Hue

Efter 12 timers togtur træder vi ud af toget i den gamle kongeby Hue. Det første vi lægger mærke til er varmen. Senere tager vi til det gamle kongepalads og leger fangeleg på de gamle ruiner.

Det blev en noget afbrudt nat – enten fordi toget skulle forbi stationer (hvilket indebærer en intensiv brug af tog-hornet) eller fordi en af børnene skulle vende sig i sengen. Vi sov dog helt til ved 8-tiden, hvor vores vietnamesiske gæster fortrak fra kupeen og op til spisevognen.

Kl. 11 ankom vi til Hue. Og steg ud af toget til solskin og dejlig varmt vejr (24-26 C). Vi havde booket et billigt hotel, Binh Minh Sunrise II (35 $ for et værelse til 4 med morgenmad, air-con, internet o.s.v.) – og med afhentning på stationen, så kort efter var vi på vej til hotellet. Vi kunne sikkert have fået billigere hoteller ved at følge en af de mange sælgere uden for stationen, men det var nu faktisk rart at slippe for. Og hotellet viste sig at være et af de allerbedste vi har været på.

Vores værelse var allerede klar, da vi ankom fra stationen og så snart vi havde fået bagagen bragt op, var det badetid. Et par dages primitivt liv og en varm nat på toget gjorde badet meget velkomment for os alle. Nikolaj og Jonas brugte lang tid på at blive blødt op i badekarret.

Vi spiste frokost på en restaurant i nærheden. Udmærket mad, men lidt af en udfordring at bestille, for ingen kunne et ord engelsk. Hvordan man kan drive en restaurant i en turistby uden at lære ord som ”water”, ”check/bill, please” er lidt vanskeligt at forstå. Og da vi ville prøve en så speciel bestilling som lidt smør til brødet, måtte Jakob opføre en bedre omgang gæt og grimasser – det begyndte med et brød og en smørekniv men vi måtte helt tilbage til at malke en ko før det gik op for dem, hvad vi savnede.

Efter en eftermiddagslur til alle tog vi en cyclo-tur rundt i byen og op til den gamle bydel. Hue har været kongeby i næsten 500 år indtil monarkiets afskaffelse. Det meste af de gamle paladsbygninger var faktisk velbevaret helt frem til Vietnam-krigen (eller rettere den amerikanske krig som det af åbenlyse årsager hedder her). Men hele området blev voldsomt beskadiget under krigen og er nu under restaurering.


Et pudsigt minde fra krigen er en amerikansk maskingevær-bunker bygget oven på en af de gamle byporte.

Vi kørte videre til det lokale marked og fik endnu engang købt mere fyld til taskerne – men børnene trænger til nye shorts og alle til nye t-shirts.

Rundt om Mai Chau

Efter en hyggelig men lidt hård nat på gulvet i bambushytten vandrede vi en tur gennem rismarker og over et bjerg til en lille landsby, hvor livet gik sin rolige gang med at passe markerne, tøjvask ved brønden, vævning o.s.v. – alt sammen med værktøjer som vi ellers kun ser på museer i Danmark.

Vi havde en ganske hyggelig nat i hytten – lidt køligt, men vi rykkede sammen og sov op ad hinanden alle sammen. Vi stod op til dejligt vejr og spiste morgenmad på et bord nedenunder hytten. Normalt bruges området under pælehytterne ellers kun til opmagasinering og til dyrene – men det er åbenbart også fint til turister :-) Hele konstruktionen med at bygge husene oppe i luften har oprindelig haft tre funktioner (det med affodring af turister og souvenirbutikker er kommet til senere). For det første har det ydet beskyttelse med oversvømmelser. For det andet har det en betydelig kølende effekt i de varme måneder at der er luft under fødderne. Og for det tredje giver det en vis beskyttelse mod dyr som slanger og rovdyr. Alt i alt ganske smart og konstruktionen benyttes i alle landsbyerne endnu.

Efter morgenmad vandrede vi en tur gennem rismarker 10 meter høje bambustræer og i bjergene. Det var sjovt at se, hvordan arbejdet foregår i markerne. Pløjningen foregår stadig flere steder med oksespand – de mest avancerede har en slags kultivator til arbejdet – men det mest almindelige er faktisk håndkraft, en hakke, gode kræfter og god tålmodighed for markerne strækker sig så langt øjet rækker.

Risene er sået på små stykker ude i markerne, der er hævet lidt, så de ikke står under så meget vand. De spirende ris tildækkes af plastic. Enkelte steder var de lige begyndt udplantningen af de små risplanter i markerne. Det foregår selvsagt også ved håndkraft. En risplante ad gangen med bøjet ryg og på bare tæer i de oversvømmede marker – det er også kvindernes job.

Det er sjovt og hyggeligt at se, hvordan risproduktionen foregår – Vietnam er det land i verden der eksporterer mest ris (og så spiser de ca. 90 mio. indbyggere også ganske meget selv). Men også lidt skræmmende, at så mange mennesker stadig arbejder på den måde – til en løn, der for daglejerne er 1-2 $ om dagen. Der var ikke mange arbejdspladser her i landet, der ville overleve et besøg fra det danske Arbejdstilsyn…

Vi fulgte en lille sti op over bjergene og endte nede i en lille landsby, hvor livet gik sin rolige gang med at passe markerne, tøjvask ved brønden, vævning o.s.v. – alt sammen med værktøjer som vi ellers kun ser på museer i Danmark. En gammel kone forklarede os med tegn og fagter, hvordan vævningen foregik. Vi købte et af de tørklæder hun havde vævet og nænnede ikke at prutte om prisen på 20.000 dong (ca. 7 kr). Det tager 1-2 dage at producere!

Selv om alt virker meget primitivt, så er der faktisk strøm de fleste steder og på en enkelt hytte så vi endda en parabolantenne.

Mens Mette og Jakob beundrede landsbyen og landskabet legede Nikolaj og Jonas fangeleg med Heo (vores guide i de seneste tre dage). Heo og chaufføren (Lui – udtales løg) kom vi næsten til at kende på de tre dage vi var af sted sammen. Det er en dyr måde at komme rundt på (450 $ for tre dage med alt betalt) i.f.t. at arrangere besøg og busser selv. Men det har været det hele værd, når vi har børnene med. Dels har de lært Heo at kende og leget med ham. Vi voksne fik også lært ham godt at kende og fik snakket meget om dagliglivet her i Vietnam. Dels var det fedt at have bil og bare kunne holde ind til siden, når der var noget vi ville se. Man må ikke køre med et dansk (eller internationalt) kørekort her i Vietnam, så hvis man vil have bil er man nødt til at leje med chauffør. Og som trafikken er her kan chaufføren ikke forsvarligt både køre bilen og være guide. Endelig vidste Heo selvfølgelig også en del om de steder vi besøgte. Han var uddannet guide – i Vietnam er det en universitetsuddannelse, der tager 4½ år! Det betyder, at de uddannede guider både kan en hel del engelsk og har haft mere historieundervisning end de fleste af os andre. Bureauet der arrangerede turen hed Hanoi Peace Tour - www.hanoipeacetour.vn/english/.

