fredag den 11. januar 2008
Velkommen til Hanoi
Så er vi i Hanoi. En meget moderne by i forhold til Cambodia. Vi brugte den første dag på at slentre gennem den gamle bydel og spise – ja, hvad var det egentlig vi spiste?
Vores hotel ligger næsten lige ved Hoan Kiem søen, som vi allerede kendte meget til. Jakob har nemlig fortalt historier om søen og ikke mindst den gyldne skildpadde, der efter sigende lever i søen og kun kommer frem, når Hanoi trues af fjender. Og som Nikolaj påpegede, ”så kan det jo godt være rigtigt”, så vi spejdede grundigt efter guldskildpadder i søen – desværre uden held. Men Hanoi er selvfølgelig ikke truet af fjender lige nu. Tværtimod hænger der stadig plakater fra sidste års fejring af 35-året for Vietnams sejr i ”den amerikanske krig”.
På vej til søen var vi en tur i banken. Og sikke rige vi nu er. Vi begyndte dagen med at hæve 1,5 mio dong! (Som dog kun svarer til omkring 500 DKK.) I den gamle bydel ligger en række markedsgader med navne efter professionen i gaden. I sølvgaden er stort set alle de handlende fx sølvsmede. Det er en lidt spøjs form for specialisering. Men de enkelte butikker er endnu mere specialiserede. At en butik kan have bælter eller endog hårspænder som speciale er måske til at forstå. Men hvordan nogen finder på at indrette en butik, der kun handler med hjørne-hylder til badeværelser (de der stål-nogen de fleste har i bruse-nichen), er os ikke helt klart.
Vores hotel ligger næsten lige ved Hoan Kiem søen, som vi allerede kendte meget til. Jakob har nemlig fortalt historier om søen og ikke mindst den gyldne skildpadde, der efter sigende lever i søen og kun kommer frem, når Hanoi trues af fjender. Og som Nikolaj påpegede, ”så kan det jo godt være rigtigt”, så vi spejdede grundigt efter guldskildpadder i søen – desværre uden held. Men Hanoi er selvfølgelig ikke truet af fjender lige nu. Tværtimod hænger der stadig plakater fra sidste års fejring af 35-året for Vietnams sejr i ”den amerikanske krig”.
På vej til søen var vi en tur i banken. Og sikke rige vi nu er. Vi begyndte dagen med at hæve 1,5 mio dong! (Som dog kun svarer til omkring 500 DKK.) I den gamle bydel ligger en række markedsgader med navne efter professionen i gaden. I sølvgaden er stort set alle de handlende fx sølvsmede. Det er en lidt spøjs form for specialisering. Men de enkelte butikker er endnu mere specialiserede. At en butik kan have bælter eller endog hårspænder som speciale er måske til at forstå. Men hvordan nogen finder på at indrette en butik, der kun handler med hjørne-hylder til badeværelser (de der stål-nogen de fleste har i bruse-nichen), er os ikke helt klart.
Den gamle bydel er i øvrigt også meget præget af de store gamle byggerier fra kolonitiden. De er vældig flotte. Men der er også blevet plads til en lang række traditionelt moderne glas-kontorbygninger.
I det hele taget er det en meget anderledes by end, hvad vi har oplevet i Cambodia. Alt virker pænere, nyere, mere moderne og mindre fattigt. Det er et helt andet land (eller i hvert fald en helt anden by).
Vi brugte noget af eftermiddagen mens Jonas sov middagslur på at finde hotel til de næste dage og arrangere en tur til Ha Long bugten, hvor vi skal overnatte på en båd.
Senere på eftermiddagen ville vi tage en ”cyclo” (cykel-taxa) rundt i byen. Det var dog slet ikke nemt at få fat på – overhovedet ikke som i Cambodia, hvor der alle steder holdt mindst et par tuk-tuk’er på hvert gadehjørne. Det blev derfor i stedet til en spadseretur, der desværre medførte alvorlige knæskader på både Nikolaj og Jonas, da de midt i en fangeleg faldt og fik små hudafskrabninger.
Da vi opgav at få fat i en cyclo fandt vi i stedet en hyggelig vietnamesisk restaurant med udsigt over Ho Thien Quang søen og Lenin-parken. Den var så vietnamesisk, at ingen kunne et eneste ord på engelsk, men vi fik da forklaret med tegn og fagter, at børnene gerne ville have noget med kylling og til Mette og Jakob måtte de selv finde på noget.
Det blev spændende. Nikolaj og Jonas fik en hel stegt kylling med ris. Og det var virkelig en hel kylling med hoved, tæer og det hele. Jonas ville ikke have noget fordi de ikke havde ketchup (selv om tjeneren nikkede glad, da vi bad om ketchup og kom med en skålfuld chilisovs). Men Nikolaj spiste en hel kylling, så ham bekom det i hvert fald vel. Mette og Jakobs ret viste sig at være en hel kogt and. Igen skulle ”hel” taget ganske bogstaveligt for da Jakob løftede låget af gryden kiggede andehovedet lige op til ham :-). Det smagte nu ganske udmærket og vi gik glade og meget mætte derfra. Og 300.000 fattigere (100 DKK).
I det hele taget er det en meget anderledes by end, hvad vi har oplevet i Cambodia. Alt virker pænere, nyere, mere moderne og mindre fattigt. Det er et helt andet land (eller i hvert fald en helt anden by).
Vi brugte noget af eftermiddagen mens Jonas sov middagslur på at finde hotel til de næste dage og arrangere en tur til Ha Long bugten, hvor vi skal overnatte på en båd.
Senere på eftermiddagen ville vi tage en ”cyclo” (cykel-taxa) rundt i byen. Det var dog slet ikke nemt at få fat på – overhovedet ikke som i Cambodia, hvor der alle steder holdt mindst et par tuk-tuk’er på hvert gadehjørne. Det blev derfor i stedet til en spadseretur, der desværre medførte alvorlige knæskader på både Nikolaj og Jonas, da de midt i en fangeleg faldt og fik små hudafskrabninger.
Da vi opgav at få fat i en cyclo fandt vi i stedet en hyggelig vietnamesisk restaurant med udsigt over Ho Thien Quang søen og Lenin-parken. Den var så vietnamesisk, at ingen kunne et eneste ord på engelsk, men vi fik da forklaret med tegn og fagter, at børnene gerne ville have noget med kylling og til Mette og Jakob måtte de selv finde på noget.Det blev spændende. Nikolaj og Jonas fik en hel stegt kylling med ris. Og det var virkelig en hel kylling med hoved, tæer og det hele. Jonas ville ikke have noget fordi de ikke havde ketchup (selv om tjeneren nikkede glad, da vi bad om ketchup og kom med en skålfuld chilisovs). Men Nikolaj spiste en hel kylling, så ham bekom det i hvert fald vel. Mette og Jakobs ret viste sig at være en hel kogt and. Igen skulle ”hel” taget ganske bogstaveligt for da Jakob løftede låget af gryden kiggede andehovedet lige op til ham :-). Det smagte nu ganske udmærket og vi gik glade og meget mætte derfra. Og 300.000 fattigere (100 DKK).
torsdag den 10. januar 2008
På vej til Vietnam
Sidste dag i et stykke tid med varme og swimming pool, så vi blev på hotellet i Siem Reap det meste af dagen indtil vi skulle i lufthavnen. Det lykkedes endda endelig at få lokket Jonas med i poolen inden vi fløj til Hanoi.
Vi nåede også et smut forbi det gamle marked i Siem Reap inden afrejse. Mette købte flere tasker og Nikolaj og Jonas fik sig en elefantbluse hver.
