Phu Quoc

Vi ankom til Phu Quoc tidligt om morgenen efter en kort flyvetur. Her er herligt; dejlig varmt, flotte strande og stor swimming pool på vores hotel, hvor vi bor med udsigt til havet.

Vi begyndte dagen meget tidligt og stod op kl. 6. Der er godt nok kun 10 km til lufthavnen, men da det ikke er til at vide, hvor lang tid det tager, så kørte vi fra hotellet 6.30 og ankom som de allerførste til lufthavnen lidt i syv. Rach Gia lufthavn er bestemt ikke stor – der er kun afgange til Phu Quoc og Saigon – men der var dog en restaurant, hvor vi kunne få morgenmad. Desværre var der ikke andet end nuddelsuppe på menukortet.

Vi fløj planmæssigt kl 8 og landede 40 minutter senere på Phu Quoc, hvor vi blev hentet i lufthavnen af en bil fra hotellet (Sasco Blue Lagoon Resort). Desværre var vores værelse ikke klar så tidligt på dagen, så mens vi ventede på det tog vi en taxa op til byens marked. Vi har nu ellers set nok af lokale markedspladser på rejsen indtil nu, men vi skulle gerne finde noget saftevand eller æblejuice, så vi kan få Jonas til at drikke andet end vand. Vi fandt nu hverken saft eller juice, men kun endeløse hylder med flasker med den lokalt producerede fiskesovs og så de sædvanlige farvestrålende boder med alle slags frugt og grønt.

Samtidig farede vi vild og efter en lang gåtur endte vi pludselig ude i lufthavnen igen. Desværre var der ingen taxaer, men Jakob opdagede en bus fra nabohotellet, der var ved at køre fra lufthavnen med nogle gæster. Jakob bankede på ruden og snakkede med chaufføren, der virkede noget overrasket over, at se nogen der ikke kom inde fra lufthavnen men udefra. Men vi fik da et lift hjem – selv om han blev lige så overrasket, da vi så ikke gik ind på hotellet, men ud af lågen og ind på nabohotellet.

Til gengæld opdagede Mette, at den lille kiosk på vejen over for vores hotel havde æblejuice, så vi købte hele hendes lager (to liter). En komisk anvendelse af to timer, men vi fik da set markedet og i mellemtiden var vores værelser blevet klar. Vores værelse ligger lige ned til stranden med udsigt over havet – ikke dårligt. Til gengæld giver det et minus i karakterbogen (i hvert fald hos Nikolaj og Jonas), at der ikke er badekar.

Vi klædte straks om til badetøj og hoppede i swimming poolen for her er meget varmt. Det er poolen også – vandet er så varmt, at ikke engang Jonas synes det er koldt at komme i første gang. Vi badede lige til det var tid til afslapning og middagslur.

Efter Jonas havde sovet, var vi klar til at indtage stranden. Stranden er flot og vandet er lige så varmt som i poolen. Det minder helt om vores tur til Fiji, hvor vandet også var så varmt, at man næsten ikke synes, at man bliver kølet ned af at bade.

Vi skulle selvfølgelig bygge et sandslot, men på en eller anden måde endte det med et projekt, der gik ud på at grave et badekar. Jonas styrede slagets gang og gav os andre besked på at grave indtil alt sandet var væk. Så længe blev vi ikke ved, men vi fik da gravet et stort hul og resten af eftermiddagen løb børnene frem og tilbage mellem det lille badekar og det store badekar (havet). Vi badede indtil solen gik ned omkring kl. 18.

Mekong-deltaet

Vi kørte gennem Mekong-deltaet fra Saigon til Rach Gia. Kun 250 km, men dårlige veje og ufærdige broer gjorde, at køreturen tog mere end ti timer. Undervejs fik vi dog tid til en sejltur på en af floderne i deltaet.