Vi kom tilbage til Hanoi om aftenen og skulle lige slå nogle timer ihjel inden vi skulle med nattoget kl. 23. Vi fandt en restaurant med god mad og ikke mindst med fantastiske isdesserter, så her tilbragte vi et par timer.

Kl. 22 kom vi ombord på vores tog. Der var desværre udsolgt af de gode soft-sleeper kupeer, så vi måtte dele en hard-sleeper kupe med tre vietnamesere. Ikke den bedste nat, men det kunne da gå an. Vi havde tre senge, men brugte den ene til vores bagage og sov så med børnene i de to andre.

Cuc Phuong nationalpark og Mai Chau

En vandretur gennem junglen fyldt med tigre, slanger og aber og en hyggelig aften i en bambushytte ved Mai Chau.

Efter en meget kold nat var det helt fint at begynde dagen med en køretur i en lun bil. Efter godt en times kørsel gennem små landsbyer på veje der næsten ikke var veje nåede vi frem til Cuc Phuong nationalpark. Vi synes, at guiden var lidt rigelig doven, da han insisterede, at vi tog bilen med ind i parken. Men da vi havde kørt de første 20 kilometer var vi nu meget glade for den beslutning.

Da vi endelig kom til en parkeringsplads ventede til gengæld en god vandretur på 6-7 kilometer gennem skoven ud til et 1000 år gammelt kæmpe stort træ. På vejen derud besøgte vi bl.a. en klippehule, hvor der er gjort fund, der stammer fra mennesker for 7500 år siden. Vi havde heldigvis en lommelygte i rygsækken, så vi kunne udforske den kæmpestore hule. Jonas fandt et halstørklæde derinde, som han var sikker på måtte tilhøre nogle af stenaldermenneskerne. Vi sørgede naturligvis for at efterlade det urørt og overlade konserveringen til arkæologerne.Turen gennem skoven bød på mange strabadser. Nikolaj, Jonas og Jakob fandt hurtigt nogle pinde – det bedste våben mod ethvert vilddyr – og drog så på tigerjagt. Der blev nedlagt flere tigre på den tur end selv en krybskytte vil prale med.

Og selv om tigerjagt naturligvis er forbudt, så bragte den spændende jagt os de 3 km ind i skoven til det gamle træ uden at børnene blev trætte – kun på de stejleste trapper måtte Jonas bæres.

På hjemturen var Nikolaj alene om tigerjagten. Jonas fik en højhest hos Jakob og endte med at falde i søvn med hovedet dinglende ned mod Jakob.Nationalparken er også ”rescue center” for aber, der konfiskeres hos krybskytter eller illegale dyrehandler, så et besøg hos aberne var naturligvis også en del af turen.

Vi spiste frokost på et lille spisested i parken. Endnu et sted uden andet bestik end spisepinde, så vi er alle (bortset far Jonas) blevet vældig gode til at spise med pinde.

Efter frokosten skulle vi bare lige køre ca 50-70 kilometer til Thai-landsbyen Mai Chau. Der er hovedvej det meste af vejen, så det burde gå nemt. Desværre er hovedvejen på store stykker endnu kun en planlagt hovedvej, så det er ikke alle steder, der er vej. Turen gik fint men på grund af vejens beskaffenhed, de mange køer og vandbøfler, der hele tiden stod på vejen og cykler med kæmpe læs tog den korte tur næsten tre timer.

Til gengæld blev vi belønnet med en herlig tur det sidste stykke til Mai Chau, hvor vejen snor sig mellem bjergene og løber forbi terrasser af rismarker.

I Mai Chau er vi indlogeret i en bambushytte bygget på store træpæle. Der er kun et stort soverum, men vi har det for os selv – bortset fra, at familien der ejer huset bor lige ved siden af. Heldigvis havde vi lommelygte med for strømmen gik flere gange i løbet aftenen.

Vi spiste en udmærket aftensmad siddende på gulvet og sluttede af med spille yatzy mens vi lyttede til sang og spil fra nogle optrædende i huset ved siden af. Vi gik en aftentur derover og deltog i folkedans og sang – og skål i risbrændevin.

Tilbage i vores hytte havde værtsfamilien fundet myggenet frem til os og snart krøb vi til køjs. Det passede næsten, hvad guiden havde sagt dagen før om at sove på gulvet for den lille tynde madras her er, gør ikke den store forskel. Heldigvis er det blevet lunere i vejret i dag og til aften, så det går nok an. Børnene har det i hvert fald varmt for Mette syede en sovepose til dem af et fleecetæppe.

Hoa Lu

Hoa Lu er den gamle kongeby fra dengang Vietnam for mere end 1000 år siden løsrev sig fra Kina.

I dag begyndte vores luksustur. Tre dage med egen bil, chauffør og guide. Når vi skal bruge næsten tre døgn med dem, var det med at få dem lært ordentligt at kende. Deres navne var svære at udtale, men det lyder som løg (Lui ”et eller andet”) og hero (Heo), så det kalder vi dem.

Vi begyndte med en køretur syd på væk fra Hanoi og ned til Hoa Lu – som er Vietnams første kongeby. På vejen dertil fortalte Jakob historier om, hvordan kong Deng havde fordrevet kineserne fra landet og var blevet konge for godt 1000 år siden. Det gjorde som vanlig Nikolaj meget interesseret i de gamle templer.
Vores guide fortalte os i øvrigt om forskellen mellem pagoder og templer. Pagoder er viet til Buddha, mens templer bruges til at ære bestemte personer – konger, krigshelte, forfædre og lignende. Det første tempel vi så i Hoa Lu var netop til ære for kong Deng.

Efter besøget i kongebyen kørte vi til Tam Coc – en mindre by men kendt for at ligge nær tre grotter. Vi spiste frokost på et hotel ved floden. Jævnt kedelig mad, men Nikolaj var meget glad for deres ged på spid – han spiste næsten alle de tre spid vi fik. Efter frokosten legede Nikolaj og Jonas med en ged udenfor (pudsig måde at lege med maden på) mens vi ventede på en båd, der kunne ro os ned ad floden til de tre grotter.

Endnu engang er det kvinderne, der skal gøre det hårde arbejde. For også her var det en kvinde der satte sig til årene – endda på den noget specielle måde, at hun roede med fødderne.

Hun roede os en hyggelig tur en times tid ned ad floden, der løber langs marker, hvor bønderne (igen kvinderne) på bare fødder var ved at plante de helt nye risplanter i de oversvømmede marker. Det må være en kold fornøjelse for det var stadig ikke over 15 grader.

Mens Jonas sov fra det hele, oplevede vi andre sejlturen gennem grotterne, som floden løber lige igennem. Den længste er grotterne eller tunnelerne – er over 100 meter lang og da der samtidig kun er 1-2 meter til klippeloftet, føler man næsten, at hele bjerget presses ned over os. Det var i øvrigt netop, hvad der skete for den kinesiske hær, da den invaderede Vietnam og Kong Deng II fik en drage til at hoppe så hårdt på bjerget, at det trykkede de kinesiske soldater flade – i hvert fald ifølge en af Jakobs historier. Og den må være sand for Nikolaj kunne stadig se spor efter de maste soldater…

Aftensmaden fik vi igen på hotellet. Vi havde godt nok skiftet plads til en anden restaurant end ved frokosten, men menuen var stadig fuldstændig den samme. Det er nu godt nok kedeligt, når vi tænker på, hvor god mad, vi ellers får her, at vi skulle spise det samme kedelige mad to gange.

