Hue

Efter 12 timers togtur træder vi ud af toget i den gamle kongeby Hue. Det første vi lægger mærke til er varmen. Senere tager vi til det gamle kongepalads og leger fangeleg på de gamle ruiner.

Det blev en noget afbrudt nat – enten fordi toget skulle forbi stationer (hvilket indebærer en intensiv brug af tog-hornet) eller fordi en af børnene skulle vende sig i sengen. Vi sov dog helt til ved 8-tiden, hvor vores vietnamesiske gæster fortrak fra kupeen og op til spisevognen.

Kl. 11 ankom vi til Hue. Og steg ud af toget til solskin og dejlig varmt vejr (24-26 C). Vi havde booket et billigt hotel, Binh Minh Sunrise II (35 $ for et værelse til 4 med morgenmad, air-con, internet o.s.v.) – og med afhentning på stationen, så kort efter var vi på vej til hotellet. Vi kunne sikkert have fået billigere hoteller ved at følge en af de mange sælgere uden for stationen, men det var nu faktisk rart at slippe for. Og hotellet viste sig at være et af de allerbedste vi har været på.

Vores værelse var allerede klar, da vi ankom fra stationen og så snart vi havde fået bagagen bragt op, var det badetid. Et par dages primitivt liv og en varm nat på toget gjorde badet meget velkomment for os alle. Nikolaj og Jonas brugte lang tid på at blive blødt op i badekarret.

Vi spiste frokost på en restaurant i nærheden. Udmærket mad, men lidt af en udfordring at bestille, for ingen kunne et ord engelsk. Hvordan man kan drive en restaurant i en turistby uden at lære ord som ”water”, ”check/bill, please” er lidt vanskeligt at forstå. Og da vi ville prøve en så speciel bestilling som lidt smør til brødet, måtte Jakob opføre en bedre omgang gæt og grimasser – det begyndte med et brød og en smørekniv men vi måtte helt tilbage til at malke en ko før det gik op for dem, hvad vi savnede.

Efter en eftermiddagslur til alle tog vi en cyclo-tur rundt i byen og op til den gamle bydel. Hue har været kongeby i næsten 500 år indtil monarkiets afskaffelse. Det meste af de gamle paladsbygninger var faktisk velbevaret helt frem til Vietnam-krigen (eller rettere den amerikanske krig som det af åbenlyse årsager hedder her). Men hele området blev voldsomt beskadiget under krigen og er nu under restaurering.


Et pudsigt minde fra krigen er en amerikansk maskingevær-bunker bygget oven på en af de gamle byporte.

Vi kørte videre til det lokale marked og fik endnu engang købt mere fyld til taskerne – men børnene trænger til nye shorts og alle til nye t-shirts.

Rundt om Mai Chau

Efter en hyggelig men lidt hård nat på gulvet i bambushytten vandrede vi en tur gennem rismarker og over et bjerg til en lille landsby, hvor livet gik sin rolige gang med at passe markerne, tøjvask ved brønden, vævning o.s.v. – alt sammen med værktøjer som vi ellers kun ser på museer i Danmark.

Vi havde en ganske hyggelig nat i hytten – lidt køligt, men vi rykkede sammen og sov op ad hinanden alle sammen. Vi stod op til dejligt vejr og spiste morgenmad på et bord nedenunder hytten. Normalt bruges området under pælehytterne ellers kun til opmagasinering og til dyrene – men det er åbenbart også fint til turister :-) Hele konstruktionen med at bygge husene oppe i luften har oprindelig haft tre funktioner (det med affodring af turister og souvenirbutikker er kommet til senere). For det første har det ydet beskyttelse med oversvømmelser. For det andet har det en betydelig kølende effekt i de varme måneder at der er luft under fødderne. Og for det tredje giver det en vis beskyttelse mod dyr som slanger og rovdyr. Alt i alt ganske smart og konstruktionen benyttes i alle landsbyerne endnu.

Efter morgenmad vandrede vi en tur gennem rismarker 10 meter høje bambustræer og i bjergene. Det var sjovt at se, hvordan arbejdet foregår i markerne. Pløjningen foregår stadig flere steder med oksespand – de mest avancerede har en slags kultivator til arbejdet – men det mest almindelige er faktisk håndkraft, en hakke, gode kræfter og god tålmodighed for markerne strækker sig så langt øjet rækker.

