Togturen fra Hue tog kun ca. 2½ time, men havde turen varet længere, var det nu nok også gået, for vi havde – belært af erfaringerne fra togturen fra Hanoi – fået fat i fire billetter i soft-sleeper kategorien. Det betød for det første, at vi havde en hel kupe for os selv med god plads til både os selv og bagage. Og for det andet, at børnene kunne boltre sig lidt rundt i stedet for at sidde stille på sæder. Denne luksus kostede os knap 60.000 dong ekstra – ca. 20 kr. Vi skyndte os straks at købe samme billetter til den videre togtur fra Hoi An (Da Nang) for derfra er der ni timers togtur til det næste stop Nha Trang.
Der er ikke tog til Hoi An, så vi stod af i Da Nang og tog en taxa de ca. 25 km til Hoi An. Der kører også nogle rutebusser, men det er jo noget nemmere med taxaen, der kører på taxameter og koster under 100 kr.
Vi havde fået det ”travel agency” (Hanoi Peace Tour - www.hanoipeacetour.vn/english/) som havde arrangeret vores tur til Hoa Lu, Cuc Phuong og Mai Chau til at booke hotel for os i Hoi An. Det er egentlig udmærket at bruge de små ”travel shops”. Det er nemt og nogle gange kender de lidt til hotellerne i den næste by. Eneste ulempe er, at man betaler på forhånd, så det er vanskeligt at ændre planerne, men man kan bare nøjes med at booke et par dage frem. Hotellet de fandt til os i Hoi An (Vinh Hung II) var i hvert fald glimrende og kostede 40 $ pr. nat. Det lå et par minutters gang fra den gamle bydel og lige ud til et af indkøbsstrøgene med snesevis af skrædderforretninger. Og til Nikolajs store begejstring var der swimming pool, som vi straks efter ankomsten tog i brug.
Vi brugte de to dage i Hoi An på at slentre rundt i den gamle bydel. Dels er der flere huse i den vietnam-klassiske koloni-stil. Dels har byen en arkitektur præget af både kinesisk og japanske indvandrere – godt blandet med vietnamesisk tradition. Der er mange flotte huse og templer. Vi besøgte bl.a. et gammelt (det vil her sige fra starten af 1800-tallet) hus med flotte træ-udskæringer overalt. Hvad der også var pudsigt i huset var mærkerne efter oversvømmelserne. Flere af mærkerne var fra 2007, hvor huset havde stået under vand ikke mindre end fem gange – bl.a. for kun to måneder siden, hvor vandet havde stået i en meters højde i stuen. Heldigvis har huset to etager, så i april og november hvert år flytter familien til den øverste etage med al deres indbo. Det lyder mærkeligt, men her er det en vane.
Vi brugte også en del tid på at arrangere lidt af den videre færd. Vi vil gerne slutte af med nogle dage på Phu Quoc – en ø med flotte sandstrande med varmt og klart vand (håber vi). Desværre var vi igen for sent ude til at kunne få flybilletter, så vi har fået arrangeret noget kørsel og et lille fly fra en by ude ved Vietnams vestkyst – det er vi lidt spændt på, hvordan går. Det er lidt ærgerligt, at man skal være ude i meget god tid for at få flybilletter for det er vældig billigt og unægtelig noget hurtigere end tog og bus.
Maden er (også her) herlig. Og da det samtidig er meget billigt, får vi altid bestilt adskillige forskellige retter. Nikolaj er blevet vild med suppe, så han bestiller forskellige supper hver dag. Jonas er i det mere traditionelle hjørne; burger eller ris med ketchup mens vi voksne får prøvet meget forskelligt.Tilberedningen skal man tænke lidt mindre på, hvis man skal nyde maden. Kød og grøntsager ligger fx til tørring i solen om dagen – lige ud til den støvede vej. Og det er ikke ualmindeligt at køkken og toilet er omtrent samme rum. Men maden smager som sagt vældig godt, og indtil nu er vi også styret uden om maveproblemer og lignende (7-9-13).
Hoi An er byen med skræddere – ikke nødvendigvis fordi der er flere uddannede skræddere end andre steder, men der er skrædder-butikker alle steder – formentlig mindst 50 i denne lille by. Mette har fået syet både nederdel og adskillige bukser. Jakob er i stedet gået i gang med at etablere en større slipse-import – i en forretning købte han seks silkeslips (efter at have fået forhandlet sig ned til en pris på godt 100 kr (for dem alle seks selvsagt).
Den sidste dag i Hoi An gik med at få afhentet Mettes bukser/nederdel. Det begyndte at regne, og da vi ved frokosttid tog til Da Nang for at tage toget syd på, øsede det ned. Det fortsatte hele dagen, men da vi alligevel bare tilbragte den i toget gjorde det jo ikke så meget. Vi havde endda købt alle fire senge i en ”soft-sleeper”, så vi havde ro og fred.
Det var meningen, at vi skulle ankomme til Nha Trang inden kl 22, men desværre stødte vi på et rødt lyssignal på vejen, så toget holdt stille i knap seks timer. Og så brokker vi os hjemme over småforsinkelser hos DSB! Det her er en forsinkelse der kan mærkes.
Vi bestemte os heldigvis relativt hurtigt for at putte børnene i seng og krøb selv til køjs kort efter. Det var en god idé, for vi ankom først til Nha Trang omkring kl. halv fire om morgenen (i stedet for halv ti om aftenen). Desværre øsede det fortsat ned og inden vi fik vækket en taxa-chauffør, var vi nået at blive gennemblødte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar