var fremme. Den lange udrejse har til gengæld været med til, at vi har hurtigt har skiftet over til ”rejse-stemning” og de fleste hverdags-opgaver og problemer hjemme er lagt helt væk. Også Nikolaj har helt ubesværet skiftet over til ”globetrotter-formen”. Kun Jonas var lang tid om det og i den første uge havde han decideret hjemve og savnede ”det blå hus” og vuggestuen. Det hang nok også sammen med, at han var syg.

Det har været nemt at rejse rundt med børnene. Alle steder vil folk gerne hilse på børnene og hjælpe til – som fx da vores bus til Siem Reap brød sammen, hvor der kun gik et øjeblik før nogen havde rullet tæpper ud på en skyggefuld terrasse til Nikolaj og Jonas. Nikolaj og Jonas synes nu oftest selv, at det er lidt irriterende, men hvem af os andre ville også nyde, at 50-100 mennesker om dagen klappede en på kinden eller aede os på hovedet og plaprede løs på et sprog vi ikke forstår! I det hele taget har vi stort set kun mødt venlige, smilende og imødekommende mennesker.

Det er nemt at komme rundt. Når busserne ikke lige bryder sammen er der rimeligt komfortable busser mellem hovedbyerne. Lokalt er ”tuk-tuk” det bedste transportmiddel – eller en ”moto”, hvis man bare er sig selv. Trafikkulturen er fantastisk. Der er to trafikregler. Dyt hele tiden, så andre ved du kommer. Og vis hensyn. Selv om det virker meget kaotisk, så fungerer det faktisk ganske godt – kommer man fx kørende i modsatte vejbane fordi man skal svinge til venstre lidt længere fremme, er der ingen sure miner over det – folk kører bare lidt til siden og giver plads. Og at se, hvordan 100 motos på under 30 sekunder kan flette forbi hinanden i et kryds er imponerende. Kunne danskere køre sådan ville mange trafikproblemer være løst ;-)

Maden er god. Hovedingredienserne er ris og fisk, men da vi ikke er de store fiskespisere er det rart, at det har været nemt at få meget andet end fisk (friturestegte kakerlakker og edderkopper har vi dog sprunget over). Maden er også vældig billig. Vi spiste som regel alle fire for omkring 100 kr. På de rigtig gode og pæne restauranter op til 150-200 kr. Og i de billige gadekøkkener noget mindre. Eneste anke omkring maden er, at hvis den ikke bliver serveret samtidig til os alle, men efterhånden som den bliver færdig. Det betyder, at hvis man vælger en ret, som tager lang tid at tilberede, så kommer den først ind, når de andre er kommet til desserten.

I det hele taget er prisniveauet meget lavt – nogle gange er det næsten pinligt at prutte om prisen. Mette købte fx en pæn taske, hvor vi forhandlede om prisen skulle være 3 eller 5 $ (den endte på 3½ $).

Naturen er også flot. Selv om klimaet er varmt giver Tonlé Sap søen næring og væde til frodige landskaber mange steder – og særligt rismarkerne dækker en stor del af landet.

Og så er der naturligvis Angkor Wat og de andre imponerende templer i området ved Siem Reap. De er i sig selv et besøg til Cambodia værd og har inspireret til mange spændende eventyr, når Jakob fortæller godnat-historier.

Der er selvfølgelig også de mere dystre sider af Cambodia. For det første den historiske byrde som folkemordet under Pol Pot indebærer. I dag er det en turistattraktion at se fx ”Killing Fields”. Det er nu ikke noget, vi har opsøgt.

For det andet er der også stor fattigdom. Tiggere er godt nok et sjældent syn, men det er tydeligt, at mange kun lige har til dagen og vejen. De gange vi har hyret chauffør eller lignende opkræves en timeløn på omkring 2 $! Vi har flere gange skulle forklare Nikolaj, hvorfor det er, at børn er nødt til at arbejde her som alt fra gadesælgere til vejarbejdere. Også mineofrene, der mangler et eller begge ben har givet anledning til mange spørgsmål fra Nikolaj. Vi har også tænkt nogle gange på de mennesker, der mistede alt, da markedet i Sihanoukville brændte. Forsikringer, kontanthjælp, sygesikring – det er alt sammen fremmedord her.

Vi har valgt at betragte det på den måde, at vi jo med vores besøg både lærer en del om, hvor privilegerede vi egentlig er i Danmark. Og samtidig medbringer ”cool cash”.

I den mere praktiske ende er transport-infrastrukturen som nævnt rimelig god og nem. Det var ligeledes nemt at finde internetforbindelser. Og så var strømafbrydelserne sjældne selv om vi specielt i Sihanoukville havde et par gange om dagen, hvor strømmen forsvandt et øjeblik.

Den flydende by

I dag tog vi til en landsby på Tonlé Sap søen. Byen består af både – ja selv skole, kirken og basketballbanen er på både.

Vi begyndte ellers dagen i den mere kedelige afdeling nemlig med at aflevere en kæmpe bunke vasketøj på det lokale vaskeri. For den nette sum af 10 $ får vi så alt tøjet vasket, tørret og strøget – sådan en service skulle vi lige have derhjemme til den pris.

Men straks efter morgenmaden med den efterhånden obligatoriske menu; friske omeletter til Mette og Jakob og røræg til Nikolaj & Jonas, tog vi en tuk-tuk ud til Tonlé Sap søen. Søen er en af de største ferskvandsressourcer i hele sydøstasien og er naturligvis helt afgørende for Cambodias produktion af ris og fisk – hovedingredienserne i de fleste måltider her. Søen fordobler sin vandmængde flere gange i løbet af regntiden og søbredderne er derfor oversvømmet en stor del af året.

Derfor er det også ganske smart at bygge sin bolig på en båd – og landsbyen Chong Kneas er bygget helt på denne måde. Næsten alle boliger og andre bygninger er bygget på både. Kirken ligger fx til anker lidt uden for byen – ud for kirkegården, der praktisk nok er på land.

Landsbyen har oprindelig været en klassisk fiskerlandsby, men beliggenheden kun 15 minutter fra turistmagneten Siem Reap har gjort turisterhvervet til byens vigtigste indtægtskilde. Det er besøget selvfølgelig noget præget af, men sådan er det jo. Indbyggerne har båret det meget praktisk an og i fællesskab aftalt, at sejlturene ud til byen bookes og betales centralt, så de ikke skal konkurrere mod hinanden. Det betyder selvfølgelig lidt vel høje priser, men det er nu fair nok. Vi gav 30 $ for besøget og vores egen båd.

De ekstra penge turisterne bibringer byen er formentlig medvirkende årsag til at byen er veludstyret med både flydende bibliotek, primary og secondary schools – og endda med en flydende basketballbane! Informationsteknologiens fremtog herude er dog stadig begrænset. Den eneste computer vi så, var en gammel IBM-pc, der blev brugt som vaskeplads.

