søndag den 27. januar 2008

Børnedag i Vinpearl Land

Nikolaj & Jonas fik lov at bestemme dagens program; en tur til Vinpearl Land – en ø kort fra kysten med et tivoli- og vandland. Et herligt sted, men med alt for restriktive regler. Vi beskæftigede fast to medarbejdere under hele vores besøg, fordi vi hele tiden skulle have besked på, hvad der ikke var tilladt.

Nu har Nikolaj og Jonas stort set uden brok fulgt med os på ture i gamle templer, ildelugtende markeder, lange vandreture og meget andet. Så i dag var det deres tur til at bestemme, hvad vi skulle. De valgte, at vi skulle til Vinpearl Land. Ikke fordi de vidste noget særligt om det, men fordi man skulle med en ”cable car” – eller flyvende tog som Jonas kalder det – derud. Den havde de nemlig set allerede den første dag i Nha Trang.

Egentlig havde vi tænkt os at tage videre fra Nha Trang i dag og til Da Lat, der ligger i højlandet et stykke inde i landet. Men vi besluttede os for at tage et par dage mere i Nha Trang for at slappe af – så må vi nå Da Lat, hvis vi kommer til Vietnam igen en anden gang.

Vinpearl Land er en forlystelsespark – lidt svarende til en dansk sommerlandpark – med tivoli og vandland. Der kan siges en del – både godt og skidt – om dette sted.

Det viste sig, at stedet ikke rigtig var bygget færdig endnu. Karrusellen blev fx malet mens vi kørte på den og et par andre forlystelser var omgivet af nogle mænd, der svejsede, så gnisterne sprang til alle sider. Turpasset vi havde fået sammen med indgangsbilleterne havde derfor en ret begrænset værdi og børnene fik vist prøvet 3-4 ting. Til gengæld var der åbningstilbud, så vi betalte heller ikke for turpassene og kun 540.000 i alt for os alle fire (under 200 kr.) for en hel dagsudflugt med en flot tur i svævebanen højt over havet – en tur i tivoli-forlystelserne, en 4D-biograftur og adgang til det kæmpestore vandland.

Stedet er i det hele taget rigtig flot og burde kunne blive en succes – men næppe med de nuværende ejere. I et land, hvor vi ellers sjældent møder restriktioner, hvor trafikregler ikke rigtig findes (eller i hvert fald ikke overholdes), hvor alle springer over i køer o.s.v., så er Vinpearl Land et paradis for bureaukrater – og meget besværlig for alle os andre. Vi blev stort set hele dagen mandsopdækket af to medarbejdere, der fortalte, om alt det vi ikke måtte. De fleste forlystelser var ikke tilladt for børn under 130 cm. Og de forlystelser børnene så måtte prøve var enten lukket eller også måtte forældrene ikke deltage.

Det samme gjorde sig gældende i vandlandet. Alle de store sjove vandrutsjebaner var forbudt for børn. Og i det ellers dejlige og flotte børnevand-legeland måtte forældre så ikke være med. Det var naturligvis også en streng forseelse at have svømmebriller på i vandet eller overtræde en usynlig streg i bølge-poolen. Der er mange flere eksempler og Jakob måtte råbe meget højt for at forklare nogle af medarbejderne, at vi faktisk var her for at være sammen med vores børn og at vi derfor havde tænkt os at være i børnevandlandet. Det mødte ingen forståelse og vi fik adskillige gange forklaret, at voksne skulle være i den store del af parken og børnene i børne-vandlandet i den anden ende af parken.

Til sidst blev det heldigvis sådan, at vi kunne grine af det. Specielt da Jakob endelig fik forklaret en der forstod engelsk, at vi faktisk var taget hertil for at være sammen med vores børn og svaret så var, at hvis det virkelig var det, vi havde tænkt os, så måtte vi tage til stranden. Og vores civile ulydighed endte med at blive tålt efter en del skænderier.
Nikolaj og Jonas opdagede det heldigvis ikke, bortset fra at Nikolaj var ked af, at han ikke måtte prøve nogle af de ting han ellers har gjort i Danmark og andre steder siden han var tre år. Særligt tåbeligt var det, når en af medarbejderne gav ham lov og en anden så nægtede ham adgang. Det er altså vanskeligt at forstå, når man er fem år. Men han fandt nogle sjove rutsjebaner i børne-vandlandet og det var så varmt, at selv Jonas boltrede sig rundt i vandet og svømmede på livet løs. Det var en fornøjelse at se (selv om vores to ”op-passere” skulede til os over, at vi var gået i vandet med Jonas).

Ironisk nok var anbefalingen om at tage til stranden faktisk god, for vi sluttede dagen af med en tur på stranden lige uden for badelandet – en strand med det blødeste sand man kan forestille sig og dejlig lunt og stille vand. En hel modsætning til den lidt hårde strand med store bølger ved vores hotel.

På vejen hjem med svævebanen var vi enige om, at dagen alt i alt havde været rigtig god, og børnene havde ikke opdaget så mange af besværlighederne. Men Vinpearl Land er bestemt ikke et sted vi vil anbefale andre familier med små/mindre børn. Og hvis ikke man kan anbefale et tivoli- og vandland til børnefamilier, hvem søren skal så komme? Om det var forklaringen på, at vi stort set var de eneste i parken, ved vi ikke, men der var ikke en eneste forlystelse eller rutsjebane, som vi prøvede sammen med andre gæster – vi så da andre gæster, men langt fra nok til at stedet vil kunne løbe rundt. Det er vist ikke et godt tegn knap en måned efter åbningen og med flotte introduktionstilbud. Men når nu stedet er gået konkurs og overtages af nye ejere med et lidt andet regel-koncept, så kan det blive rigtig godt.

På vejen hjem var vi et smut forbi stationen. Dagen før havde vi ikke kunne få fire togbilletter i den samme kupe til Saigon til på tirsdag, men Jakob havde fået den kryptiske besked, at hvis vi kom igen i dag, så var der nok fire billetter. Og ganske rigtig – vi fik fire billetter i en soft-sleeper kupe til på tirsdag.

Efter den lange dag – specielt for Jonas der sprang middagsluren over – orkede vi ikke mere, og vi bad taxaen om at holde ind ved en bager, hvor vi købte lidt brød og nogle pølsehorn med hjem til et aftenmåltid på hotelværelset.

lørdag den 26. januar 2008

Abe-øen (Lao island)

Vi tog en båd til ”abe-øen”. Det hed sig, at der skulle leve vilde aber her. Det var de sandelig også – vilde altså.

I stedet for at tage en af turistbusturene rundt, hyrede vi en taxa. Det kostede 400.000 dong (ca. 130 kr) at have taxa en hel dag og endte derfor med at være lige så billigt som pakke-turene, selv om vi selvfølgelig så selv skulle betale entreer, billetter til båden etc. Men da ingen endnu har nænnet at opkræve penge for vores børn, bliver det som regel ret billigt. Den største fordel er imidlertid, at vi lige kan skubbe programmet en time i.f.t. ”pakke-turene”. På den måde slipper vi for de fleste andre turister.