Efter aftensmaden var det direkte under dynerne – ikke fordi vi var trætte endnu, men fordi der næppe var mere end 12 garder på værelset. Vægge, vinduer og døre var så utætte, at vi lige så godt kunne sove udenfor. Men som vores guide sagde, da vi talte om de kolde værelser ved middagen ”i morgen skal vi sove på gulvet i en bambushytte – det bliver helt sikkert koldere, så det er nok meget godt, at I vænner jer til det :-)”.

Duftenes pagode

En meget kold dag med regnfuld sejltur til Hoang Son bjergene, hvor vi besøgte ”Duftenes pagode” i en klippehule oppe på et bjerg.

I dag var endnu koldere end de foregående dage – i hvert fald under 15 grader. Vi købte billetter til en turbus til ”Perfume Pagoda” – duftenes pagode. Men turen begyndte med en times ventetid på bussen – lidt irriterende, men her i Vietnam er det standard, at man ikke skal regne med de tidspunkter, der aftales. Jakob har det nemt med sit ”Harder-kvarter” – det regnes ikke for noget her at være et kvarter forsinket.

Der var en lang køretur ud til den landsby vi skulle til. Nikolaj brugte en stor del af tiden med sin elskede PSP og LEGO Star Wars spillet.

Fra landsbyen roede en stærk kvinde os ud til bjerget, hvor pagoden ligger. Hun roede os alle fire samt guiden – og naturligvis sig selv – i en hel time. Og det i sådan en fart, at vi overhalede adskillige andre både.
Måske var det for at holde varmen, at hun havde så travlt. I hvert fald var det en meget kold og våd tur. Vi var godt kolde, da vi kom frem til foden af bjerget. Mens Jakob skaffede noget varm suppe, lykkedes det Jonas at falde, så lang han var, i en stor vandpyt.

Inden vi skulle op på bjerget var det frokosttid. Vi fik et ganske udmærket måltid mad. Ris og forskellige kødretter vi ikke helt kunne få en forklaring på, hvad var. Det var nu fint nok, og vi blev først lidt beklemte, da vi på vej om til toilettet opdagede, at der bag køkkenet stod tre bure – det første med kyllinger (fint nok), det andet med en hund (mon vi har spist hund?) og det tredje med en hel masse katte (kan man spise kat?).

Turen op ad bjerget tog vi med en svævebane og kort efter stod vi ved pagoden. Det er en klippehule med flotte klippeformationer og drypsten, hvor det første man møder er en imponerende klippeformation, der udgør det naturlige alter i pagoden. Inde i klippehulen var der blomster overalt og duften fra de mange blomster blandede sig med lugten fra et væld af tændte røgelsespinde.

Retur i Hanoi var det tid til at pakke for vores ophold i hovedstaden sluttede næste morgen. Jakob måtte af sted på moto efter vasketøj. På vejen forsøgte han at finde transport fra Hanoi til Hue. Desværre var både fly og de gode sovevognspladser (soft sleeper) udsolgt, så det viste sig noget vanskeligere at skaffe transport videre fra Hanoi, end vi havde ventet. På stationen fik Jakob fat i nogle nattogsbilletter i ”hard sleeper” kategorien. Så må vi se, hvordan det er, når vi skal af sted den 19. januar kl. 23 – der var desværre ingen ledige pladser på toget kl. 19, så vi skal holde børnene længe oppe den dag. Til gengæld er toget først fremme i Hue kl. 10 næste formiddag.

Det var sidste aften på vores kolde hotelværelse. Vi spiste nutellamadder på værelset til Nikolaj og Jonas' store tilfredshed. Og så fandt vi endelig ud af, hvorfor vi ikke kunne varme rummet op – et vindue vi ikke havde opdaget stod åbent. Sikke dejlig varmt, vi sov denne sidste nat.

Tilbage i Hanoi

Det er blevet vinter i Hanoi. Vi har fundet de lange bukser og jakkerne frem på vores rundtur rundt i byen.

Dagen begyndte med, at vi åbnede døren til balkonen for at nyde den friske morgenluft – og blev mødt med en kold og våd vind. Det er blevet rigtig koldt – vel omkring 14-16 grader, så vi måtte i lange bukser og jakker før vi kunne tage af sted til det historiske museum. Trods den kolde luft blev det til en hyggelig spadseretur gennem Hanois gamle centrum. Vi så nationalteatret, regeringens gæstebolig og andre meget imponerende bygninger fra den gamle kolonitid.

Desværre viste det sig, at museet – som så mange andre museer verden over – har lukket om mandagen. Men da vi ikke lige følger med i dagene, brugte vi noget tid på at finde en åben indgang, indtil en venlig sjæl forklarede os, at det var lukkedag i dag. Det var selvfølgelig surt, men også en pudsig påmindelse om, at vi holder så meget fri, at vi ikke holder styr på dagene. Ifølge Steen og Stoffer er det topmålet for enhver ferie at holde så meget fri, at man glemmer, hvad dag det er (og i øvrigt er ligeglad). Så det er vel tegn på, at det er lykkedes os! Vi er endda også begyndt at glemme kameraet, som ellers altid er vores faste følgesvend – så der er ingen billeder fra i dag.

I stedet for museumsbesøget tog vi en cyclo rundt i Hanoi og endte oppe i de gamle markedsgader igen. Vi har været lidt sløve med at få vasket, så vi måtte købe lidt tøj.

Om eftermiddagen så vi vand-dukke teater. Jonas var vældig bange – indtil det gik i gang. Så var han helt opslugt af de sjove dukker, drager, fugle og fisk, der opførte teater i og på vandet som scenen består af. Netop som Nikolaj var ved at falde i søvn i den varme sal, dukkede den gyldne skildpadde op ad vandet til Nikolajs store begejstring. Skildpadden har været hovedfiguren i flere af historierne, som Jakob fortæller om det gamle Hanoi og Vietnam.

Vi brugte noget af aftenen på at planlægge den videre rejse. Hvis vi skal have booket nogle flybilletter må vi hellere se at finde ud af hvornår. Og så måtte Jakob en aftentur til backpacker-kvarteret for at finde en billig vasketøjsservice for med de priser hotellet tager er det lige så billigt at købe nyt tøj.

Ha Long Bugten

Vi har tilbragt to dage på Ha Long bugten – en kæmpe bugt overstrøet med mere end 3000 små og større klippeøer fyldt med drypstenshuler, små laguner og en mængde mærkelige klippeformationer.