Vores tuk-tuk-chauffør dukkede desværre ikke op ved hotellet kl 17 som aftalt. Det var nemt at få en anden til at køre os til lufthavnen, men vi havde jo næsten fået lært ham at kende, så det var nu lidt ærgerligt. Men han har vel fået en bedre tur, så det er ok.
Flyet til Hanoi var desværre forsinket 40 minutter – ikke det store, men da klokken var ved at være hen mod børnenes sengetid var det nu lidt ærgerligt. Til gengæld gik det vældig hurtigt, da vi kom til Vietnam.
Vi blev igen hjulpet af vores børn. Vi blev nemlig som de eneste ledt igennem diplomat-udgangen, hvor pas- og visumekspedition gik lynhurtigt og uden kø. Herligt.
Den næste positive overraskelse var, at der stod en chauffør og viftede med et ”C&C Travel” skilt, da vi kom ud. Vi havde godt nok ladet rejsebureauet booke den første nat i Hanoi, men anede ikke, at de havde arrangeret pickup i lufthavnen. Så kort tid efter landing kunne vi tjekke ind på HoaBinh Hotel i hjertet af Hanoi. Det er et flot, gammelt hotel, der dog ikke er synderlig velholdt i de senere år. Lidt lavere standard end vi har haft hidtil (skønt det er et dyrere hotel), men med perfekt beliggenhed.
Vi nåede også et smut forbi det gamle marked i Siem Reap inden afrejse. Mette købte flere tasker og Nikolaj og Jonas fik sig en elefantbluse hver.
Vores tuk-tuk-chauffør dukkede desværre ikke op ved hotellet kl 17 som aftalt. Det var nemt at få en anden til at køre os til lufthavnen, men vi havde jo næsten fået lært ham at kende, så det var nu lidt ærgerligt. Men han har vel fået en bedre tur, så det er ok.
Flyet til Hanoi var desværre forsinket 40 minutter – ikke det store, men da klokken var ved at være hen mod børnenes sengetid var det nu lidt ærgerligt. Til gengæld gik det vældig hurtigt, da vi kom til Vietnam.
Vi blev igen hjulpet af vores børn. Vi blev nemlig som de eneste ledt igennem diplomat-udgangen, hvor pas- og visumekspedition gik lynhurtigt og uden kø. Herligt.
Den næste positive overraskelse var, at der stod en chauffør og viftede med et ”C&C Travel” skilt, da vi kom ud. Vi havde godt nok ladet rejsebureauet booke den første nat i Hanoi, men anede ikke, at de havde arrangeret pickup i lufthavnen. Så kort tid efter landing kunne vi tjekke ind på HoaBinh Hotel i hjertet af Hanoi. Det er et flot, gammelt hotel, der dog ikke er synderlig velholdt i de senere år. Lidt lavere standard end vi har haft hidtil (skønt det er et dyrere hotel), men med perfekt beliggenhed.
Farvel til Cambodia
De første knap to uger af rejsen er gået og vi forlader Cambodia. Det er et land, der har meget mere at byde på end de berømte templer i Angkor.
Vi har bestemt ikke fortrudt, at vores rejse er begyndt med 14 dage i Cambodia – det har ikke været en dag for meget – tværtimod. Dels har vi jo kun oplevet en del af landet – hele den østlige del af landet har vi ikke besøgt. Og dels kunne vi godt have brugt lidt mere tid, flere af de steder vi var. Men det er jo kun positivt.
Cambodia er et land vi klart vil anbefale andre at besøge. Der er spændende natur og kultur (med Angkor Wat som højdepunktet). Vejret er godt, i den sydlige del ved Sihanoukville er der gode strande, maden er god, alle er flinke og alt er meget billigt.
Desværre var det en noget lang rejse hertil. Det tog mere end 24 timer fra vi tog fra København, til vi var fremme. Den lange udrejse har til gengæld været med til, at vi har hurtigt har skiftet over til ”rejse-stemning” og de fleste hverdags-opgaver og problemer hjemme er lagt helt væk. Også Nikolaj har helt ubesværet skiftet over til ”globetrotter-formen”. Kun Jonas var lang tid om det og i den første uge havde han decideret hjemve og savnede ”det blå hus” og vuggestuen. Det hang nok også sammen med, at han var syg.
Det har været nemt at rejse rundt med børnene. Alle steder vil folk gerne hilse på børnene og hjælpe til – som fx da vores bus til Siem Reap brød sammen, hvor der kun gik et øjeblik før nogen havde rullet tæpper ud på en skyggefuld terrasse til Nikolaj og Jonas. Nikolaj og Jonas synes nu oftest selv, at det er lidt irriterende, men hvem af os andre ville også nyde, at 50-100 mennesker om dagen klappede en på kinden eller aede os på hovedet og plaprede løs på et sprog vi ikke forstår! I det hele taget har vi stort set kun mødt venlige, smilende og imødekommende mennesker.
Det er nemt at komme rundt. Når busserne ikke lige bryder sammen er der rimeligt komfortable busser mellem hovedbyerne. Lokalt er ”tuk-tuk” det bedste transportmiddel – eller en ”moto”, hvis man bare er sig selv. Trafikkulturen er fantastisk. Der er to trafikregler. Dyt hele tiden, så andre ved du kommer. Og vis hensyn. Selv om det virker meget kaotisk, så fungerer det faktisk ganske godt – kommer man fx kørende i modsatte vejbane fordi man skal svinge til venstre lidt længere fremme, er der ingen sure miner over det – folk kører bare lidt til siden og giver plads. Og at se, hvordan 100 motos på under 30 sekunder kan flette forbi hinanden i et kryds er imponerende. Kunne danskere køre sådan ville mange trafikproblemer være løst ;-)
Maden er god. Hovedingredienserne er ris og fisk, men da vi ikke er de store fiskespisere er det rart, at det har været nemt at få meget andet end fisk (friturestegte kakerlakker og edderkopper har vi dog sprunget over). Maden er også vældig billig. Vi spiste som regel alle fire for omkring 100 kr. På de rigtig gode og pæne restauranter op til 150-200 kr. Og i de billige gadekøkkener noget mindre. Eneste anke omkring maden er, at hvis den ikke bliver serveret samtidig til os alle, men efterhånden som den bliver færdig. Det betyder, at hvis man vælger en ret, som tager lang tid at tilberede, så kommer den først ind, når de andre er kommet til desserten.
I det hele taget er prisniveauet meget lavt – nogle gange er det næsten pinligt at prutte om prisen. Mette købte fx en pæn taske, hvor vi forhandlede om prisen skulle være 3 eller 5 $ (den endte på 3½ $).
Naturen er også flot. Selv om klimaet er varmt giver Tonlé Sap søen næring og væde til frodige landskaber mange steder – og særligt rismarkerne dækker en stor del af landet.
Og så er der naturligvis Angkor Wat og de andre imponerende templer i området ved Siem Reap. De er i sig selv et besøg til Cambodia værd og har inspireret til mange spændende eventyr, når Jakob fortæller godnat-historier.
Der er selvfølgelig også de mere dystre sider af Cambodia. For det første den historiske byrde som folkemordet under Pol Pot indebærer. I dag er det en turistattraktion at se fx ”Killing Fields”. Det er nu ikke noget, vi har opsøgt.