Vi tog derfor en taxa til en lille havn, hvor der gik en båd ud til ”Monkey Island” (Lao Island). Den har fået sit tilnavn ”abe-øen” af åbenlyse årsager – der er aber overalt. I vores guidebog står der, at øen beboes af mange hundrede vilde aber. Vi er enige i, at der er mange og enige i, at de er vilde, men vi havde egentlig nok forstået ordet ”vilde” i en lidt anden betydning. De var nemlig meget glade for mennesker – og specielt turister fordi turister er lig mad. De turister, der formastede sig til at købe mad til dem blev nærmest overfaldet og fik frarøvet de fleste af deres nyindkøbte poser med majs til aberne.

Vi sprang abefodringen over og tog i stedet en gokart-tur. Det er sjældent, at der er nogen, der går så højt op i sikkerhed – heller ikke for børn – så både Nikolaj & Jonas kunne prøve at køre gokart (godt nok sammen med Jakob). Derefter var der dyre-cirkus. Det var sjovt nok at se, hvordan aber kunne gå på line, spille fodbold og køre på cykel, men egentligt også noget sørgeligt at se på. Hverken dyr eller mennesker virkede særlig glade for arrangementet.

Vi nåede også et par gåture på stranden, hvor vi fandt muslingeskaller og koraller. Ud for øen havde fiskerne travlt med at efterse deres garn. Det er sjovt at se de små både, der blot er siv-kurve - det ligner de sejler rundt i vaskefade. Turen rundt om øen bragte os også forbi abernes ”eget område”. Her var de meget mere fredelige og nu havde vi mere mod på at prøve at fodre dem, så vi købte en lille pose majs til dem, som de spiste af hånden. Nu vi var blevet gode venner med aberne, var vi letsindige nok til at sætte os ned og nyde en pose chips. Det opdagede en af aberne, som sprang op og snuppede Jonas’ chips. Det blev både han og vi andre noget forskrækkede over.

Tilbage på fastlandet var det meningen, at vi skulle have været ude til Ba Ho vandfaldet, men det var desværre ufremkommeligt efter de foregående dages regn. I stedet tog vi ud til et sted, der hedder Hon Ching med sjove klippeformationer lige ud til havet. På vej hjem besøgte vi Ponagar-templet i Nha Trang.

Vel hjemme på hotellet efter en lidt forkortet tur var det tid til en tur i swimming poolen. Temperaturen er kravlet op tæt på de ca. 30 grader og vandet var blevet så lunt, at selv Jonas ville med i vandet.

fredag den 25. januar 2008

Hurra - tørvejr

Tørvejr – så er det med at komme ud fra hotellet og rundt i byen. Og senere på dagen blev det også til en voldsom strandtur.

Vi vågnede op til tørvejr – så det var med at komme af sted. Vi tog en taxa til Long Son pagoden, hvor der på toppen af en bakke står en 14 meter høj Buddha-statue. Mens solen for alvor brød igennem skyerne, nød vi udsigten over byen og bugten fra toppen af bakken.

Pagoden er nu også i selv flot og imponerende – bl.a. er der en kæmpe liggende Buddha og en smukt udsmykket pagode. Nikolaj & Jonas var dog mere optaget af de dyr vi mødte – en lillebitte kat og en stor snegl.
Derefter måtte vi endnu en tur på et marked. Nogle af Jakobs underbukser og strømper forsvandt ved sidste tøjvask, så vi måtte have fat i lidt mere tøj. Så fandt vi endda et ganske velassorteret supermarked, så vi fik også bleer til Jonas.

Om eftermiddagen var det blevet rigtig varmt og vi tog selvfølgelig en tur på stranden. Stranden havde vi stort set for os selv og Nikolaj og Jakob måtte straks ud i bølgerne. Det var nu en voldsom oplevelse. Bølgerne var over en meter høje – de højeste var højere end Jakob – så Nikolaj og Jakob blev kastet noget rundt af bølgerne. Da en særlig stor bølge væltede dem om kuld, blev Jakob trukket og rullet langt hen over sandbunden, for det var nødvendigt at bruge begge arme til at holde fast om Nikolaj. Det resulterede i en del hudafskrabninger på arme, ryg og mave – men heldigvis er saltvand jo rensende, så det afskrækkede ikke fra et par ture mere i bølgerne.
Efter en tur tilbage til hotellet og et bad fandt vi en restaurant et stykke fra hotellet, der serverede friske grillede fisk og rejer. Endnu engang lykkedes det familiens to kræsenpinde Nikolaj og Jakob at overraske Mette. Mette og Jakob fik kæmperejer og Nikolaj bestilte grillet tunfisk. Jonas opdagede, at de havde kartofler, så han spiste otte kartofler til sin burger.

torsdag den 24. januar 2008

Nha Trang

Nha Trang er Vietnams største badeby. Det er nu vanskeligt at få øje på i øsende regnvejr.

Efter en lang togtur sov vi længe og tog i det hele taget en meget stille og rolig dag. Egentlig er vi kommet til Vietnams solskinsby nummer ét. Men det er nu svært at se, når regnen vælter ned.

Vi fik tid til at spille en del yatzy. Både Nikolaj og Jonas elsker det. Nikolaj er helt god til det og regner selv sammen og skriver tallene. Jonas elsker at slå med terningerne og ethvert slag efterfølges af et højt råb ”oh-la-laaaa” – uanset om slaget er godt eller skidt.

Vi tog os sammen til en lille tur og tog en taxa lidt ud af byen for at finde Oceanografisk institut. Vi havde ikke lige en adresse, men regnede med, at nogen kendte det. Efter at have fundet nogen, der troede, at de kunne vise os vej, havnede vi nede ved havnen, hvor vi var ved at blive sendt af sted ud med en båd. Endnu et eksempel på engelsk kundskaberne her. Nogen havde fanget, at vi ville noget med ”ocean” og ”fish” – og så er det jo nærliggende at sende os på havet selv om det stormede og regnede :-)

Nå, men vi afslog bådturen og sprang ind i taxaen igen. På vej tilbage til hotellet opdagede Jakob et lille skilt med ”Oceanographic museum”. Og sandelig om det ikke var her – den sidste bygning før havnen. Et ganske sjovt sted – specielt for børnene – med akvarier, hvor man kunne røre fiskene (hvis man kan fange dem), søstjerner og søpindsvin. Der var også hajer og skildpadder og et væld af tropiske fisk samt udstillinger af fiskeredskaber og beskrivelse af fiskemetoder. Det var et rigtig godt sted – specielt i regnvejr, fordi det meste er under tag.

En taxa (det er heldigvis en meget billig transportform her – en typisk tur i eller omkring byen koster 5-15 kr) bragte os derefter tilbage til hotellet. Der var opholdsvejr et kort øjeblik, og det benyttede vi til straks at hoppe i swimming poolen – Jonas og Mette synes nu, at det var for koldt, så de nåede kun lige at dyppe tåspidserne.

