Phnom Tamao Zoo & Wild Life Santuary

Endelig noget Jonas synes om. Dagen i dag brugte vi på at besøge en dyrepark for konfiskerede og trafikskadede dyr. Vi legede med aber og hjorte og så på elefanter og tigre.

Jakob ringede til den taxachauffør, der havde kørt ham til lufthavnen efter rygsækken i forgårs for at aftale en tur til Phnom Tamao Wild Life Sactuary et godt stykke syd for Phnom Penh. Så for 40 $ havde vi bil og chauffør en hel dag (det var formentlig endda vældig godt betalt, men vi prøvede et par andre også og kunne ikke rigtig presse det under 35 $ for en hel dag med mindre vi ville køre med tuk-tuk hele vejen).

Det tog knap 1½ time at komme derned. Det meste af vejen dertil er asfalteret hovedvej. Men på de sidste kilometer jordvej sidder tiggere langs hele vejen. Det kan undre meget, hvad de egentlig laver der. Vi mødte vist kun 4-5 andre turister i Phnom Tamao – det kan da umuligt brødføde 30-40 tiggere. I bestræbelserne på opmærksomhed var særligt en ting mærkeligt. Når vi kom kørende, kastede de vand på vejen. Om det var en tjeneste (mod forventet betaling) for at undgå, at vi fik støv på bilen eller om det var for undgå selv at blive indhyllet i støv, er ikke helt klart for os. Vi var hårde og kyniske og stoppede ikke, for hvordan skal man vælge, hvem af de mange tiggere, man skal hjælpe?

Phnom Tamao er en slags mellemting mellem en dyrepark, en zoologisk have og et dyrehospital. Dyrebestanden udgøres af dyr, der er skadet efter fx trafikulykker, fælder og lignende eller som myndighederne har konfiskeret fra det omfattende illegale marked for dyr i Cambodia og resten af Asien.

For den formidable entre af 10 $ kom vi alle fire samt bil og chauffør ind i parken. Vi begyndte hos aberne, som løb frit omkring. Nikolaj kom næsten op at slås med en af aberne. Vi stod og kiggede på nogle fugle og da vi skulle videre vendte Nikolaj sig som sædvanligt hurtigt om for at løbe videre. Men en abe der var på vej lige bag ved os blev så forskrækket, at den hoppede på ham. Den rev ham heldigvis ikke, men både Nikolaj og vi andre blev helt forskrækket, da aben hoppede på ham.

Lige under et skilt med ”Do not feed the animals” havde en flok børn slået sig ned med en lille bod, hvor de solgte bananer og kokosnødder, som man kunne give dyrene. Vi var autoritetstro mod advarselsskiltet og selv om vi mødte børn alle steder i parken, der gerne ville sælge os forskellige madvarer til dyrene undlod vi at bidrage til dyrplageriet. For dyrplageri var det virkelig. For at vise, hvor interesserede dyrene var i maden, viftede børnene med frugt, fisk eller hvad de nu havde lige uden for dyrenes rækkevidde, så de stakkels dyr hoppede og dansede – alt sammen for, at vi turister skulle betale for, at gav dyrene maden. Vi undlod som sagt at bidrage hertil og puttede i stedet godt i indsamlingsbøtten til zoologisk have (og så håber vi, at det rent faktisk er det pengene går til).

Der var også en del hjorte, som var ganske tamme, så dem løb Nikolaj og Jonas rundt og klappede eller trak i gevirerne. Særligt en af hjortene var meget glad for Jonas – den fulgte efter ham, mens han grinede over, at det kildede, når den slikkede ham i øret.

Parken har rigtig mange bjørne. "Solbjørnen" er så uheldig at stå højt på ranglisten over medikamenter i kinesisk medicin, så der er en livlig illegal handel (og tilsvarende mange konfiskerede bjørne).

Derefter gik turen videre til krokodillerne. De lå sløvt og gabte – lige indtil vi kom tæt på det tynde, lave trådhegn, der adskilte dem fra os. Så kom der fart på den ene lige hen mod os! Det var vist en god idé at holde fingrene uden for trådhegnet!

Vi spiste frokost hos nogle af de lokale småsælgere som vores chauffør faldt i snak med. Selv om deres småhuse er nok så primitive, er de nu smart bygget til varmen. Alt byggeri er hævet op på pæle. Nede i det fugtige område sydpå troede vi egentlig, at det var for at undgå oversvømmelser. Det er det måske også, men en mindst lige så vigtig funktion er køling. Med luft under fødderne og en sejldug eller bliktag, der skygger for solen, er det faktisk ganske behageligt selv i middagsheden.

Hos tigrene kravlede en af de lokale ind til trådhegnet og stak en hånd igennem for at klappe tigrene. På trods af forsikringer om, at tigrene var ganske flinke, skulle vi nu ikke nyde noget af at prøve det samme. I stedet inviterede en af dyrepasserne os ind i ”stalden” (eller hvad den slags nu hedder for tigre). Her kunne vi også komme rigtig tæt på de store, flotte katte.