For det andet er der også stor fattigdom. Tiggere er godt nok et sjældent syn, men det er tydeligt, at mange kun lige har til dagen og vejen. De gange vi har hyret chauffør eller lignende opkræves en timeløn på omkring 2 $! Vi har flere gange skulle forklare Nikolaj, hvorfor det er, at børn er nødt til at arbejde her som alt fra gadesælgere til vejarbejdere. Også mineofrene, der mangler et eller begge ben har givet anledning til mange spørgsmål fra Nikolaj. Vi har også tænkt nogle gange på de mennesker, der mistede alt, da markedet i Sihanoukville brændte. Forsikringer, kontanthjælp, sygesikring – det er alt sammen fremmedord her.
Vi har valgt at betragte det på den måde, at vi jo med vores besøg både lærer en del om, hvor privilegerede vi egentlig er i Danmark. Og samtidig medbringer ”cool cash”.
I den mere praktiske ende er transport-infrastrukturen som nævnt rimelig god og nem. Det var ligeledes nemt at finde internetforbindelser. Og så var strømafbrydelserne sjældne selv om vi specielt i Sihanoukville havde et par gange om dagen, hvor strømmen forsvandt et øjeblik.
Vi har bestemt ikke fortrudt, at vores rejse er begyndt med 14 dage i Cambodia – det har ikke været en dag for meget – tværtimod. Dels har vi jo kun oplevet en del af landet – hele den østlige del af landet har vi ikke besøgt. Og dels kunne vi godt have brugt lidt mere tid, flere af de steder vi var. Men det er jo kun positivt.
Cambodia er et land vi klart vil anbefale andre at besøge. Der er spændende natur og kultur (med Angkor Wat som højdepunktet). Vejret er godt, i den sydlige del ved Sihanoukville er der gode strande, maden er god, alle er flinke og alt er meget billigt.
Desværre var det en noget lang rejse hertil. Det tog mere end 24 timer fra vi tog fra København, til vi var fremme. Den lange udrejse har til gengæld været med til, at vi har hurtigt har skiftet over til ”rejse-stemning” og de fleste hverdags-opgaver og problemer hjemme er lagt helt væk. Også Nikolaj har helt ubesværet skiftet over til ”globetrotter-formen”. Kun Jonas var lang tid om det og i den første uge havde han decideret hjemve og savnede ”det blå hus” og vuggestuen. Det hang nok også sammen med, at han var syg.
Det har været nemt at rejse rundt med børnene. Alle steder vil folk gerne hilse på børnene og hjælpe til – som fx da vores bus til Siem Reap brød sammen, hvor der kun gik et øjeblik før nogen havde rullet tæpper ud på en skyggefuld terrasse til Nikolaj og Jonas. Nikolaj og Jonas synes nu oftest selv, at det er lidt irriterende, men hvem af os andre ville også nyde, at 50-100 mennesker om dagen klappede en på kinden eller aede os på hovedet og plaprede løs på et sprog vi ikke forstår! I det hele taget har vi stort set kun mødt venlige, smilende og imødekommende mennesker.
Det er nemt at komme rundt. Når busserne ikke lige bryder sammen er der rimeligt komfortable busser mellem hovedbyerne. Lokalt er ”tuk-tuk” det bedste transportmiddel – eller en ”moto”, hvis man bare er sig selv. Trafikkulturen er fantastisk. Der er to trafikregler. Dyt hele tiden, så andre ved du kommer. Og vis hensyn. Selv om det virker meget kaotisk, så fungerer det faktisk ganske godt – kommer man fx kørende i modsatte vejbane fordi man skal svinge til venstre lidt længere fremme, er der ingen sure miner over det – folk kører bare lidt til siden og giver plads. Og at se, hvordan 100 motos på under 30 sekunder kan flette forbi hinanden i et kryds er imponerende. Kunne danskere køre sådan ville mange trafikproblemer være løst ;-)
Maden er god. Hovedingredienserne er ris og fisk, men da vi ikke er de store fiskespisere er det rart, at det har været nemt at få meget andet end fisk (friturestegte kakerlakker og edderkopper har vi dog sprunget over). Maden er også vældig billig. Vi spiste som regel alle fire for omkring 100 kr. På de rigtig gode og pæne restauranter op til 150-200 kr. Og i de billige gadekøkkener noget mindre. Eneste anke omkring maden er, at hvis den ikke bliver serveret samtidig til os alle, men efterhånden som den bliver færdig. Det betyder, at hvis man vælger en ret, som tager lang tid at tilberede, så kommer den først ind, når de andre er kommet til desserten.
I det hele taget er prisniveauet meget lavt – nogle gange er det næsten pinligt at prutte om prisen. Mette købte fx en pæn taske, hvor vi forhandlede om prisen skulle være 3 eller 5 $ (den endte på 3½ $).
Naturen er også flot. Selv om klimaet er varmt giver Tonlé Sap søen næring og væde til frodige landskaber mange steder – og særligt rismarkerne dækker en stor del af landet.
Og så er der naturligvis Angkor Wat og de andre imponerende templer i området ved Siem Reap. De er i sig selv et besøg til Cambodia værd og har inspireret til mange spændende eventyr, når Jakob fortæller godnat-historier.
Der er selvfølgelig også de mere dystre sider af Cambodia. For det første den historiske byrde som folkemordet under Pol Pot indebærer. I dag er det en turistattraktion at se fx ”Killing Fields”. Det er nu ikke noget, vi har opsøgt.
For det andet er der også stor fattigdom. Tiggere er godt nok et sjældent syn, men det er tydeligt, at mange kun lige har til dagen og vejen. De gange vi har hyret chauffør eller lignende opkræves en timeløn på omkring 2 $! Vi har flere gange skulle forklare Nikolaj, hvorfor det er, at børn er nødt til at arbejde her som alt fra gadesælgere til vejarbejdere. Også mineofrene, der mangler et eller begge ben har givet anledning til mange spørgsmål fra Nikolaj. Vi har også tænkt nogle gange på de mennesker, der mistede alt, da markedet i Sihanoukville brændte. Forsikringer, kontanthjælp, sygesikring – det er alt sammen fremmedord her.
Vi har valgt at betragte det på den måde, at vi jo med vores besøg både lærer en del om, hvor privilegerede vi egentlig er i Danmark. Og samtidig medbringer ”cool cash”.
I den mere praktiske ende er transport-infrastrukturen som nævnt rimelig god og nem. Det var ligeledes nemt at finde internetforbindelser. Og så var strømafbrydelserne sjældne selv om vi specielt i Sihanoukville havde et par gange om dagen, hvor strømmen forsvandt et øjeblik.
onsdag den 9. januar 2008
Den flydende by
I dag tog vi til en landsby på Tonlé Sap søen. Byen består af både – ja selv skole, kirken og basketballbanen er på både.
Vi begyndte ellers dagen i den mere kedelige afdeling nemlig med at aflevere en kæmpe bunke vasketøj på det lokale vaskeri. For den nette sum af 10 $ får vi så alt tøjet vasket, tørret og strøget – sådan en service skulle vi lige have derhjemme til den pris.
Men straks efter morgenmaden med den efterhånden obligatoriske menu; friske omeletter til Mette og Jakob og røræg til Nikolaj & Jonas, tog vi en tuk-tuk ud til Tonlé Sap søen. Søen er en af de største ferskvandsressourcer i hele sydøstasien og er naturligvis helt afgørende for Cambodias produktion af ris og fisk – hovedingredienserne i de fleste måltider her. Søen fordobler sin vandmængde flere gange i løbet af regntiden og søbredderne er derfor oversvømmet en stor del af året.