Koldt var det nu også, så vi fik lov at smutte ind i spabadet og hoppede i et dejlig varmt jacuzzi. Mette og Jakob slappede af med sauna, dampbad og massage. Det er herligt med en omgang massage efter den lange togtur, selv om det altså er en mærkelig oplevelse at have en anden person gående rundt oven på sin rygrad (kinesisk fodmassage).

Hotellet (Hai Yen) er fint nok. Vi giver kun godt 20 $ (godt 120 kr.) pr. nat for et værelse til os alle fire inkl. morgenmad. Værelset er vældig stort og alt er rent og pænt. Der er stor swimming pool og børnepool og hotellet ligger lige ved stranden. Og her er endda et firben, så vi har nu fået en ny ”Lille Kradse” (Jonas mener, at det er det døde firben fra vores hotel i Siem Reap, der er genopstået). Det må siges at være helt ok.

Eneste minus er restauranten, hvor der er karoke-underholdning hele aftenen. Vi var derfor meget glade for, at det blev tørvejr, så vi ikke behøvede at spise på hotellet. Vi fandt en restaurant lige ud til stranden og nød maden med brændingen lige om fødderne.

Endnu engang et rigtig godt måltid mad. Nikolaj overraskede os igen. Vores normalt kræsne dreng besluttede sig for en portion hajfinnesuppe. Jonas var mere forudsigelig og bestilte spaghetti og kødsovs (som han endda ikke ville spise, så han endte med at få sin vanlige portion ris og ketchup). Desserten var traditionel; chokoladeis!Aftenen var hård for Jonas. Han har det så slemt med blister i munden, at han ikke kan bruge sut, så han måtte falde i søvn uden. Selv om det ikke var så sjovt, så mener han nu, at den bedrift indebærer, at han nu er blevet tre år – for der ved han, at han skal stoppe med at bruge sut.

onsdag den 23. januar 2008

Hoi An

En hyggelig atmosfære i den smukke gamle by gav et par gode dage i Hoi An. Og de mange skræddere i byen hjalp med at fylde vores rygsække til bristepunktet.

Togturen fra Hue tog kun ca. 2½ time, men havde turen varet længere, var det nu nok også gået, for vi havde – belært af erfaringerne fra togturen fra Hanoi – fået fat i fire billetter i soft-sleeper kategorien. Det betød for det første, at vi havde en hel kupe for os selv med god plads til både os selv og bagage. Og for det andet, at børnene kunne boltre sig lidt rundt i stedet for at sidde stille på sæder. Denne luksus kostede os knap 60.000 dong ekstra – ca. 20 kr. Vi skyndte os straks at købe samme billetter til den videre togtur fra Hoi An (Da Nang) for derfra er der ni timers togtur til det næste stop Nha Trang.

Der er ikke tog til Hoi An, så vi stod af i Da Nang og tog en taxa de ca. 25 km til Hoi An. Der kører også nogle rutebusser, men det er jo noget nemmere med taxaen, der kører på taxameter og koster under 100 kr.


Vi havde fået det ”travel agency” (Hanoi Peace Tour - www.hanoipeacetour.vn/english/) som havde arrangeret vores tur til Hoa Lu, Cuc Phuong og Mai Chau til at booke hotel for os i Hoi An. Det er egentlig udmærket at bruge de små ”travel shops”. Det er nemt og nogle gange kender de lidt til hotellerne i den næste by. Eneste ulempe er, at man betaler på forhånd, så det er vanskeligt at ændre planerne, men man kan bare nøjes med at booke et par dage frem. Hotellet de fandt til os i Hoi An (Vinh Hung II) var i hvert fald glimrende og kostede 40 $ pr. nat. Det lå et par minutters gang fra den gamle bydel og lige ud til et af indkøbsstrøgene med snesevis af skrædderforretninger. Og til Nikolajs store begejstring var der swimming pool, som vi straks efter ankomsten tog i brug.

Vi brugte de to dage i Hoi An på at slentre rundt i den gamle bydel. Dels er der flere huse i den vietnam-klassiske koloni-stil. Dels har byen en arkitektur præget af både kinesisk og japanske indvandrere – godt blandet med vietnamesisk tradition. Der er mange flotte huse og templer. Vi besøgte bl.a. et gammelt (det vil her sige fra starten af 1800-tallet) hus med flotte træ-udskæringer overalt. Hvad der også var pudsigt i huset var mærkerne efter oversvømmelserne. Flere af mærkerne var fra 2007, hvor huset havde stået under vand ikke mindre end fem gange – bl.a. for kun to måneder siden, hvor vandet havde stået i en meters højde i stuen. Heldigvis har huset to etager, så i april og november hvert år flytter familien til den øverste etage med al deres indbo. Det lyder mærkeligt, men her er det en vane.Vi brugte også en del tid på at arrangere lidt af den videre færd. Vi vil gerne slutte af med nogle dage på Phu Quoc – en ø med flotte sandstrande med varmt og klart vand (håber vi). Desværre var vi igen for sent ude til at kunne få flybilletter, så vi har fået arrangeret noget kørsel og et lille fly fra en by ude ved Vietnams vestkyst – det er vi lidt spændt på, hvordan går. Det er lidt ærgerligt, at man skal være ude i meget god tid for at få flybilletter for det er vældig billigt og unægtelig noget hurtigere end tog og bus.



Maden er (også her) herlig. Og da det samtidig er meget billigt, får vi altid bestilt adskillige forskellige retter. Nikolaj er blevet vild med suppe, så han bestiller forskellige supper hver dag. Jonas er i det mere traditionelle hjørne; burger eller ris med ketchup mens vi voksne får prøvet meget forskelligt.

Tilberedningen skal man tænke lidt mindre på, hvis man skal nyde maden. Kød og grøntsager ligger fx til tørring i solen om dagen – lige ud til den støvede vej. Og det er ikke ualmindeligt at køkken og toilet er omtrent samme rum. Men maden smager som sagt vældig godt, og indtil nu er vi også styret uden om maveproblemer og lignende (7-9-13).

Hoi An er byen med skræddere – ikke nødvendigvis fordi der er flere uddannede skræddere end andre steder, men der er skrædder-butikker alle steder – formentlig mindst 50 i denne lille by. Mette har fået syet både nederdel og adskillige bukser. Jakob er i stedet gået i gang med at etablere en større slipse-import – i en forretning købte han seks silkeslips (efter at have fået forhandlet sig ned til en pris på godt 100 kr (for dem alle seks selvsagt).

Den sidste dag i Hoi An gik med at få afhentet Mettes bukser/nederdel. Det begyndte at regne, og da vi ved frokosttid tog til Da Nang for at tage toget syd på, øsede det ned. Det fortsatte hele dagen, men da vi alligevel bare tilbragte den i toget gjorde det jo ikke så meget. Vi havde endda købt alle fire senge i en ”soft-sleeper”, så vi havde ro og fred.