Cambodia har det menneskeskabte Angkor Wat. Og Vietnam har den naturskabte Ha Long bugt. Det er ikke uden grund, at Ha Long bugten er Vietnams (måske) største turistattraktion. En hel flåde af turistbåde bringer hver dag tusindvis af turister ud på bugten. Heldigvis dækker bugten så stort et område, at vi efter at have sejlet en times tid eller to hurtigt fik fornemmelsen af at være alene på bugten.

Vi havde overvejet om vi skulle ofre penge på at chartre vores helt egen båd for at have det helt for os selv. Vi endte med i stedet at tage en af de bedre turbåde i mellemprisklassen. En lille båd til kun os fire ville nok hurtig blive for trang for ungerne. Og næsten godt det samme for på den relativt store båd, vi nu kom med, var vi kun ti gæster om bord foruden de syv der var med til at varte os op. Vi nød formentlig godt af at være uden for højsæsonen – det er jo vinter her – så der var langt fra fyldt op.

Desuden var både mandskab og de seks andre gæster vældig flinke og vi faldt hurtigt godt i snak med dem. Et venindepar fra Sydney og to vennepar fra vestaustralien (Broum eller sådan noget). Det var glimrende – så kunne vi blive ladet op til en eventuel fremtidig rejse til Australien, for de mente bestemt ikke, at vi havde oplevet Australien ved kun at være på tur op langs østkysten. Ærgerligt at vi ikke fik navne eller e-mails til dem. Det var mennesker vi sagtens kunne ringe på hos, hvis vi vender tilbage til Australien en gang.

At tage hertil uden for højsæsonen er selvfølgelig lidt satset. Bare ugen forinden havde der været under 12 grader, men i dag skinnede solen fra en næsten skyfri himmel og termometeret viste 26 grader – sikke en vinter!

Efter at vi lige havde fundet vores kahyt slog vi os ned på soldækket og nød solen og udsigten, der dog den første times tid var noget præget af, at næsten alle bådende havde afgang samtidig, så vi sejlede nærmest i kø. Efterhånden som det tyndede ud i bådene og vi kom et stykke ud på bugten, kunne vi rigtig nyde udsigten. Her er virkelig smukt. En slags blanding af skærgården, utrolige klippehuler og frodig regnskov.Frokosten indtog vi i restauranten med udsigt ud over den smukke bugt. Men det var nu svært ikke at rette fokus mod maden for det var meget overdådigt – og selv om det var en fiskemenu spiste både Jakob og Nikolaj løs af vores 5-retters frokostmenu.

Først fik vi kæmperejer. De var så store, at Jonas – som ellers elsker rejer – nærmest blev bange for dem. I hvert fald turde han ikke spise dem. Muslingerne var ikke noget hit, men både Nikolaj, Mette og Jakob fik smagt på dem. De store krabber krævede en del arbejde med at få knækket kløerne, så man kan få fat i det gode kød. Og så var der friske blæksprutter, noget fisk vi aldrig fandt ud af, hvad var – og så pommes fritter og ris. De sidste to ting fik endelig Jonas til at spise noget.
Alt i alt en overdådig frokost, fornemt anrettet og med en fantastisk udsigt ud af vinduet. Det var som sagt endda nok til, at Nikolaj og Jakob spiste fisk.

Efter frokosten fik Nikolaj og Jonas en æske ridderlego hver, som de havde købt dagen før. Så var de beskæftiget den næste times tid, mens Mette og Jakob nød udsigten. Lego er jo altså fantastisk legetøj. To små æsker og så har børnene leget lige siden. Vi fik endda introduceret både de australske gæster og halvdelen af det vietnamesiske mandskab til lego. Og mens Jakob og Mette slappede af på soldækket sad Nikolaj, Jonas og vores turguide og legede med lego.

Om eftermiddagen lagde vi til ved en kæmpe drypstenshule (Hang Dau Go), som vi vandrede igennem. Og efter en kort sejltur lagde vi til ved en høj klippeø, hvor Nikolaj og Jakob nåede at bestige bjergtoppen og få en dukkert.

Hen mod aftenen kastede vi anker i en godt afskærmet vig. Aftensmaden var endnu mere overdådig end frokosten. Et væld af retter serveret med de mest kunstfærdigt udskårne grøntsager vi nogensinde har set.

Vi begyndte igen med kæmperejer med ”tulipaner” skåret af forskellige grøntsager. Der var bl.a. også forårsruller, fyldte krabber, kylling og en fisk, som vi har givet navnet ”mudderfisk” efter smagen. Hertil selvfølgelig grøntsager og ris (og ketchup til Jonas).

Det er skønt at blive vartet op et sted, hvor tjenerne rent faktisk ved, hvordan man serverer mad og vin.

Aftenen bød på blækspruttefiskeri. Det var hyggeligt at sidde med fødderne dinglende ud over rælingen, men blæksprutter fik vi altså ikke fanget. Muligvis fordi kombinationen af vores larmende børn og højrøstede australier ikke virkede tiltrækkende på blæksprutterne. Aftenen gik med hyggelig snak og endte med, at Nikolaj og Jonas fik sunget godnatsange af alle de andre gæster. Det var tilsyneladende effektivt for begge børn sov inden godnathistorien var slut.

Der er ikke noget med at sove længe, når man skal til søs. Ikke nok med, at vi skulle have været af sted 7.30 fra Hanoi (bussen var selvfølgelig en time forsinket), turens anden dag begyndte kl. 7 med morgenvækning og en let morgenmad.

God mad og vin suppleret med stærk risbrændevin til natfiskeri efter blæksprutter gjorde det ellers hårdt at komme tidligt op. Men vi blev hurtigt friske, da vi i en lille bambusbåd sejlede hen til en klippehule – eller rettere et hul i klippen. For på den anden side lå, helt afskærmet fra havet, en lagune, hvor der var smukt og mere stille end man kan forestille sig.
Desværre var vejret slået om. Det var overskyet og blæste. Vi måtte endda have vores fleecetrøjer på hele formiddagen – men så har de da ikke været slæbt med forgæves.

Vi spiste brunch – endnu engang ganske overdådigt selv om det ikke kunne måle sig med de foregående måltider – mens vi sejlede videre. Omkring frokosttid var vi tilbage i havnen i Ha Long City. Her var stadig kaos og mennesker og både overalt. Det virker ikke som om nogen tager ansvar for at finde de rigtige både og busser. Om vi nogensinde kom med den rigtige båd, ved vi i øvrigt heller ikke. Det vi oplevede svarede sådan set ikke til beskrivelsen af den tur, vi havde købt. Men alt var bare i orden og turen var rigtig god, så pyt med det.

Lidt mere ærgerligt var det, at der heller ikke er styr på det med busserne for vi kom ikke med den bus, der skulle køre til vores hotel.