Risene er sået på små stykker ude i markerne, der er hævet lidt, så de ikke står under så meget vand. De spirende ris tildækkes af plastic. Enkelte steder var de lige begyndt udplantningen af de små risplanter i markerne. Det foregår selvsagt også ved håndkraft. En risplante ad gangen med bøjet ryg og på bare tæer i de oversvømmede marker – det er også kvindernes job.

Det er sjovt og hyggeligt at se, hvordan risproduktionen foregår – Vietnam er det land i verden der eksporterer mest ris (og så spiser de ca. 90 mio. indbyggere også ganske meget selv). Men også lidt skræmmende, at så mange mennesker stadig arbejder på den måde – til en løn, der for daglejerne er 1-2 $ om dagen. Der var ikke mange arbejdspladser her i landet, der ville overleve et besøg fra det danske Arbejdstilsyn…

Vi fulgte en lille sti op over bjergene og endte nede i en lille landsby, hvor livet gik sin rolige gang med at passe markerne, tøjvask ved brønden, vævning o.s.v. – alt sammen med værktøjer som vi ellers kun ser på museer i Danmark. En gammel kone forklarede os med tegn og fagter, hvordan vævningen foregik. Vi købte et af de tørklæder hun havde vævet og nænnede ikke at prutte om prisen på 20.000 dong (ca. 7 kr). Det tager 1-2 dage at producere!

Selv om alt virker meget primitivt, så er der faktisk strøm de fleste steder og på en enkelt hytte så vi endda en parabolantenne.

Mens Mette og Jakob beundrede landsbyen og landskabet legede Nikolaj og Jonas fangeleg med Heo (vores guide i de seneste tre dage). Heo og chaufføren (Lui – udtales løg) kom vi næsten til at kende på de tre dage vi var af sted sammen. Det er en dyr måde at komme rundt på (450 $ for tre dage med alt betalt) i.f.t. at arrangere besøg og busser selv. Men det har været det hele værd, når vi har børnene med. Dels har de lært Heo at kende og leget med ham. Vi voksne fik også lært ham godt at kende og fik snakket meget om dagliglivet her i Vietnam. Dels var det fedt at have bil og bare kunne holde ind til siden, når der var noget vi ville se. Man må ikke køre med et dansk (eller internationalt) kørekort her i Vietnam, så hvis man vil have bil er man nødt til at leje med chauffør. Og som trafikken er her kan chaufføren ikke forsvarligt både køre bilen og være guide. Endelig vidste Heo selvfølgelig også en del om de steder vi besøgte. Han var uddannet guide – i Vietnam er det en universitetsuddannelse, der tager 4½ år! Det betyder, at de uddannede guider både kan en hel del engelsk og har haft mere historieundervisning end de fleste af os andre. Bureauet der arrangerede turen hed Hanoi Peace Tour - www.hanoipeacetour.vn/english/.

Vi kom tilbage til Hanoi om aftenen og skulle lige slå nogle timer ihjel inden vi skulle med nattoget kl. 23. Vi fandt en restaurant med god mad og ikke mindst med fantastiske isdesserter, så her tilbragte vi et par timer.

Kl. 22 kom vi ombord på vores tog. Der var desværre udsolgt af de gode soft-sleeper kupeer, så vi måtte dele en hard-sleeper kupe med tre vietnamesere. Ikke den bedste nat, men det kunne da gå an. Vi havde tre senge, men brugte den ene til vores bagage og sov så med børnene i de to andre.

Cuc Phuong nationalpark og Mai Chau

En vandretur gennem junglen fyldt med tigre, slanger og aber og en hyggelig aften i en bambushytte ved Mai Chau.

Efter en meget kold nat var det helt fint at begynde dagen med en køretur i en lun bil. Efter godt en times kørsel gennem små landsbyer på veje der næsten ikke var veje nåede vi frem til Cuc Phuong nationalpark. Vi synes, at guiden var lidt rigelig doven, da han insisterede, at vi tog bilen med ind i parken. Men da vi havde kørt de første 20 kilometer var vi nu meget glade for den beslutning.

