Cuc Phuong nationalpark og Mai Chau

En vandretur gennem junglen fyldt med tigre, slanger og aber og en hyggelig aften i en bambushytte ved Mai Chau.

Efter en meget kold nat var det helt fint at begynde dagen med en køretur i en lun bil. Efter godt en times kørsel gennem små landsbyer på veje der næsten ikke var veje nåede vi frem til Cuc Phuong nationalpark. Vi synes, at guiden var lidt rigelig doven, da han insisterede, at vi tog bilen med ind i parken. Men da vi havde kørt de første 20 kilometer var vi nu meget glade for den beslutning.

Da vi endelig kom til en parkeringsplads ventede til gengæld en god vandretur på 6-7 kilometer gennem skoven ud til et 1000 år gammelt kæmpe stort træ. På vejen derud besøgte vi bl.a. en klippehule, hvor der er gjort fund, der stammer fra mennesker for 7500 år siden. Vi havde heldigvis en lommelygte i rygsækken, så vi kunne udforske den kæmpestore hule. Jonas fandt et halstørklæde derinde, som han var sikker på måtte tilhøre nogle af stenaldermenneskerne. Vi sørgede naturligvis for at efterlade det urørt og overlade konserveringen til arkæologerne.Turen gennem skoven bød på mange strabadser. Nikolaj, Jonas og Jakob fandt hurtigt nogle pinde – det bedste våben mod ethvert vilddyr – og drog så på tigerjagt. Der blev nedlagt flere tigre på den tur end selv en krybskytte vil prale med.

Og selv om tigerjagt naturligvis er forbudt, så bragte den spændende jagt os de 3 km ind i skoven til det gamle træ uden at børnene blev trætte – kun på de stejleste trapper måtte Jonas bæres.

På hjemturen var Nikolaj alene om tigerjagten. Jonas fik en højhest hos Jakob og endte med at falde i søvn med hovedet dinglende ned mod Jakob.Nationalparken er også ”rescue center” for aber, der konfiskeres hos krybskytter eller illegale dyrehandler, så et besøg hos aberne var naturligvis også en del af turen.

Vi spiste frokost på et lille spisested i parken. Endnu et sted uden andet bestik end spisepinde, så vi er alle (bortset far Jonas) blevet vældig gode til at spise med pinde.

Efter frokosten skulle vi bare lige køre ca 50-70 kilometer til Thai-landsbyen Mai Chau. Der er hovedvej det meste af vejen, så det burde gå nemt. Desværre er hovedvejen på store stykker endnu kun en planlagt hovedvej, så det er ikke alle steder, der er vej. Turen gik fint men på grund af vejens beskaffenhed, de mange køer og vandbøfler, der hele tiden stod på vejen og cykler med kæmpe læs tog den korte tur næsten tre timer.

Til gengæld blev vi belønnet med en herlig tur det sidste stykke til Mai Chau, hvor vejen snor sig mellem bjergene og løber forbi terrasser af rismarker.

I Mai Chau er vi indlogeret i en bambushytte bygget på store træpæle. Der er kun et stort soverum, men vi har det for os selv – bortset fra, at familien der ejer huset bor lige ved siden af. Heldigvis havde vi lommelygte med for strømmen gik flere gange i løbet aftenen.

Vi spiste en udmærket aftensmad siddende på gulvet og sluttede af med spille yatzy mens vi lyttede til sang og spil fra nogle optrædende i huset ved siden af. Vi gik en aftentur derover og deltog i folkedans og sang – og skål i risbrændevin.

Tilbage i vores hytte havde værtsfamilien fundet myggenet frem til os og snart krøb vi til køjs. Det passede næsten, hvad guiden havde sagt dagen før om at sove på gulvet for den lille tynde madras her er, gør ikke den store forskel. Heldigvis er det blevet lunere i vejret i dag og til aften, så det går nok an. Børnene har det i hvert fald varmt for Mette syede en sovepose til dem af et fleecetæppe.