Det var meningen, at vi skulle ankomme til Nha Trang inden kl 22,
men desværre stødte vi på et rødt lyssignal på vejen, så toget holdt stille i knap seks timer. Og så brokker vi os hjemme over småforsinkelser hos DSB! Det her er en forsinkelse der kan mærkes.

Vi bestemte os heldigvis relativt hurtigt for at putte børnene i seng og
krøb selv til køjs kort efter. Det var en god idé, for vi ankom først til Nha Trang omkring kl. halv fire om morgenen (i stedet for halv ti om aftenen). Desværre øsede det fortsat ned og inden vi fik vækket en taxa-chauffør, var vi nået at blive gennemblødte.

søndag den 20. januar 2008

Vi kommer ikke hjem

Det viser sig, at Jonas nedstammer fra Kong Tu Duc. I dag blev han kronet og vi flytter nu alle sammen ind på paladset.

Hue – sejltur på Duftenes flod

En herlig dag, hvor vi sejlede med en lokal familie ned ad Perfume River langs pagoder, templer og de gamle kongegravpladser. Og med herlig frokost og fodboldkamp på båden.

I dag ville vi en tur ned af floden (Perfume River) og besøge pagoder, templer og de gamle kongegrave, der ligge spredt ned langs floden. Igen valgte vi luksusudgaven (vi kom af med i alt 35 $). Vi hyrede vores egen private båd ned ad floden og en bil med chauffør til at køre os ud til de kongegrave, der ligger længere end gå afstand fra floden. Det var en rigtig god beslutning, for det blev en helt fantastisk dag.

Vi steg om bord i en husbåd, hvor hele familien tilbragte den første del af dagen med os. Mens Nikolaj så børnene på båden an, blev vi spurgt om ønsker til frokost. Så sejlede konen med en lille båd til markedet for at købe friske madvarer.

Imens spillede Nikolaj og den ene af drengene fodbold på båden, mens den store dreng læste lektier. Børnene er 6 og 7 år men begge mindre end Nikolaj. Fodboldkampen gik fint og snart var alle børnene med i kampen – fodboldsproget er jo heldigvis universelt.

Mens børnene legede og spillede fodbold slappede Jakob og Mette af på dækket og nød solen. Efter en times fodboldkamp var Nikolaj meget svedig og det passede derfor godt, at vi lagde til ved Thien Mu pagoden. Det er en otte etager høj pagode, der ligger idyllisk ved flodbredden.

Da vi sejlede videre, måtte vi trække lidt indenfor i skyggen og sad og nød turen, mens konen påbåden lavede mad i det lille køkken. Efter vi havde været inde og se det næste tempel (Dien Hon Chen) var det frokosttid. Vi blev bespist med hjemmelavede forårsruller med rejer, frisk kylling og ris, stegte nudler – og pommes frites til børnene. Alt sammen i rigelige mængder og meget smagfuldt – det er i hvert fald de bedste forårsruller, vi endnu har fået på vores rejse.

Ud på eftermiddagen sagde vi farvel til familien på båden efter en rigtig herlig tur, hvor vi næsten følte, at vi kom til at kende dem. Nikolaj og børnene på båden udvekslede gaver, så Nikolaj fik nogle vietnamesiske spillekort.

Vi gik omkring ved Lang Minh Mang mausolæum, mens Jonas sov i klapvognen. Her mødte vi også vores chauffør, som ventede på os her for at køre os til Lang Khai Dinh mausolæum. Et flot gravmæle, men noget af det imponerende forsvinder lidt, når man finder ud af, at det faktisk er under 100 gammelt. Vi sluttede turen af på Lang Tu Duc mausolæum, hvor vi legede konger på tronstolen og bærestolen i royale gevandter. Jonas blev så glad for at være kongelig, at han slet ikke ville ud af tøjet igen.
På vejen derfra kørte vi gennem en landsby, hvor der fra alle husene blev solgt røgelsespinde. Mærkeligt at en hel landsby sælger det samme. En pudsig ting er i øvrigt, at de bruger en god bid af vejen – ikke bare til en lille salgsbod – langs hele rabatten lå røgelsespinde til tørre. Vi har det det samme flere andre steder. På vej til Mai Chau blev rabatten og en god bid af vejen brugt til at tørre flis – og andre steder til at tørre ris. Nogle gange strækker det sig over mange hundrede meter. En pudsig anvendelse af en offentlig vej.

Alt i alt en rigtig god tur. Det var godt givet ud at lave det som en tur med egen båd og bil – det giver herlig frihed til at gøre alt i det tempo, der passer os og til at gøre holdt de steder, vi finder interessante.

Hjemme på hotellet sprang vi aftensmaden over efter den store frokost på båden. I morgen skal vi med toget videre til Hoi An.

lørdag den 19. januar 2008

Hue

Efter 12 timers togtur træder vi ud af toget i den gamle kongeby Hue. Det første vi lægger mærke til er varmen. Senere tager vi til det gamle kongepalads og leger fangeleg på de gamle ruiner.

Det blev en noget afbrudt nat – enten fordi toget skulle forbi stationer (hvilket indebærer en intensiv brug af tog-hornet) eller fordi en af børnene skulle vende sig i sengen. Vi sov dog helt til ved 8-tiden, hvor vores vietnamesiske gæster fortrak fra kupeen og op til spisevognen.

Kl. 11 ankom vi til Hue. Og steg ud af toget til solskin og dejlig varmt vejr (24-26 C). Vi havde booket et billigt hotel, Binh Minh Sunrise II (35 $ for et værelse til 4 med morgenmad, air-con, internet o.s.v.) – og med afhentning på stationen, så kort efter var vi på vej til hotellet. Vi kunne sikkert have fået billigere hoteller ved at følge en af de mange sælgere uden for stationen, men det var nu faktisk rart at slippe for. Og hotellet viste sig at være et af de allerbedste vi har været på.

Vores værelse var allerede klar, da vi ankom fra stationen og så snart vi havde fået bagagen bragt op, var det badetid. Et par dages primitivt liv og en varm nat på toget gjorde badet meget velkomment for os alle. Nikolaj og Jonas brugte lang tid på at blive blødt op i badekarret.

Vi spiste frokost på en restaurant i nærheden. Udmærket mad, men lidt af en udfordring at bestille, for ingen kunne et ord engelsk. Hvordan man kan drive en restaurant i en turistby uden at lære ord som ”water”, ”check/bill, please” er lidt vanskeligt at forstå. Og da vi ville prøve en så speciel bestilling som lidt smør til brødet, måtte Jakob opføre en bedre omgang gæt og grimasser – det begyndte med et brød og en smørekniv men vi måtte helt tilbage til at malke en ko før det gik op for dem, hvad vi savnede.

