
Efter en lang togtur sov vi længe og tog i det hele taget en meget stille og rolig dag. Egentlig er vi kommet til Vietnams solskinsby nummer ét. Men det er nu svært at se, når regnen vælter ned.
Vi fik tid til at spille en del yatzy. Både Nikolaj og Jonas elsker det. Nikolaj er helt god til det og regner selv sammen og skriver tallene. Jonas elsker at slå med terningerne og ethvert slag efterfølges af et højt råb ”oh-la-laaaa” – uanset om slaget er godt eller skidt.

Nå, men vi afslog bådturen og sprang ind i taxaen igen. På vej tilbage til hotellet opdagede Jakob et lille skilt med ”Oceanographic museum”.

En taxa (det er heldigvis en meget billig transportform her – en typisk tur i eller omkring byen koster 5-15 kr) bragte os derefter tilbage til hotellet. Der var opholdsvejr et kort øjeblik, og det benyttede vi til straks at hoppe i swimming poolen – Jonas og Mette synes nu, at det var for koldt, så de nåede kun lige at dyppe tåspidserne.
Koldt var det nu også, så vi fik lov at smutte ind i spabadet og hoppede i et dejlig varmt jacuzzi. Mette og Jakob slappede af med sauna, dampbad og massage. Det er herligt med en omgang massage efter den lange togtur, selv om det altså er en mærkelig oplevelse at have en anden person gående rundt oven på sin rygrad (kinesisk fodmassage).
Hotellet (Hai Yen) er fint nok. Vi giver kun godt 20 $ (godt 120 kr.) pr. nat for et værelse til os alle fire inkl. morgenmad. Værelset er vældig stort og alt er rent og pænt. Der er stor swimming pool og børnepool og hotellet ligger lige ved stranden. Og her er endda et firben, så vi har nu fået en ny ”Lille Kradse” (Jonas mener, at det er det døde firben fra vores hotel i Siem Reap, der er genopstået). Det må siges at være helt ok.
Eneste minus er restauranten, hvor der er karoke-underholdning hele aftenen. Vi var derfor meget glade for, at det blev tørvejr, så vi ikke behøvede at spise på hotellet. Vi fandt en restaurant lige ud til stranden og nød maden med brændingen lige om fødderne.
Endnu engang et rigtig godt måltid mad. Nikolaj overraskede os igen. Vores normalt kræsne dreng besluttede sig for en portion hajfinnesuppe. Jonas var mere forudsigelig og bestilte spaghetti og kødsovs (som han endda ikke ville spise, så han endte med at få sin vanlige portion ris og ketchup). Desserten var traditionel; chokoladeis!


Ingen kommentarer:
Send en kommentar