Vi sluttede hos elefanterne, hvor vi kom lige da den søde lille elefantunge fik mad. Den havde mistet sin ene fod – om det har været en fælde, en mine eller noget tredje, ved vi ikke, men sød, det var den nu.
Efter besøget i Phnom Tameo kørte vi til en pagode lige uden for dyreparken. Den lå idyllisk på toppen af et lille bjerg, hvor Jonas møjsommeligt kæmpede sig op ad den høje stentrappe helt op til toppen. Pagoden var helt tom bortset fra en enkelt munk, der gav Nikolaj og Jonas en røgelsespind hver, som han tændte sammen med dem. Det gav efterfølgende rigtig mange spørgsmål fra Nikolaj om, hvad munke egentlig laver, hvorfor en statue af Buddha var glad for den mærkelige lugt fra røgelsen o.s.v.

Efter en god dag blev vi sat af lige uden for hotellet. Vi gik en kort tur på ”det russiske marked”, hvor alt godt og (i særdeleshed) skidt faldbydes. Hvis nogle hjemme har brug for et par bundter brugte cementposer, knallertreservedele eller glimtende Buddha-figurer med discolys, så bare sig til. Lars kan endda for en billig penge få suppleret sin samling af håndsymaskiner (der vel at mærke benyttes flittigt her).

Vi endte med at spise en simpel aftensmad bestående af landgangsflute og lidt pålæg, som vi havde købt på køreturen hjem fra Phnom Tameo for den formidable sum af ½ dollar.

Inden sengetid ringede vi til oldemor, der blev 98 i dag. Hun var vældig glad for lykønskningerne fra den anden side af jorden. Om hun fik fat i Nikolajs lange beretning om alt vi havde oplevet, er nok mere tvivlsomt. Men stort tillykke til oldemor.

”P” som Phnom Penh, pagoder og paladser

Vi brugte dagen på sight seeing i Cambodias hovedstad Phnom Penh, der indeholder et flot og meget forgyldt kongepalads, et væld af pagoder, nationalmuseet – og så selvfølgelig nye, spændende (og ildelugtende) indtryk af byen.

Dagens største fejl: Vi synes selv vi burde være lidt mindre dovne, så vi besluttede, at dagen skulle være til fods, så vi pakkede i klapvognen, tog solcreme på og begav os af sted – der var trods alt ikke længere end en km til nogle af hovedattraktionerne fra vores hotel.

Det var franskmændene der for ganske mange år siden planlagde genopbygningen af Phnom Penh. Det skete efter, at byen var brændt ned til grunden af thaierne i 1772 efter endnu en krig som Cambodia tabte. Byen kom sig aldrig rigtig i årene herefter og først da franskmændene kom hertil som kolonimagt i 1863. Franskmændene anlagde byen efter alle kunstens regler – med nummererede gadenavne i sirlig orden, brede boulevarder med brede fortov.

Men hvad har alt dette så at gøre med vores vandretur? Jo, dels er det et problem med de brede fortove. Det har sikkert været fint og flot inden byen blev fyldt med biler, men nu udnyttes fortovene desværre til parkeringspladserne fordi der lige kan holde en bil på tværs. En gåtur i byen foregår derfor det meste af tiden ude på vejen – og det er ikke stille villaveje! Dels er det ikke så nemt at finde de steder vi gerne vil se. Vejene er rimelig nemme at finde, men husnumrene er ofte i vilkårlig rækkefølge – efter sigende skulle der endda flere steder være flere huse med samme nummer på en gade.Gåturen gav os til gengæld en rigtig tæt oplevelse af byen – alle de små handlende og en byggeplads i fuld aktion med stilladser af tynder rafter.
Nå, men efter adskille tuk-tuk chauffører havde rystet på hoved af vores iver efter at gå, så nåede vi frem til Kongepaladset – der desværre var lukket på grund af statsbesøg. Der var fyldt med svenske flag, så det var jo nok fra vores broderland. Vi var nu ret irriterede over at en svensk royal skulle forhindre vores besøg i Kongepaladset.

I stedet blev det til en pause i parken foran paladset. Desværre en pause der hurtigt blev afbrudt af skrig og skrål fordi Nikolaj havde stillet sig i en myretue med røde myre. Lidt koldt vand fik dog hurtigt klaret det værste.

Derudover var stedet omkring paladset det første sted i Cambodia vi har oplevet anmassende tiggere og gadesælgere i stor stil. En kvinde havde fundet på en særlig udspekuleret og ubehagelig måde at tjene penge på turisterne. Hun havde samlet mindst 100 småfugle i et lille bur, hvor de kummerligt sad, lå og baksede rundt oven på hinanden og så råbte hun ”Buy one. 1 $. Set it free.”

I stedet for paladsbesøget tog vi på nationalmuseet, der indeholder en samling af Khmer-skulpturer og andre kunst- og religiøse genstande.

Vi havde lært af dagens første fejl og tog en tuk-tuk til hotellet. Mens Mette og børnene slappede af tog Jakob til Thai Airways. Her var nu ikke meget hjælp at hente til alle de ekstraomkostninger vi havde haft på grund af den manglende rygsæk. Vi fik 100 $ i kompensation og så må forsikringen klare resten. Det går nu nok.