Da vi endelig kom til en parkeringsplads ventede til gengæld en god vandretur på 6-7 kilometer gennem skoven ud til et 1000 år gammelt kæmpe stort træ. På vejen derud besøgte vi bl.a. en klippehule, hvor der er gjort fund, der stammer fra mennesker for 7500 år siden. Vi havde heldigvis en lommelygte i rygsækken, så vi kunne udforske den kæmpestore hule. Jonas fandt et halstørklæde derinde, som han var sikker på måtte tilhøre nogle af stenaldermenneskerne. Vi sørgede naturligvis for at efterlade det urørt og overlade konserveringen til arkæologerne.Turen gennem skoven bød på mange strabadser. Nikolaj, Jonas og Jakob fandt hurtigt nogle pinde – det bedste våben mod ethvert vilddyr – og drog så på tigerjagt. Der blev nedlagt flere tigre på den tur end selv en krybskytte vil prale med.

Og selv om tigerjagt naturligvis er forbudt, så bragte den spændende jagt os de 3 km ind i skoven til det gamle træ uden at børnene blev trætte – kun på de stejleste trapper måtte Jonas bæres.

På hjemturen var Nikolaj alene om tigerjagten. Jonas fik en højhest hos Jakob og endte med at falde i søvn med hovedet dinglende ned mod Jakob.Nationalparken er også ”rescue center” for aber, der konfiskeres hos krybskytter eller illegale dyrehandler, så et besøg hos aberne var naturligvis også en del af turen.

Vi spiste frokost på et lille spisested i parken. Endnu et sted uden andet bestik end spisepinde, så vi er alle (bortset far Jonas) blevet vældig gode til at spise med pinde.

Efter frokosten skulle vi bare lige køre ca 50-70 kilometer til Thai-landsbyen Mai Chau. Der er hovedvej det meste af vejen, så det burde gå nemt. Desværre er hovedvejen på store stykker endnu kun en planlagt hovedvej, så det er ikke alle steder, der er vej. Turen gik fint men på grund af vejens beskaffenhed, de mange køer og vandbøfler, der hele tiden stod på vejen og cykler med kæmpe læs tog den korte tur næsten tre timer.

Til gengæld blev vi belønnet med en herlig tur det sidste stykke til Mai Chau, hvor vejen snor sig mellem bjergene og løber forbi terrasser af rismarker.

I Mai Chau er vi indlogeret i en bambushytte bygget på store træpæle. Der er kun et stort soverum, men vi har det for os selv – bortset fra, at familien der ejer huset bor lige ved siden af. Heldigvis havde vi lommelygte med for strømmen gik flere gange i løbet aftenen.

Vi spiste en udmærket aftensmad siddende på gulvet og sluttede af med spille yatzy mens vi lyttede til sang og spil fra nogle optrædende i huset ved siden af. Vi gik en aftentur derover og deltog i folkedans og sang – og skål i risbrændevin.

Tilbage i vores hytte havde værtsfamilien fundet myggenet frem til os og snart krøb vi til køjs. Det passede næsten, hvad guiden havde sagt dagen før om at sove på gulvet for den lille tynde madras her er, gør ikke den store forskel. Heldigvis er det blevet lunere i vejret i dag og til aften, så det går nok an. Børnene har det i hvert fald varmt for Mette syede en sovepose til dem af et fleecetæppe.

Hoa Lu

Hoa Lu er den gamle kongeby fra dengang Vietnam for mere end 1000 år siden løsrev sig fra Kina.

I dag begyndte vores luksustur. Tre dage med egen bil, chauffør og guide. Når vi skal bruge næsten tre døgn med dem, var det med at få dem lært ordentligt at kende. Deres navne var svære at udtale, men det lyder som løg (Lui ”et eller andet”) og hero (Heo), så det kalder vi dem.

Vi begyndte med en køretur syd på væk fra Hanoi og ned til Hoa Lu – som er Vietnams første kongeby. På vejen dertil fortalte Jakob historier om, hvordan kong Deng havde fordrevet kineserne fra landet og var blevet konge for godt 1000 år siden. Det gjorde som vanlig Nikolaj meget interesseret i de gamle templer.
Vores guide fortalte os i øvrigt om forskellen mellem pagoder og templer. Pagoder er viet til Buddha, mens templer bruges til at ære bestemte personer – konger, krigshelte, forfædre og lignende. Det første tempel vi så i Hoa Lu var netop til ære for kong Deng.

Efter besøget i kongebyen kørte vi til Tam Coc – en mindre by men kendt for at ligge nær tre grotter. Vi spiste frokost på et hotel ved floden. Jævnt kedelig mad, men Nikolaj var meget glad for deres ged på spid – han spiste næsten alle de tre spid vi fik. Efter frokosten legede Nikolaj og Jonas med en ged udenfor (pudsig måde at lege med maden på) mens vi ventede på en båd, der kunne ro os ned ad floden til de tre grotter.

Endnu engang er det kvinderne, der skal gøre det hårde arbejde. For også her var det en kvinde der satte sig til årene – endda på den noget specielle måde, at hun roede med fødderne.

Hun roede os en hyggelig tur en times tid ned ad floden, der løber langs marker, hvor bønderne (igen kvinderne) på bare fødder var ved at plante de helt nye risplanter i de oversvømmede marker. Det må være en kold fornøjelse for det var stadig ikke over 15 grader.

Mens Jonas sov fra det hele, oplevede vi andre sejlturen gennem grotterne, som floden løber lige igennem. Den længste er grotterne eller tunnelerne – er over 100 meter lang og da der samtidig kun er 1-2 meter til klippeloftet, føler man næsten, at hele bjerget presses ned over os. Det var i øvrigt netop, hvad der skete for den kinesiske hær, da den invaderede Vietnam og Kong Deng II fik en drage til at hoppe så hårdt på bjerget, at det trykkede de kinesiske soldater flade – i hvert fald ifølge en af Jakobs historier. Og den må være sand for Nikolaj kunne stadig se spor efter de maste soldater…

Aftensmaden fik vi igen på hotellet. Vi havde godt nok skiftet plads til en anden restaurant end ved frokosten, men menuen var stadig fuldstændig den samme. Det er nu godt nok kedeligt, når vi tænker på, hvor god mad, vi ellers får her, at vi skulle spise det samme kedelige mad to gange.

Efter aftensmaden var det direkte under dynerne – ikke fordi vi var trætte endnu, men fordi der næppe var mere end 12 garder på værelset. Vægge, vinduer og døre var så utætte, at vi lige så godt kunne sove udenfor. Men som vores guide sagde, da vi talte om de kolde værelser ved middagen ”i morgen skal vi sove på gulvet i en bambushytte – det bliver helt sikkert koldere, så det er nok meget godt, at I vænner jer til det :-)”.

Duftenes pagode

En meget kold dag med regnfuld sejltur til Hoang Son bjergene, hvor vi besøgte ”Duftenes pagode” i en klippehule oppe på et bjerg.

I dag var endnu koldere end de foregående dage – i hvert fald under 15 grader. Vi købte billetter til en turbus til ”Perfume Pagoda” – duftenes pagode. Men turen begyndte med en times ventetid på bussen – lidt irriterende, men her i Vietnam er det standard, at man ikke skal regne med de tidspunkter, der aftales. Jakob har det nemt med sit ”Harder-kvarter” – det regnes ikke for noget her at være et kvarter forsinket.

Der var en lang køretur ud til den landsby vi skulle til. Nikolaj brugte en stor del af tiden med sin elskede PSP og LEGO Star Wars spillet.

Fra landsbyen roede en stærk kvinde os ud til bjerget, hvor pagoden ligger. Hun roede os alle fire samt guiden – og naturligvis sig selv – i en hel time. Og det i sådan en fart, at vi overhalede adskillige andre både.
Måske var det for at holde varmen, at hun havde så travlt. I hvert fald var det en meget kold og våd tur. Vi var godt kolde, da vi kom frem til foden af bjerget. Mens Jakob skaffede noget varm suppe, lykkedes det Jonas at falde, så lang han var, i en stor vandpyt.

Inden vi skulle op på bjerget var det frokosttid. Vi fik et ganske udmærket måltid mad. Ris og forskellige kødretter vi ikke helt kunne få en forklaring på, hvad var. Det var nu fint nok, og vi blev først lidt beklemte, da vi på vej om til toilettet opdagede, at der bag køkkenet stod tre bure – det første med kyllinger (fint nok), det andet med en hund (mon vi har spist hund?) og det tredje med en hel masse katte (kan man spise kat?).

Turen op ad bjerget tog vi med en svævebane og kort efter stod vi ved pagoden. Det er en klippehule med flotte klippeformationer og drypsten, hvor det første man møder er en imponerende klippeformation, der udgør det naturlige alter i pagoden. Inde i klippehulen var der blomster overalt og duften fra de mange blomster blandede sig med lugten fra et væld af tændte røgelsespinde.

Retur i Hanoi var det tid til at pakke for vores ophold i hovedstaden sluttede næste morgen. Jakob måtte af sted på moto efter vasketøj. På vejen forsøgte han at finde transport fra Hanoi til Hue. Desværre var både fly og de gode sovevognspladser (soft sleeper) udsolgt, så det viste sig noget vanskeligere at skaffe transport videre fra Hanoi, end vi havde ventet. På stationen fik Jakob fat i nogle nattogsbilletter i ”hard sleeper” kategorien. Så må vi se, hvordan det er, når vi skal af sted den 19. januar kl. 23 – der var desværre ingen ledige pladser på toget kl. 19, så vi skal holde børnene længe oppe den dag. Til gengæld er toget først fremme i Hue kl. 10 næste formiddag.

Det var sidste aften på vores kolde hotelværelse. Vi spiste nutellamadder på værelset til Nikolaj og Jonas' store tilfredshed. Og så fandt vi endelig ud af, hvorfor vi ikke kunne varme rummet op – et vindue vi ikke havde opdaget stod åbent. Sikke dejlig varmt, vi sov denne sidste nat.

Tilbage i Hanoi

Det er blevet vinter i Hanoi. Vi har fundet de lange bukser og jakkerne frem på vores rundtur rundt i byen.

Dagen begyndte med, at vi åbnede døren til balkonen for at nyde den friske morgenluft – og blev mødt med en kold og våd vind. Det er blevet rigtig koldt – vel omkring 14-16 grader, så vi måtte i lange bukser og jakker før vi kunne tage af sted til det historiske museum. Trods den kolde luft blev det til en hyggelig spadseretur gennem Hanois gamle centrum. Vi så nationalteatret, regeringens gæstebolig og andre meget imponerende bygninger fra den gamle kolonitid.

Desværre viste det sig, at museet – som så mange andre museer verden over – har lukket om mandagen. Men da vi ikke lige følger med i dagene, brugte vi noget tid på at finde en åben indgang, indtil en venlig sjæl forklarede os, at det var lukkedag i dag. Det var selvfølgelig surt, men også en pudsig påmindelse om, at vi holder så meget fri, at vi ikke holder styr på dagene. Ifølge Steen og Stoffer er det topmålet for enhver ferie at holde så meget fri, at man glemmer, hvad dag det er (og i øvrigt er ligeglad). Så det er vel tegn på, at det er lykkedes os! Vi er endda også begyndt at glemme kameraet, som ellers altid er vores faste følgesvend – så der er ingen billeder fra i dag.

I stedet for museumsbesøget tog vi en cyclo rundt i Hanoi og endte oppe i de gamle markedsgader igen. Vi har været lidt sløve med at få vasket, så vi måtte købe lidt tøj.

Om eftermiddagen så vi vand-dukke teater. Jonas var vældig bange – indtil det gik i gang. Så var han helt opslugt af de sjove dukker, drager, fugle og fisk, der opførte teater i og på vandet som scenen består af. Netop som Nikolaj var ved at falde i søvn i den varme sal, dukkede den gyldne skildpadde op ad vandet til Nikolajs store begejstring. Skildpadden har været hovedfiguren i flere af historierne, som Jakob fortæller om det gamle Hanoi og Vietnam.

Vi brugte noget af aftenen på at planlægge den videre rejse. Hvis vi skal have booket nogle flybilletter må vi hellere se at finde ud af hvornår. Og så måtte Jakob en aftentur til backpacker-kvarteret for at finde en billig vasketøjsservice for med de priser hotellet tager er det lige så billigt at købe nyt tøj.

Ha Long Bugten

Vi har tilbragt to dage på Ha Long bugten – en kæmpe bugt overstrøet med mere end 3000 små og større klippeøer fyldt med drypstenshuler, små laguner og en mængde mærkelige klippeformationer.