Landsbyen har oprindelig været en klassisk fiskerlandsby, men beliggenheden kun 15 minutter fra turistmagneten Siem Reap har gjort turisterhvervet til byens vigtigste indtægtskilde. Det er besøget selvfølgelig noget præget af, men sådan er det jo. Indbyggerne har båret det meget praktisk an og i fællesskab aftalt, at sejlturene ud til byen bookes og betales centralt, så de ikke skal konkurrere mod hinanden. Det betyder selvfølgelig lidt vel høje priser, men det er nu fair nok. Vi gav 30 $ for besøget og vores egen båd.
De ekstra penge turisterne bibringer byen er formentlig medvirkende årsag til at byen er veludstyret med både flydende bibliotek, primary og secondary schools – og endda med en flydende basketballbane! Informationsteknologiens fremtog herude er dog stadig begrænset. Den eneste computer vi så, var en gammel IBM-pc, der blev brugt som vaskeplads.
Om aftenen brugte vi en time på en internetcafe. Dem er der masser af, men selv om vi valgte en der var 50% dyrere end de fleste andre (0,75 $ pr. time), så er hastigheden stadig at sammenligne med de gamle modem-dage. De reklamerede ellers med 512 kb ADSL, men det var i hvert fald ikke pr. pc, men nok snarere til deling mellem alle 30 computere. Så det går noget langsomt med at svare mails. Heldigvis har vi jo en lille bærbar pc med, så bloggen kan vi skrive i ro og mag på hotelværelset om aftenen.
Vi spiste aftensmad på samme restaurant som i forgårs, hvor børnene havde fået spaghetti og kødsovs. Det var endnu engang en stor succes. Mette og Jakob fik en klassisk cambodiansk ret, der hedder Amok. Trods navnets betydning på dansk er den rigtig god.
I morgen er det afrejse til Vietnam.
Vi begyndte ellers dagen i den mere kedelige afdeling nemlig med at aflevere en kæmpe bunke vasketøj på det lokale vaskeri. For den nette sum af 10 $ får vi så alt tøjet vasket, tørret og strøget – sådan en service skulle vi lige have derhjemme til den pris.
Men straks efter morgenmaden med den efterhånden obligatoriske menu; friske omeletter til Mette og Jakob og røræg til Nikolaj & Jonas, tog vi en tuk-tuk ud til Tonlé Sap søen. Søen er en af de største ferskvandsressourcer i hele sydøstasien og er naturligvis helt afgørende for Cambodias produktion af ris og fisk – hovedingredienserne i de fleste måltider her. Søen fordobler sin vandmængde flere gange i løbet af regntiden og søbredderne er derfor oversvømmet en stor del af året.Derfor er det også ganske smart at bygge sin bolig på en båd – og landsbyen Chong Kneas er bygget helt på denne måde. Næsten alle boliger og andre bygninger er bygget på både. Kirken ligger fx til anker lidt uden for byen – ud for kirkegården, der praktisk nok er på land.
Landsbyen har oprindelig været en klassisk fiskerlandsby, men beliggenheden kun 15 minutter fra turistmagneten Siem Reap har gjort turisterhvervet til byens vigtigste indtægtskilde. Det er besøget selvfølgelig noget præget af, men sådan er det jo. Indbyggerne har båret det meget praktisk an og i fællesskab aftalt, at sejlturene ud til byen bookes og betales centralt, så de ikke skal konkurrere mod hinanden. Det betyder selvfølgelig lidt vel høje priser, men det er nu fair nok. Vi gav 30 $ for besøget og vores egen båd.
De ekstra penge turisterne bibringer byen er formentlig medvirkende årsag til at byen er veludstyret med både flydende bibliotek, primary og secondary schools – og endda med en flydende basketballbane! Informationsteknologiens fremtog herude er dog stadig begrænset. Den eneste computer vi så, var en gammel IBM-pc, der blev brugt som vaskeplads.
Vi nåede tilbage til hotellet tidlig eftermiddag, så vi kunne nå en tur i poolen og lidt afslapning i skyggen. Det er herligt for solen skinner fra en skyfri himmel og temperaturen har sneget sig et stykke over 30 grader.
Om aftenen brugte vi en time på en internetcafe. Dem er der masser af, men selv om vi valgte en der var 50% dyrere end de fleste andre (0,75 $ pr. time), så er hastigheden stadig at sammenligne med de gamle modem-dage. De reklamerede ellers med 512 kb ADSL, men det var i hvert fald ikke pr. pc, men nok snarere til deling mellem alle 30 computere. Så det går noget langsomt med at svare mails. Heldigvis har vi jo en lille bærbar pc med, så bloggen kan vi skrive i ro og mag på hotelværelset om aftenen.
Vi spiste aftensmad på samme restaurant som i forgårs, hvor børnene havde fået spaghetti og kødsovs. Det var endnu engang en stor succes. Mette og Jakob fik en klassisk cambodiansk ret, der hedder Amok. Trods navnets betydning på dansk er den rigtig god.
I morgen er det afrejse til Vietnam.
tirsdag den 8. januar 2008
Angkor Wat
Så er vi ved de fantastiske templer ved Angkor. Og bortset fra lidt færre slanger og skorpioner og lidt flere turister er det som taget ud af Indiana Jones eller Tomb Raider.
”Sjove køreture i tuk-tuk. Vi fodrer elefanter og får til gengæld en elefanttur gennem junglen. Vi klatrer og leger gemmeleg blandt gamle ruiner og store jungletræer. Hører spændende eventyr om konger, krige, prinsesser og helte og leder efter de steder, hvor Kmer-kongen vandt en sværdkamp eller hvor taget faldt sammen over prinsessen for 800 år siden. Hilser på vandbøfler og små vandbøffelkalve, leger fangeleg, så støvet står omkring os og vi får samme farve som alle dem der bor her.”
Nogenlunde sådan beskriver Nikolaj og Jonas vores besøg ved templerne i Angkor. Heldigvis har de synes, at det har været både sjovt og spændende, for området med templerne omkring Angkor er så stort, at et besøg i ruinerne af de gamle templer ikke kan gøres på én dag. Vi har derfor brugt et par dage og har endda kun nået en lille del af det store område.
Ruinerne af de gamle templer er spredt over et kæmpe område i og omkring den nu forsvundne by Angkor, der engang var verdens største by. De fleste templer er bygget mellem det 9. og 13. århundrede. Dengang havde byen en million indbyggere. På samme tidspunkt var der vel omkring 50.000 indbyggere i en by som London!
Byen udstrakte sig over et stort område og ligesom i så mange andre stærke civilisationer, har kongerne bygget helligdomme – templer og gravpladser for at ære gud(er) og – ikke mindst – sig selv. Helligdomme og paladser var det eneste, der blev bygget i sten – alt andet i træ, der naturligvis er forsvundet. De ruiner, der er tilbage i dag, ligger derfor godt spredt rundt omkring i et område, der i dag er skove og rismarker.
Den første dag begyndte vi i det største og mest kendte; nemlig Angkor Wat. Det er i sig selv hele besøget til Cambodia værd. Et imponerende bygningsværk. Kæmpestort, rigt udsmykket med udhugninger i næsten hver eneste sten. Og ganske velbevaret. Alene ”voldgraven” rundt om templet er mere end en kilometer på hver led. Her brugte vi hele den første eftermiddag på at klatre op ad stentrapper, finde på historier ud fra de lange udhuggede relieffer og slentre af sted mellem de kæmpe store sten.
Det er svært at komme på noget i Europa, der kan sammenlignes med disse bygningsværker. Pyramiderne i Egypten er nok en bedre sammenligning. Vi sluttede dagen med at kravle op på toppen af templet Phnom Bakeng, der ligger på toppen af den højeste bakke i området (”phnom” betyder bjerg). Efter en hård tur op ad den sidste trappe nåede vi lige op og se solens sidste stråler.