Turen var nu ingenlunde spildt. Hvad der ikke har været muligt for den samlede familie (vi har i hvert fald ikke turdet med børnene) fik Jakob nu prøvet; nemlig en tur på moto (knallert/lille motorcykel) gennem Phnom Penh.

Det var en spændende tur. Hvis nogen synes, at Dæmonen i Tivoli eller lignende forlystelser får det til at suge i maven eller fremkalder en smule sved på panden, så skal de bare prøve en tur på moto gennem Phnom Penh. Manden Jakob fik et lift med kørte fuldstændig hasarderet – over for rødt, i modsatte vejbane, når der var for tæt trafik i vores egne og konstant med enten speederen eller bremsen i bund. Med andre ord kørte han ligesom alle de andre motos i byen. Særligt forberedelsen til venstresving er spændende. I god tid inden man skal dreje skiftes behørigt vognbane – det havde jo nok fået enhver dansker igennem en køreprøve, hvis ikke det lige var fordi det ikke bare var vognbane, der blev skiftet men helt over i den modsatte vejbane – så er der jo kortere, når man skal dreje og de sidste 100 meter kan man godt klare ved at svinge ud og ind mellem de modkørende… Prøv lige at gøre det hjemme på H.C. Andersens Boulevard.

Om eftermiddagen tog vi (med tuk-tuk) til Kongepaladset, der nu var åbnet igen. Det er imponerende bygningsværker i klassisk cambodiansk (syd-øst asiatisk) stil med flotte tage med tårne, spir og udskæringer, guld overalt og en buddha-figur, der overvåger det hele. Kroningssalen og sølv-pagoden er de største attraktioner. Sølv-pagoden er kendetegnet ved at hele gulvet er af sølv. Desværre var det meste af gulvet belagt med tæpper – selvfølgelig for at skåne gulvet, men måske det havde givet bedre indtryk at fjerne gulvtæpperne og så ikke give adgang til at komme ind i pagoden – så havde man kunne se hele det skinnende gulv udefra.
En ting der er ganske specielt er, at selv ved de største turist-attraktioner som Kongepaladset er, at vi nærmest har det helt for os selv. Normalt når man som turist oplever den slags steder tænker man jo tit; ”hvor ville det være fantastisk, hvis ikke alle de andre turister var her”. Sådan er det faktisk her. Vi mødte vel kun 3-4 andre turistpar mens vi gik rundt.

Vi spiste aftensmad samme sted som dagen før – en lokal restaurant med rigtig gode asiatiske retter. Og Jonas vågnede endelig op til dåd og spiste løs. Nu har han ellers stort set fastet hele ferien frem til nu, men i dag brød vi vist koden; nutella til morgenmaden, ris og ketchup til øvrige måltider. (Forhåbentlig er det også et tegn på, at han er ved at være rask igen.)

Vi nåede lige markedet i Sihanoukville

Vi havde været forbi det store marked i Sihanoukville nogle gange. Men vi har nu også den ærgerlige ære at være blandt de sidste turister, der er blevet snydt der. For i går aftes brændte hele markedet. Kun 10 af de i alt ca. 1400 stadepladser klarede branden. Og da de handlende næppe er forsikrede er det et hårdt slag for rigtig mange mennesker, hvis levebrød med ét slag forsvinder.

På vej til Phnom Penh

En transportdag. Turen gik med 4 timers bustur til Phnom Penh. Og så brugte Jakob 2½ time på at hente vores rygsæk.

Dagen i dag stod på en lang bustur tilbage til Phnom Penh. Men inden afgang fra hotellet ca. kl. 11, nåede vi naturligvis lige en tur i poolen – dvs. os alle bortset fra Jonas, der stadig synes, at det er for koldt. Han bliver desværre også ved med at have lidt feber, men er ikke mere syg end at han stadig kan lave ballade. Mens vi andre var i poolen rendte han rundt og tændte for nogle vandhaner (som formentlig bruges, når haven omkring poolen skal vandes). Da Mette råbte til ham, at han ikke måtte lege med vand råbte han tilbage ”Jamen mor, jeg vasker bare hænder mange steder!”

Da vi skulle fra hotellet til busholdepladsen var det meningen, at vi skulle have været med den samme tuk-tuk som kørte os til Ream i går, men han dukkede desværre ikke op. Tuk-tuk chaufførerne uden for hotellet havde godt set al vores bagage og tænkte, at vi nok havde travlt, så de var meget hårde i prisforhandlingen. Jakob var lige ved at give sig og betale hele 3 $ for en tur til bussen. Mette var imidlertid standhaftig – hankede op i bagagen og begyndte at gå. Da Jakob og ungerne fulgte efter nåede vi kun få meter før en af tuk-tuk chaufførerne gav sig og det blev (igen) som Mette ville have det, mens Jakob fik æren som den hårde forhandler.

Man kan selvfølgelig mene, at det er noget pjat – vi kunne jo sagtens give en dollar mere, men når nu tuk-tuk chaufførerne har vædde-konkurrencer om hvor meget de kan få turisterne til at betale (som en af chaufførerne grinene fortalte os, da vi havde betalt for meget for en anden tur) så må vi jo også bidrage til spillet.