Efter en eftermiddagslur til alle tog vi en cyclo-tur rundt i byen og op til den gamle bydel. Hue har været kongeby i næsten 500 år indtil monarkiets afskaffelse. Det meste af de gamle paladsbygninger var faktisk velbevaret helt frem til Vietnam-krigen (eller rettere den amerikanske krig som det af åbenlyse årsager hedder her). Men hele området blev voldsomt beskadiget under krigen og er nu under restaurering.


Et pudsigt minde fra krigen er en amerikansk maskingevær-bunker bygget oven på en af de gamle byporte.

Vi kørte videre til det lokale marked og fik endnu engang købt mere fyld til taskerne – men børnene trænger til nye shorts og alle til nye t-shirts.

fredag den 18. januar 2008

Rundt om Mai Chau

Efter en hyggelig men lidt hård nat på gulvet i bambushytten vandrede vi en tur gennem rismarker og over et bjerg til en lille landsby, hvor livet gik sin rolige gang med at passe markerne, tøjvask ved brønden, vævning o.s.v. – alt sammen med værktøjer som vi ellers kun ser på museer i Danmark.

Vi havde en ganske hyggelig nat i hytten – lidt køligt, men vi rykkede sammen og sov op ad hinanden alle sammen. Vi stod op til dejligt vejr og spiste morgenmad på et bord nedenunder hytten. Normalt bruges området under pælehytterne ellers kun til opmagasinering og til dyrene – men det er åbenbart også fint til turister :-) Hele konstruktionen med at bygge husene oppe i luften har oprindelig haft tre funktioner (det med affodring af turister og souvenirbutikker er kommet til senere). For det første har det ydet beskyttelse med oversvømmelser. For det andet har det en betydelig kølende effekt i de varme måneder at der er luft under fødderne. Og for det tredje giver det en vis beskyttelse mod dyr som slanger og rovdyr. Alt i alt ganske smart og konstruktionen benyttes i alle landsbyerne endnu.

Efter morgenmad vandrede vi en tur gennem rismarker 10 meter høje bambustræer og i bjergene. Det var sjovt at se, hvordan arbejdet foregår i markerne. Pløjningen foregår stadig flere steder med oksespand – de mest avancerede har en slags kultivator til arbejdet – men det mest almindelige er faktisk håndkraft, en hakke, gode kræfter og god tålmodighed for markerne strækker sig så langt øjet rækker.

Risene er sået på små stykker ude i markerne, der er hævet lidt, så de ikke står under så meget vand. De spirende ris tildækkes af plastic. Enkelte steder var de lige begyndt udplantningen af de små risplanter i markerne. Det foregår selvsagt også ved håndkraft. En risplante ad gangen med bøjet ryg og på bare tæer i de oversvømmede marker – det er også kvindernes job.

Det er sjovt og hyggeligt at se, hvordan risproduktionen foregår – Vietnam er det land i verden der eksporterer mest ris (og så spiser de ca. 90 mio. indbyggere også ganske meget selv). Men også lidt skræmmende, at så mange mennesker stadig arbejder på den måde – til en løn, der for daglejerne er 1-2 $ om dagen. Der var ikke mange arbejdspladser her i landet, der ville overleve et besøg fra det danske Arbejdstilsyn…

Vi fulgte en lille sti op over bjergene og endte nede i en lille landsby, hvor livet gik sin rolige gang med at passe markerne, tøjvask ved brønden, vævning o.s.v. – alt sammen med værktøjer som vi ellers kun ser på museer i Danmark. En gammel kone forklarede os med tegn og fagter, hvordan vævningen foregik. Vi købte et af de tørklæder hun havde vævet og nænnede ikke at prutte om prisen på 20.000 dong (ca. 7 kr). Det tager 1-2 dage at producere!

Selv om alt virker meget primitivt, så er der faktisk strøm de fleste steder og på en enkelt hytte så vi endda en parabolantenne.

Mens Mette og Jakob beundrede landsbyen og landskabet legede Nikolaj og Jonas fangeleg med Heo (vores guide i de seneste tre dage). Heo og chaufføren (Lui – udtales løg) kom vi næsten til at kende på de tre dage vi var af sted sammen. Det er en dyr måde at komme rundt på (450 $ for tre dage med alt betalt) i.f.t. at arrangere besøg og busser selv. Men det har været det hele værd, når vi har børnene med. Dels har de lært Heo at kende og leget med ham. Vi voksne fik også lært ham godt at kende og fik snakket meget om dagliglivet her i Vietnam. Dels var det fedt at have bil og bare kunne holde ind til siden, når der var noget vi ville se. Man må ikke køre med et dansk (eller internationalt) kørekort her i Vietnam, så hvis man vil have bil er man nødt til at leje med chauffør. Og som trafikken er her kan chaufføren ikke forsvarligt både køre bilen og være guide. Endelig vidste Heo selvfølgelig også en del om de steder vi besøgte. Han var uddannet guide – i Vietnam er det en universitetsuddannelse, der tager 4½ år! Det betyder, at de uddannede guider både kan en hel del engelsk og har haft mere historieundervisning end de fleste af os andre. Bureauet der arrangerede turen hed Hanoi Peace Tour - www.hanoipeacetour.vn/english/.

Vi kom tilbage til Hanoi om aftenen og skulle lige slå nogle timer ihjel inden vi skulle med nattoget kl. 23. Vi fandt en restaurant med god mad og ikke mindst med fantastiske isdesserter, så her tilbragte vi et par timer.

Kl. 22 kom vi ombord på vores tog. Der var desværre udsolgt af de gode soft-sleeper kupeer, så vi måtte dele en hard-sleeper kupe med tre vietnamesere. Ikke den bedste nat, men det kunne da gå an. Vi havde tre senge, men brugte den ene til vores bagage og sov så med børnene i de to andre.

torsdag den 17. januar 2008

Cuc Phuong nationalpark og Mai Chau

En vandretur gennem junglen fyldt med tigre, slanger og aber og en hyggelig aften i en bambushytte ved Mai Chau.

Efter en meget kold nat var det helt fint at begynde dagen med en køretur i en lun bil. Efter godt en times kørsel gennem små landsbyer på veje der næsten ikke var veje nåede vi frem til Cuc Phuong nationalpark. Vi synes, at guiden var lidt rigelig doven, da han insisterede, at vi tog bilen med ind i parken. Men da vi havde kørt de første 20 kilometer var vi nu meget glade for den beslutning.

Da vi endelig kom til en parkeringsplads ventede til gengæld en god vandretur på 6-7 kilometer gennem skoven ud til et 1000 år gammelt kæmpe stort træ. På vejen derud besøgte vi bl.a. en klippehule, hvor der er gjort fund, der stammer fra mennesker for 7500 år siden. Vi havde heldigvis en lommelygte i rygsækken, så vi kunne udforske den kæmpestore hule. Jonas fandt et halstørklæde derinde, som han var sikker på måtte tilhøre nogle af stenaldermenneskerne. Vi sørgede naturligvis for at efterlade det urørt og overlade konserveringen til arkæologerne.Turen gennem skoven bød på mange strabadser. Nikolaj, Jonas og Jakob fandt hurtigt nogle pinde – det bedste våben mod ethvert vilddyr – og drog så på tigerjagt. Der blev nedlagt flere tigre på den tur end selv en krybskytte vil prale med.