Turen ned i begyndende tusmørke var heller ikke nem. Det skulle åbenbart ikke være for nemt at nærme sig himlen – i hvert fald byggede de trapperne op til den øverste del af templerne så stejle og smalle, at det er umuligt at gå almindeligt op ad dem. Heldigvis var vores tuk-tuk-chauffør gået med op. Han var vant til turen og hjalp begge børnene sikkert ned hurtigere end Mette og Jakob kunne komme ned.
Solnedgangen på Phnom Bakeng var – måske forventeligt nok – noget af et tilløbsstykke og vi stod næsten som sild i en tønde ind til Jakob fandt en lille afsats som ingen af turisterne vist havde turde sætte sig på. Men der sad en munk i sit klassiske orange klæde alle yderst – og da han ikke så ud til at svæve selv måtte den vel kunne holde. Så vi endte med at få en god plads trods menneskemylderet.
Til gengæld var det den eneste gang vi oplevede rigtig mange mennesker ved vores besøg herude. Selvfølgelig var der andre turister end os, men at en af verdens største kulturskatte kunne opleves relativt fredeligt har overrasket os. Et par enkelte gange stødte vi på et helt hold turister fra en tur-bus (som regel med kinesere), men så var det nemt at tage en anden vej. Og flere gange befandt vi os ganske alene blandt de store templer. Men jo mere tilgængeligt Cambodia bliver for masseturisme, jo sjældnere et syn bliver det jo nok. Måske ærgerligt kunne nogen mene, men det er en mulighed for at tjene penge for ganske mange her, som ellers ikke har de bedste udsigter. Man kunne så bare ønske, at turistindustrien blev indrettet, så den belastede landet og ikke mindst templerne ved Angkor lidt mindre.
Vi sluttede aftenen af på en restaurant tæt ved hotellet. Om det var de mange oplevelser fra Angkor eller god mad ved vi ikke, men begge børn spiste løs. Jonas spiste nærmest lige så meget, som han har spist på de foregående ni dage af rejsen. Måske har han besluttet at bryde sin faste nu.
Vores anden dag i Angkor begyndte med en tur i ballon. Vi kom et par hundrede meter op over området og kunne se Angkor Wat, Phnom Bakeng og lidt fjerne nogle af de andre templer. Ballonen var dog lidt fra langt fra templerne til, at vi fik rigtig godt overblik.
Vi havde den samme tuk-tuk-chauffør som dagen før. Det er nemt og bekvemt at komme rundt og da vi skulle ca. 70-80 km omkring, så skal der motorkraft til. Han ville have den formidable sum af 15 $ for at være chauffør fra morgen til aften!
Derefter gik turen til Angkor Tom – et stort område med flere templer – mest imponerende er Bayon, hvor man uanset, hvor man befinder sig bliver nedstirret af nogle af de 216 kæmpe stenansigter.
På vejen dertil fortalte Jakob en lang historie om et af de store slag og om, hvordan Char-kongen havde krævet Khmer-kongens datter til hustru. Og i et kæmpe slag styrtede templet sammen og prinsessen døde. Nikolaj farede rundt ved templet for at finde lige netop det sted, hvor prinsessen var blevet knust.
”Er det ægte” har han flere gange spurgt til denne og de mange andre historier jakob fortæller om de gamle templer. Det fantastiske ved dette sted er jo, at ingen kender alle detaljerne om, hvad der præcis er foregået. Så den ene historie kan være lige så ægte som den anden. I hvert fald medvirker de til at gøre stedet meget levende og sjældent har en fem-års dreng studeret ruiner og store sten-relieffer så grundigt og så længe som Nikolaj. Han spørger i det hele taget meget til historien om alle de steder vi møder. Vores viden begrænser sig til de 20-30 sider ”Lonely Planet” skriver om Angkor og de fleste guider har viden på nogenlunde samme niveau (eller også er deres engelsk kundskaber ikke til mere). Men suppleret med lidt fantasi er det nu også tilstrækkeligt.
Det er også i Angkor Tom, at de største restaureringsarbejder er i gang. En kæmpe opgave fordi mange af templerne er i kraftigt forfald. Nok har templerne nogenlunde kunne klare 1000 års vejr og vind, men der er ikke mange naturkatastrofer, der kan måle sig med turistflokke… På et af templerne blev der allerede i slutningen af 60-erne igangsat et stort restaureringsarbejde. Hele templet blev skilt ad. Alle sten nummereret og registreret. Arbejdet kom vist ganske langt inden krigen og Pol Pot-regimet satte alt i stå. Desværre forsvandt alle tegninger og registreringer, så nu er der blot enorme bunker (nummererede) sten.
Vi mødte en elefant ved Bayon som Nikolaj og Jonas fodrede med bananer. Til gengæld (og for en betaling på 20 $ til elefantens ejer) fik vi en ridetur på elefanten til stor begejstring for specielt Jonas..jpg)
Herefter kørte vi ud til Banteay Srei, der ligger omkring 30 kilometer fra Angkor Wat. Det er en god lang tur i tuk-tuk og Jonas fik sin middagslur på vejen. Banteay Srei er også kendt som ”kvinde-templet” – vist nok mest fordi udhugningerne er lavet så flotte og detaljerede, at det siges, at det ikke kan være mænd, der har lavet det. Skrøne eller ej – flot var det i hvert fald.
Derefter en lang tur tilbage på vejen gennem rismarker, damme med badende vandbøfler, små landsbyer m.v. indtil vi nåede til dagens sidste tempelområde; Ta Prom.
På vejen hjem derfra lykkedes det i øvrigt sulten efter den hårde dag at vinde over Jonas’ stædighed. Allerede ved morgenmaden havde han nægtet at spise, fordi hans onde forældre fastholdt, at han skulle spise en bolle med smør, før han kunne få nutella. Han holdt stædigt fast i, at så skulle han ikke have noget at spise. Men kl. 17 satte han sig til at spise sin bolle med smør uden brok.
”Sjove køreture i tuk-tuk. Vi fodrer elefanter og får til gengæld en elefanttur gennem junglen. Vi klatrer og leger gemmeleg blandt gamle ruiner og store jungletræer. Hører spændende eventyr om konger, krige, prinsesser og helte og leder efter de steder, hvor Kmer-kongen vandt en sværdkamp eller hvor taget faldt sammen over prinsessen for 800 år siden. Hilser på vandbøfler og små vandbøffelkalve, leger fangeleg, så støvet står omkring os og vi får samme farve som alle dem der bor her.”
Nogenlunde sådan beskriver Nikolaj og Jonas vores besøg ved templerne i Angkor. Heldigvis har de synes, at det har været både sjovt og spændende, for området med templerne omkring Angkor er så stort, at et besøg i ruinerne af de gamle templer ikke kan gøres på én dag. Vi har derfor brugt et par dage og har endda kun nået en lille del af det store område.
Ruinerne af de gamle templer er spredt over et kæmpe område i og omkring den nu forsvundne by Angkor, der engang var verdens største by. De fleste templer er bygget mellem det 9. og 13. århundrede. Dengang havde byen en million indbyggere. På samme tidspunkt var der vel omkring 50.000 indbyggere i en by som London!
Byen udstrakte sig over et stort område og ligesom i så mange andre stærke civilisationer, har kongerne bygget helligdomme – templer og gravpladser for at ære gud(er) og – ikke mindst – sig selv. Helligdomme og paladser var det eneste, der blev bygget i sten – alt andet i træ, der naturligvis er forsvundet. De ruiner, der er tilbage i dag, ligger derfor godt spredt rundt omkring i et område, der i dag er skove og rismarker.
Den første dag begyndte vi i det største og mest kendte; nemlig Angkor Wat. Det er i sig selv hele besøget til Cambodia værd. Et imponerende bygningsværk. Kæmpestort, rigt udsmykket med udhugninger i næsten hver eneste sten. Og ganske velbevaret. Alene ”voldgraven” rundt om templet er mere end en kilometer på hver led. Her brugte vi hele den første eftermiddag på at klatre op ad stentrapper, finde på historier ud fra de lange udhuggede relieffer og slentre af sted mellem de kæmpe store sten.
Det er svært at komme på noget i Europa, der kan sammenlignes med disse bygningsværker. Pyramiderne i Egypten er nok en bedre sammenligning. Vi sluttede dagen med at kravle op på toppen af templet Phnom Bakeng, der ligger på toppen af den højeste bakke i området (”phnom” betyder bjerg). Efter en hård tur op ad den sidste trappe nåede vi lige op og se solens sidste stråler.
Turen ned i begyndende tusmørke var heller ikke nem. Det skulle åbenbart ikke være for nemt at nærme sig himlen – i hvert fald byggede de trapperne op til den øverste del af templerne så stejle og smalle, at det er umuligt at gå almindeligt op ad dem. Heldigvis var vores tuk-tuk-chauffør gået med op. Han var vant til turen og hjalp begge børnene sikkert ned hurtigere end Mette og Jakob kunne komme ned.
Solnedgangen på Phnom Bakeng var – måske forventeligt nok – noget af et tilløbsstykke og vi stod næsten som sild i en tønde ind til Jakob fandt en lille afsats som ingen af turisterne vist havde turde sætte sig på. Men der sad en munk i sit klassiske orange klæde alle yderst – og da han ikke så ud til at svæve selv måtte den vel kunne holde. Så vi endte med at få en god plads trods menneskemylderet.
Til gengæld var det den eneste gang vi oplevede rigtig mange mennesker ved vores besøg herude. Selvfølgelig var der andre turister end os, men at en af verdens største kulturskatte kunne opleves relativt fredeligt har overrasket os. Et par enkelte gange stødte vi på et helt hold turister fra en tur-bus (som regel med kinesere), men så var det nemt at tage en anden vej. Og flere gange befandt vi os ganske alene blandt de store templer. Men jo mere tilgængeligt Cambodia bliver for masseturisme, jo sjældnere et syn bliver det jo nok. Måske ærgerligt kunne nogen mene, men det er en mulighed for at tjene penge for ganske mange her, som ellers ikke har de bedste udsigter. Man kunne så bare ønske, at turistindustrien blev indrettet, så den belastede landet og ikke mindst templerne ved Angkor lidt mindre.
Vi sluttede aftenen af på en restaurant tæt ved hotellet. Om det var de mange oplevelser fra Angkor eller god mad ved vi ikke, men begge børn spiste løs. Jonas spiste nærmest lige så meget, som han har spist på de foregående ni dage af rejsen. Måske har han besluttet at bryde sin faste nu.
Vores anden dag i Angkor begyndte med en tur i ballon. Vi kom et par hundrede meter op over området og kunne se Angkor Wat, Phnom Bakeng og lidt fjerne nogle af de andre templer. Ballonen var dog lidt fra langt fra templerne til, at vi fik rigtig godt overblik.
Vi havde den samme tuk-tuk-chauffør som dagen før. Det er nemt og bekvemt at komme rundt og da vi skulle ca. 70-80 km omkring, så skal der motorkraft til. Han ville have den formidable sum af 15 $ for at være chauffør fra morgen til aften!
Derefter gik turen til Angkor Tom – et stort område med flere templer – mest imponerende er Bayon, hvor man uanset, hvor man befinder sig bliver nedstirret af nogle af de 216 kæmpe stenansigter.
På vejen dertil fortalte Jakob en lang historie om et af de store slag og om, hvordan Char-kongen havde krævet Khmer-kongens datter til hustru. Og i et kæmpe slag styrtede templet sammen og prinsessen døde. Nikolaj farede rundt ved templet for at finde lige netop det sted, hvor prinsessen var blevet knust.
”Er det ægte” har han flere gange spurgt til denne og de mange andre historier jakob fortæller om de gamle templer. Det fantastiske ved dette sted er jo, at ingen kender alle detaljerne om, hvad der præcis er foregået. Så den ene historie kan være lige så ægte som den anden. I hvert fald medvirker de til at gøre stedet meget levende og sjældent har en fem-års dreng studeret ruiner og store sten-relieffer så grundigt og så længe som Nikolaj. Han spørger i det hele taget meget til historien om alle de steder vi møder. Vores viden begrænser sig til de 20-30 sider ”Lonely Planet” skriver om Angkor og de fleste guider har viden på nogenlunde samme niveau (eller også er deres engelsk kundskaber ikke til mere). Men suppleret med lidt fantasi er det nu også tilstrækkeligt.
Det er også i Angkor Tom, at de største restaureringsarbejder er i gang. En kæmpe opgave fordi mange af templerne er i kraftigt forfald. Nok har templerne nogenlunde kunne klare 1000 års vejr og vind, men der er ikke mange naturkatastrofer, der kan måle sig med turistflokke… På et af templerne blev der allerede i slutningen af 60-erne igangsat et stort restaureringsarbejde. Hele templet blev skilt ad. Alle sten nummereret og registreret. Arbejdet kom vist ganske langt inden krigen og Pol Pot-regimet satte alt i stå. Desværre forsvandt alle tegninger og registreringer, så nu er der blot enorme bunker (nummererede) sten.
Vi mødte en elefant ved Bayon som Nikolaj og Jonas fodrede med bananer. Til gengæld (og for en betaling på 20 $ til elefantens ejer) fik vi en ridetur på elefanten til stor begejstring for specielt Jonas.
Herefter kørte vi ud til Banteay Srei, der ligger omkring 30 kilometer fra Angkor Wat. Det er en god lang tur i tuk-tuk og Jonas fik sin middagslur på vejen. Banteay Srei er også kendt som ”kvinde-templet” – vist nok mest fordi udhugningerne er lavet så flotte og detaljerede, at det siges, at det ikke kan være mænd, der har lavet det. Skrøne eller ej – flot var det i hvert fald.Derefter en lang tur tilbage på vejen gennem rismarker, damme med badende vandbøfler, små landsbyer m.v. indtil vi nåede til dagens sidste tempelområde; Ta Prom.
Ta Prom ligger næsten helt opslugt af junglen og det er som at træde ind i en Indiana Jones film eller i Tomb Raider (der vist endda er sat til at foregå lige her, men hvor meget der rent faktisk er optaget her, aner vi ikke). Kæmpe store træer har sprængt sig gennem templernes tunge sten og høje mure. Rødderne slynger sig om søjler og tårne. I dag er det ikke helt klart om skoven er ved at ødelægge templet, eller om det rent faktisk er træerne, der holder templet oprejst. Sådan har alle templerne formentlig set ud på et tidspunkt inden de er blevet ryddet for turisterne, men det er rigtig godt, at ”jungle-indtrykket” her bevares.