Vi nåede tilbage til hotellet tidlig eftermiddag, så vi kunne nå en tur i poolen og lidt afslapning i skyggen. Det er herligt for solen skinner fra en skyfri himmel og temperaturen har sneget sig et stykke over 30 grader.

Om aftenen brugte vi en time på en internetcafe. Dem er der masser af, men selv om vi valgte en der var 50% dyrere end de fleste andre (0,75 $ pr. time), så er hastigheden stadig at sammenligne med de gamle modem-dage. De reklamerede ellers med 512 kb ADSL, men det var i hvert fald ikke pr. pc, men nok snarere til deling mellem alle 30 computere. Så det går noget langsomt med at svare mails. Heldigvis har vi jo en lille bærbar pc med, så bloggen kan vi skrive i ro og mag på hotelværelset om aftenen.

Vi spiste aftensmad på samme restaurant som i forgårs, hvor børnene havde fået spaghetti og kødsovs. Det var endnu engang en stor succes. Mette og Jakob fik en klassisk cambodiansk ret, der hedder Amok. Trods navnets betydning på dansk er den rigtig god.
I morgen er det afrejse til Vietnam.

Angkor Wat

Så er vi ved de fantastiske templer ved Angkor. Og bortset fra lidt færre slanger og skorpioner og lidt flere turister er det som taget ud af Indiana Jones eller Tomb Raider.

”Sjove køreture i tuk-tuk. Vi fodrer elefanter og får til gengæld en elefanttur gennem junglen. Vi klatrer og leger gemmeleg blandt gamle ruiner og store jungletræer. Hører spændende eventyr om konger, krige, prinsesser og helte og leder efter de steder, hvor Kmer-kongen vandt en sværdkamp eller hvor taget faldt sammen over prinsessen for 800 år siden. Hilser på vandbøfler og små vandbøffelkalve, leger fangeleg, så støvet står omkring os og vi får samme farve som alle dem der bor her.”

Nogenlunde sådan beskriver Nikolaj og Jonas vores besøg ved templerne i Angkor. Heldigvis har de synes, at det har været både sjovt og spændende, for området med templerne omkring Angkor er så stort, at et besøg i ruinerne af de gamle templer ikke kan gøres på én dag. Vi har derfor brugt et par dage og har endda kun nået en lille del af det store område.

Ruinerne af de gamle templer er spredt over et kæmpe område i og omkring den nu forsvundne by Angkor, der engang var verdens største by. De fleste templer er bygget mellem det 9. og 13. århundrede. Dengang havde byen en million indbyggere. På samme tidspunkt var der vel omkring 50.000 indbyggere i en by som London!

Byen udstrakte sig over et stort område og ligesom i så mange andre stærke civilisationer, har kongerne bygget helligdomme – templer og gravpladser for at ære gud(er) og – ikke mindst – sig selv. Helligdomme og paladser var det eneste, der blev bygget i sten – alt andet i træ, der naturligvis er forsvundet. De ruiner, der er tilbage i dag, ligger derfor godt spredt rundt omkring i et område, der i dag er skove og rismarker.

Den første dag begyndte vi i det største og mest kendte; nemlig Angkor Wat. Det er i sig selv hele besøget til Cambodia værd. Et imponerende bygningsværk. Kæmpestort, rigt udsmykket med udhugninger i næsten hver eneste sten. Og ganske velbevaret. Alene ”voldgraven” rundt om templet er mere end en kilometer på hver led. Her brugte vi hele den første eftermiddag på at klatre op ad stentrapper, finde på historier ud fra de lange udhuggede relieffer og slentre af sted mellem de kæmpe store sten.

Det er svært at komme på noget i Europa, der kan sammenlignes med disse bygningsværker. Pyramiderne i Egypten er nok en bedre sammenligning. Vi sluttede dagen med at kravle op på toppen af templet Phnom Bakeng, der ligger på toppen af den højeste bakke i området (”phnom” betyder bjerg). Efter en hård tur op ad den sidste trappe nåede vi lige op og se solens sidste stråler.

Turen ned i begyndende tusmørke var heller ikke nem. Det skulle åbenbart ikke være for nemt at nærme sig himlen – i hvert fald byggede de trapperne op til den øverste del af templerne så stejle og smalle, at det er umuligt at gå almindeligt op ad dem. Heldigvis var vores tuk-tuk-chauffør gået med op. Han var vant til turen og hjalp begge børnene sikkert ned hurtigere end Mette og Jakob kunne komme ned.

Solnedgangen på Phnom Bakeng var – måske forventeligt nok – noget af et tilløbsstykke og vi stod næsten som sild i en tønde ind til Jakob fandt en lille afsats som ingen af turisterne vist havde turde sætte sig på. Men der sad en munk i sit klassiske orange klæde alle yderst – og da han ikke så ud til at svæve selv måtte den vel kunne holde. Så vi endte med at få en god plads trods menneskemylderet.

Til gengæld var det den eneste gang vi oplevede rigtig mange mennesker ved vores besøg herude. Selvfølgelig var der andre turister end os, men at en af verdens største kulturskatte kunne opleves relativt fredeligt har overrasket os. Et par enkelte gange stødte vi på et helt hold turister fra en tur-bus (som regel med kinesere), men så var det nemt at tage en anden vej. Og flere gange befandt vi os ganske alene blandt de store templer. Men jo mere tilgængeligt Cambodia bliver for masseturisme, jo sjældnere et syn bliver det jo nok. Måske ærgerligt kunne nogen mene, men det er en mulighed for at tjene penge for ganske mange her, som ellers ikke har de bedste udsigter. Man kunne så bare ønske, at turistindustrien blev indrettet, så den belastede landet og ikke mindst templerne ved Angkor lidt mindre.

Vi sluttede aftenen af på en restaurant tæt ved hotellet. Om det var de mange oplevelser fra Angkor eller god mad ved vi ikke, men begge børn spiste løs. Jonas spiste nærmest lige så meget, som han har spist på de foregående ni dage af rejsen. Måske har han besluttet at bryde sin faste nu.

Vores anden dag i Angkor begyndte med en tur i ballon. Vi kom et par hundrede meter op over området og kunne se Angkor Wat, Phnom Bakeng og lidt fjerne nogle af de andre templer. Ballonen var dog lidt fra langt fra templerne til, at vi fik rigtig godt overblik.
Vi havde den samme tuk-tuk-chauffør som dagen før. Det er nemt og bekvemt at komme rundt og da vi skulle ca. 70-80 km omkring, så skal der motorkraft til. Han ville have den formidable sum af 15 $ for at være chauffør fra morgen til aften!

Derefter gik turen til Angkor Tom – et stort område med flere templer – mest imponerende er Bayon, hvor man uanset, hvor man befinder sig bliver nedstirret af nogle af de 216 kæmpe stenansigter.

På vejen dertil fortalte Jakob en lang historie om et af de store slag og om, hvordan Char-kongen havde krævet Khmer-kongens datter til hustru. Og i et kæmpe slag styrtede templet sammen og prinsessen døde. Nikolaj farede rundt ved templet for at finde lige netop det sted, hvor prinsessen var blevet knust.

”Er det ægte” har han flere gange spurgt til denne og de mange andre historier jakob fortæller om de gamle templer. Det fantastiske ved dette sted er jo, at ingen kender alle detaljerne om, hvad der præcis er foregået. Så den ene historie kan være lige så ægte som den anden. I hvert fald medvirker de til at gøre stedet meget levende og sjældent har en fem-års dreng studeret ruiner og store sten-relieffer så grundigt og så længe som Nikolaj. Han spørger i det hele taget meget til historien om alle de steder vi møder. Vores viden begrænser sig til de 20-30 sider ”Lonely Planet” skriver om Angkor og de fleste guider har viden på nogenlunde samme niveau (eller også er deres engelsk kundskaber ikke til mere). Men suppleret med lidt fantasi er det nu også tilstrækkeligt.

Det er også i Angkor Tom, at de største restaureringsarbejder er i gang. En kæmpe opgave fordi mange af templerne er i kraftigt forfald. Nok har templerne nogenlunde kunne klare 1000 års vejr og vind, men der er ikke mange naturkatastrofer, der kan måle sig med turistflokke… På et af templerne blev der allerede i slutningen af 60-erne igangsat et stort restaureringsarbejde. Hele templet blev skilt ad. Alle sten nummereret og registreret. Arbejdet kom vist ganske langt inden krigen og Pol Pot-regimet satte alt i stå. Desværre forsvandt alle tegninger og registreringer, så nu er der blot enorme bunker (nummererede) sten.
Vi mødte en elefant ved Bayon som Nikolaj og Jonas fodrede med bananer. Til gengæld (og for en betaling på 20 $ til elefantens ejer) fik vi en ridetur på elefanten til stor begejstring for specielt Jonas.

Herefter kørte vi ud til Banteay Srei, der ligger omkring 30 kilometer fra Angkor Wat. Det er en god lang tur i tuk-tuk og Jonas fik sin middagslur på vejen. Banteay Srei er også kendt som ”kvinde-templet” – vist nok mest fordi udhugningerne er lavet så flotte og detaljerede, at det siges, at det ikke kan være mænd, der har lavet det. Skrøne eller ej – flot var det i hvert fald.
Derefter en lang tur tilbage på vejen gennem rismarker, damme med badende vandbøfler, små landsbyer m.v. indtil vi nåede til dagens sidste tempelområde; Ta Prom.

Ta Prom ligger næsten helt opslugt af junglen og det er som at træde ind i en Indiana Jones film eller i Tomb Raider (der vist endda er sat til at foregå lige her, men hvor meget der rent faktisk er optaget her, aner vi ikke). Kæmpe store træer har sprængt sig gennem templernes tunge sten og høje mure. Rødderne slynger sig om søjler og tårne. I dag er det ikke helt klart om skoven er ved at ødelægge templet, eller om det rent faktisk er træerne, der holder templet oprejst. Sådan har alle templerne formentlig set ud på et tidspunkt inden de er blevet ryddet for turisterne, men det er rigtig godt, at ”jungle-indtrykket” her bevares.

På vejen hjem derfra lykkedes det i øvrigt sulten efter den hårde dag at vinde over Jonas’ stædighed. Allerede ved morgenmaden havde han nægtet at spise, fordi hans onde forældre fastholdt, at han skulle spise en bolle med smør, før han kunne få nutella. Han holdt stædigt fast i, at så skulle han ikke have noget at spise. Men kl. 17 satte han sig til at spise sin bolle med smør uden brok.

Siem Reap

En by præget af at være indgang og overnatning for de mange gæster til Angkor Wat. Meget turistet, men vores hotel er herligt og maden er god. Og så bor vi kun 10 minutter i tuk-tuk fra Angkor Wat!

Vi er havnet på et herligt hotel i Siem Reap. Det ligger en gade væk fra hovedstrøget, så vi slipper for trafikstøj, værelset er stort og meget pænt – og så er der en herlig pool. Måske er det ikke så fint som det første hotel på Sokha Beach, men bortset fra, at det af oplagte grunde ikke har nogen strand, er det lige så godt – utroligt hvad man kan få for godt 40 $ pr. nat inklusiv morgenmad.

Vi fik endda husdyr med – men denne gang af en mere hyggelig slags end kakerlakken i Phnom Penh. Et lille firben, som vi døbte ”Lille Kradse”. Desværre kunne han ikke holde til at være med til børnenes hoppeleg, så han endte sine dage som et meget fladt firben, da Nikolaj eller Jonas ved et uheld hoppede på ham.

Poolen er ikke så stor, men ligger hyggeligt omkranset af træer – og det meste af tiden er der ikke andre i den end os. Vi har fundet snorkeludstyret frem, så Nikolaj kan øve lidt med det. Det har faktisk gjort det lettere at lære ham at bruge rigtige svømmetag, når han kan blive med hovedet under vandet. Nu kan han svømme to baner selv. Det er da ganske flot selv om det er korte baner.

Jonas vil stadig ikke med i vandet, men han hepper ivrigt på Nikolaj, når han svømmer. Og så har han opfundet en krokodille-leg. Han skal vifte med hånden i vandet og så skal Nikolaj og Jakob dykke ned og springe op af vandet lige foran ham – hver gang til stor overraskelse og forskrækkelse for ham selv.

Vi har også fundet en legeplads på en McDonalds-lignende fast food restaurant. Man skal bestemt ikke gå derhen for at spise – det er en skam at købe dårlige burgere og kolde pommes frites, når man kan få så meget god mad her. Men legepladsen er rigtig god og både Nikolaj og Jonas drønede rundt, så sveden haglede af dem. Eneste negative ting var et par uopdragne fede kineserbørn, der løb rundt med en pose chips i den ene hånd og brugte den anden til at slå eller skubbe alle andre i legerummet. Og deres (nyrige?) forældre kunne ikke stille noget op.

Der ligger også et supermarked lige om hjørnet, så vi har et par gange været nede og hente en liter is, som vi deler på mormor og morfars regning.

De første dage har vi ikke oplevet andet af byen end hotellet – den øvrige tid er gået blandt templerne i Angkor. Byen er nu også en meget turist-præget by med souvenirboder, internetcaféer og hoteller som de mest fremherskende butikker i gadebilledet – og med motos og tuk-tuk på hvert et gadehjørne.

Langt, langt, langt til Siem Reap

En næsten uendelig transportdag præget af en bus der først kørte med nogle timers forsinkelse og så brød sammen undervejs. Men vi kom da frem til Siem Reap efter næsten 12 timer på farten.