Og selv om tigerjagt naturligvis er forbudt, så bragte den spændende jagt os de 3 km ind i skoven til det gamle træ uden at børnene blev trætte – kun på de stejleste trapper måtte Jonas bæres.

På hjemturen var Nikolaj alene om tigerjagten. Jonas fik en højhest hos Jakob og endte med at falde i søvn med hovedet dinglende ned mod Jakob.Nationalparken er også ”rescue center” for aber, der konfiskeres hos krybskytter eller illegale dyrehandler, så et besøg hos aberne var naturligvis også en del af turen.

Vi spiste frokost på et lille spisested i parken. Endnu et sted uden andet bestik end spisepinde, så vi er alle (bortset far Jonas) blevet vældig gode til at spise med pinde.

Efter frokosten skulle vi bare lige køre ca 50-70 kilometer til Thai-landsbyen Mai Chau. Der er hovedvej det meste af vejen, så det burde gå nemt. Desværre er hovedvejen på store stykker endnu kun en planlagt hovedvej, så det er ikke alle steder, der er vej. Turen gik fint men på grund af vejens beskaffenhed, de mange køer og vandbøfler, der hele tiden stod på vejen og cykler med kæmpe læs tog den korte tur næsten tre timer.

Til gengæld blev vi belønnet med en herlig tur det sidste stykke til Mai Chau, hvor vejen snor sig mellem bjergene og løber forbi terrasser af rismarker.

I Mai Chau er vi indlogeret i en bambushytte bygget på store træpæle. Der er kun et stort soverum, men vi har det for os selv – bortset fra, at familien der ejer huset bor lige ved siden af. Heldigvis havde vi lommelygte med for strømmen gik flere gange i løbet aftenen.

Vi spiste en udmærket aftensmad siddende på gulvet og sluttede af med spille yatzy mens vi lyttede til sang og spil fra nogle optrædende i huset ved siden af. Vi gik en aftentur derover og deltog i folkedans og sang – og skål i risbrændevin.

Tilbage i vores hytte havde værtsfamilien fundet myggenet frem til os og snart krøb vi til køjs. Det passede næsten, hvad guiden havde sagt dagen før om at sove på gulvet for den lille tynde madras her er, gør ikke den store forskel. Heldigvis er det blevet lunere i vejret i dag og til aften, så det går nok an. Børnene har det i hvert fald varmt for Mette syede en sovepose til dem af et fleecetæppe.

onsdag den 16. januar 2008

Hoa Lu

Hoa Lu er den gamle kongeby fra dengang Vietnam for mere end 1000 år siden løsrev sig fra Kina.

I dag begyndte vores luksustur. Tre dage med egen bil, chauffør og guide. Når vi skal bruge næsten tre døgn med dem, var det med at få dem lært ordentligt at kende. Deres navne var svære at udtale, men det lyder som løg (Lui ”et eller andet”) og hero (Heo), så det kalder vi dem.

Vi begyndte med en køretur syd på væk fra Hanoi og ned til Hoa Lu – som er Vietnams første kongeby. På vejen dertil fortalte Jakob historier om, hvordan kong Deng havde fordrevet kineserne fra landet og var blevet konge for godt 1000 år siden. Det gjorde som vanlig Nikolaj meget interesseret i de gamle templer.
Vores guide fortalte os i øvrigt om forskellen mellem pagoder og templer. Pagoder er viet til Buddha, mens templer bruges til at ære bestemte personer – konger, krigshelte, forfædre og lignende. Det første tempel vi så i Hoa Lu var netop til ære for kong Deng.

Efter besøget i kongebyen kørte vi til Tam Coc – en mindre by men kendt for at ligge nær tre grotter. Vi spiste frokost på et hotel ved floden. Jævnt kedelig mad, men Nikolaj var meget glad for deres ged på spid – han spiste næsten alle de tre spid vi fik. Efter frokosten legede Nikolaj og Jonas med en ged udenfor (pudsig måde at lege med maden på) mens vi ventede på en båd, der kunne ro os ned ad floden til de tre grotter.

Endnu engang er det kvinderne, der skal gøre det hårde arbejde. For også her var det en kvinde der satte sig til årene – endda på den noget specielle måde, at hun roede med fødderne.

Hun roede os en hyggelig tur en times tid ned ad floden, der løber langs marker, hvor bønderne (igen kvinderne) på bare fødder var ved at plante de helt nye risplanter i de oversvømmede marker. Det må være en kold fornøjelse for det var stadig ikke over 15 grader.

Mens Jonas sov fra det hele, oplevede vi andre sejlturen gennem grotterne, som floden løber lige igennem. Den længste er grotterne eller tunnelerne – er over 100 meter lang og da der samtidig kun er 1-2 meter til klippeloftet, føler man næsten, at hele bjerget presses ned over os. Det var i øvrigt netop, hvad der skete for den kinesiske hær, da den invaderede Vietnam og Kong Deng II fik en drage til at hoppe så hårdt på bjerget, at det trykkede de kinesiske soldater flade – i hvert fald ifølge en af Jakobs historier. Og den må være sand for Nikolaj kunne stadig se spor efter de maste soldater…

Aftensmaden fik vi igen på hotellet. Vi havde godt nok skiftet plads til en anden restaurant end ved frokosten, men menuen var stadig fuldstændig den samme. Det er nu godt nok kedeligt, når vi tænker på, hvor god mad, vi ellers får her, at vi skulle spise det samme kedelige mad to gange.

Efter aftensmaden var det direkte under dynerne – ikke fordi vi var trætte endnu, men fordi der næppe var mere end 12 garder på værelset. Vægge, vinduer og døre var så utætte, at vi lige så godt kunne sove udenfor. Men som vores guide sagde, da vi talte om de kolde værelser ved middagen ”i morgen skal vi sove på gulvet i en bambushytte – det bliver helt sikkert koldere, så det er nok meget godt, at I vænner jer til det :-)”.

tirsdag den 15. januar 2008

Duftenes pagode

En meget kold dag med regnfuld sejltur til Hoang Son bjergene, hvor vi besøgte ”Duftenes pagode” i en klippehule oppe på et bjerg.

I dag var endnu koldere end de foregående dage – i hvert fald under 15 grader. Vi købte billetter til en turbus til ”Perfume Pagoda” – duftenes pagode. Men turen begyndte med en times ventetid på bussen – lidt irriterende, men her i Vietnam er det standard, at man ikke skal regne med de tidspunkter, der aftales. Jakob har det nemt med sit ”Harder-kvarter” – det regnes ikke for noget her at være et kvarter forsinket.

Der var en lang køretur ud til den landsby vi skulle til. Nikolaj brugte en stor del af tiden med sin elskede PSP og LEGO Star Wars spillet.