Vores rejse gennem Vietnam har nu bragt os fra Hanoi i nord og til Saigon i syd, men i stedet for at tilbringe den sidste uge i Saigon, besluttede vi, at tage til Phu Quoc – det er en ø, der ligger ud for Vietnams vestkyst over mod Cambodia. Her skulle være dejlig varmt og smukke strande – og forhåbentlig mulighed for at snorkle.

Desværre er der mange andre, der har fået samme idé. Vi kunne i hvert fald ikke få flybilletter fra Saigon til Phu Quoc. I stedet fik vi skaffet billetter fra Rach Gia, der ligger ud til vestkysten. Der er godt nok 250 km fra Saigon til Rach Gia, så det gør jo unægtelig turen til Phu Quoc lidt mere besværlig. Vi brugte dagen i dag på transporten til Rach Gia – og tager så med flyet i morgen kl. 8 til Phu Quoc.

Vi lejede en bil med chauffør til at køre os til Rach Gia. Vi fik at vide, at det er en køretur på ca. 4-5 timer. Det viste sig at være endnu en vietnamesisk underdrivelse.

Vi blev hentet på vores hotel kl. 10 om morgenen i en ny stor Toyota af en chauffør som ikke vidste, hvor vi skulle hen og som ikke forstod et ord engelsk. Om det var overraskelsen over, at vi skulle helt til Rach Gia eller om han bare var sur er ikke godt at vide, men han er vist den første person vi har mødt i Vietnam, som ikke har smilet til os – eller i hvert fald til børnene.

Egentlig skulle dagen jo blot benyttes til at transportere os til Rach Gia, men når vi nu havde betalt for at have vores egen bil hele dagen, kunne vi lige så godt gøre en tur ud af vores rejse gennem Mekong-deltaet.

Det var en flot tur – overalt er der floder eller små vandløb. Enten kører vi langs med floder og kanaler og kan følge det travle liv på dem – eller også krydser vi floderne på nogle af de mange broer, området er fyldt med.

Vores guidebog postulerer, at vejnettet i området er godt – bogen trænger vist til en voldsom opdatering, for det må være mange år siden. Flere steder var hullerne i vejen så store, at man skulle tro, der stadig var bombekratere fra krigen. Andre steder var der kun asfalt et kort stykke for hver 200 meter. Et af stederne var vi mere end en time om at køre en strækning på 10 kilometer! Så hvis chaufføren havde troet han skulle tjene nogle lette penge med en kort dagtur, kan vi bedre forstå, at han var så sur. Ud over at tidsplanen skred mere og mere, så blev den fine og næsten nye bil bulet og ridset to gange – begge gange i uheld med uopmærksomme motorcyklister, der dog slap fra uheldene uden knubs. Men vores chauffør var mindst 10 gange ude og kigge på og bande over bulerne på den flotte bil.

Trods forhindringerne gjorde vi holdt i byen My Tho, hvor vi lejede en båd til en tur på en af de tre store floder, som Mekong-floden splittes op i her. Floden er flere kilometer bred, så det er mere som at sejle på en sø end en flod. Vi sejlede bl.a. ud til en ø, hvor vi fik en fin lille rundvisning i produktionen af bihonning og produkter fra honning, kokosnødder og de mange tropiske frugter, der blev dyrket overalt. Alt sammen selvfølgelig med henblik på, at vi skulle købe honning, kokos-karameller og lignende, men det var ganske sjovt og den friske frugt smagte dejligt.

Vi fik endda lejlighed til at lege med en pyton-slange og til en sejltur på en af flodens små kanaler tæt omgivet af vandkokosnøddepalmer.



Vi nåede frem til Rach Gia ved halv ni tiden om aftenen, men da chaufføren ikke anede, hvor vores hotel lå, ikke kendte byen og ikke havde noget kort, tog det lang tid at finde hotellet. Det var heller ikke just Sheraton eller lignende fint og kendt hotel. Til sidst fandt vi det – som den sidste beboede bygning langt ude på en havnemole. Et lille, meget billigt hotel. Standarden er også derefter, men vi skal også bare lige sove her nogle få timer før vi skal i lufthavnen i morgen tidlig.