Efter lang ventetid havnede vi i en meget overfyldt bus, der vist nok havde til opgave at samle ”de glemte” turister op mens den sneglede sig ind mod Hanoi til stor bekymring for en hollandsk pige, som Jakob var blevet klemt ned ved siden af. Hun skulle nemlig nå et fly. Følgende lille ordveksling illustrerer meget godt engelsk-niveauet hos de fleste guider:

Dutch girl: ”Excuse me, I can see we are late and I have a plane to catch. Can I get off the bus and take a taxi to the airport?” Guide: “Sure, sure. Where are you going?” Dutch girl: “To Holland”. Guide: “I know Holland – you have to take a plane! Dutch girl: “Thank you, I know that. I have a ticket.” Guide: “Good, but you have to go to the airport.” Dutch girl: “I was trying to ask whether it was faster for me to get off the bus and take a taxi to the airport.” Guide: “yes, yes…” Og så vendte han tilbage til forsædet og der skete ikke mere. Da vi standsede i Hanoi en times tid senere, sprang pigen ud og af sted i en taxa. Vi håber, at hun nåede sit fly :-)

Alt i alt en rigtig god tur – det eneste vi fortryder er nok, at vi ikke tog en endnu længere tur med en dag og en nat mere på bugten.

Det var bestemt pengene værd at vælge en af turene i mellemprislejet i stedet for de billigste. Jakob talte med en tysk foto-journalist fra Cambodia, som vi havde mødt tidligere. Han var endt på en båd med så mange turister, at der ikke var siddepladser til alle i restauranten og hvor maden var sluppet op inden alle havde fået. Båden havde i øvrigt ligget stille det meste af tiden.

Tilbage i Hanoi indlogerede vi os på det samme hotel – vores værelse fra tidligere var optaget, men vi fik en suite i stedet – så nu har vi masser af plads, store senge, balkon og stort badeværelse. Skønt.

Så er vi mobile

Vores mobiltlf.nr her i Vietnam er +84 0 1228250715.

Velkommen til Hanoi

Så er vi i Hanoi. En meget moderne by i forhold til Cambodia. Vi brugte den første dag på at slentre gennem den gamle bydel og spise – ja, hvad var det egentlig vi spiste?

Vores hotel ligger næsten lige ved Hoan Kiem søen, som vi allerede kendte meget til. Jakob har nemlig fortalt historier om søen og ikke mindst den gyldne skildpadde, der efter sigende lever i søen og kun kommer frem, når Hanoi trues af fjender. Og som Nikolaj påpegede, ”så kan det jo godt være rigtigt”, så vi spejdede grundigt efter guldskildpadder i søen – desværre uden held. Men Hanoi er selvfølgelig ikke truet af fjender lige nu. Tværtimod hænger der stadig plakater fra sidste års fejring af 35-året for Vietnams sejr i ”den amerikanske krig”.

På vej til søen var vi en tur i banken. Og sikke rige vi nu er. Vi begyndte dagen med at hæve 1,5 mio dong! (Som dog kun svarer til omkring 500 DKK.) I den gamle bydel ligger en række markedsgader med navne efter professionen i gaden. I sølvgaden er stort set alle de handlende fx sølvsmede. Det er en lidt spøjs form for specialisering. Men de enkelte butikker er endnu mere specialiserede. At en butik kan have bælter eller endog hårspænder som speciale er måske til at forstå. Men hvordan nogen finder på at indrette en butik, der kun handler med hjørne-hylder til badeværelser (de der stål-nogen de fleste har i bruse-nichen), er os ikke helt klart.

Den gamle bydel er i øvrigt også meget præget af de store gamle byggerier fra kolonitiden. De er vældig flotte. Men der er også blevet plads til en lang række traditionelt moderne glas-kontorbygninger.

I det hele taget er det en meget anderledes by end, hvad vi har oplevet i Cambodia. Alt virker pænere, nyere, mere moderne og mindre fattigt. Det er et helt andet land (eller i hvert fald en helt anden by).

Vi brugte noget af eftermiddagen mens Jonas sov middagslur på at finde hotel til de næste dage og arrangere en tur til Ha Long bugten, hvor vi skal overnatte på en båd.

Senere på eftermiddagen ville vi tage en ”cyclo” (cykel-taxa) rundt i byen. Det var dog slet ikke nemt at få fat på – overhovedet ikke som i Cambodia, hvor der alle steder holdt mindst et par tuk-tuk’er på hvert gadehjørne. Det blev derfor i stedet til en spadseretur, der desværre medførte alvorlige knæskader på både Nikolaj og Jonas, da de midt i en fangeleg faldt og fik små hudafskrabninger.

Da vi opgav at få fat i en cyclo fandt vi i stedet en hyggelig vietnamesisk restaurant med udsigt over Ho Thien Quang søen og Lenin-parken. Den var så vietnamesisk, at ingen kunne et eneste ord på engelsk, men vi fik da forklaret med tegn og fagter, at børnene gerne ville have noget med kylling og til Mette og Jakob måtte de selv finde på noget.

Det blev spændende. Nikolaj og Jonas fik en hel stegt kylling med ris. Og det var virkelig en hel kylling med hoved, tæer og det hele. Jonas ville ikke have noget fordi de ikke havde ketchup (selv om tjeneren nikkede glad, da vi bad om ketchup og kom med en skålfuld chilisovs). Men Nikolaj spiste en hel kylling, så ham bekom det i hvert fald vel. Mette og Jakobs ret viste sig at være en hel kogt and. Igen skulle ”hel” taget ganske bogstaveligt for da Jakob løftede låget af gryden kiggede andehovedet lige op til ham :-). Det smagte nu ganske udmærket og vi gik glade og meget mætte derfra. Og 300.000 fattigere (100 DKK).

På vej til Vietnam

Sidste dag i et stykke tid med varme og swimming pool, så vi blev på hotellet i Siem Reap det meste af dagen indtil vi skulle i lufthavnen. Det lykkedes endda endelig at få lokket Jonas med i poolen inden vi fløj til Hanoi.

Vi nåede også et smut forbi det gamle marked i Siem Reap inden afrejse. Mette købte flere tasker og Nikolaj og Jonas fik sig en elefantbluse hver.

Vores tuk-tuk-chauffør dukkede desværre ikke op ved hotellet kl 17 som aftalt. Det var nemt at få en anden til at køre os til lufthavnen, men vi havde jo næsten fået lært ham at kende, så det var nu lidt ærgerligt. Men han har vel fået en bedre tur, så det er ok.

Flyet til Hanoi var desværre forsinket 40 minutter – ikke det store, men da klokken var ved at være hen mod børnenes sengetid var det nu lidt ærgerligt. Til gengæld gik det vældig hurtigt, da vi kom til Vietnam.

Vi blev igen hjulpet af vores børn. Vi blev nemlig som de eneste ledt igennem diplomat-udgangen, hvor pas- og visumekspedition gik lynhurtigt og uden kø. Herligt.

Den næste positive overraskelse var, at der stod en chauffør og viftede med et ”C&C Travel” skilt, da vi kom ud. Vi havde godt nok ladet rejsebureauet booke den første nat i Hanoi, men anede ikke, at de havde arrangeret pickup i lufthavnen. Så kort tid efter landing kunne vi tjekke ind på HoaBinh Hotel i hjertet af Hanoi. Det er et flot, gammelt hotel, der dog ikke er synderlig velholdt i de senere år. Lidt lavere standard end vi har haft hidtil (skønt det er et dyrere hotel), men med perfekt beliggenhed.