Busturen gik rimelig nemt da først vi lærte ikke at se fremad på vejen for chaufføren kørte om muligt endnu mere vanvittigt end turen derned. Da vi med lettere anspændthed havde overværet hans overhaling af tre lastbiler på vej op ad en bakke besluttede vi os for at kigge ud til siden i stedet for. (Overhalingen endte i øvrigt med, at bussen næsten jog en stakkels modkørende knallert i grøften – men som buschaufføren sikkert har tænkt: ”Jeg havde jo hornet i bund, så han kunne da bare have hørt mig og holdt ind til siden…”).

På turen havde vi (igen) god udsigt til rismarker, småhuse, sælgere af mad, drikke og benzin langs vejen m.v. Det er sjovt at se, hvordan der på traditionel vis benyttes okser og vandbøfler i landbruget – kun de helt klassike runde, toppede ”rishatte” er blevet udskiftet med kasketter.

Jonas fik desværre mere feber på busturen, så helt er han altså ikke sluppet af med at være syg, men heldigvis sov han det meste af vejen.

Nikolaj tog en kort lur og brugte ellers det meste af tiden med sin PSP og lidt højtlæsning. At en sød fransk pige på 6-7 år forsøgte at indsmigre sig ved at dele slik med ham gjorde ikke det store indtryk og han krøb hurtigt genert ind bag sin PSP.

Vel fremme i Phnom Penh tjekkede vi ind på det nærmeste hotel (New York Hotel). Vi fik et stort værelse. Det ligger fint centralt og så højt oppe, at vi både har god udsigt over byen og slipper for det meste trafikstøj – men desværre ikke højt nok oppe til at være fri for kakerlakker. Jakob knaldede en ordentlig en på størrelse med en mariekiks. Men bortset fra, at de ikke er så lækre, så gør de jo ingen skade.

Mens Mette, Nikolaj og Jonas slappede af og pakkede lidt ud tog Jakob en taxa til lufthavnen for at hente vores bagage. Thai Airways havde meddelt, at de alligevel ikke kunne levere rygsækken fordi toldmyndighederne ville se den. Nå, men de 10 km. til lufthavnen kunnen vel hurtigt klares – troede vi. Selv om taxachaufføren havde sagt at det tog 15-20 minutter tog det 70 minutter før lufthavnen var i syne på grund af trafikken. Jakob fik rygsækken uden problemer og vandrede i øvrigt helt uantastet igennem tolden. Så meget for Thai Airways’ rygte om god service. Det er ikke noget vi kan nikke genkendende til.

Ream Nationalpark

Vi sejler stille af sted på floden gennem mangroveskov, lægger til ved en øde strand og leder efter muslingeskaller og konkylier i vandkanten. På tilbagevejen møder vi en delfin inden turen går med tuk-tuk tilbage til Sihanoukville. Ream Nationalpark er imponerende og det eneste negative der er at sige om vores tur er, at vi ikke tog tidligere dertil.

I dag var første rigtige tur-dag. Den startede dog først efter frokost fordi vi først skulle lige en tur i poolen og på stranden inden vi skulle tjekke ud fra Sokha Beach Hotel. Vi ville gerne have en overnatning mere i Sihanoukville, men hotellet var hel fyldt op, så vi er i stedet flyttet til Golden Sand Hotel (som ikke ligger ved strand, hvilket navnet jo ellers kunne forlede en til at tro).

Ream ligger ca. 15 km fra Sihanoukville. Vi tog en tuk-tuk derud. Det er nok lige det længste man skal tage dem for efter ½ times kørsel var vi godt vindblæste og næsten døve af motorlarm og dytten. Det kostede os den formidable sum af 23 $ at blive kørt helt derud og retur igen 6 timer senere.

Ream er en lille landsby, hvor samlingspunktet er det hus der har elektricitet. En del af landsbyen ned til floden er bygget på høje pæle.

Vi henvendte os til Park Ranger stationen og lejede en båd med styrmand og guide (35 $) til en tur ned ad floden i omkring fem timer. Egentlig er turene lidt længere, men vi kunne ikke nå mere inden det blev mørkt. Så for at indhente, at vi først kom sent sejlede vi med ”speedbåd” (vi ville nok bare kalde det en jolle med påhængsmotor) det første stykke og gik så ombord i vores flodbåd. Det var nu egentlig en fordel at være lidt sent på den for så kom vi helt fri af de andre turister og havde turen helt ”for os selv”.

Vi fik snakket en del med guiden undervejs. Det første spørgsmål som vi har mødt mange andre end ham stille (ud over spørgsmål om vores børn) er ”hvor mange sprog taler du”. Nu kan hverken Mette eller Jakob jo prale af de store sprogkundskaber, men det er helt klart prestigefyldt her at kunne flere sprog – naturligt nok specielt engelsk. Og næsten alle er eller vil gerne i gang med et engelskkursus. Det samme gjaldt vores guide, der til februar skulle begynde på universitetet og læse engelsk – lige nu havde han travlt med at skrabe de 350 $ sammen som et semester på universitetet koster. Han gjorde store øjne da han hørte, at det var gratis, at gå på universitetet i Danmark – han troede alt i Danmark var dyrt. Og vi nænnede ikke at fortælle ham om SU. Hans store drøm – som mange sikkert desværre deler med ham – var at få en uddannelse og så komme væk fra Cambodia. Det gør det jo ikke nemt at bygge et land op.