Vi havde ikke fået aftensmad, men fandt et lille gadekøkken kort fra hotellet. De forstod ikke rigtig, hvad vi ville have og vi forstod ikke, hvad de foreslog, så Jakob endte med selv at stå ved gryderne – det vakte stor morskab og konen farede rundt og fortalte alle de omkringboende om de mærkelige gæster, der selv lavede maden. Der var snart helt fyldt omkring os, så det blev et hyggeligt måltid mad med en del tegn, grin og fagter – og meget billigt (under 15 kr. for mad og drikkevarer til os alle fire).

Saigon

Saigon er en varm, beskidt og travl by – men også med flotte bygninger, gode handelsmuligheder og flot pyntet op til nytår. Ærgerligt, at vi skal hjem inden nytåret den 7. februar.

Vietnam fejrer – ligesom kineserne – nytår den 7. februar i år (nytåret ligger forskelligt fra år til år, men falder i januar eller februar). Vi er desværre rejst hjem til den tid, men det ser ellers ud til at være noget af en fest. Hele byen er pyntet op med blomster alle vegne. På hver eneste gadelygte hænger flag – hvert andet vietnamesisk og hvert andet det sovjetiske flag – det er vist det eneste sted i verden, hvor det sovjetiske flag bruges så meget stadigvæk. På de store pladser og i parkerne stilles scener op til store arrangementer og alle taler om det forestående nytår, som fejres i tre dage.




Nå, men vi når jo kun at snuse til forberedelserne de to dage, vi er i Saigon. Og selv om de mange blomster da hjælper lidt, så er det generelt ingen nydelse at indsnuse atmosfæren i byen. Forureningen og den tunge varme gør, at man hurtigt kommer til at savne at trække vejret i frisk luft. Det svir i øjnene og Nikolaj og Jonas kan ikke forstå, hvad der er galt med deres øjne om aftenen. Men, til et kort visit som vores, bød Saigon nu på mange oplevelser.

Først og fremmest slappede vi nu også af – sov længe, legede på værelset (hvor luften efter en tur gennem aircondition-anlæggets filter er dejlig rent). Nikolaj og Jonas købte endnu en pakke lego, så det går der lang tid med at lege med. Og da de også ville have en stor æske lego med hjem til Bertram og Arthur, måtte vi ud at investere i endnu en taske, så vi kan have alt det nyindkøbte legetøj med hjem. Jakob var nu også glad for den ekstra plads for han fik syet skjorter hos en skrædder i byen og fornyede garderoben med flere polo-shirts. På markedet fandt Jonas også en kongedragt, som han har bedt om lige siden Hue (se bloggen fra den 20. januar). Også Mette fyldte i den ekstra taske, da hun forelskede sig i nogle skåle.

Alt er meget billigt, men sælgerne skal alligevel presses meget i pris. Det virker mærkeligt at se totalt overrasket ud over, at nogen kan finde på at tage 20 kr. for en t-shirt. Men hvis man vil nøjes med give 5 eller 10 kr., så er dette skuespil nødvendigt. Det lykkedes os flere gange at sælgeren afviste en handel – hvilket jo er en god indikation for, at vi er nede i det nogenlunde rigtige prisleje – men heldigvis for os, har en forretning lidt længere henne ad gaden ofte det samme og så kan man jo lige give lidt mere. Andre gange gik det bestemt den anden vej, hvor en snu sælger smilende viftede til sine venner med de mange penge vi betalte.

Og så bruger vi en del af vores småpenge på at hjælpe de lokale tiggere. Det er Nikolaj, der næsten ikke kan gå forbi uden at give dem lidt penge, efter at vi har fortalt ham, at de tigger, fordi de ikke har noget job – måske fordi de er handicappede – og ikke har råd til mad. Så Nikolaj er vores gode samvittighed og går rundt med småsedler i lommen, som han afleverer, når vi møder en tigger. (Der er heldigvis ikke mange tiggere i byen, så det bliver vi bestemt ikke ruineret af.)