Også denne dag begyndte med en stor fejl. I dag hed den GST Express Busses.

Det så ellers ud til at begynde så nemt. Afgangsstedet for busserne fra GST Express var kun et par minutter fra vores hotel. Da vi ankom et kvarter før afgang holdt bussen der endda allerede, så vi fik hurtigt bagagen ind og fandt vores pladser. Og så skete der ikke mere. Og lidt senere skete der heller ikke mere.

Ingen kunne helt fortælle, hvorfor bussen ikke gik til den planlagte tid, 9.45. Jakob spurgte flere gange, hvornår bussen gik og fik samme klare svar hver gang: ”9.45”. Da vi fik samme svar og klokken rent faktisk var blevet lidt i 11 spurgte vi til den næste bus, der planmæssigt skulle gå samme sted fra kl. 10.45. Svaret var nedslående: ”Yes, yes – the same”. Og at bussen havde været der allerede da vi ankom var heller ikke så mærkeligt for nogle af dem vi sad og ventede med havde billet til bussen 7.45. Og ja, rigtig gættet. Det var også den samme bus. Så er det jo nemt at prale med mange afgange, når man bare lader bussen vente.

Endelig kunne der ikke presses flere mennesker og mere bagage og mærkelige sække ind i bussen og vi kom af sted. Vi kørte næsten 200 meter før vi holdt ind på en benzinstation. Efter lang ventetid her kom vi endelig af sted – efter at have siddet i bussen i næsten to timer.
Herefter gik det fint. Vi nød turen, der skulle bringe os til Siem Reap – byen ved det gamle Angkor Wat. Turen var planlagt til at tage seks timer. Men at tilbagelægge afstanden på 320 kilometer på seks timer er ikke nemt, når man hvert andet øjeblik skal standse, fordi der står en ko midt på vejen. Men det er jo en del af charmen og udsigten til rismarker og damme med åkander, afslappede vandbøfler, landsbyer og pagoder er herlig at have mens vi kører.

Desværre sluttede turen efter godt 100 kilometer, hvor motoren brændte sammen. Et stykke tid forsøgte chaufføren at overbevise sig selv og os om, at den bare var for varm, men en motor, der lyder som et helt savværk har det ikke helt godt. Da han opdagede, at der ikke havde været olie på motoren opgav han og vi måtte vente på en anden bus.

Igen kom vores børn os til hjælp. Da dem der boede ved siden af vejen så, at vi havde børn, blev vi budt indenfor i skyggen og der blev rullet tæpper ud til børnene. Efter lige at have sundet os lidt i skyggen måtte vi finde på noget. Mette tryllede en lille flaske sæbeboblevand frem og snart sprang både Nikolaj, Jonas og nogle børn fra huset jævnaldrende med vores rundt og fangede sæbebobler. Aldrig har så lille en bøtte sæbeboblevand gjort så stor nytte. Jakob lærte børnene at puste sæbebobler, så stoltheden strålede fra dem.

Selv om ingen fra den familie der boede der kunne et ord engelsk fik vi ”talt” en del med dem. Det lykkedes endda Nikolaj at spille Beyblade (et spil kort som han havde fået sendt i julegave af Mikkel fra Indien) med to af børnene. Det lykkedes den mindste af børnene at vinde spillet – men han fik også hjælp af en munk, der hurtigt forstod reglerne og satte sig ned og forklarede dem for børnene. (Så fik Nikolaj også svar på, hvad munke egentlig laver – de spiller åbenbart Beyblade.)

Efter 1½ time kom der endelig en bus. Nikolaj gav sine nye kammerater nogle Beyblade-kort i afskedsgave og så smuttede vi ind i den nye bus. ”Ny” er dog nok ikke det rigtige ord at bruge. Selv en pensioneret skolebus i Danmark ville fremstå som funklende ny ved siden af denne. Nogle steder sad sæderne ikke fast, lys og blæsere virkede heller ikke rigtig. Men vi fik da tre pladser på bagsædet, hvilket var mere end ca. halvdelen af dem vi havde ventet med fik – for bussen var nemlig allerede halvt fuld af lokale på vej til Siem Reap.

Men nu kom vi da endelig af sted igen, så vi klagede ikke. Til gengæld blev vi noget nervøse et stykke tid senere, da et fransk par på forsæderne kom højlydt op at skændes med chaufføren. De endte med at blive smidt af midt ude i – ja, vi andre i hvert fald ikke hvor. Jakob forsøgte at finde ud af, hvad der foregik – for hvis chaufføren var ved at kræve ekstra betaling for alle os der var stået på fra den bus, der var gået i stå var det nok smartest at stå sammen og ikke lade chaufføren smide os af en efter en. Men pludselig standsede bussen og det franske par blev som sagt smidt ud. Det var med noget nervøse blikke vi kiggede efter dem, da vi kørte videre. Da vi holdt ind til pausen fik vi talt med nogle af dem, der sad oppe foran og det viste sig, at det franske par skulle have været af i en by vi havde passeret et stykke forinden og at specielt manden var blevet temmelig sur over, at chaufføren ikke havde sagt til. Så måske det var fair nok, hvad der skete.

Vi ankom til Siem Reap efter mørkets frembrud og fandt hurtigt en tuk-tuk, der kørte os til Casa Angkor hotel, som vi havde booket inden vi kom herop. Det var vældig godt for på det tidspunkt var børnene vældig trætte og det var derfor herligt at komme til et lækkert hotel med et værelse parat efter næsten 12 timers rejse. En rejsedag næsten dobbelt så lang som planlagt men som børnene klarede helt fantastisk uden brok eller sure miner.

Selv Jonas er vist ved at være globetrotter nu, selv om han stadig savner sin vuggestue. Han drømmer i hvert fald om den for da han havde sovet middagslur i bussen i dag, satte han sig op, kiggede sig omkring og sagde ”Næ, jeg er jo ikke i vuggestuen længere.”

Phnom Tamao Zoo & Wild Life Santuary

Endelig noget Jonas synes om. Dagen i dag brugte vi på at besøge en dyrepark for konfiskerede og trafikskadede dyr. Vi legede med aber og hjorte og så på elefanter og tigre.

Jakob ringede til den taxachauffør, der havde kørt ham til lufthavnen efter rygsækken i forgårs for at aftale en tur til Phnom Tamao Wild Life Sactuary et godt stykke syd for Phnom Penh. Så for 40 $ havde vi bil og chauffør en hel dag (det var formentlig endda vældig godt betalt, men vi prøvede et par andre også og kunne ikke rigtig presse det under 35 $ for en hel dag med mindre vi ville køre med tuk-tuk hele vejen).