Nå, men det var en rigtig flot tur. Vi sejlede langs og næsten ind i mangrovesumpe, nåede en lille tur ind i regnskoven til et udkigspunkt over floddeltaet. Dernæst sejlede vi videre ad floden og hilste på lokale fiskere, der står i vand til livet mens de tålmodigt kaster deres net.

Vi gjorde holdt ved en øde strand, hvor vi samlede flotte muslinger og konkylier og Nikolaj, Jonas og Jakob byggede sandslot. Vi snakkede om at nå en badetur også, men det blev kun Nikolaj, der nåede det – og det mere eller mindre ufrivilligt i sin iver efter at samle muslingeskaller i vandkanten.

På vejen tilbage svømmede en delfin rundt om båden og rejer og småfisk hoppede op ad vandet. Efter godt fem timer var vi retur ved ranger-stationen og vores tuk-tuk chauffør sad tålmodigt og ventede på os.

Vores rygsæk er dukket op

Nu havde vi ellers helt afskrevet at få vores rygsæk igen, men nu er den dukket op – i Bangkok.

Vi blev ringet op fra Servicecenteret i Phnom Penh lufthavn. Og sandelig om vores rygsæk ikke er dukket op i Bangkok. Så det er vist på plads med en undskyldning fra vores side. Manden havde jo faktisk ret, da han blev ved med at sige ”call back tomoroow. It will probably show up”.

Det har dog kostet os en hulens masse tid at eftersøge rygsækken og forsøge at genanskaffe så meget som muligt – og så har den selvfølgelig været i Bangkok hele tiden. Nå, men nu må vi da glæde os over, at vi får den igen og ikke behøver vaske tøj hver anden dag :-)

Farvel til driverlivet ved Sokha Beach

Nu er besøget på luksushotellet Sokha Beach Resort i Sihanoukville slut. Det har været en herlig start på rejsen – ekstra præget af afslapning fordi Jonas er syg.

Ligesom da vi begyndte jordomrejsen for to år siden med to uger på Hawaii har de første dage i Sianoukville været en herlig afslappet måde at begynde rejsen på. At vi kommer lige fra det vinterkolde Danmark er næsten allerede glemt. Nu er den største bekymring, om vi nu har husket at slå air condition til på hotelværelset, så der var køligt, når vi kommer retur.

At starten så blev ekstra afslappende skyldes også, at Jonas har været syg lige siden den første dag, så de ture vi egentlig havde tænkt på rundt i omegnen har vi droppet. Vi skal nok få indhentet oplevelser senere, men specielt en tur ud for at snorkle ved nogle af øerne ud for kysten stod ellers højt på ønskesedlen, men det duede altså ikke, når Jonas havde høj feber – nå ja, så var alt vores snorkelgrej jo også i den forsvundne rygsæk.

Sokha Beach Hotel er vist det dyreste hotel i hele byen. 110 $ pr. nat er næsten det dobbelte af, hvad de konkurrerende hoteller tager. Men til den pris og en lav dollar-kurs har vi lov at være luksusdyr (synes vi i hvert fald selv) og stedet har da også været alle tiders.

En perfekt strand med det blødeste hvide sand og ikke en sten så langt ud i vandet vi orke-de at gå/svømme. (Nå, ja så var der lige det med havslangen, som Mette tog lidt ilde op, men hvem har nogensinde hørt om nogen, der blev bidt af en havslange?)

Et herligt poolområde, hvor specielt Nikolaj har boltret sig og på få dage lært at svømme ganske udemærket uden vinger eller bælte.











En stor legeplads, som specielt Jonas var meget glad for. Et kæmpe spa- og dampbad, som også hurtigt blev Jonas’ favorit (han vil helst kun i vand der er over 37 C). Og dertil kommer et væld af andre aktiviteter som fitness center, tennis, løbestier – som vi ikke fik gjort brug af.

Alt i alt et sted, der klart kan anbefales – også meget nemt med børn. Selv om mange ting virker lidt primitive her i Cambodia og store dele af byen ligner slumkvarterer, så fungerer alt vældig godt og alle er venlige og specielt meget glade for at møde vores børn. Ingen anmassende sælgere, men blot almindelig udnyttelse af vores turist-betalingsevne – det hjælper vi gerne med ud fra devisen i Nikolajs forslag i kampen mod verdens fattigdom: ”vi bør foreslå alle vi kender at tage til Cambodia og købe mandariner af de gamle koner, så de kan få nogen penge.”