Trafikken i byen er (om muligt) endnu mere hektisk end i Hanoi. Overalt på gader, fortove og små gyder drøner der motorcykler af sted. Det er ikke mærkeligt, at Vietnam bliver kaldt motorcyklernes land. Der skulle efter sigende være ca. 25. mio. motorcykler i landet til de 90 mio. indbyggere. Og i de store byer som Hanoi og Saigon er koncentrationen selvfølgelig størst – flere af dem vi talte med havde en motorcykel for hvert voksent medlem af familien. Men tænk hvis der havde være så mange biler, så ville trafikken bryde fuldstændig sammen. Men biler er en virkelig luksusvare her som følge af en registreringsafgift på 200% - og 600% på brugte biler - hvilket gør brugte biler dyrere end i Danmark. Motorcykler er der ingen afgift på, så en lokalt eller kinesisk produceret motorcykel kan erhverves for ca. 400 $.

Vi er dog ved at lære det med trafikken. Der er to regler. 1) Se bestemt ud og holdt fast på, at du har ret til at gå/komme først. 2) Træk dig hvis modparten er større end dig selv.

I hvert fald kommer man ingen vegne, hvis man venter på at folk giver plads. Selv når man går over et fodgængerfelt (for grønt vel at mærke), så dytter biler og motorcykler bare og kører frem, så man må springe for livet. Det bliver helt mærkeligt at komme hjem til Danmark og vores regelrette og pæne trafikkultur.

Men det er ikke kun på jorden, at byen er kaotisk. I luften er der et ledningskaos uden lige. Det er som om, at hver gang en ny bygning skal have strøm eller telefon, så trækker man et nyt kabel. Stakkels elektrikere!

Vi boede på Lac Vien hotel, der ligger midt i et rigtig ”backpacker-område” med hundredvis af hoteller, barer, små restauranter og rejsebureauer. Vores hotel er – som de fleste andre i området – ganske lille. Der er vist 12 værelser. Men alle er flinke og hjælpsomme selv om det er lidt frustrerende, at strømmen går tit. Igen får personalet stor underholdning af vores børn – den ene dag havde fire rengøringsdamer travlt med at lege på vores værelse, da vi kom hjem. Da vi kom ind ad døren, lå den ene af pigerne med benene i vejret i Jonas’ klapvogn, der var væltet. Alle grinede og fniste og fik pludselig meget travlt med at gøre rent i alle hjørner af værelset.

Vi havde selvfølgelig også tid til at se på byen. Ud over de klassiske vietnamesiske markedsgader med små boder, så er der også flotte byggerier fra kolonitiden og senere. Rådhuset og specielt hovedpostkontoret er fantastiske bygningsværker. Men også den nyere ”Genforeningsbygning” (tidligere præsidentbolig) er imponerende. Alle steder pryder Ho Chi Minhs kontrafej vægge og mure eller han står som statue og skuer ud over pladser og parker. Endelig besøgte vi domkirken, der minder en smule om Notre Dame i Paris.

Den sidste aften brugte vi på at pakke – det var en hård opgave med alle de nyindkøbte ting. Jakobs skjorter nåede lige at blive færdig kl. 22.30. Mens vi voksne pakkede forberedte Nikolaj og Jonas et cirkus – Jonas var cirkusdirektør og Nikolaj var en abe, der lavede forskellige kunster. Cirkuset blev opført i badekarret med Jakob og Mette som tilskuere, der blev mere og mere våde.

Og hvad er det så egentlig med det bynavn. Officielt hedder byen jo Ho Chi Minh City – men ingen vi møder kalder den andet end Saigon. På de officielle bygninger står naturligvis Ho Chi Minh City og aviserne kalder den HCM City. Men i folkemunde og på skilte i byen – ja endda på de officielle togplaner og billetter fra den offentlig ejede jernbane – hedder byen (igen) Saigon.

Vi er tørstige

Der er over 30 C i Saigon, så vi er naturligvis ganske tørstige.

Her har vi stablet de sidste par dages cola-forbrug :-)

Genforenings-ekspressen

I dag gennemførte vi den sidste del af den lange togtur med genforenings-ekspressen. Vi har nu tilbagelagt samtlige 1760 km fra Hanoi i nord til Saigon i syd med genforenings-ekspressen.

Vi brugte formiddagen i poolen, for vi skulle først med toget kl. 13, så vi havde god tid denne formiddag. Vi tog en taxa til stationen – selv om det kan være en udfordring med taxachauffører uden selv basale engelsk-kundskaber. Hverken ord som ”train” eller ”railway” fik en klokke til at ringe hos taxa-chaufføren. Heller ikke tog-lyde gav bonus og til sidst måtte vi gennemføre en omgang ”tegn og gæt”, hvor Jakob tegnede tog og skinner, før chaufføren endelig lyste op i et smil.

Toget var en halv time forsinket – men det er jo egentlig ikke så ringe i betragtning af, at det kommer hele vejen fra Hanoi. Genforenings-ekspressen – som linien mellem Hanoi og Saigon hedder – åbnede kort efter afslutningen af den amerikanske krig, der jo genforenede de to dele af Vietnam. Toget som transportform fungerer glimrende her i Vietnam – i hvert fald, når man skal et sted på denne linie – der er ikke jernbane ret mange andre steder hen.

Vi har nu tilbagelagt hele den 1760 kilometer lange strækning fra Hanoi i nord til Saigon i syd. I et stræk tager turen knap 36 timer med eksprestoget – en del længere tid med de tog, der standser ved alle stationer.

Vi har brugt eksprestogene (SE1, SE3 og SE5) og bortset fra den første tur om natten fra Hanoi til Hue, så har vi købt soft-sleeper billetter hver gang. Det har været rigtig godt (måske lige bortset fra de seks timers forsinkelse fra Da Nang til Nha Trang). Der er fire senge i en kupe, så vi har fået vores egen med god plads til bagage og til os selv. Det var selvfølgelig særlig godt, når vi kørte om natten, men også en rigtig god idé på dagrejserne for man sidder fint i sengene og man kan bevæge sig lidt mere frit rundt end på et sæde. Billetterne er rimelige billige – det koster typisk under 100 kr for en soft-sleeper plads i et nattog, børn halv pris og selvfølgelig meget billigere hvis det kun er korte strækninger. Men alle transportformer i Vietnam er billige. Flybilletter er ikke meget dyrere (typisk omkring 50 $ pr. billet, men de bliver vist også hurtigt udsolgt) og busbilletter meget billige (5-15 $ for en nat eller heldags bustur). Vi har nu været glade for togturene og så er det lidt sjovt at have tilbagelagt hele turen fra Hanoi i nord til Saigon i syd med toget.

Vi har brugt togturene på at spille yatzy, læse, se film – og ikke mindst se på landskabet vi kører forbi. Turen i dag fra Nha Trang til Saigon bød også de første mange kilometer på frodige rismarker – men på et tidspunkt ændrede landskabet sig og vi så for første gang store områder, der lå uopdyrkede og øde hen.

Vi nåede frem til Saigon ca. kl. 21 – til en station fyldt mennesker og motorcykler. Vi tog en taxa den korte tur til hotellet (Lac Vien hotel), der ligger centralt men heldigvis nede ad en sidegade, så vi slipper for støjen fra den pulserende by.

Ba Ho – vandfaldet med de tre søer

En vandretur gennem skoven – hele tiden med retning efter lyden af vand. Det sidste stykke er svært – nærmest en klatretur, men så når vi frem til et idyllisk vandfald, hvor sommerfuglene sværmer om os, mens vi smutter i badetøj og hopper i det kolde vand.

Vi besluttede os for, at vi igen ville prøve at komme frem til Ba Ho vandfaldet – en tur som vi måtte opgive et par dage forinden på grund af for meget vand efter de store regnskyl. Jakob talte med en taxa-chauffør vi kørte med om han mente vi kunne komme derud. Han svarede klart ”yes, yes” og en masse andet. Jakob prøvede at spørge om han kunne køre os derud og hvad det skulle koste. Næste svar var også typisk vietnamesisk ”Same, same og en masse nik og smil”. Det var ret tydeligt, at han ikke anede, hvad han svarede på, men han var så snarrådig, at han ringede til en af sine venner, som kunne engelsk.

Jakob lavede i stedet en aftale med ham – han havde en ven med bil og de ville gerne køre os. Så kl. 9.30 var vi på vej til vandfaldet med en stor 4-hjulstrækker med chauffør og hans engelsktalende ven, Tin. Han var rigtig hyggelig, grinede hele tiden, blev hurtig venner med Nikolaj og Jonas og var rigtig god til engelsk. Det var glimrende for det gav mulighed for at høre en masse ting om landet – han var fx meget optaget af en stor skattereform, der diskuteres i øjeblikket og som har til formål at indføre en effektiv indkomstskat til supplement af de nuværende jord-skatter. Han måbede da vi fortalte, at vi betalte ca. halvdelen af vores løn i skat i Danmark. Han mente, at vi måtte tjene helt utrolig meget, når vi havde råd til at betale så meget i skat :-)

Nå, men efter knap en times kørsel, grin og snak nåede vi frem til floden, hvorfra vi skulle vandre op til vandfaldet. Det var nemt at finde vej. Dels blev vi fulgt af en flok kvinder, der gerne ville sælge os drikkevarer undervejs. Dels kunne vi gå efter lyden af det brusende vandfald.

Ba Ho vandfaldet – eller ”de tre søers vandfald” består af tre vandfald tæt på hinanden, hvor der hvert sted er dannet en lille sø nedenfor vandfaldet, som man kan svømme og fiske i. Det er egentlig en af hoved-turistattraktionerne i Nha Trang næst efter bådture ud til øerne. Men vi ankom om formiddagen og det betød, at turisterne fra morgenturene allerede var draget videre og eftermiddagsturene var endnu ikke ankommet. Vi havde derfor skoven og vandfaldet helt for os selv ud over vand-sælgerne, der efterhånden som turen blev mere stejl og glat var en stor hjælp til at give børnene en hånd.

Det var en hyggelig tur gennem skoven – floden der slangede af sted, store og knudrede træer og slyngplanter, gekkoer, fugle og sommerfugle. Det ligner de billeder, der er fra de amerikanske Vietnam-krigsfilm, men stemningen er selvsagt en anden, da det farligste her er faren for at blive bidt af en myg.

Det sidste stykke til det første vandfald var noget stejlt og glat, så flere gange var det mere en klatretur over store klippeblokke end en vandretur. Men anstrengelserne blev rigeligt belønnet, da vi nåede frem til vandfaldet, der brusede ud over klipperne før det faldt 6-7 meter ned i en lille sø. Vi kom hurtigt i badetøjet og hoppede i. Strømmen og larmen helt henne under vandfaldet var voldsom, men Nikolaj og Jonas var med en tur i vandet. Mens de sad og tørrede på en klippe i solen, svømmede Jakob og Mette helt ud under vandfaldet.

Vi sprang de to andre vandfald over – de skulle være vanskeligere at komme til, så det ville nok være lidt vanskeligt for børnene – der var stadig noget vådt og glat efter regnen. I stedet slog vi os ned ved floden og fiskede lidt. Nikolaj fangede fem små fisk og Jakob og Jonas fik også et par stykker.