Farvel til Cambodia

De første knap to uger af rejsen er gået og vi forlader Cambodia. Det er et land, der har meget mere at byde på end de berømte templer i Angkor.

Vi har bestemt ikke fortrudt, at vores rejse er begyndt med 14 dage i Cambodia – det har ikke været en dag for meget – tværtimod. Dels har vi jo kun oplevet en del af landet – hele den østlige del af landet har vi ikke besøgt. Og dels kunne vi godt have brugt lidt mere tid, flere af de steder vi var. Men det er jo kun positivt.

Cambodia er et land vi klart vil anbefale andre at besøge. Der er spændende natur og kultur (med Angkor Wat som højdepunktet). Vejret er godt, i den sydlige del ved Sihanoukville er der gode strande, maden er god, alle er flinke og alt er meget billigt.

Desværre var det en noget lang rejse hertil. Det tog mere end 24 timer fra vi tog fra København, til vi var fremme. Den lange udrejse har til gengæld været med til, at vi har hurtigt har skiftet over til ”rejse-stemning” og de fleste hverdags-opgaver og problemer hjemme er lagt helt væk. Også Nikolaj har helt ubesværet skiftet over til ”globetrotter-formen”. Kun Jonas var lang tid om det og i den første uge havde han decideret hjemve og savnede ”det blå hus” og vuggestuen. Det hang nok også sammen med, at han var syg.

Det har været nemt at rejse rundt med børnene. Alle steder vil folk gerne hilse på børnene og hjælpe til – som fx da vores bus til Siem Reap brød sammen, hvor der kun gik et øjeblik før nogen havde rullet tæpper ud på en skyggefuld terrasse til Nikolaj og Jonas. Nikolaj og Jonas synes nu oftest selv, at det er lidt irriterende, men hvem af os andre ville også nyde, at 50-100 mennesker om dagen klappede en på kinden eller aede os på hovedet og plaprede løs på et sprog vi ikke forstår! I det hele taget har vi stort set kun mødt venlige, smilende og imødekommende mennesker.

Det er nemt at komme rundt. Når busserne ikke lige bryder sammen er der rimeligt komfortable busser mellem hovedbyerne. Lokalt er ”tuk-tuk” det bedste transportmiddel – eller en ”moto”, hvis man bare er sig selv. Trafikkulturen er fantastisk. Der er to trafikregler. Dyt hele tiden, så andre ved du kommer. Og vis hensyn. Selv om det virker meget kaotisk, så fungerer det faktisk ganske godt – kommer man fx kørende i modsatte vejbane fordi man skal svinge til venstre lidt længere fremme, er der ingen sure miner over det – folk kører bare lidt til siden og giver plads. Og at se, hvordan 100 motos på under 30 sekunder kan flette forbi hinanden i et kryds er imponerende. Kunne danskere køre sådan ville mange trafikproblemer være løst ;-)

Maden er god. Hovedingredienserne er ris og fisk, men da vi ikke er de store fiskespisere er det rart, at det har været nemt at få meget andet end fisk (friturestegte kakerlakker og edderkopper har vi dog sprunget over). Maden er også vældig billig. Vi spiste som regel alle fire for omkring 100 kr. På de rigtig gode og pæne restauranter op til 150-200 kr. Og i de billige gadekøkkener noget mindre. Eneste anke omkring maden er, at hvis den ikke bliver serveret samtidig til os alle, men efterhånden som den bliver færdig. Det betyder, at hvis man vælger en ret, som tager lang tid at tilberede, så kommer den først ind, når de andre er kommet til desserten.

I det hele taget er prisniveauet meget lavt – nogle gange er det næsten pinligt at prutte om prisen. Mette købte fx en pæn taske, hvor vi forhandlede om prisen skulle være 3 eller 5 $ (den endte på 3½ $).

Naturen er også flot. Selv om klimaet er varmt giver Tonlé Sap søen næring og væde til frodige landskaber mange steder – og særligt rismarkerne dækker en stor del af landet.

Og så er der naturligvis Angkor Wat og de andre imponerende templer i området ved Siem Reap. De er i sig selv et besøg til Cambodia værd og har inspireret til mange spændende eventyr, når Jakob fortæller godnat-historier.

Der er selvfølgelig også de mere dystre sider af Cambodia. For det første den historiske byrde som folkemordet under Pol Pot indebærer. I dag er det en turistattraktion at se fx ”Killing Fields”. Det er nu ikke noget, vi har opsøgt.

For det andet er der også stor fattigdom. Tiggere er godt nok et sjældent syn, men det er tydeligt, at mange kun lige har til dagen og vejen. De gange vi har hyret chauffør eller lignende opkræves en timeløn på omkring 2 $! Vi har flere gange skulle forklare Nikolaj, hvorfor det er, at børn er nødt til at arbejde her som alt fra gadesælgere til vejarbejdere. Også mineofrene, der mangler et eller begge ben har givet anledning til mange spørgsmål fra Nikolaj. Vi har også tænkt nogle gange på de mennesker, der mistede alt, da markedet i Sihanoukville brændte. Forsikringer, kontanthjælp, sygesikring – det er alt sammen fremmedord her.

Vi har valgt at betragte det på den måde, at vi jo med vores besøg både lærer en del om, hvor privilegerede vi egentlig er i Danmark. Og samtidig medbringer ”cool cash”.

I den mere praktiske ende er transport-infrastrukturen som nævnt rimelig god og nem. Det var ligeledes nemt at finde internetforbindelser. Og så var strømafbrydelserne sjældne selv om vi specielt i Sihanoukville havde et par gange om dagen, hvor strømmen forsvandt et øjeblik.

Den flydende by

I dag tog vi til en landsby på Tonlé Sap søen. Byen består af både – ja selv skole, kirken og basketballbanen er på både.

Vi begyndte ellers dagen i den mere kedelige afdeling nemlig med at aflevere en kæmpe bunke vasketøj på det lokale vaskeri. For den nette sum af 10 $ får vi så alt tøjet vasket, tørret og strøget – sådan en service skulle vi lige have derhjemme til den pris.

Men straks efter morgenmaden med den efterhånden obligatoriske menu; friske omeletter til Mette og Jakob og røræg til Nikolaj & Jonas, tog vi en tuk-tuk ud til Tonlé Sap søen. Søen er en af de største ferskvandsressourcer i hele sydøstasien og er naturligvis helt afgørende for Cambodias produktion af ris og fisk – hovedingredienserne i de fleste måltider her. Søen fordobler sin vandmængde flere gange i løbet af regntiden og søbredderne er derfor oversvømmet en stor del af året.

Derfor er det også ganske smart at bygge sin bolig på en båd – og landsbyen Chong Kneas er bygget helt på denne måde. Næsten alle boliger og andre bygninger er bygget på både. Kirken ligger fx til anker lidt uden for byen – ud for kirkegården, der praktisk nok er på land.