Nikolaj, Mette og Jakob glæder sig meget til den videre rejse. Jonas spørger til gengæld hver aften om, hvornår vi skal hjem. Han savner sin vuggestue og vil gerne lege med Lucas og Sebastian. Det kommer vist til at tage lidt tid at gøre en globetrotter ud af ham.
Det næste bliver at vi finder en bus, der vil køre os til Phnom Penh, hvor vi gerne vil bruge et par dage (og forhåbentlig få vores bagage). Men inden da har vi lige en enkelt dag mere i Sihanukville.

Godt nytår

Så nåede vi det nye år – og endda seks timer før jer hjemme i Danmark. Vi kom dog lidt anderledes ind i det nye år end ventet fordi Jonas blev mere syg.

Men først lidt om dagen. Det er altså ikke så tosset at holde nytår under varme himmelstrøg. Vi brugte dagen på poolen, stranden – og poolen igen. Og så lige en tur i spabad også. Så vi kommer da i hvert fald rene ind i det nye år :-)

I løbet af dagen kunne vi følge forberedelserne til den store nytårsfest. Der blev dækket op udendørs lige ned til stranden. Vejret var også herligt. Det blæste lidt op, så det var til at holde ud at sidde udenfor uden at sidde og svede ved bordet. Der blev slæbt mad ind til en hel hær; små pattegrise til helstegning, bunkevis af nyslagtede høns, store stege og en masse andet.

Efterhånden som dagen gik blev Jonas imidlertid også mere og mere dårlig med højere og højere feber. Da han hen på aftenen fik over 40 tog Jakob ham med et smut til lægen. Lægen var desværre i tvivl om, hvad det kunne være, så Jakob og Jonas blev sendt til et sygehus/klinik for at få taget blodprøver. Så nu er Jonas testet for både malaria, tyfus og heppatitis (og nogle flere som jeg ikke forstod). Jakob viftede ellers med Jonas’ internationale vaccinationskort, men det forstod de ikke meget af, så han kom igennem alle test selv om han er vaccineret. Nå, men pyt med det. Jonas tog det vældig flot at få taget en blodprøve (eller også var han bare for udmattet til at brokke sig). Efterfølgende blev han kølet ned med våde håndklæder – det syntes han egentlig ganske godt om.

Efter ca. en time havde vi prøveresultaterne – alle sammen negative på nær en enkelt for noget infektion, så nu får han antibiotika (vi håber de forstod, at han er allergisk over for penicillin).

Derefter var det retur til hotellet igen. Jakob nåede lige at få noget at spise inden de fjernede maden. Ærgerligt at aftenen blev så kort for vi kom til at sidde til bords med nogle ganske hyggelige Schweizere, som vi dog kun nåede at tale kort med. Jonas kvikkede lidt op og så nåede vi lige en tur på legepladsen og en spadseretur på stranden. Og inden nytår og fyrværkeri ringede Mikkel også fra Indien, så vi fik lige sagt godt nytår til ham.

Det var herligt at kunne stå udenfor i korte ærmer og se fyrværkeri over svajende palmetoppe. Godt nytår!

Indtryk af Cambodia

Hvad er det egentlig for et land vi er kommet til – og ikke mindst hvem er cambodianerne. Det er spørgsmål vi har stillet os selv en hel del gange.

Man kan selvfølgelig fokusere på en masse sørgelige sider af landet. En historie med mange krige og konflikter (det er der jo også mange andre lande der har – på denne egn har de bare ikke vundet særlig mange af dem siden storhedstiden fra omkring år 1000 - 1300). Ikke mindst dominerer rædselsperioden med De Røde Khmere jo den blodige fortid med et folkedrab, som kun ganske få historiske tragedier kan leve op til. Carsten Jensen beskriver det i sin ”Jeg har set verden begynde” gennem en række betragtninger og samtaler med mennesker han møder på sin vej gennem Cambodia; fx en episode, hvor han taler med en mand om, hvordan han og hans familie kom igennem det. ”Jo, vi har været heldige. Halvdelen af min familie lever endnu…” Vi opsøger nu ikke de mange vidnesbyrd om denne periode, så den lader vi ligge her.

Også den store fattigdom er sørgelig at være vidne til. Nikolaj har flere gange spurgt til, hvorfor vi ser børn, der arbejder. Han kan ikke forstå de ikke er i skole eller leger. Det er jo svært at forklare – men måske netop derfor, er det en lærerig oplevelse at se.

Men først og fremmest er Cambodia et flot land. Rismarker i små sirlige firkantede inddæmninger. Ud for selv den usleste hytte, ligger en lille dam med flotte store lyserøde åkander. Palmer og kridhvide strande. Ja, der er nok at tage af på bare den lille del af Cambodia vi har set indtil nu.

Og så er det en befolkning med både stor høflighed og værdighed. Vi oplever ikke anmassende sælgere og kun få tiggere. I stedet smil og interesse – ikke mindst overfor Nikolaj og Jonas, der får rigtig mange klap på kinden eller hovedet. Vi bliver også hele tiden spurgt om, hvor gamle børnene er. Desværre taler ret få andre end dem der lige er beskæftiget på hoteller og lignende særlig godt engelsk, så kommunikationen foregår som regel med fagter og tegn – og en masse smil. Det er lidt ærgerligt for mange steder er det netop en fantastisk måde at komme i kontakt med andre, at vi har børn med, men her bliver det så ikke til meget mere end lidt hilsner.