På vejen hjem kom Jonas på armen af en af de vietnamesiske kvinder, der havde fulgt med os med kolde vand og sodavand hele vejen. Det havde han nu også fortjent efter at have gået selv hele vejen derud. Vi betalte naturligvis ganske godt for drikkevarerne.

Derefter kørte vi til et område lidt længere nord for Nha Trang, hvor der udvindes salt i kæmpe bassiner, hvor havvand fordampes. Det var nu en lidt skuffende oplevelse for alle bassinerne var fyldt med vand efter regnvejrsdagene, så der var ingen steder man kunne se saltet. Men turen dertil var til gengæld flot. Frodige grønne marker med høje ris – det var helt tydeligt, at risen her er længere end i det køligere Nord-Vietnam.

Vi var tilbage i Nha Trang om eftermiddagen og efter at have sagt farvel til vores chauffør og vores ”guide”, smuttede vi en tur i poolen som Jonas nu er blevet helt hjemmevant i. Men det er hver gang Nikolaj, der er den første, der er i vandet – han elsker det og svømmer rigtig godt efterhånden.

Om aftenen spiste vi stor afskedsmiddag for det var vores sidste dag i Nha Trang. Det var en overdådig middag. Nikolaj fik hajfinnesupper, Jakob og Mette delte en stor hummer – og Jonas fik en burger med pommes frites. Hummeren var vi selv ude at se i dens akvarium og den blev flækket og tilberedt på gløder. Det smagte fantastisk.

Hjemme igen var det pakketid for i morgen skal vi med toget til Saigon (Ho Chi Minh City).

Børnedag i Vinpearl Land

Nikolaj & Jonas fik lov at bestemme dagens program; en tur til Vinpearl Land – en ø kort fra kysten med et tivoli- og vandland. Et herligt sted, men med alt for restriktive regler. Vi beskæftigede fast to medarbejdere under hele vores besøg, fordi vi hele tiden skulle have besked på, hvad der ikke var tilladt.

Nu har Nikolaj og Jonas stort set uden brok fulgt med os på ture i gamle templer, ildelugtende markeder, lange vandreture og meget andet. Så i dag var det deres tur til at bestemme, hvad vi skulle. De valgte, at vi skulle til Vinpearl Land. Ikke fordi de vidste noget særligt om det, men fordi man skulle med en ”cable car” – eller flyvende tog som Jonas kalder det – derud. Den havde de nemlig set allerede den første dag i Nha Trang.

Egentlig havde vi tænkt os at tage videre fra Nha Trang i dag og til Da Lat, der ligger i højlandet et stykke inde i landet. Men vi besluttede os for at tage et par dage mere i Nha Trang for at slappe af – så må vi nå Da Lat, hvis vi kommer til Vietnam igen en anden gang.

Vinpearl Land er en forlystelsespark – lidt svarende til en dansk sommerlandpark – med tivoli og vandland. Der kan siges en del – både godt og skidt – om dette sted.

Det viste sig, at stedet ikke rigtig var bygget færdig endnu. Karrusellen blev fx malet mens vi kørte på den og et par andre forlystelser var omgivet af nogle mænd, der svejsede, så gnisterne sprang til alle sider. Turpasset vi havde fået sammen med indgangsbilleterne havde derfor en ret begrænset værdi og børnene fik vist prøvet 3-4 ting. Til gengæld var der åbningstilbud, så vi betalte heller ikke for turpassene og kun 540.000 i alt for os alle fire (under 200 kr.) for en hel dagsudflugt med en flot tur i svævebanen højt over havet – en tur i tivoli-forlystelserne, en 4D-biograftur og adgang til det kæmpestore vandland.

Stedet er i det hele taget rigtig flot og burde kunne blive en succes – men næppe med de nuværende ejere. I et land, hvor vi ellers sjældent møder restriktioner, hvor trafikregler ikke rigtig findes (eller i hvert fald ikke overholdes), hvor alle springer over i køer o.s.v., så er Vinpearl Land et paradis for bureaukrater – og meget besværlig for alle os andre. Vi blev stort set hele dagen mandsopdækket af to medarbejdere, der fortalte, om alt det vi ikke måtte. De fleste forlystelser var ikke tilladt for børn under 130 cm. Og de forlystelser børnene så måtte prøve var enten lukket eller også måtte forældrene ikke deltage.