Fra landsbyen roede en stærk kvinde os ud til bjerget, hvor pagoden ligger. Hun roede os alle fire samt guiden – og naturligvis sig selv – i en hel time. Og det i sådan en fart, at vi overhalede adskillige andre både.
Måske var det for at holde varmen, at hun havde så travlt. I hvert fald var det en meget kold og våd tur. Vi var godt kolde, da vi kom frem til foden af bjerget. Mens Jakob skaffede noget varm suppe, lykkedes det Jonas at falde, så lang han var, i en stor vandpyt.

Inden vi skulle op på bjerget var det frokosttid. Vi fik et ganske udmærket måltid mad. Ris og forskellige kødretter vi ikke helt kunne få en forklaring på, hvad var. Det var nu fint nok, og vi blev først lidt beklemte, da vi på vej om til toilettet opdagede, at der bag køkkenet stod tre bure – det første med kyllinger (fint nok), det andet med en hund (mon vi har spist hund?) og det tredje med en hel masse katte (kan man spise kat?).

Turen op ad bjerget tog vi med en svævebane og kort efter stod vi ved pagoden. Det er en klippehule med flotte klippeformationer og drypsten, hvor det første man møder er en imponerende klippeformation, der udgør det naturlige alter i pagoden. Inde i klippehulen var der blomster overalt og duften fra de mange blomster blandede sig med lugten fra et væld af tændte røgelsespinde.

Retur i Hanoi var det tid til at pakke for vores ophold i hovedstaden sluttede næste morgen. Jakob måtte af sted på moto efter vasketøj. På vejen forsøgte han at finde transport fra Hanoi til Hue. Desværre var både fly og de gode sovevognspladser (soft sleeper) udsolgt, så det viste sig noget vanskeligere at skaffe transport videre fra Hanoi, end vi havde ventet. På stationen fik Jakob fat i nogle nattogsbilletter i ”hard sleeper” kategorien. Så må vi se, hvordan det er, når vi skal af sted den 19. januar kl. 23 – der var desværre ingen ledige pladser på toget kl. 19, så vi skal holde børnene længe oppe den dag. Til gengæld er toget først fremme i Hue kl. 10 næste formiddag.

Det var sidste aften på vores kolde hotelværelse. Vi spiste nutellamadder på værelset til Nikolaj og Jonas' store tilfredshed. Og så fandt vi endelig ud af, hvorfor vi ikke kunne varme rummet op – et vindue vi ikke havde opdaget stod åbent. Sikke dejlig varmt, vi sov denne sidste nat.

mandag den 14. januar 2008

Tilbage i Hanoi

Det er blevet vinter i Hanoi. Vi har fundet de lange bukser og jakkerne frem på vores rundtur rundt i byen.

Dagen begyndte med, at vi åbnede døren til balkonen for at nyde den friske morgenluft – og blev mødt med en kold og våd vind. Det er blevet rigtig koldt – vel omkring 14-16 grader, så vi måtte i lange bukser og jakker før vi kunne tage af sted til det historiske museum. Trods den kolde luft blev det til en hyggelig spadseretur gennem Hanois gamle centrum. Vi så nationalteatret, regeringens gæstebolig og andre meget imponerende bygninger fra den gamle kolonitid.

Desværre viste det sig, at museet – som så mange andre museer verden over – har lukket om mandagen. Men da vi ikke lige følger med i dagene, brugte vi noget tid på at finde en åben indgang, indtil en venlig sjæl forklarede os, at det var lukkedag i dag. Det var selvfølgelig surt, men også en pudsig påmindelse om, at vi holder så meget fri, at vi ikke holder styr på dagene. Ifølge Steen og Stoffer er det topmålet for enhver ferie at holde så meget fri, at man glemmer, hvad dag det er (og i øvrigt er ligeglad). Så det er vel tegn på, at det er lykkedes os! Vi er endda også begyndt at glemme kameraet, som ellers altid er vores faste følgesvend – så der er ingen billeder fra i dag.

I stedet for museumsbesøget tog vi en cyclo rundt i Hanoi og endte oppe i de gamle markedsgader igen. Vi har været lidt sløve med at få vasket, så vi måtte købe lidt tøj.

Om eftermiddagen så vi vand-dukke teater. Jonas var vældig bange – indtil det gik i gang. Så var han helt opslugt af de sjove dukker, drager, fugle og fisk, der opførte teater i og på vandet som scenen består af. Netop som Nikolaj var ved at falde i søvn i den varme sal, dukkede den gyldne skildpadde op ad vandet til Nikolajs store begejstring. Skildpadden har været hovedfiguren i flere af historierne, som Jakob fortæller om det gamle Hanoi og Vietnam.

Vi brugte noget af aftenen på at planlægge den videre rejse. Hvis vi skal have booket nogle flybilletter må vi hellere se at finde ud af hvornår. Og så måtte Jakob en aftentur til backpacker-kvarteret for at finde en billig vasketøjsservice for med de priser hotellet tager er det lige så billigt at købe nyt tøj.

søndag den 13. januar 2008

Ha Long Bugten

Vi har tilbragt to dage på Ha Long bugten – en kæmpe bugt overstrøet med mere end 3000 små og større klippeøer fyldt med drypstenshuler, små laguner og en mængde mærkelige klippeformationer.

Cambodia har det menneskeskabte Angkor Wat. Og Vietnam har den naturskabte Ha Long bugt. Det er ikke uden grund, at Ha Long bugten er Vietnams (måske) største turistattraktion. En hel flåde af turistbåde bringer hver dag tusindvis af turister ud på bugten. Heldigvis dækker bugten så stort et område, at vi efter at have sejlet en times tid eller to hurtigt fik fornemmelsen af at være alene på bugten.

Vi havde overvejet om vi skulle ofre penge på at chartre vores helt egen båd for at have det helt for os selv. Vi endte med i stedet at tage en af de bedre turbåde i mellemprisklassen. En lille båd til kun os fire ville nok hurtig blive for trang for ungerne. Og næsten godt det samme for på den relativt store båd, vi nu kom med, var vi kun ti gæster om bord foruden de syv der var med til at varte os op. Vi nød formentlig godt af at være uden for højsæsonen – det er jo vinter her – så der var langt fra fyldt op.

Desuden var både mandskab og de seks andre gæster vældig flinke og vi faldt hurtigt godt i snak med dem. Et venindepar fra Sydney og to vennepar fra vestaustralien (Broum eller sådan noget). Det var glimrende – så kunne vi blive ladet op til en eventuel fremtidig rejse til Australien, for de mente bestemt ikke, at vi havde oplevet Australien ved kun at være på tur op langs østkysten. Ærgerligt at vi ikke fik navne eller e-mails til dem. Det var mennesker vi sagtens kunne ringe på hos, hvis vi vender tilbage til Australien en gang.

At tage hertil uden for højsæsonen er selvfølgelig lidt satset. Bare ugen forinden havde der været under 12 grader, men i dag skinnede solen fra en næsten skyfri himmel og termometeret viste 26 grader – sikke en vinter!