Og så er her bare rigtig mange mennesker. Ja, det er der jo også på Strøget derhjemme, så det er sikkert bare fordi det er et fremmed sted, at vi synes det er specielt. Men gadebilledet er i hvert fald noget anderledes her. Der er motorcykler (eller knallerter) over alt. Forestil jer nogle af de billeder i sikkert kender fra Kina med tusindvis af cyklister, der fylder hele gaden og helt omslutter de få biler, der er. Og erstat så cyklerne med lige så mange ”motos”, der oser, dytter, svinger og maser sig frem. Der er ingen trafikregler her andre end at, ”når jeg dytter så overhaler/drejer/standser jeg”.

Alt transporteres på disse motos. Vi er flere gange blevet spurgt, om vi ikke vil have et lift og har tænkt, om de er komplet vanvittige – vi er jo fire mennesker, men en af dagene så vi seks mennesker hængende på en enkelt motorcykel! Og er der ikke mange mennesker på, så ligger der høns (levende selvfølgelig) eller andet bagage henslængt over styr og sæde. For slet ikke at tale om dem, der har en vogn bagpå – en såkaldt tuk-tuk. Her kan virkelig være mange mennesker eller store læs på. Det er nu vores foretrukne taxa til og fra byen.

En tur med bussen er også underholdende. Er der ikke plads nok, så kommer nogen med et par havestole som så stilles i midtergangen – så er der plads til lidt flere.

Prisniveauet i landet er lavt. Vi kan overnatte her for ca 10 $ pr. nat, hvis vi bare vil have et værelse med senge. Vi har dog lagt ud med et noget højere niveau med 4- og 5-stjernede hoteller, der koster den formidable sum af ca 100 $ pr. nat. Vi lander nok et sted midt imellem på den videre tur. Mad, drikke og øvrige varer er også billige. En dejlig iskold coka cola koster omkring en halv $ og et måltid mad 5-10 $ (dyrere på de lidt finere steder og hoteller).

Vi blev lidt overraskede over, at man ikke prutter så meget om prisen. Vi har flere gange oplevet, at sælgere siger nej og blot lader os gå videre, hvis vi bød for lavt. Men når et par sandaler koster 5 $ er det selvfølgelig også mest for sjov skyld, at man behøver prutte om prisen.

Det er i øvrigt ikke tilfældigt, at vi kun nævner priser i $. Det er den faktiske møntfod her. Alle priser opgives i $ og kun helt småbeløb under 1 $ afregnes i den lokale valuta. I bankernes hæveautomater kan man f.x. også kun hæve $. Så vi nyder godt af den lave dollarkurs.

På marked

Formiddagen gik med en tur til markedet – et snavset, ildelugtende sted, der faldbyder alt mellem himmel og jord.

Vi tog på det lokale marked i dag og købte sandaler og kasketter. Det kostede os den fyrstelige sum af 1-2 $ pr. kasket og 3-5 $ for et par sandaler. Så nu har vi de vigtigste ting fra den forsvundne rygsæk. Det pæne nytårstøj og pæne sko må vi undvære. Snorkeludstyret får vi nok næppe heller igen i ordentlig kvalitet. Det er godt at have sandaler igen – kondisko og 30 C er ikke så god en cocktail.

Markedet var i øvrigt en pudsig oplevelse. Et stort overdækket område, så lugten af tusind mange mennesker, friskslagtede kyllinger og lidt mindre friske fisk blandede sig med lugten fra kloakken, der bestod af en åben rende midt i fortovet – nogle steder dækket med et par brædder, så man ikke falder i. Nikolaj gik og holdt sig for næsen det meste af tiden. Men markedet var ellers som den slags ses andre steder. Små gange med mange madboder også med levende krabber, grøntsager osv. Boder med sandaler, kasketter, tasker, tøj, smykker, vaskepulver ja alt hvad man skal bruge i husholdningen. En stor blanding af alle mulige forskellige varer – og det meste til ganske få dollars.

Jonas tog på et tidspunkt fat i Mette og pegede på en lille dreng. ”Hvorfor har han ikke sko og strømper på mor?” Ja, der var en del børn på Nikolajs alder, der rendte rundt og småtiggede eller bare fulgte nysgerrigt med os rundt.

Mette skulle i øvrigt på toilettet da vi var inde på et af byens apoteker. Hun fik lov at låne deres private, som lå i baglokalet. Og det var noget af en oplevelse! Et fint toilet med træk og slip, men ingen toiletpapir. Det kan enhver jo løbe tør for, men det var nu ikke grunden. Næhh, i stedet lå en klud, som man bare skulle tørre sig med. Og den var ikke nyvasket! Mette kom hurtig ud igen med en kort kommentar: ”Jakob vi skal hjem nu - det kan jeg bare ikke!”

Hvad med vores bagage?

Der er i stadig ikke noget nyt om vores forsvundne rygsæk – eller rettere; der er det nyt, at ingen kan finde den.