På vejen hjem derfra lykkedes det i øvrigt sulten efter den hårde dag at vinde over Jonas’ stædighed. Allerede ved morgenmaden havde han nægtet at spise, fordi hans onde forældre fastholdt, at han skulle spise en bolle med smør, før han kunne få nutella. Han holdt stædigt fast i, at så skulle han ikke have noget at spise. Men kl. 17 satte han sig til at spise sin bolle med smør uden brok.
mandag den 7. januar 2008
Siem Reap
En by præget af at være indgang og overnatning for de mange gæster til Angkor Wat. Meget turistet, men vores hotel er herligt og maden er god. Og så bor vi kun 10 minutter i tuk-tuk fra Angkor Wat!
Vi er havnet på et herligt hotel i Siem Reap. Det ligger en gade væk fra hovedstrøget, så vi slipper for trafikstøj, værelset er stort og meget pænt – og så er der en herlig pool. Måske er det ikke så fint som det første hotel på Sokha Beach, men bortset fra, at det af oplagte grunde ikke har nogen strand, er det lige så godt – utroligt hvad man kan få for godt 40 $ pr. nat inklusiv morgenmad.
Vi fik endda husdyr med – men denne gang af en mere hyggelig slags end kakerlakken i Phnom Penh. Et lille firben, som vi døbte ”Lille Kradse”. Desværre kunne han ikke holde til at være med til børnenes hoppeleg, så han endte sine dage som et meget fladt firben, da Nikolaj eller Jonas ved et uheld hoppede på ham.
Poolen er ikke så stor, men ligger hyggeligt omkranset af træer – og det meste af tiden er der ikke andre i den end os. Vi har fundet snorkeludstyret frem, så Nikolaj kan øve lidt med det. Det har faktisk gjort det lettere at lære ham at bruge rigtige svømmetag, når han kan blive med hovedet under vandet. Nu kan han svømme to baner selv. Det er da ganske flot selv om det er korte baner.
Jonas vil stadig ikke med i vandet, men han hepper ivrigt på Nikolaj, når han svømmer. Og så har han opfundet en krokodille-leg. Han skal vifte med hånden i vandet og så skal Nikolaj og Jakob dykke ned og springe op af vandet lige foran ham – hver gang til stor overraskelse og forskrækkelse for ham selv. 
Vi har også fundet en legeplads på en McDonalds-lignende fast food restaurant. Man skal bestemt ikke gå derhen for at spise – det er en skam at købe dårlige burgere og kolde pommes frites, når man kan få så meget god mad her. Men legepladsen er rigtig god og både Nikolaj og Jonas drønede rundt, så sveden haglede af dem. Eneste negative ting var et par uopdragne fede kineserbørn, der løb rundt med en pose chips i den ene hånd og brugte den anden til at slå eller skubbe alle andre i legerummet. Og deres (nyrige?) forældre kunne ikke stille noget op.
Der ligger også et supermarked lige om hjørnet, så vi har et par gange været nede og hente en liter is, som vi deler på mormor og morfars regning.
De første dage har vi ikke oplevet andet af byen end hotellet – den øvrige tid er gået blandt templerne i Angkor. Byen er nu også en meget turist-præget by med souvenirboder, internetcaféer og hoteller som de mest fremherskende butikker i gadebilledet – og med motos og tuk-tuk på hvert et gadehjørne.
søndag den 6. januar 2008
Langt, langt, langt til Siem Reap
En næsten uendelig transportdag præget af en bus der først kørte med nogle timers forsinkelse og så brød sammen undervejs. Men vi kom da frem til Siem Reap efter næsten 12 timer på farten.
Også denne dag begyndte med en stor fejl. I dag hed den GST Express Busses.
Det så ellers ud til at begynde så nemt. Afgangsstedet for busserne fra GST Express var kun et par minutter fra vores hotel. Da vi ankom et kvarter før afgang holdt bussen der endda allerede, så vi fik hurtigt bagagen ind og fandt vores pladser. Og så skete der ikke mere. Og lidt senere skete der heller ikke mere.
Ingen kunne helt fortælle, hvorfor bussen ikke gik til den planlagte tid, 9.45. Jakob spurgte flere gange, hvornår bussen gik og fik samme klare svar hver gang: ”9.45”. Da vi fik samme svar og klokken rent faktisk var blevet lidt i 11 spurgte vi til den næste bus, der planmæssigt skulle gå samme sted fra kl. 10.45. Svaret var nedslående: ”Yes, yes – the same”. Og at bussen havde været der allerede da vi ankom var heller ikke så mærkeligt for nogle af dem vi sad og ventede med havde billet til bussen 7.45. Og ja, rigtig gættet. Det var også den samme bus. Så er det jo nemt at prale med mange afgange, når man bare lader bussen vente.
Endelig kunne der ikke presses flere mennesker og mere bagage og mærkelige sække ind i bussen og vi kom af sted. Vi kørte næsten 200 meter før vi holdt ind på en benzinstation. Efter lang ventetid her kom vi endelig af sted – efter at have siddet i bussen i næsten to timer.
Herefter gik det fint. Vi nød turen, der skulle bringe os til Siem Reap – byen ved det gamle Angkor Wat. Turen var planlagt til at tage seks timer. Men at tilbagelægge afstanden på 320 kilometer på seks timer er ikke nemt, når man hvert andet øjeblik skal standse, fordi der står en ko midt på vejen. Men det er jo en del af charmen og udsigten til rismarker og damme med åkander, afslappede vandbøfler, landsbyer og pagoder er herlig at have mens vi kører.
Desværre sluttede turen efter godt 100 kilometer, hvor motoren brændte sammen. Et stykke tid forsøgte chaufføren at overbevise sig selv og os om, at den bare var for varm, men en motor, der lyder som et helt savværk har det ikke helt godt. Da han opdagede, at der ikke havde været olie på motoren opgav han og vi måtte vente på en anden bus.
Igen kom vores børn os til hjælp. Da dem der boede ved siden af vejen så, at vi havde børn, blev vi budt indenfor i skyggen og der blev rullet tæpper ud til børnene. Efter lige at have sundet os lidt i skyggen måtte vi finde på noget. Mette tryllede en lille flaske sæbeboblevand frem og snart sprang både Nikolaj, Jonas og nogle børn fra huset jævnaldrende med vores rundt og fangede sæbebobler. Aldrig har så lille en bøtte sæbeboblevand gjort så stor nytte. Jakob lærte børnene at puste sæbebobler, så stoltheden strålede fra dem.
Selv om ingen fra den familie der boede der kunne et ord engelsk fik vi ”talt” en del med dem. Det lykkedes endda Nikolaj at spille Beyblade (et spil kort som han havde fået sendt i julegave af Mikkel fra Indien) med to af børnene. Det lykkedes den mindste af børnene at vinde spillet – men han fik også hjælp af en munk, der hurtigt forstod reglerne og satte sig ned og forklarede dem for børnene. (Så fik Nikolaj også svar på, hvad munke egentlig laver – de spiller åbenbart Beyblade.)
Efter 1½ time kom der endelig en bus. Nikolaj gav sine nye kammerater nogle Beyblade-kort i afskedsgave og så smuttede vi ind i den nye bus. ”Ny” er dog nok ikke det rigtige ord at bruge. Selv en pensioneret skolebus i Danmark ville fremstå som funklende ny ved siden af denne. Nogle steder sad sæderne ikke fast, lys og blæsere virkede heller ikke rigtig. Men vi fik da tre pladser på bagsædet, hvilket var mere end ca. halvdelen af dem vi havde ventet med fik – for bussen var nemlig allerede halvt fuld af lokale på vej til Siem Reap.