Landsbyen har oprindelig været en klassisk fiskerlandsby, men beliggenheden kun 15 minutter fra turistmagneten Siem Reap har gjort turisterhvervet til byens vigtigste indtægtskilde. Det er besøget selvfølgelig noget præget af, men sådan er det jo. Indbyggerne har båret det meget praktisk an og i fællesskab aftalt, at sejlturene ud til byen bookes og betales centralt, så de ikke skal konkurrere mod hinanden. Det betyder selvfølgelig lidt vel høje priser, men det er nu fair nok. Vi gav 30 $ for besøget og vores egen båd.

De ekstra penge turisterne bibringer byen er formentlig medvirkende årsag til at byen er veludstyret med både flydende bibliotek, primary og secondary schools – og endda med en flydende basketballbane! Informationsteknologiens fremtog herude er dog stadig begrænset. Den eneste computer vi så, var en gammel IBM-pc, der blev brugt som vaskeplads.

Vi nåede tilbage til hotellet tidlig eftermiddag, så vi kunne nå en tur i poolen og lidt afslapning i skyggen. Det er herligt for solen skinner fra en skyfri himmel og temperaturen har sneget sig et stykke over 30 grader.

Om aftenen brugte vi en time på en internetcafe. Dem er der masser af, men selv om vi valgte en der var 50% dyrere end de fleste andre (0,75 $ pr. time), så er hastigheden stadig at sammenligne med de gamle modem-dage. De reklamerede ellers med 512 kb ADSL, men det var i hvert fald ikke pr. pc, men nok snarere til deling mellem alle 30 computere. Så det går noget langsomt med at svare mails. Heldigvis har vi jo en lille bærbar pc med, så bloggen kan vi skrive i ro og mag på hotelværelset om aftenen.

Vi spiste aftensmad på samme restaurant som i forgårs, hvor børnene havde fået spaghetti og kødsovs. Det var endnu engang en stor succes. Mette og Jakob fik en klassisk cambodiansk ret, der hedder Amok. Trods navnets betydning på dansk er den rigtig god.
I morgen er det afrejse til Vietnam.

Angkor Wat

Så er vi ved de fantastiske templer ved Angkor. Og bortset fra lidt færre slanger og skorpioner og lidt flere turister er det som taget ud af Indiana Jones eller Tomb Raider.

”Sjove køreture i tuk-tuk. Vi fodrer elefanter og får til gengæld en elefanttur gennem junglen. Vi klatrer og leger gemmeleg blandt gamle ruiner og store jungletræer. Hører spændende eventyr om konger, krige, prinsesser og helte og leder efter de steder, hvor Kmer-kongen vandt en sværdkamp eller hvor taget faldt sammen over prinsessen for 800 år siden. Hilser på vandbøfler og små vandbøffelkalve, leger fangeleg, så støvet står omkring os og vi får samme farve som alle dem der bor her.”

Nogenlunde sådan beskriver Nikolaj og Jonas vores besøg ved templerne i Angkor. Heldigvis har de synes, at det har været både sjovt og spændende, for området med templerne omkring Angkor er så stort, at et besøg i ruinerne af de gamle templer ikke kan gøres på én dag. Vi har derfor brugt et par dage og har endda kun nået en lille del af det store område.

Ruinerne af de gamle templer er spredt over et kæmpe område i og omkring den nu forsvundne by Angkor, der engang var verdens største by. De fleste templer er bygget mellem det 9. og 13. århundrede. Dengang havde byen en million indbyggere. På samme tidspunkt var der vel omkring 50.000 indbyggere i en by som London!

Byen udstrakte sig over et stort område og ligesom i så mange andre stærke civilisationer, har kongerne bygget helligdomme – templer og gravpladser for at ære gud(er) og – ikke mindst – sig selv. Helligdomme og paladser var det eneste, der blev bygget i sten – alt andet i træ, der naturligvis er forsvundet. De ruiner, der er tilbage i dag, ligger derfor godt spredt rundt omkring i et område, der i dag er skove og rismarker.

Den første dag begyndte vi i det største og mest kendte; nemlig Angkor Wat. Det er i sig selv hele besøget til Cambodia værd. Et imponerende bygningsværk. Kæmpestort, rigt udsmykket med udhugninger i næsten hver eneste sten. Og ganske velbevaret. Alene ”voldgraven” rundt om templet er mere end en kilometer på hver led. Her brugte vi hele den første eftermiddag på at klatre op ad stentrapper, finde på historier ud fra de lange udhuggede relieffer og slentre af sted mellem de kæmpe store sten.

Det er svært at komme på noget i Europa, der kan sammenlignes med disse bygningsværker. Pyramiderne i Egypten er nok en bedre sammenligning. Vi sluttede dagen med at kravle op på toppen af templet Phnom Bakeng, der ligger på toppen af den højeste bakke i området (”phnom” betyder bjerg). Efter en hård tur op ad den sidste trappe nåede vi lige op og se solens sidste stråler.

Turen ned i begyndende tusmørke var heller ikke nem. Det skulle åbenbart ikke være for nemt at nærme sig himlen – i hvert fald byggede de trapperne op til den øverste del af templerne så stejle og smalle, at det er umuligt at gå almindeligt op ad dem. Heldigvis var vores tuk-tuk-chauffør gået med op. Han var vant til turen og hjalp begge børnene sikkert ned hurtigere end Mette og Jakob kunne komme ned.

Solnedgangen på Phnom Bakeng var – måske forventeligt nok – noget af et tilløbsstykke og vi stod næsten som sild i en tønde ind til Jakob fandt en lille afsats som ingen af turisterne vist havde turde sætte sig på. Men der sad en munk i sit klassiske orange klæde alle yderst – og da han ikke så ud til at svæve selv måtte den vel kunne holde. Så vi endte med at få en god plads trods menneskemylderet.

Til gengæld var det den eneste gang vi oplevede rigtig mange mennesker ved vores besøg herude. Selvfølgelig var der andre turister end os, men at en af verdens største kulturskatte kunne opleves relativt fredeligt har overrasket os. Et par enkelte gange stødte vi på et helt hold turister fra en tur-bus (som regel med kinesere), men så var det nemt at tage en anden vej. Og flere gange befandt vi os ganske alene blandt de store templer. Men jo mere tilgængeligt Cambodia bliver for masseturisme, jo sjældnere et syn bliver det jo nok. Måske ærgerligt kunne nogen mene, men det er en mulighed for at tjene penge for ganske mange her, som ellers ikke har de bedste udsigter. Man kunne så bare ønske, at turistindustrien blev indrettet, så den belastede landet og ikke mindst templerne ved Angkor lidt mindre.

Vi sluttede aftenen af på en restaurant tæt ved hotellet. Om det var de mange oplevelser fra Angkor eller god mad ved vi ikke, men begge børn spiste løs. Jonas spiste nærmest lige så meget, som han har spist på de foregående ni dage af rejsen. Måske har han besluttet at bryde sin faste nu.

Vores anden dag i Angkor begyndte med en tur i ballon. Vi kom et par hundrede meter op over området og kunne se Angkor Wat, Phnom Bakeng og lidt fjerne nogle af de andre templer. Ballonen var dog lidt fra langt fra templerne til, at vi fik rigtig godt overblik.
Vi havde den samme tuk-tuk-chauffør som dagen før. Det er nemt og bekvemt at komme rundt og da vi skulle ca. 70-80 km omkring, så skal der motorkraft til. Han ville have den formidable sum af 15 $ for at være chauffør fra morgen til aften!