Det tog knap 1½ time at komme derned. Det meste af vejen dertil er asfalteret hovedvej. Men på de sidste kilometer jordvej sidder tiggere langs hele vejen. Det kan undre meget, hvad de egentlig laver der. Vi mødte vist kun 4-5 andre turister i Phnom Tamao – det kan da umuligt brødføde 30-40 tiggere. I bestræbelserne på opmærksomhed var særligt en ting mærkeligt. Når vi kom kørende, kastede de vand på vejen. Om det var en tjeneste (mod forventet betaling) for at undgå, at vi fik støv på bilen eller om det var for undgå selv at blive indhyllet i støv, er ikke helt klart for os. Vi var hårde og kyniske og stoppede ikke, for hvordan skal man vælge, hvem af de mange tiggere, man skal hjælpe?

Phnom Tamao er en slags mellemting mellem en dyrepark, en zoologisk have og et dyrehospital. Dyrebestanden udgøres af dyr, der er skadet efter fx trafikulykker, fælder og lignende eller som myndighederne har konfiskeret fra det omfattende illegale marked for dyr i Cambodia og resten af Asien.

For den formidable entre af 10 $ kom vi alle fire samt bil og chauffør ind i parken. Vi begyndte hos aberne, som løb frit omkring. Nikolaj kom næsten op at slås med en af aberne. Vi stod og kiggede på nogle fugle og da vi skulle videre vendte Nikolaj sig som sædvanligt hurtigt om for at løbe videre. Men en abe der var på vej lige bag ved os blev så forskrækket, at den hoppede på ham. Den rev ham heldigvis ikke, men både Nikolaj og vi andre blev helt forskrækket, da aben hoppede på ham.

Lige under et skilt med ”Do not feed the animals” havde en flok børn slået sig ned med en lille bod, hvor de solgte bananer og kokosnødder, som man kunne give dyrene. Vi var autoritetstro mod advarselsskiltet og selv om vi mødte børn alle steder i parken, der gerne ville sælge os forskellige madvarer til dyrene undlod vi at bidrage til dyrplageriet. For dyrplageri var det virkelig. For at vise, hvor interesserede dyrene var i maden, viftede børnene med frugt, fisk eller hvad de nu havde lige uden for dyrenes rækkevidde, så de stakkels dyr hoppede og dansede – alt sammen for, at vi turister skulle betale for, at gav dyrene maden. Vi undlod som sagt at bidrage hertil og puttede i stedet godt i indsamlingsbøtten til zoologisk have (og så håber vi, at det rent faktisk er det pengene går til).

Der var også en del hjorte, som var ganske tamme, så dem løb Nikolaj og Jonas rundt og klappede eller trak i gevirerne. Særligt en af hjortene var meget glad for Jonas – den fulgte efter ham, mens han grinede over, at det kildede, når den slikkede ham i øret.

Parken har rigtig mange bjørne. "Solbjørnen" er så uheldig at stå højt på ranglisten over medikamenter i kinesisk medicin, så der er en livlig illegal handel (og tilsvarende mange konfiskerede bjørne).

Derefter gik turen videre til krokodillerne. De lå sløvt og gabte – lige indtil vi kom tæt på det tynde, lave trådhegn, der adskilte dem fra os. Så kom der fart på den ene lige hen mod os! Det var vist en god idé at holde fingrene uden for trådhegnet!

Vi spiste frokost hos nogle af de lokale småsælgere som vores chauffør faldt i snak med. Selv om deres småhuse er nok så primitive, er de nu smart bygget til varmen. Alt byggeri er hævet op på pæle. Nede i det fugtige område sydpå troede vi egentlig, at det var for at undgå oversvømmelser. Det er det måske også, men en mindst lige så vigtig funktion er køling. Med luft under fødderne og en sejldug eller bliktag, der skygger for solen, er det faktisk ganske behageligt selv i middagsheden.

Hos tigrene kravlede en af de lokale ind til trådhegnet og stak en hånd igennem for at klappe tigrene. På trods af forsikringer om, at tigrene var ganske flinke, skulle vi nu ikke nyde noget af at prøve det samme. I stedet inviterede en af dyrepasserne os ind i ”stalden” (eller hvad den slags nu hedder for tigre). Her kunne vi også komme rigtig tæt på de store, flotte katte.

Vi sluttede hos elefanterne, hvor vi kom lige da den søde lille elefantunge fik mad. Den havde mistet sin ene fod – om det har været en fælde, en mine eller noget tredje, ved vi ikke, men sød, det var den nu.
Efter besøget i Phnom Tameo kørte vi til en pagode lige uden for dyreparken. Den lå idyllisk på toppen af et lille bjerg, hvor Jonas møjsommeligt kæmpede sig op ad den høje stentrappe helt op til toppen. Pagoden var helt tom bortset fra en enkelt munk, der gav Nikolaj og Jonas en røgelsespind hver, som han tændte sammen med dem. Det gav efterfølgende rigtig mange spørgsmål fra Nikolaj om, hvad munke egentlig laver, hvorfor en statue af Buddha var glad for den mærkelige lugt fra røgelsen o.s.v.

Efter en god dag blev vi sat af lige uden for hotellet. Vi gik en kort tur på ”det russiske marked”, hvor alt godt og (i særdeleshed) skidt faldbydes. Hvis nogle hjemme har brug for et par bundter brugte cementposer, knallertreservedele eller glimtende Buddha-figurer med discolys, så bare sig til. Lars kan endda for en billig penge få suppleret sin samling af håndsymaskiner (der vel at mærke benyttes flittigt her).

Vi endte med at spise en simpel aftensmad bestående af landgangsflute og lidt pålæg, som vi havde købt på køreturen hjem fra Phnom Tameo for den formidable sum af ½ dollar.

Inden sengetid ringede vi til oldemor, der blev 98 i dag. Hun var vældig glad for lykønskningerne fra den anden side af jorden. Om hun fik fat i Nikolajs lange beretning om alt vi havde oplevet, er nok mere tvivlsomt. Men stort tillykke til oldemor.

”P” som Phnom Penh, pagoder og paladser

Vi brugte dagen på sight seeing i Cambodias hovedstad Phnom Penh, der indeholder et flot og meget forgyldt kongepalads, et væld af pagoder, nationalmuseet – og så selvfølgelig nye, spændende (og ildelugtende) indtryk af byen.

Dagens største fejl: Vi synes selv vi burde være lidt mindre dovne, så vi besluttede, at dagen skulle være til fods, så vi pakkede i klapvognen, tog solcreme på og begav os af sted – der var trods alt ikke længere end en km til nogle af hovedattraktionerne fra vores hotel.

Det var franskmændene der for ganske mange år siden planlagde genopbygningen af Phnom Penh. Det skete efter, at byen var brændt ned til grunden af thaierne i 1772 efter endnu en krig som Cambodia tabte. Byen kom sig aldrig rigtig i årene herefter og først da franskmændene kom hertil som kolonimagt i 1863. Franskmændene anlagde byen efter alle kunstens regler – med nummererede gadenavne i sirlig orden, brede boulevarder med brede fortov.