Det samme gjorde sig gældende i vandlandet. Alle de store sjove vandrutsjebaner var forbudt for børn. Og i det ellers dejlige og flotte børnevand-legeland måtte forældre så ikke være med. Det var naturligvis også en streng forseelse at have svømmebriller på i vandet eller overtræde en usynlig streg i bølge-poolen. Der er mange flere eksempler og Jakob måtte råbe meget højt for at forklare nogle af medarbejderne, at vi faktisk var her for at være sammen med vores børn og at vi derfor havde tænkt os at være i børnevandlandet. Det mødte ingen forståelse og vi fik adskillige gange forklaret, at voksne skulle være i den store del af parken og børnene i børne-vandlandet i den anden ende af parken.

Til sidst blev det heldigvis sådan, at vi kunne grine af det. Specielt da Jakob endelig fik forklaret en der forstod engelsk, at vi faktisk var taget hertil for at være sammen med vores børn og svaret så var, at hvis det virkelig var det, vi havde tænkt os, så måtte vi tage til stranden. Og vores civile ulydighed endte med at blive tålt efter en del skænderier.
Nikolaj og Jonas opdagede det heldigvis ikke, bortset fra at Nikolaj var ked af, at han ikke måtte prøve nogle af de ting han ellers har gjort i Danmark og andre steder siden han var tre år. Særligt tåbeligt var det, når en af medarbejderne gav ham lov og en anden så nægtede ham adgang. Det er altså vanskeligt at forstå, når man er fem år. Men han fandt nogle sjove rutsjebaner i børne-vandlandet og det var så varmt, at selv Jonas boltrede sig rundt i vandet og svømmede på livet løs. Det var en fornøjelse at se (selv om vores to ”op-passere” skulede til os over, at vi var gået i vandet med Jonas).

Ironisk nok var anbefalingen om at tage til stranden faktisk god, for vi sluttede dagen af med en tur på stranden lige uden for badelandet – en strand med det blødeste sand man kan forestille sig og dejlig lunt og stille vand. En hel modsætning til den lidt hårde strand med store bølger ved vores hotel.

På vejen hjem med svævebanen var vi enige om, at dagen alt i alt havde været rigtig god, og børnene havde ikke opdaget så mange af besværlighederne. Men Vinpearl Land er bestemt ikke et sted vi vil anbefale andre familier med små/mindre børn. Og hvis ikke man kan anbefale et tivoli- og vandland til børnefamilier, hvem søren skal så komme? Om det var forklaringen på, at vi stort set var de eneste i parken, ved vi ikke, men der var ikke en eneste forlystelse eller rutsjebane, som vi prøvede sammen med andre gæster – vi så da andre gæster, men langt fra nok til at stedet vil kunne løbe rundt. Det er vist ikke et godt tegn knap en måned efter åbningen og med flotte introduktionstilbud. Men når nu stedet er gået konkurs og overtages af nye ejere med et lidt andet regel-koncept, så kan det blive rigtig godt.

På vejen hjem var vi et smut forbi stationen. Dagen før havde vi ikke kunne få fire togbilletter i den samme kupe til Saigon til på tirsdag, men Jakob havde fået den kryptiske besked, at hvis vi kom igen i dag, så var der nok fire billetter. Og ganske rigtig – vi fik fire billetter i en soft-sleeper kupe til på tirsdag.

Efter den lange dag – specielt for Jonas der sprang middagsluren over – orkede vi ikke mere, og vi bad taxaen om at holde ind ved en bager, hvor vi købte lidt brød og nogle pølsehorn med hjem til et aftenmåltid på hotelværelset.