Cambodia har det menneskeskabte Angkor Wat. Og Vietnam har den naturskabte Ha Long bugt. Det er ikke uden grund, at Ha Long bugten er Vietnams (måske) største turistattraktion. En hel flåde af turistbåde bringer hver dag tusindvis af turister ud på bugten. Heldigvis dækker bugten så stort et område, at vi efter at have sejlet en times tid eller to hurtigt fik fornemmelsen af at være alene på bugten.

Vi havde overvejet om vi skulle ofre penge på at chartre vores helt egen båd for at have det helt for os selv. Vi endte med i stedet at tage en af de bedre turbåde i mellemprisklassen. En lille båd til kun os fire ville nok hurtig blive for trang for ungerne. Og næsten godt det samme for på den relativt store båd, vi nu kom med, var vi kun ti gæster om bord foruden de syv der var med til at varte os op. Vi nød formentlig godt af at være uden for højsæsonen – det er jo vinter her – så der var langt fra fyldt op.

Desuden var både mandskab og de seks andre gæster vældig flinke og vi faldt hurtigt godt i snak med dem. Et venindepar fra Sydney og to vennepar fra vestaustralien (Broum eller sådan noget). Det var glimrende – så kunne vi blive ladet op til en eventuel fremtidig rejse til Australien, for de mente bestemt ikke, at vi havde oplevet Australien ved kun at være på tur op langs østkysten. Ærgerligt at vi ikke fik navne eller e-mails til dem. Det var mennesker vi sagtens kunne ringe på hos, hvis vi vender tilbage til Australien en gang.

At tage hertil uden for højsæsonen er selvfølgelig lidt satset. Bare ugen forinden havde der været under 12 grader, men i dag skinnede solen fra en næsten skyfri himmel og termometeret viste 26 grader – sikke en vinter!

Efter at vi lige havde fundet vores kahyt slog vi os ned på soldækket og nød solen og udsigten, der dog den første times tid var noget præget af, at næsten alle bådende havde afgang samtidig, så vi sejlede nærmest i kø. Efterhånden som det tyndede ud i bådene og vi kom et stykke ud på bugten, kunne vi rigtig nyde udsigten. Her er virkelig smukt. En slags blanding af skærgården, utrolige klippehuler og frodig regnskov.Frokosten indtog vi i restauranten med udsigt ud over den smukke bugt. Men det var nu svært ikke at rette fokus mod maden for det var meget overdådigt – og selv om det var en fiskemenu spiste både Jakob og Nikolaj løs af vores 5-retters frokostmenu.

Først fik vi kæmperejer. De var så store, at Jonas – som ellers elsker rejer – nærmest blev bange for dem. I hvert fald turde han ikke spise dem. Muslingerne var ikke noget hit, men både Nikolaj, Mette og Jakob fik smagt på dem. De store krabber krævede en del arbejde med at få knækket kløerne, så man kan få fat i det gode kød. Og så var der friske blæksprutter, noget fisk vi aldrig fandt ud af, hvad var – og så pommes fritter og ris. De sidste to ting fik endelig Jonas til at spise noget.
Alt i alt en overdådig frokost, fornemt anrettet og med en fantastisk udsigt ud af vinduet. Det var som sagt endda nok til, at Nikolaj og Jakob spiste fisk.

Efter frokosten fik Nikolaj og Jonas en æske ridderlego hver, som de havde købt dagen før. Så var de beskæftiget den næste times tid, mens Mette og Jakob nød udsigten. Lego er jo altså fantastisk legetøj. To små æsker og så har børnene leget lige siden. Vi fik endda introduceret både de australske gæster og halvdelen af det vietnamesiske mandskab til lego. Og mens Jakob og Mette slappede af på soldækket sad Nikolaj, Jonas og vores turguide og legede med lego.

Om eftermiddagen lagde vi til ved en kæmpe drypstenshule (Hang Dau Go), som vi vandrede igennem. Og efter en kort sejltur lagde vi til ved en høj klippeø, hvor Nikolaj og Jakob nåede at bestige bjergtoppen og få en dukkert.

Hen mod aftenen kastede vi anker i en godt afskærmet vig. Aftensmaden var endnu mere overdådig end frokosten. Et væld af retter serveret med de mest kunstfærdigt udskårne grøntsager vi nogensinde har set.