Men hvad har alt dette så at gøre med vores vandretur? Jo, dels er det et problem med de brede fortove. Det har sikkert været fint og flot inden byen blev fyldt med biler, men nu udnyttes fortovene desværre til parkeringspladserne fordi der lige kan holde en bil på tværs. En gåtur i byen foregår derfor det meste af tiden ude på vejen – og det er ikke stille villaveje! Dels er det ikke så nemt at finde de steder vi gerne vil se. Vejene er rimelig nemme at finde, men husnumrene er ofte i vilkårlig rækkefølge – efter sigende skulle der endda flere steder være flere huse med samme nummer på en gade.Gåturen gav os til gengæld en rigtig tæt oplevelse af byen – alle de små handlende og en byggeplads i fuld aktion med stilladser af tynder rafter.
Nå, men efter adskille tuk-tuk chauffører havde rystet på hoved af vores iver efter at gå, så nåede vi frem til Kongepaladset – der desværre var lukket på grund af statsbesøg. Der var fyldt med svenske flag, så det var jo nok fra vores broderland. Vi var nu ret irriterede over at en svensk royal skulle forhindre vores besøg i Kongepaladset.

I stedet blev det til en pause i parken foran paladset. Desværre en pause der hurtigt blev afbrudt af skrig og skrål fordi Nikolaj havde stillet sig i en myretue med røde myre. Lidt koldt vand fik dog hurtigt klaret det værste.

Derudover var stedet omkring paladset det første sted i Cambodia vi har oplevet anmassende tiggere og gadesælgere i stor stil. En kvinde havde fundet på en særlig udspekuleret og ubehagelig måde at tjene penge på turisterne. Hun havde samlet mindst 100 småfugle i et lille bur, hvor de kummerligt sad, lå og baksede rundt oven på hinanden og så råbte hun ”Buy one. 1 $. Set it free.”

I stedet for paladsbesøget tog vi på nationalmuseet, der indeholder en samling af Khmer-skulpturer og andre kunst- og religiøse genstande.

Vi havde lært af dagens første fejl og tog en tuk-tuk til hotellet. Mens Mette og børnene slappede af tog Jakob til Thai Airways. Her var nu ikke meget hjælp at hente til alle de ekstraomkostninger vi havde haft på grund af den manglende rygsæk. Vi fik 100 $ i kompensation og så må forsikringen klare resten. Det går nu nok.

Turen var nu ingenlunde spildt. Hvad der ikke har været muligt for den samlede familie (vi har i hvert fald ikke turdet med børnene) fik Jakob nu prøvet; nemlig en tur på moto (knallert/lille motorcykel) gennem Phnom Penh.

Det var en spændende tur. Hvis nogen synes, at Dæmonen i Tivoli eller lignende forlystelser får det til at suge i maven eller fremkalder en smule sved på panden, så skal de bare prøve en tur på moto gennem Phnom Penh. Manden Jakob fik et lift med kørte fuldstændig hasarderet – over for rødt, i modsatte vejbane, når der var for tæt trafik i vores egne og konstant med enten speederen eller bremsen i bund. Med andre ord kørte han ligesom alle de andre motos i byen. Særligt forberedelsen til venstresving er spændende. I god tid inden man skal dreje skiftes behørigt vognbane – det havde jo nok fået enhver dansker igennem en køreprøve, hvis ikke det lige var fordi det ikke bare var vognbane, der blev skiftet men helt over i den modsatte vejbane – så er der jo kortere, når man skal dreje og de sidste 100 meter kan man godt klare ved at svinge ud og ind mellem de modkørende… Prøv lige at gøre det hjemme på H.C. Andersens Boulevard.

Om eftermiddagen tog vi (med tuk-tuk) til Kongepaladset, der nu var åbnet igen. Det er imponerende bygningsværker i klassisk cambodiansk (syd-øst asiatisk) stil med flotte tage med tårne, spir og udskæringer, guld overalt og en buddha-figur, der overvåger det hele. Kroningssalen og sølv-pagoden er de største attraktioner. Sølv-pagoden er kendetegnet ved at hele gulvet er af sølv. Desværre var det meste af gulvet belagt med tæpper – selvfølgelig for at skåne gulvet, men måske det havde givet bedre indtryk at fjerne gulvtæpperne og så ikke give adgang til at komme ind i pagoden – så havde man kunne se hele det skinnende gulv udefra.
En ting der er ganske specielt er, at selv ved de største turist-attraktioner som Kongepaladset er, at vi nærmest har det helt for os selv. Normalt når man som turist oplever den slags steder tænker man jo tit; ”hvor ville det være fantastisk, hvis ikke alle de andre turister var her”. Sådan er det faktisk her. Vi mødte vel kun 3-4 andre turistpar mens vi gik rundt.

Vi spiste aftensmad samme sted som dagen før – en lokal restaurant med rigtig gode asiatiske retter. Og Jonas vågnede endelig op til dåd og spiste løs. Nu har han ellers stort set fastet hele ferien frem til nu, men i dag brød vi vist koden; nutella til morgenmaden, ris og ketchup til øvrige måltider. (Forhåbentlig er det også et tegn på, at han er ved at være rask igen.)

Vi nåede lige markedet i Sihanoukville

Vi havde været forbi det store marked i Sihanoukville nogle gange. Men vi har nu også den ærgerlige ære at være blandt de sidste turister, der er blevet snydt der. For i går aftes brændte hele markedet. Kun 10 af de i alt ca. 1400 stadepladser klarede branden. Og da de handlende næppe er forsikrede er det et hårdt slag for rigtig mange mennesker, hvis levebrød med ét slag forsvinder.

På vej til Phnom Penh

En transportdag. Turen gik med 4 timers bustur til Phnom Penh. Og så brugte Jakob 2½ time på at hente vores rygsæk.

Dagen i dag stod på en lang bustur tilbage til Phnom Penh. Men inden afgang fra hotellet ca. kl. 11, nåede vi naturligvis lige en tur i poolen – dvs. os alle bortset fra Jonas, der stadig synes, at det er for koldt. Han bliver desværre også ved med at have lidt feber, men er ikke mere syg end at han stadig kan lave ballade. Mens vi andre var i poolen rendte han rundt og tændte for nogle vandhaner (som formentlig bruges, når haven omkring poolen skal vandes). Da Mette råbte til ham, at han ikke måtte lege med vand råbte han tilbage ”Jamen mor, jeg vasker bare hænder mange steder!”

