Abe-øen (Lao island)

Vi tog en båd til ”abe-øen”. Det hed sig, at der skulle leve vilde aber her. Det var de sandelig også – vilde altså.

I stedet for at tage en af turistbusturene rundt, hyrede vi en taxa. Det kostede 400.000 dong (ca. 130 kr) at have taxa en hel dag og endte derfor med at være lige så billigt som pakke-turene, selv om vi selvfølgelig så selv skulle betale entreer, billetter til båden etc. Men da ingen endnu har nænnet at opkræve penge for vores børn, bliver det som regel ret billigt. Den største fordel er imidlertid, at vi lige kan skubbe programmet en time i.f.t. ”pakke-turene”. På den måde slipper vi for de fleste andre turister.

Vi tog derfor en taxa til en lille havn, hvor der gik en båd ud til ”Monkey Island” (Lao Island). Den har fået sit tilnavn ”abe-øen” af åbenlyse årsager – der er aber overalt. I vores guidebog står der, at øen beboes af mange hundrede vilde aber. Vi er enige i, at der er mange og enige i, at de er vilde, men vi havde egentlig nok forstået ordet ”vilde” i en lidt anden betydning. De var nemlig meget glade for mennesker – og specielt turister fordi turister er lig mad. De turister, der formastede sig til at købe mad til dem blev nærmest overfaldet og fik frarøvet de fleste af deres nyindkøbte poser med majs til aberne.

Vi sprang abefodringen over og tog i stedet en gokart-tur. Det er sjældent, at der er nogen, der går så højt op i sikkerhed – heller ikke for børn – så både Nikolaj & Jonas kunne prøve at køre gokart (godt nok sammen med Jakob). Derefter var der dyre-cirkus. Det var sjovt nok at se, hvordan aber kunne gå på line, spille fodbold og køre på cykel, men egentligt også noget sørgeligt at se på. Hverken dyr eller mennesker virkede særlig glade for arrangementet.

Vi nåede også et par gåture på stranden, hvor vi fandt muslingeskaller og koraller. Ud for øen havde fiskerne travlt med at efterse deres garn. Det er sjovt at se de små både, der blot er siv-kurve - det ligner de sejler rundt i vaskefade. Turen rundt om øen bragte os også forbi abernes ”eget område”. Her var de meget mere fredelige og nu havde vi mere mod på at prøve at fodre dem, så vi købte en lille pose majs til dem, som de spiste af hånden. Nu vi var blevet gode venner med aberne, var vi letsindige nok til at sætte os ned og nyde en pose chips. Det opdagede en af aberne, som sprang op og snuppede Jonas’ chips. Det blev både han og vi andre noget forskrækkede over.

Tilbage på fastlandet var det meningen, at vi skulle have været ude til Ba Ho vandfaldet, men det var desværre ufremkommeligt efter de foregående dages regn. I stedet tog vi ud til et sted, der hedder Hon Ching med sjove klippeformationer lige ud til havet. På vej hjem besøgte vi Ponagar-templet i Nha Trang.

Vel hjemme på hotellet efter en lidt forkortet tur var det tid til en tur i swimming poolen. Temperaturen er kravlet op tæt på de ca. 30 grader og vandet var blevet så lunt, at selv Jonas ville med i vandet.

Hurra - tørvejr

Tørvejr – så er det med at komme ud fra hotellet og rundt i byen. Og senere på dagen blev det også til en voldsom strandtur.

Vi vågnede op til tørvejr – så det var med at komme af sted. Vi tog en taxa til Long Son pagoden, hvor der på toppen af en bakke står en 14 meter høj Buddha-statue. Mens solen for alvor brød igennem skyerne, nød vi udsigten over byen og bugten fra toppen af bakken.

Pagoden er nu også i selv flot og imponerende – bl.a. er der en kæmpe liggende Buddha og en smukt udsmykket pagode. Nikolaj & Jonas var dog mere optaget af de dyr vi mødte – en lillebitte kat og en stor snegl.
Derefter måtte vi endnu en tur på et marked. Nogle af Jakobs underbukser og strømper forsvandt ved sidste tøjvask, så vi måtte have fat i lidt mere tøj. Så fandt vi endda et ganske velassorteret supermarked, så vi fik også bleer til Jonas.

Om eftermiddagen var det blevet rigtig varmt og vi tog selvfølgelig en tur på stranden. Stranden havde vi stort set for os selv og Nikolaj og Jakob måtte straks ud i bølgerne. Det var nu en voldsom oplevelse. Bølgerne var over en meter høje – de højeste var højere end Jakob – så Nikolaj og Jakob blev kastet noget rundt af bølgerne. Da en særlig stor bølge væltede dem om kuld, blev Jakob trukket og rullet langt hen over sandbunden, for det var nødvendigt at bruge begge arme til at holde fast om Nikolaj. Det resulterede i en del hudafskrabninger på arme, ryg og mave – men heldigvis er saltvand jo rensende, så det afskrækkede ikke fra et par ture mere i bølgerne.
Efter en tur tilbage til hotellet og et bad fandt vi en restaurant et stykke fra hotellet, der serverede friske grillede fisk og rejer. Endnu engang lykkedes det familiens to kræsenpinde Nikolaj og Jakob at overraske Mette. Mette og Jakob fik kæmperejer og Nikolaj bestilte grillet tunfisk. Jonas opdagede, at de havde kartofler, så han spiste otte kartofler til sin burger.

Nha Trang

Nha Trang er Vietnams største badeby. Det er nu vanskeligt at få øje på i øsende regnvejr.

Efter en lang togtur sov vi længe og tog i det hele taget en meget stille og rolig dag. Egentlig er vi kommet til Vietnams solskinsby nummer ét. Men det er nu svært at se, når regnen vælter ned.

Vi fik tid til at spille en del yatzy. Både Nikolaj og Jonas elsker det. Nikolaj er helt god til det og regner selv sammen og skriver tallene. Jonas elsker at slå med terningerne og ethvert slag efterfølges af et højt råb ”oh-la-laaaa” – uanset om slaget er godt eller skidt.

Vi tog os sammen til en lille tur og tog en taxa lidt ud af byen for at finde Oceanografisk institut. Vi havde ikke lige en adresse, men regnede med, at nogen kendte det. Efter at have fundet nogen, der troede, at de kunne vise os vej, havnede vi nede ved havnen, hvor vi var ved at blive sendt af sted ud med en båd. Endnu et eksempel på engelsk kundskaberne her. Nogen havde fanget, at vi ville noget med ”ocean” og ”fish” – og så er det jo nærliggende at sende os på havet selv om det stormede og regnede :-)

Nå, men vi afslog bådturen og sprang ind i taxaen igen. På vej tilbage til hotellet opdagede Jakob et lille skilt med ”Oceanographic museum”. Og sandelig om det ikke var her – den sidste bygning før havnen. Et ganske sjovt sted – specielt for børnene – med akvarier, hvor man kunne røre fiskene (hvis man kan fange dem), søstjerner og søpindsvin. Der var også hajer og skildpadder og et væld af tropiske fisk samt udstillinger af fiskeredskaber og beskrivelse af fiskemetoder. Det var et rigtig godt sted – specielt i regnvejr, fordi det meste er under tag.

En taxa (det er heldigvis en meget billig transportform her – en typisk tur i eller omkring byen koster 5-15 kr) bragte os derefter tilbage til hotellet. Der var opholdsvejr et kort øjeblik, og det benyttede vi til straks at hoppe i swimming poolen – Jonas og Mette synes nu, at det var for koldt, så de nåede kun lige at dyppe tåspidserne.

Koldt var det nu også, så vi fik lov at smutte ind i spabadet og hoppede i et dejlig varmt jacuzzi. Mette og Jakob slappede af med sauna, dampbad og massage. Det er herligt med en omgang massage efter den lange togtur, selv om det altså er en mærkelig oplevelse at have en anden person gående rundt oven på sin rygrad (kinesisk fodmassage).

Hotellet (Hai Yen) er fint nok. Vi giver kun godt 20 $ (godt 120 kr.) pr. nat for et værelse til os alle fire inkl. morgenmad. Værelset er vældig stort og alt er rent og pænt. Der er stor swimming pool og børnepool og hotellet ligger lige ved stranden. Og her er endda et firben, så vi har nu fået en ny ”Lille Kradse” (Jonas mener, at det er det døde firben fra vores hotel i Siem Reap, der er genopstået). Det må siges at være helt ok.

Eneste minus er restauranten, hvor der er karoke-underholdning hele aftenen. Vi var derfor meget glade for, at det blev tørvejr, så vi ikke behøvede at spise på hotellet. Vi fandt en restaurant lige ud til stranden og nød maden med brændingen lige om fødderne.

Endnu engang et rigtig godt måltid mad. Nikolaj overraskede os igen. Vores normalt kræsne dreng besluttede sig for en portion hajfinnesuppe. Jonas var mere forudsigelig og bestilte spaghetti og kødsovs (som han endda ikke ville spise, så han endte med at få sin vanlige portion ris og ketchup). Desserten var traditionel; chokoladeis!Aftenen var hård for Jonas. Han har det så slemt med blister i munden, at han ikke kan bruge sut, så han måtte falde i søvn uden. Selv om det ikke var så sjovt, så mener han nu, at den bedrift indebærer, at han nu er blevet tre år – for der ved han, at han skal stoppe med at bruge sut.

Hoi An

En hyggelig atmosfære i den smukke gamle by gav et par gode dage i Hoi An. Og de mange skræddere i byen hjalp med at fylde vores rygsække til bristepunktet.

Togturen fra Hue tog kun ca. 2½ time, men havde turen varet længere, var det nu nok også gået, for vi havde – belært af erfaringerne fra togturen fra Hanoi – fået fat i fire billetter i soft-sleeper kategorien. Det betød for det første, at vi havde en hel kupe for os selv med god plads til både os selv og bagage. Og for det andet, at børnene kunne boltre sig lidt rundt i stedet for at sidde stille på sæder. Denne luksus kostede os knap 60.000 dong ekstra – ca. 20 kr. Vi skyndte os straks at købe samme billetter til den videre togtur fra Hoi An (Da Nang) for derfra er der ni timers togtur til det næste stop Nha Trang.

Der er ikke tog til Hoi An, så vi stod af i Da Nang og tog en taxa de ca. 25 km til Hoi An. Der kører også nogle rutebusser, men det er jo noget nemmere med taxaen, der kører på taxameter og koster under 100 kr.

Vi havde fået det ”travel agency” (Hanoi Peace Tour - www.hanoipeacetour.vn/english/) som havde arrangeret vores tur til Hoa Lu, Cuc Phuong og Mai Chau til at booke hotel for os i Hoi An. Det er egentlig udmærket at bruge de små ”travel shops”. Det er nemt og nogle gange kender de lidt til hotellerne i den næste by. Eneste ulempe er, at man betaler på forhånd, så det er vanskeligt at ændre planerne, men man kan bare nøjes med at booke et par dage frem. Hotellet de fandt til os i Hoi An (Vinh Hung II) var i hvert fald glimrende og kostede 40 $ pr. nat. Det lå et par minutters gang fra den gamle bydel og lige ud til et af indkøbsstrøgene med snesevis af skrædderforretninger. Og til Nikolajs store begejstring var der swimming pool, som vi straks efter ankomsten tog i brug.

Vi brugte de to dage i Hoi An på at slentre rundt i den gamle bydel. Dels er der flere huse i den vietnam-klassiske koloni-stil. Dels har byen en arkitektur præget af både kinesisk og japanske indvandrere – godt blandet med vietnamesisk tradition. Der er mange flotte huse og templer. Vi besøgte bl.a. et gammelt (det vil her sige fra starten af 1800-tallet) hus med flotte træ-udskæringer overalt. Hvad der også var pudsigt i huset var mærkerne efter oversvømmelserne. Flere af mærkerne var fra 2007, hvor huset havde stået under vand ikke mindre end fem gange – bl.a. for kun to måneder siden, hvor vandet havde stået i en meters højde i stuen. Heldigvis har huset to etager, så i april og november hvert år flytter familien til den øverste etage med al deres indbo. Det lyder mærkeligt, men her er det en vane.Vi brugte også en del tid på at arrangere lidt af den videre færd. Vi vil gerne slutte af med nogle dage på Phu Quoc – en ø med flotte sandstrande med varmt og klart vand (håber vi). Desværre var vi igen for sent ude til at kunne få flybilletter, så vi har fået arrangeret noget kørsel og et lille fly fra en by ude ved Vietnams vestkyst – det er vi lidt spændt på, hvordan går. Det er lidt ærgerligt, at man skal være ude i meget god tid for at få flybilletter for det er vældig billigt og unægtelig noget hurtigere end tog og bus.



Maden er (også her) herlig. Og da det samtidig er meget billigt, får vi altid bestilt adskillige forskellige retter. Nikolaj er blevet vild med suppe, så han bestiller forskellige supper hver dag. Jonas er i det mere traditionelle hjørne; burger eller ris med ketchup mens vi voksne får prøvet meget forskelligt.

Tilberedningen skal man tænke lidt mindre på, hvis man skal nyde maden. Kød og grøntsager ligger fx til tørring i solen om dagen – lige ud til den støvede vej. Og det er ikke ualmindeligt at køkken og toilet er omtrent samme rum. Men maden smager som sagt vældig godt, og indtil nu er vi også styret uden om maveproblemer og lignende (7-9-13).

Hoi An er byen med skræddere – ikke nødvendigvis fordi der er flere uddannede skræddere end andre steder, men der er skrædder-butikker alle steder – formentlig mindst 50 i denne lille by. Mette har fået syet både nederdel og adskillige bukser. Jakob er i stedet gået i gang med at etablere en større slipse-import – i en forretning købte han seks silkeslips (efter at have fået forhandlet sig ned til en pris på godt 100 kr (for dem alle seks selvsagt).

Den sidste dag i Hoi An gik med at få afhentet Mettes bukser/nederdel. Det begyndte at regne, og da vi ved frokosttid tog til Da Nang for at tage toget syd på, øsede det ned. Det fortsatte hele dagen, men da vi alligevel bare tilbragte den i toget gjorde det jo ikke så meget. Vi havde endda købt alle fire senge i en ”soft-sleeper”, så vi havde ro og fred.