Efter at vi lige havde fundet vores kahyt slog vi os ned på soldækket og nød solen og udsigten, der dog den første times tid var noget præget af, at næsten alle bådende havde afgang samtidig, så vi sejlede nærmest i kø. Efterhånden som det tyndede ud i bådene og vi kom et stykke ud på bugten, kunne vi rigtig nyde udsigten. Her er virkelig smukt. En slags blanding af skærgården, utrolige klippehuler og frodig regnskov.Frokosten indtog vi i restauranten med udsigt ud over den smukke bugt. Men det var nu svært ikke at rette fokus mod maden for det var meget overdådigt – og selv om det var en fiskemenu spiste både Jakob og Nikolaj løs af vores 5-retters frokostmenu.

Først fik vi kæmperejer. De var så store, at Jonas – som ellers elsker rejer – nærmest blev bange for dem. I hvert fald turde han ikke spise dem. Muslingerne var ikke noget hit, men både Nikolaj, Mette og Jakob fik smagt på dem. De store krabber krævede en del arbejde med at få knækket kløerne, så man kan få fat i det gode kød. Og så var der friske blæksprutter, noget fisk vi aldrig fandt ud af, hvad var – og så pommes fritter og ris. De sidste to ting fik endelig Jonas til at spise noget.
Alt i alt en overdådig frokost, fornemt anrettet og med en fantastisk udsigt ud af vinduet. Det var som sagt endda nok til, at Nikolaj og Jakob spiste fisk.

Efter frokosten fik Nikolaj og Jonas en æske ridderlego hver, som de havde købt dagen før. Så var de beskæftiget den næste times tid, mens Mette og Jakob nød udsigten. Lego er jo altså fantastisk legetøj. To små æsker og så har børnene leget lige siden. Vi fik endda introduceret både de australske gæster og halvdelen af det vietnamesiske mandskab til lego. Og mens Jakob og Mette slappede af på soldækket sad Nikolaj, Jonas og vores turguide og legede med lego.

Om eftermiddagen lagde vi til ved en kæmpe drypstenshule (Hang Dau Go), som vi vandrede igennem. Og efter en kort sejltur lagde vi til ved en høj klippeø, hvor Nikolaj og Jakob nåede at bestige bjergtoppen og få en dukkert.

Hen mod aftenen kastede vi anker i en godt afskærmet vig. Aftensmaden var endnu mere overdådig end frokosten. Et væld af retter serveret med de mest kunstfærdigt udskårne grøntsager vi nogensinde har set.

Vi begyndte igen med kæmperejer med ”tulipaner” skåret af forskellige grøntsager. Der var bl.a. også forårsruller, fyldte krabber, kylling og en fisk, som vi har givet navnet ”mudderfisk” efter smagen. Hertil selvfølgelig grøntsager og ris (og ketchup til Jonas).

Det er skønt at blive vartet op et sted, hvor tjenerne rent faktisk ved, hvordan man serverer mad og vin.

Aftenen bød på blækspruttefiskeri. Det var hyggeligt at sidde med fødderne dinglende ud over rælingen, men blæksprutter fik vi altså ikke fanget. Muligvis fordi kombinationen af vores larmende børn og højrøstede australier ikke virkede tiltrækkende på blæksprutterne. Aftenen gik med hyggelig snak og endte med, at Nikolaj og Jonas fik sunget godnatsange af alle de andre gæster. Det var tilsyneladende effektivt for begge børn sov inden godnathistorien var slut.

Der er ikke noget med at sove længe, når man skal til søs. Ikke nok med, at vi skulle have været af sted 7.30 fra Hanoi (bussen var selvfølgelig en time forsinket), turens anden dag begyndte kl. 7 med morgenvækning og en let morgenmad.

God mad og vin suppleret med stærk risbrændevin til natfiskeri efter blæksprutter gjorde det ellers hårdt at komme tidligt op. Men vi blev hurtigt friske, da vi i en lille bambusbåd sejlede hen til en klippehule – eller rettere et hul i klippen. For på den anden side lå, helt afskærmet fra havet, en lagune, hvor der var smukt og mere stille end man kan forestille sig.
Desværre var vejret slået om. Det var overskyet og blæste. Vi måtte endda have vores fleecetrøjer på hele formiddagen – men så har de da ikke været slæbt med forgæves.

Vi spiste brunch – endnu engang ganske overdådigt selv om det ikke kunne måle sig med de foregående måltider – mens vi sejlede videre. Omkring frokosttid var vi tilbage i havnen i Ha Long City. Her var stadig kaos og mennesker og både overalt. Det virker ikke som om nogen tager ansvar for at finde de rigtige både og busser. Om vi nogensinde kom med den rigtige båd, ved vi i øvrigt heller ikke. Det vi oplevede svarede sådan set ikke til beskrivelsen af den tur, vi havde købt. Men alt var bare i orden og turen var rigtig god, så pyt med det.

Lidt mere ærgerligt var det, at der heller ikke er styr på det med busserne for vi kom ikke med den bus, der skulle køre til vores hotel.

Efter lang ventetid havnede vi i en meget overfyldt bus, der vist nok havde til opgave at samle ”de glemte” turister op mens den sneglede sig ind mod Hanoi til stor bekymring for en hollandsk pige, som Jakob var blevet klemt ned ved siden af. Hun skulle nemlig nå et fly. Følgende lille ordveksling illustrerer meget godt engelsk-niveauet hos de fleste guider:

Dutch girl: ”Excuse me, I can see we are late and I have a plane to catch. Can I get off the bus and take a taxi to the airport?” Guide: “Sure, sure. Where are you going?” Dutch girl: “To Holland”. Guide: “I know Holland – you have to take a plane! Dutch girl: “Thank you, I know that. I have a ticket.” Guide: “Good, but you have to go to the airport.” Dutch girl: “I was trying to ask whether it was faster for me to get off the bus and take a taxi to the airport.” Guide: “yes, yes…” Og så vendte han tilbage til forsædet og der skete ikke mere. Da vi standsede i Hanoi en times tid senere, sprang pigen ud og af sted i en taxa. Vi håber, at hun nåede sit fly :-)

Alt i alt en rigtig god tur – det eneste vi fortryder er nok, at vi ikke tog en endnu længere tur med en dag og en nat mere på bugten.

Det var bestemt pengene værd at vælge en af turene i mellemprislejet i stedet for de billigste. Jakob talte med en tysk foto-journalist fra Cambodia, som vi havde mødt tidligere. Han var endt på en båd med så mange turister, at der ikke var siddepladser til alle i restauranten og hvor maden var sluppet op inden alle havde fået. Båden havde i øvrigt ligget stille det meste af tiden.

Tilbage i Hanoi indlogerede vi os på det samme hotel – vores værelse fra tidligere var optaget, men vi fik en suite i stedet – så nu har vi masser af plads, store senge, balkon og stort badeværelse. Skønt.