Da vi skulle fra hotellet til busholdepladsen var det meningen, at vi skulle have været med den samme tuk-tuk som kørte os til Ream i går, men han dukkede desværre ikke op. Tuk-tuk chaufførerne uden for hotellet havde godt set al vores bagage og tænkte, at vi nok havde travlt, så de var meget hårde i prisforhandlingen. Jakob var lige ved at give sig og betale hele 3 $ for en tur til bussen. Mette var imidlertid standhaftig – hankede op i bagagen og begyndte at gå. Da Jakob og ungerne fulgte efter nåede vi kun få meter før en af tuk-tuk chaufførerne gav sig og det blev (igen) som Mette ville have det, mens Jakob fik æren som den hårde forhandler.

Man kan selvfølgelig mene, at det er noget pjat – vi kunne jo sagtens give en dollar mere, men når nu tuk-tuk chaufførerne har vædde-konkurrencer om hvor meget de kan få turisterne til at betale (som en af chaufførerne grinene fortalte os, da vi havde betalt for meget for en anden tur) så må vi jo også bidrage til spillet.

Busturen gik rimelig nemt da først vi lærte ikke at se fremad på vejen for chaufføren kørte om muligt endnu mere vanvittigt end turen derned. Da vi med lettere anspændthed havde overværet hans overhaling af tre lastbiler på vej op ad en bakke besluttede vi os for at kigge ud til siden i stedet for. (Overhalingen endte i øvrigt med, at bussen næsten jog en stakkels modkørende knallert i grøften – men som buschaufføren sikkert har tænkt: ”Jeg havde jo hornet i bund, så han kunne da bare have hørt mig og holdt ind til siden…”).

På turen havde vi (igen) god udsigt til rismarker, småhuse, sælgere af mad, drikke og benzin langs vejen m.v. Det er sjovt at se, hvordan der på traditionel vis benyttes okser og vandbøfler i landbruget – kun de helt klassike runde, toppede ”rishatte” er blevet udskiftet med kasketter.

Jonas fik desværre mere feber på busturen, så helt er han altså ikke sluppet af med at være syg, men heldigvis sov han det meste af vejen.

Nikolaj tog en kort lur og brugte ellers det meste af tiden med sin PSP og lidt højtlæsning. At en sød fransk pige på 6-7 år forsøgte at indsmigre sig ved at dele slik med ham gjorde ikke det store indtryk og han krøb hurtigt genert ind bag sin PSP.

Vel fremme i Phnom Penh tjekkede vi ind på det nærmeste hotel (New York Hotel). Vi fik et stort værelse. Det ligger fint centralt og så højt oppe, at vi både har god udsigt over byen og slipper for det meste trafikstøj – men desværre ikke højt nok oppe til at være fri for kakerlakker. Jakob knaldede en ordentlig en på størrelse med en mariekiks. Men bortset fra, at de ikke er så lækre, så gør de jo ingen skade.

Mens Mette, Nikolaj og Jonas slappede af og pakkede lidt ud tog Jakob en taxa til lufthavnen for at hente vores bagage. Thai Airways havde meddelt, at de alligevel ikke kunne levere rygsækken fordi toldmyndighederne ville se den. Nå, men de 10 km. til lufthavnen kunnen vel hurtigt klares – troede vi. Selv om taxachaufføren havde sagt at det tog 15-20 minutter tog det 70 minutter før lufthavnen var i syne på grund af trafikken. Jakob fik rygsækken uden problemer og vandrede i øvrigt helt uantastet igennem tolden. Så meget for Thai Airways’ rygte om god service. Det er ikke noget vi kan nikke genkendende til.

Ream Nationalpark

Vi sejler stille af sted på floden gennem mangroveskov, lægger til ved en øde strand og leder efter muslingeskaller og konkylier i vandkanten. På tilbagevejen møder vi en delfin inden turen går med tuk-tuk tilbage til Sihanoukville. Ream Nationalpark er imponerende og det eneste negative der er at sige om vores tur er, at vi ikke tog tidligere dertil.

I dag var første rigtige tur-dag. Den startede dog først efter frokost fordi vi først skulle lige en tur i poolen og på stranden inden vi skulle tjekke ud fra Sokha Beach Hotel. Vi ville gerne have en overnatning mere i Sihanoukville, men hotellet var hel fyldt op, så vi er i stedet flyttet til Golden Sand Hotel (som ikke ligger ved strand, hvilket navnet jo ellers kunne forlede en til at tro).

Ream ligger ca. 15 km fra Sihanoukville. Vi tog en tuk-tuk derud. Det er nok lige det længste man skal tage dem for efter ½ times kørsel var vi godt vindblæste og næsten døve af motorlarm og dytten. Det kostede os den formidable sum af 23 $ at blive kørt helt derud og retur igen 6 timer senere.

Ream er en lille landsby, hvor samlingspunktet er det hus der har elektricitet. En del af landsbyen ned til floden er bygget på høje pæle.

Vi henvendte os til Park Ranger stationen og lejede en båd med styrmand og guide (35 $) til en tur ned ad floden i omkring fem timer. Egentlig er turene lidt længere, men vi kunne ikke nå mere inden det blev mørkt. Så for at indhente, at vi først kom sent sejlede vi med ”speedbåd” (vi ville nok bare kalde det en jolle med påhængsmotor) det første stykke og gik så ombord i vores flodbåd. Det var nu egentlig en fordel at være lidt sent på den for så kom vi helt fri af de andre turister og havde turen helt ”for os selv”.

Vi fik snakket en del med guiden undervejs. Det første spørgsmål som vi har mødt mange andre end ham stille (ud over spørgsmål om vores børn) er ”hvor mange sprog taler du”. Nu kan hverken Mette eller Jakob jo prale af de store sprogkundskaber, men det er helt klart prestigefyldt her at kunne flere sprog – naturligt nok specielt engelsk. Og næsten alle er eller vil gerne i gang med et engelskkursus. Det samme gjaldt vores guide, der til februar skulle begynde på universitetet og læse engelsk – lige nu havde han travlt med at skrabe de 350 $ sammen som et semester på universitetet koster. Han gjorde store øjne da han hørte, at det var gratis, at gå på universitetet i Danmark – han troede alt i Danmark var dyrt. Og vi nænnede ikke at fortælle ham om SU. Hans store drøm – som mange sikkert desværre deler med ham – var at få en uddannelse og så komme væk fra Cambodia. Det gør det jo ikke nemt at bygge et land op.

Nå, men det var en rigtig flot tur. Vi sejlede langs og næsten ind i mangrovesumpe, nåede en lille tur ind i regnskoven til et udkigspunkt over floddeltaet. Dernæst sejlede vi videre ad floden og hilste på lokale fiskere, der står i vand til livet mens de tålmodigt kaster deres net.

Vi gjorde holdt ved en øde strand, hvor vi samlede flotte muslinger og konkylier og Nikolaj, Jonas og Jakob byggede sandslot. Vi snakkede om at nå en badetur også, men det blev kun Nikolaj, der nåede det – og det mere eller mindre ufrivilligt i sin iver efter at samle muslingeskaller i vandkanten.