Men nu kom vi da endelig af sted igen, så vi klagede ikke. Til gengæld blev vi noget nervøse et stykke tid senere, da et fransk par på forsæderne kom højlydt op at skændes med chaufføren. De endte med at blive smidt af midt ude i – ja, vi andre i hvert fald ikke hvor. Jakob forsøgte at finde ud af, hvad der foregik – for hvis chaufføren var ved at kræve ekstra betaling for alle os der var stået på fra den bus, der var gået i stå var det nok smartest at stå sammen og ikke lade chaufføren smide os af en efter en. Men pludselig standsede bussen og det franske par blev som sagt smidt ud. Det var med noget nervøse blikke vi kiggede efter dem, da vi kørte videre. Da vi holdt ind til pausen fik vi talt med nogle af dem, der sad oppe foran og det viste sig, at det franske par skulle have været af i en by vi havde passeret et stykke forinden og at specielt manden var blevet temmelig sur over, at chaufføren ikke havde sagt til. Så måske det var fair nok, hvad der skete.
Vi ankom til Siem Reap efter mørkets frembrud og fandt hurtigt en tuk-tuk, der kørte os til Casa Angkor hotel, som vi havde booket inden vi kom herop. Det var vældig godt for på det tidspunkt var børnene vældig trætte og det var derfor herligt at komme til et lækkert hotel med et værelse parat efter næsten 12 timers rejse. En rejsedag næsten dobbelt så lang som planlagt men som børnene klarede helt fantastisk uden brok eller sure miner.
Selv Jonas er vist ved at være globetrotter nu, selv om han stadig savner sin vuggestue. Han drømmer i hvert fald om den for da han havde sovet middagslur i bussen i dag, satte han sig op, kiggede sig omkring og sagde ”Næ, jeg er jo ikke i vuggestuen længere.”
Også denne dag begyndte med en stor fejl. I dag hed den GST Express Busses.
Det så ellers ud til at begynde så nemt. Afgangsstedet for busserne fra GST Express var kun et par minutter fra vores hotel. Da vi ankom et kvarter før afgang holdt bussen der endda allerede, så vi fik hurtigt bagagen ind og fandt vores pladser. Og så skete der ikke mere. Og lidt senere skete der heller ikke mere.Ingen kunne helt fortælle, hvorfor bussen ikke gik til den planlagte tid, 9.45. Jakob spurgte flere gange, hvornår bussen gik og fik samme klare svar hver gang: ”9.45”. Da vi fik samme svar og klokken rent faktisk var blevet lidt i 11 spurgte vi til den næste bus, der planmæssigt skulle gå samme sted fra kl. 10.45. Svaret var nedslående: ”Yes, yes – the same”. Og at bussen havde været der allerede da vi ankom var heller ikke så mærkeligt for nogle af dem vi sad og ventede med havde billet til bussen 7.45. Og ja, rigtig gættet. Det var også den samme bus. Så er det jo nemt at prale med mange afgange, når man bare lader bussen vente.
Endelig kunne der ikke presses flere mennesker og mere bagage og mærkelige sække ind i bussen og vi kom af sted. Vi kørte næsten 200 meter før vi holdt ind på en benzinstation. Efter lang ventetid her kom vi endelig af sted – efter at have siddet i bussen i næsten to timer.
Herefter gik det fint. Vi nød turen, der skulle bringe os til Siem Reap – byen ved det gamle Angkor Wat. Turen var planlagt til at tage seks timer. Men at tilbagelægge afstanden på 320 kilometer på seks timer er ikke nemt, når man hvert andet øjeblik skal standse, fordi der står en ko midt på vejen. Men det er jo en del af charmen og udsigten til rismarker og damme med åkander, afslappede vandbøfler, landsbyer og pagoder er herlig at have mens vi kører.
Desværre sluttede turen efter godt 100 kilometer, hvor motoren brændte sammen. Et stykke tid forsøgte chaufføren at overbevise sig selv og os om, at den bare var for varm, men en motor, der lyder som et helt savværk har det ikke helt godt. Da han opdagede, at der ikke havde været olie på motoren opgav han og vi måtte vente på en anden bus.Igen kom vores børn os til hjælp. Da dem der boede ved siden af vejen så, at vi havde børn, blev vi budt indenfor i skyggen og der blev rullet tæpper ud til børnene. Efter lige at have sundet os lidt i skyggen måtte vi finde på noget. Mette tryllede en lille flaske sæbeboblevand frem og snart sprang både Nikolaj, Jonas og nogle børn fra huset jævnaldrende med vores rundt og fangede sæbebobler. Aldrig har så lille en bøtte sæbeboblevand gjort så stor nytte. Jakob lærte børnene at puste sæbebobler, så stoltheden strålede fra dem.
Selv om ingen fra den familie der boede der kunne et ord engelsk fik vi ”talt” en del med dem. Det lykkedes endda Nikolaj at spille Beyblade (et spil kort som han havde fået sendt i julegave af Mikkel fra Indien) med to af børnene. Det lykkedes den mindste af børnene at vinde spillet – men han fik også hjælp af en munk, der hurtigt forstod reglerne og satte sig ned og forklarede dem for børnene. (Så fik Nikolaj også svar på, hvad munke egentlig laver – de spiller åbenbart Beyblade.)
Efter 1½ time kom der endelig en bus. Nikolaj gav sine nye kammerater nogle Beyblade-kort i afskedsgave og så smuttede vi ind i den nye bus. ”Ny” er dog nok ikke det rigtige ord at bruge. Selv en pensioneret skolebus i Danmark ville fremstå som funklende ny ved siden af denne. Nogle steder sad sæderne ikke fast, lys og blæsere virkede heller ikke rigtig. Men vi fik da tre pladser på bagsædet, hvilket var mere end ca. halvdelen af dem vi havde ventet med fik – for bussen var nemlig allerede halvt fuld af lokale på vej til Siem Reap.Men nu kom vi da endelig af sted igen, så vi klagede ikke. Til gengæld blev vi noget nervøse et stykke tid senere, da et fransk par på forsæderne kom højlydt op at skændes med chaufføren. De endte med at blive smidt af midt ude i – ja, vi andre i hvert fald ikke hvor. Jakob forsøgte at finde ud af, hvad der foregik – for hvis chaufføren var ved at kræve ekstra betaling for alle os der var stået på fra den bus, der var gået i stå var det nok smartest at stå sammen og ikke lade chaufføren smide os af en efter en. Men pludselig standsede bussen og det franske par blev som sagt smidt ud. Det var med noget nervøse blikke vi kiggede efter dem, da vi kørte videre. Da vi holdt ind til pausen fik vi talt med nogle af dem, der sad oppe foran og det viste sig, at det franske par skulle have været af i en by vi havde passeret et stykke forinden og at specielt manden var blevet temmelig sur over, at chaufføren ikke havde sagt til. Så måske det var fair nok, hvad der skete.
Vi ankom til Siem Reap efter mørkets frembrud og fandt hurtigt en tuk-tuk, der kørte os til Casa Angkor hotel, som vi havde booket inden vi kom herop. Det var vældig godt for på det tidspunkt var børnene vældig trætte og det var derfor herligt at komme til et lækkert hotel med et værelse parat efter næsten 12 timers rejse. En rejsedag næsten dobbelt så lang som planlagt men som børnene klarede helt fantastisk uden brok eller sure miner.
Selv Jonas er vist ved at være globetrotter nu, selv om han stadig savner sin vuggestue. Han drømmer i hvert fald om den for da han havde sovet middagslur i bussen i dag, satte han sig op, kiggede sig omkring og sagde ”Næ, jeg er jo ikke i vuggestuen længere.”
Abonner på:
Opslag (Atom)