Det var meningen, at vi skulle ankomme til Nha Trang inden kl 22, men desværre stødte vi på et rødt lyssignal på vejen, så toget holdt stille i knap seks timer. Og så brokker vi os hjemme over småforsinkelser hos DSB! Det her er en forsinkelse der kan mærkes.

Vi bestemte os heldigvis relativt hurtigt for at putte børnene i seng og krøb selv til køjs kort efter. Det var en god idé, for vi ankom først til Nha Trang omkring kl. halv fire om morgenen (i stedet for halv ti om aftenen). Desværre øsede det fortsat ned og inden vi fik vækket en taxa-chauffør, var vi nået at blive gennemblødte.

Vi kommer ikke hjem

Det viser sig, at Jonas nedstammer fra Kong Tu Duc. I dag blev han kronet og vi flytter nu alle sammen ind på paladset.

Hue – sejltur på Duftenes flod

En herlig dag, hvor vi sejlede med en lokal familie ned ad Perfume River langs pagoder, templer og de gamle kongegravpladser. Og med herlig frokost og fodboldkamp på båden.

I dag ville vi en tur ned af floden (Perfume River) og besøge pagoder, templer og de gamle kongegrave, der ligge spredt ned langs floden. Igen valgte vi luksusudgaven (vi kom af med i alt 35 $). Vi hyrede vores egen private båd ned ad floden og en bil med chauffør til at køre os ud til de kongegrave, der ligger længere end gå afstand fra floden. Det var en rigtig god beslutning, for det blev en helt fantastisk dag.

Vi steg om bord i en husbåd, hvor hele familien tilbragte den første del af dagen med os. Mens Nikolaj så børnene på båden an, blev vi spurgt om ønsker til frokost. Så sejlede konen med en lille båd til markedet for at købe friske madvarer.

Imens spillede Nikolaj og den ene af drengene fodbold på båden, mens den store dreng læste lektier. Børnene er 6 og 7 år men begge mindre end Nikolaj. Fodboldkampen gik fint og snart var alle børnene med i kampen – fodboldsproget er jo heldigvis universelt.

Mens børnene legede og spillede fodbold slappede Jakob og Mette af på dækket og nød solen. Efter en times fodboldkamp var Nikolaj meget svedig og det passede derfor godt, at vi lagde til ved Thien Mu pagoden. Det er en otte etager høj pagode, der ligger idyllisk ved flodbredden.

Da vi sejlede videre, måtte vi trække lidt indenfor i skyggen og sad og nød turen, mens konen påbåden lavede mad i det lille køkken. Efter vi havde været inde og se det næste tempel (Dien Hon Chen) var det frokosttid. Vi blev bespist med hjemmelavede forårsruller med rejer, frisk kylling og ris, stegte nudler – og pommes frites til børnene. Alt sammen i rigelige mængder og meget smagfuldt – det er i hvert fald de bedste forårsruller, vi endnu har fået på vores rejse.

Ud på eftermiddagen sagde vi farvel til familien på båden efter en rigtig herlig tur, hvor vi næsten følte, at vi kom til at kende dem. Nikolaj og børnene på båden udvekslede gaver, så Nikolaj fik nogle vietnamesiske spillekort.

Vi gik omkring ved Lang Minh Mang mausolæum, mens Jonas sov i klapvognen. Her mødte vi også vores chauffør, som ventede på os her for at køre os til Lang Khai Dinh mausolæum. Et flot gravmæle, men noget af det imponerende forsvinder lidt, når man finder ud af, at det faktisk er under 100 gammelt. Vi sluttede turen af på Lang Tu Duc mausolæum, hvor vi legede konger på tronstolen og bærestolen i royale gevandter. Jonas blev så glad for at være kongelig, at han slet ikke ville ud af tøjet igen.
På vejen derfra kørte vi gennem en landsby, hvor der fra alle husene blev solgt røgelsespinde. Mærkeligt at en hel landsby sælger det samme. En pudsig ting er i øvrigt, at de bruger en god bid af vejen – ikke bare til en lille salgsbod – langs hele rabatten lå røgelsespinde til tørre. Vi har det det samme flere andre steder. På vej til Mai Chau blev rabatten og en god bid af vejen brugt til at tørre flis – og andre steder til at tørre ris. Nogle gange strækker det sig over mange hundrede meter. En pudsig anvendelse af en offentlig vej.

Alt i alt en rigtig god tur. Det var godt givet ud at lave det som en tur med egen båd og bil – det giver herlig frihed til at gøre alt i det tempo, der passer os og til at gøre holdt de steder, vi finder interessante.

Hjemme på hotellet sprang vi aftensmaden over efter den store frokost på båden. I morgen skal vi med toget videre til Hoi An.