Vi begyndte igen med kæmperejer med ”tulipaner” skåret af forskellige grøntsager. Der var bl.a. også forårsruller, fyldte krabber, kylling og en fisk, som vi har givet navnet ”mudderfisk” efter smagen. Hertil selvfølgelig grøntsager og ris (og ketchup til Jonas).

Det er skønt at blive vartet op et sted, hvor tjenerne rent faktisk ved, hvordan man serverer mad og vin.

Aftenen bød på blækspruttefiskeri. Det var hyggeligt at sidde med fødderne dinglende ud over rælingen, men blæksprutter fik vi altså ikke fanget. Muligvis fordi kombinationen af vores larmende børn og højrøstede australier ikke virkede tiltrækkende på blæksprutterne. Aftenen gik med hyggelig snak og endte med, at Nikolaj og Jonas fik sunget godnatsange af alle de andre gæster. Det var tilsyneladende effektivt for begge børn sov inden godnathistorien var slut.

Der er ikke noget med at sove længe, når man skal til søs. Ikke nok med, at vi skulle have været af sted 7.30 fra Hanoi (bussen var selvfølgelig en time forsinket), turens anden dag begyndte kl. 7 med morgenvækning og en let morgenmad.

God mad og vin suppleret med stærk risbrændevin til natfiskeri efter blæksprutter gjorde det ellers hårdt at komme tidligt op. Men vi blev hurtigt friske, da vi i en lille bambusbåd sejlede hen til en klippehule – eller rettere et hul i klippen. For på den anden side lå, helt afskærmet fra havet, en lagune, hvor der var smukt og mere stille end man kan forestille sig.
Desværre var vejret slået om. Det var overskyet og blæste. Vi måtte endda have vores fleecetrøjer på hele formiddagen – men så har de da ikke været slæbt med forgæves.

Vi spiste brunch – endnu engang ganske overdådigt selv om det ikke kunne måle sig med de foregående måltider – mens vi sejlede videre. Omkring frokosttid var vi tilbage i havnen i Ha Long City. Her var stadig kaos og mennesker og både overalt. Det virker ikke som om nogen tager ansvar for at finde de rigtige både og busser. Om vi nogensinde kom med den rigtige båd, ved vi i øvrigt heller ikke. Det vi oplevede svarede sådan set ikke til beskrivelsen af den tur, vi havde købt. Men alt var bare i orden og turen var rigtig god, så pyt med det.

Lidt mere ærgerligt var det, at der heller ikke er styr på det med busserne for vi kom ikke med den bus, der skulle køre til vores hotel.

Efter lang ventetid havnede vi i en meget overfyldt bus, der vist nok havde til opgave at samle ”de glemte” turister op mens den sneglede sig ind mod Hanoi til stor bekymring for en hollandsk pige, som Jakob var blevet klemt ned ved siden af. Hun skulle nemlig nå et fly. Følgende lille ordveksling illustrerer meget godt engelsk-niveauet hos de fleste guider:

Dutch girl: ”Excuse me, I can see we are late and I have a plane to catch. Can I get off the bus and take a taxi to the airport?” Guide: “Sure, sure. Where are you going?” Dutch girl: “To Holland”. Guide: “I know Holland – you have to take a plane! Dutch girl: “Thank you, I know that. I have a ticket.” Guide: “Good, but you have to go to the airport.” Dutch girl: “I was trying to ask whether it was faster for me to get off the bus and take a taxi to the airport.” Guide: “yes, yes…” Og så vendte han tilbage til forsædet og der skete ikke mere. Da vi standsede i Hanoi en times tid senere, sprang pigen ud og af sted i en taxa. Vi håber, at hun nåede sit fly :-)

Alt i alt en rigtig god tur – det eneste vi fortryder er nok, at vi ikke tog en endnu længere tur med en dag og en nat mere på bugten.

Det var bestemt pengene værd at vælge en af turene i mellemprislejet i stedet for de billigste. Jakob talte med en tysk foto-journalist fra Cambodia, som vi havde mødt tidligere. Han var endt på en båd med så mange turister, at der ikke var siddepladser til alle i restauranten og hvor maden var sluppet op inden alle havde fået. Båden havde i øvrigt ligget stille det meste af tiden.

Tilbage i Hanoi indlogerede vi os på det samme hotel – vores værelse fra tidligere var optaget, men vi fik en suite i stedet – så nu har vi masser af plads, store senge, balkon og stort badeværelse. Skønt.