Derefter gik turen til Angkor Tom – et stort område med flere templer – mest imponerende er Bayon, hvor man uanset, hvor man befinder sig bliver nedstirret af nogle af de 216 kæmpe stenansigter.

På vejen dertil fortalte Jakob en lang historie om et af de store slag og om, hvordan Char-kongen havde krævet Khmer-kongens datter til hustru. Og i et kæmpe slag styrtede templet sammen og prinsessen døde. Nikolaj farede rundt ved templet for at finde lige netop det sted, hvor prinsessen var blevet knust.

”Er det ægte” har han flere gange spurgt til denne og de mange andre historier jakob fortæller om de gamle templer. Det fantastiske ved dette sted er jo, at ingen kender alle detaljerne om, hvad der præcis er foregået. Så den ene historie kan være lige så ægte som den anden. I hvert fald medvirker de til at gøre stedet meget levende og sjældent har en fem-års dreng studeret ruiner og store sten-relieffer så grundigt og så længe som Nikolaj. Han spørger i det hele taget meget til historien om alle de steder vi møder. Vores viden begrænser sig til de 20-30 sider ”Lonely Planet” skriver om Angkor og de fleste guider har viden på nogenlunde samme niveau (eller også er deres engelsk kundskaber ikke til mere). Men suppleret med lidt fantasi er det nu også tilstrækkeligt.

Det er også i Angkor Tom, at de største restaureringsarbejder er i gang. En kæmpe opgave fordi mange af templerne er i kraftigt forfald. Nok har templerne nogenlunde kunne klare 1000 års vejr og vind, men der er ikke mange naturkatastrofer, der kan måle sig med turistflokke… På et af templerne blev der allerede i slutningen af 60-erne igangsat et stort restaureringsarbejde. Hele templet blev skilt ad. Alle sten nummereret og registreret. Arbejdet kom vist ganske langt inden krigen og Pol Pot-regimet satte alt i stå. Desværre forsvandt alle tegninger og registreringer, så nu er der blot enorme bunker (nummererede) sten.
Vi mødte en elefant ved Bayon som Nikolaj og Jonas fodrede med bananer. Til gengæld (og for en betaling på 20 $ til elefantens ejer) fik vi en ridetur på elefanten til stor begejstring for specielt Jonas.

Herefter kørte vi ud til Banteay Srei, der ligger omkring 30 kilometer fra Angkor Wat. Det er en god lang tur i tuk-tuk og Jonas fik sin middagslur på vejen. Banteay Srei er også kendt som ”kvinde-templet” – vist nok mest fordi udhugningerne er lavet så flotte og detaljerede, at det siges, at det ikke kan være mænd, der har lavet det. Skrøne eller ej – flot var det i hvert fald.
Derefter en lang tur tilbage på vejen gennem rismarker, damme med badende vandbøfler, små landsbyer m.v. indtil vi nåede til dagens sidste tempelområde; Ta Prom.

Ta Prom ligger næsten helt opslugt af junglen og det er som at træde ind i en Indiana Jones film eller i Tomb Raider (der vist endda er sat til at foregå lige her, men hvor meget der rent faktisk er optaget her, aner vi ikke). Kæmpe store træer har sprængt sig gennem templernes tunge sten og høje mure. Rødderne slynger sig om søjler og tårne. I dag er det ikke helt klart om skoven er ved at ødelægge templet, eller om det rent faktisk er træerne, der holder templet oprejst. Sådan har alle templerne formentlig set ud på et tidspunkt inden de er blevet ryddet for turisterne, men det er rigtig godt, at ”jungle-indtrykket” her bevares.

På vejen hjem derfra lykkedes det i øvrigt sulten efter den hårde dag at vinde over Jonas’ stædighed. Allerede ved morgenmaden havde han nægtet at spise, fordi hans onde forældre fastholdt, at han skulle spise en bolle med smør, før han kunne få nutella. Han holdt stædigt fast i, at så skulle han ikke have noget at spise. Men kl. 17 satte han sig til at spise sin bolle med smør uden brok.

Siem Reap

En by præget af at være indgang og overnatning for de mange gæster til Angkor Wat. Meget turistet, men vores hotel er herligt og maden er god. Og så bor vi kun 10 minutter i tuk-tuk fra Angkor Wat!

Vi er havnet på et herligt hotel i Siem Reap. Det ligger en gade væk fra hovedstrøget, så vi slipper for trafikstøj, værelset er stort og meget pænt – og så er der en herlig pool. Måske er det ikke så fint som det første hotel på Sokha Beach, men bortset fra, at det af oplagte grunde ikke har nogen strand, er det lige så godt – utroligt hvad man kan få for godt 40 $ pr. nat inklusiv morgenmad.

Vi fik endda husdyr med – men denne gang af en mere hyggelig slags end kakerlakken i Phnom Penh. Et lille firben, som vi døbte ”Lille Kradse”. Desværre kunne han ikke holde til at være med til børnenes hoppeleg, så han endte sine dage som et meget fladt firben, da Nikolaj eller Jonas ved et uheld hoppede på ham.

Poolen er ikke så stor, men ligger hyggeligt omkranset af træer – og det meste af tiden er der ikke andre i den end os. Vi har fundet snorkeludstyret frem, så Nikolaj kan øve lidt med det. Det har faktisk gjort det lettere at lære ham at bruge rigtige svømmetag, når han kan blive med hovedet under vandet. Nu kan han svømme to baner selv. Det er da ganske flot selv om det er korte baner.

Jonas vil stadig ikke med i vandet, men han hepper ivrigt på Nikolaj, når han svømmer. Og så har han opfundet en krokodille-leg. Han skal vifte med hånden i vandet og så skal Nikolaj og Jakob dykke ned og springe op af vandet lige foran ham – hver gang til stor overraskelse og forskrækkelse for ham selv.

Vi har også fundet en legeplads på en McDonalds-lignende fast food restaurant. Man skal bestemt ikke gå derhen for at spise – det er en skam at købe dårlige burgere og kolde pommes frites, når man kan få så meget god mad her. Men legepladsen er rigtig god og både Nikolaj og Jonas drønede rundt, så sveden haglede af dem. Eneste negative ting var et par uopdragne fede kineserbørn, der løb rundt med en pose chips i den ene hånd og brugte den anden til at slå eller skubbe alle andre i legerummet. Og deres (nyrige?) forældre kunne ikke stille noget op.

Der ligger også et supermarked lige om hjørnet, så vi har et par gange været nede og hente en liter is, som vi deler på mormor og morfars regning.

De første dage har vi ikke oplevet andet af byen end hotellet – den øvrige tid er gået blandt templerne i Angkor. Byen er nu også en meget turist-præget by med souvenirboder, internetcaféer og hoteller som de mest fremherskende butikker i gadebilledet – og med motos og tuk-tuk på hvert et gadehjørne.