På vejen tilbage svømmede en delfin rundt om båden og rejer og småfisk hoppede op ad vandet. Efter godt fem timer var vi retur ved ranger-stationen og vores tuk-tuk chauffør sad tålmodigt og ventede på os.

Vores rygsæk er dukket op

Nu havde vi ellers helt afskrevet at få vores rygsæk igen, men nu er den dukket op – i Bangkok.

Vi blev ringet op fra Servicecenteret i Phnom Penh lufthavn. Og sandelig om vores rygsæk ikke er dukket op i Bangkok. Så det er vist på plads med en undskyldning fra vores side. Manden havde jo faktisk ret, da han blev ved med at sige ”call back tomoroow. It will probably show up”.

Det har dog kostet os en hulens masse tid at eftersøge rygsækken og forsøge at genanskaffe så meget som muligt – og så har den selvfølgelig været i Bangkok hele tiden. Nå, men nu må vi da glæde os over, at vi får den igen og ikke behøver vaske tøj hver anden dag :-)

Farvel til driverlivet ved Sokha Beach

Nu er besøget på luksushotellet Sokha Beach Resort i Sihanoukville slut. Det har været en herlig start på rejsen – ekstra præget af afslapning fordi Jonas er syg.

Ligesom da vi begyndte jordomrejsen for to år siden med to uger på Hawaii har de første dage i Sianoukville været en herlig afslappet måde at begynde rejsen på. At vi kommer lige fra det vinterkolde Danmark er næsten allerede glemt. Nu er den største bekymring, om vi nu har husket at slå air condition til på hotelværelset, så der var køligt, når vi kommer retur.

At starten så blev ekstra afslappende skyldes også, at Jonas har været syg lige siden den første dag, så de ture vi egentlig havde tænkt på rundt i omegnen har vi droppet. Vi skal nok få indhentet oplevelser senere, men specielt en tur ud for at snorkle ved nogle af øerne ud for kysten stod ellers højt på ønskesedlen, men det duede altså ikke, når Jonas havde høj feber – nå ja, så var alt vores snorkelgrej jo også i den forsvundne rygsæk.

Sokha Beach Hotel er vist det dyreste hotel i hele byen. 110 $ pr. nat er næsten det dobbelte af, hvad de konkurrerende hoteller tager. Men til den pris og en lav dollar-kurs har vi lov at være luksusdyr (synes vi i hvert fald selv) og stedet har da også været alle tiders.

En perfekt strand med det blødeste hvide sand og ikke en sten så langt ud i vandet vi orke-de at gå/svømme. (Nå, ja så var der lige det med havslangen, som Mette tog lidt ilde op, men hvem har nogensinde hørt om nogen, der blev bidt af en havslange?)

Et herligt poolområde, hvor specielt Nikolaj har boltret sig og på få dage lært at svømme ganske udemærket uden vinger eller bælte.











En stor legeplads, som specielt Jonas var meget glad for. Et kæmpe spa- og dampbad, som også hurtigt blev Jonas’ favorit (han vil helst kun i vand der er over 37 C). Og dertil kommer et væld af andre aktiviteter som fitness center, tennis, løbestier – som vi ikke fik gjort brug af.

Alt i alt et sted, der klart kan anbefales – også meget nemt med børn. Selv om mange ting virker lidt primitive her i Cambodia og store dele af byen ligner slumkvarterer, så fungerer alt vældig godt og alle er venlige og specielt meget glade for at møde vores børn. Ingen anmassende sælgere, men blot almindelig udnyttelse af vores turist-betalingsevne – det hjælper vi gerne med ud fra devisen i Nikolajs forslag i kampen mod verdens fattigdom: ”vi bør foreslå alle vi kender at tage til Cambodia og købe mandariner af de gamle koner, så de kan få nogen penge.”

Nikolaj, Mette og Jakob glæder sig meget til den videre rejse. Jonas spørger til gengæld hver aften om, hvornår vi skal hjem. Han savner sin vuggestue og vil gerne lege med Lucas og Sebastian. Det kommer vist til at tage lidt tid at gøre en globetrotter ud af ham.
Det næste bliver at vi finder en bus, der vil køre os til Phnom Penh, hvor vi gerne vil bruge et par dage (og forhåbentlig få vores bagage). Men inden da har vi lige en enkelt dag mere i Sihanukville.

Godt nytår

Så nåede vi det nye år – og endda seks timer før jer hjemme i Danmark. Vi kom dog lidt anderledes ind i det nye år end ventet fordi Jonas blev mere syg.

Men først lidt om dagen. Det er altså ikke så tosset at holde nytår under varme himmelstrøg. Vi brugte dagen på poolen, stranden – og poolen igen. Og så lige en tur i spabad også. Så vi kommer da i hvert fald rene ind i det nye år :-)

I løbet af dagen kunne vi følge forberedelserne til den store nytårsfest. Der blev dækket op udendørs lige ned til stranden. Vejret var også herligt. Det blæste lidt op, så det var til at holde ud at sidde udenfor uden at sidde og svede ved bordet. Der blev slæbt mad ind til en hel hær; små pattegrise til helstegning, bunkevis af nyslagtede høns, store stege og en masse andet.

Efterhånden som dagen gik blev Jonas imidlertid også mere og mere dårlig med højere og højere feber. Da han hen på aftenen fik over 40 tog Jakob ham med et smut til lægen. Lægen var desværre i tvivl om, hvad det kunne være, så Jakob og Jonas blev sendt til et sygehus/klinik for at få taget blodprøver. Så nu er Jonas testet for både malaria, tyfus og heppatitis (og nogle flere som jeg ikke forstod). Jakob viftede ellers med Jonas’ internationale vaccinationskort, men det forstod de ikke meget af, så han kom igennem alle test selv om han er vaccineret. Nå, men pyt med det. Jonas tog det vældig flot at få taget en blodprøve (eller også var han bare for udmattet til at brokke sig). Efterfølgende blev han kølet ned med våde håndklæder – det syntes han egentlig ganske godt om.

Efter ca. en time havde vi prøveresultaterne – alle sammen negative på nær en enkelt for noget infektion, så nu får han antibiotika (vi håber de forstod, at han er allergisk over for penicillin).

Derefter var det retur til hotellet igen. Jakob nåede lige at få noget at spise inden de fjernede maden. Ærgerligt at aftenen blev så kort for vi kom til at sidde til bords med nogle ganske hyggelige Schweizere, som vi dog kun nåede at tale kort med. Jonas kvikkede lidt op og så nåede vi lige en tur på legepladsen og en spadseretur på stranden. Og inden nytår og fyrværkeri ringede Mikkel også fra Indien, så vi fik lige sagt godt nytår til ham.

Det var herligt at kunne stå udenfor i korte ærmer og se fyrværkeri over svajende palmetoppe. Godt nytår!