Jakob har kontaktet både Phnom Penh Airport Baggage Service, Thai Airways (som vi fløj med fra Bangkok) og Air France (som vi fløj med hjemmefra til Bangkok). Ingen er i stand til at undersøge noget om den forsvundne rygsæk. Det mest almindelig svar er ”Call back tomorrow. It will probably show up.” Air France glimrede ved på sit såkaldte “World Wide baggage service” nummer blot at henvise til Air France i Australien – dem har vi endnu ikke fået til at tage telefonen. Og den mail-adresse Air France oplyser på deres hjemmeside virker ikke.

Baggageservice i lufthavnen i Phnom Penh havde dog fundet en kuffert med mærket Motorola (vi har på PIR-rapporten angivet, at vi har mistet en rygsæk af mærket Wolf!) i Bangkok, der i det mindste var de samme farver som vores rygsæk (sort og grå).

Alt i alt må vi nok sande, at vi ikke får rygsækken at se igen. Heldigvis havde vi pakket sådan, at der var blandet indhold i vores to rygsække – det er således kun en del af vores tøj, to badehåndklæder, shampoo, sæbe, deo og lignende der er forsvundet. Det vi mangler mest er alle vores sandaler og så alt vores snorkel-udstyr.

Så må se, hvad forsikringen kan hjælpe os med senere. Et af kriterier for at få udbetalt forsikringspenge er, at vi har kvitteringer for de ting vi køber. I vores egen verden kan det jo lyde fornuftigt nok, men på et lokalt marked i Cambodia er det med kvitteringer altså ikke lige noget man bruger.

Nå, men alt dette er jo små problemer sammenlignet med, at de fleste mennesker vi møder overhovedet ikke har de ting, vi synes, at vi mangler.

Sokha Beach

Cambodias smukkeste strand, stor pool, god og billig mad. Vi begynder med en dejlig afslappende ferie i det sydlige Cambodia.

Sihanoukville er Cambodias ”solkyst”. Vi havde allerede hjemmefra booket overnatning hen over nytåret på Sokha Beach Hotel. Et fem-stjernet hotel med adgang til den private strand Sokha Beach der efter sigende skulle være blandt de bedste i Cambodia.

Stranden er i hvert fald herlig. Det blødeste fine hvide sand, dejlig lunt vand og ikke for mange bølger. Nikolaj besluttede sig for at udfordre havet med et bygningsværk helt nede i vandkanten. Vi troede ellers, at han var blevet klogere med alderen og de mange forsøg på at vinde over bølgerne på Hawaii på vores jordomrejse [http://jordomrejsen.blogspot.com/2005_12_01_archive.html], men nej. Borgen skulle bygges, så bølgerne kunne fylde vand i voldgraven. Det holdt selvsagt ikke længe, men med stor stædighed byggede Nikolaj og Jakob en stor beskyttelsesvold uden om borgen. Og efter en hel times kamp mod bølgerne (der heldigvis var ganske små) var bygningsværket stabilt nok til at klare sig selv. Og til Nikolajs store begejstring stod det stadig, da vi var på aftentur på stranden.

Jonas er blevet småsyg, så han har ikke været så meget med til strand-aktiviteterne. Han har feber og hoster en del (specielt om natten) – det går forhåbentlig snart over. Han var dog med i vandet, som han syntes var alt for koldt – formentlig kun omkring 27 C!

Desværre vil Mette ikke mere med i vandet på stranden efter Nikolaj og Jakob så en slange svømme rundt. Jakob har prøvet at forklare, at Lonely Planet Guide to Cambodia ikke skriver noget som helst om giftige havslanger, men det hjælper vist ikke. Ærgerligt, for det er virkelig en af de bedste strande vi har været på siden Hawaii.

Vi bor lige ud til stranden, så vi kan også nyde solnedgangen ved vandet – hvis vi altså er præcise. For på disse breddegrader tager det ikke mange minutter for solen at forsvinde, så man skal være klar på stranden præcis kl. 18.

Poolen er også herlig. Jonas synes selvfølgelig også, at den er alt for kold – hvordan vi nogensinde skal få ham i en dansk svømmehal, der vel er 5 C koldere, ved vi ikke rigtig. Men når han først har vænnet sig til det, går det fint, selv om han hårdnakket påstår, at han ikke kan svømme selv – også når vi bare lader ham flyde rundt selv med badevinger på.

Nikolaj er familiens vandhund. Det tog ham ca. et døgn at lære at svømme selv (hans badevinger lå i den forsvundne rygsæk) – selvfølgelig ikke så langt, men det skal nok hurtigt blive bedre. Det er en fornøjelse at se, at han bare kaster sig ud i vandet. Så håber han, at han kan nå at svømme over til den anden side. Det kræver dog et par redningsaktioner fra forældrenes side en gang imellem, når modet rækker længere end kræfterne, men det er jo vores hovedpine. Vi har købt et par svømmebriller til ham (alt vores snorkel-udstyr lå også i den forsvundne rygsæk) og nu dykker han gladelig.

Ellers har vi blot taget en lille tur op til byen og i øvrigt bare nydt det søde og varme liv her ved hotellet.