Vietnam fejrer – ligesom kineserne – nytår den 7. februar i år (nytåret ligger forskelligt fra år til år, men falder i januar eller februar). Vi er desværre rejst hjem til den tid, men det ser ellers ud til at være noget af en fest. Hele byen er pyntet op med blomster alle vegne. På hver eneste gadelygte hænger flag – hvert andet vietnamesisk og hvert andet det sovjetiske flag – det er vist det eneste sted i verden, hvor det sovjetiske flag bruges så meget stadigvæk. På de store pladser og i parkerne stilles scener op til store arrangementer og alle taler om det forestående nytår, som fejres i tre dage.
Nå, men vi når jo kun at snuse til forberedelserne de to dage, vi er i Saigon. Og selv om de mange blomster da hjælper lidt, så er det generelt ingen nydelse at indsnuse atmosfæren i byen. Forureningen og den tunge varme gør, at man hurtigt kommer til at savne at trække vejret i frisk luft. Det svir i øjnene og Nikolaj og Jonas kan ikke forstå, hvad der er galt med deres øjne om aftenen. Men, til et kort visit som vores, bød Saigon nu på mange oplevelser.
Først og fremmest slappede vi nu også af – sov længe, legede på værelset (hvor luften efter en tur gennem aircondition-anlæggets filter er dejlig rent). Nikolaj og Jonas købte endnu en pakke lego, så det går der lang tid med at lege med. Og da de også ville have en stor æske lego med hjem til Bertram og Arthur, måtte vi ud at investere i endnu en taske, så vi kan have alt det nyindkøbte legetøj med hjem. Jakob var nu også glad for den ekstra plads for han fik syet skjorter hos en skrædder i byen og fornyede garderoben med flere polo-shirts. På markedet fandt Jonas også en kongedragt, som han har bedt om lige siden Hue (se bloggen fra den 20. januar). Også Mette fyldte i den ekstra taske, da hun forelskede sig i nogle skåle.
Alt er meget billigt, men sælgerne skal alligevel presses meget i pris. Det virker mærkeligt at se totalt overrasket ud over, at nogen kan finde på at tage 20 kr. for en t-shirt. Men hvis man vil nøjes med give 5 eller 10 kr., så er dette skuespil nødvendigt. Det lykkedes os flere gange at sælgeren afviste en handel – hvilket jo er en god indikation for, at vi er nede i det nogenlunde rigtige prisleje – men heldigvis for os, har en forretning lidt længere henne ad gaden ofte det samme og så kan man jo lige give lidt mere. Andre gange gik det bestemt den anden vej, hvor en snu sælger smilende viftede til sine venner med de mange penge vi betalte.
Og så bruger vi en del af vores småpenge på at hjælpe de lokale tiggere. Det er Nikolaj, der næsten ikke kan gå forbi uden at give dem lidt penge, efter at vi har fortalt ham, at de tigger, fordi de ikke har noget job – måske fordi de er handicappede – og ikke har råd til mad. Så Nikolaj er vores gode samvittighed og går rundt med småsedler i lommen, som han afleverer, når vi møder en tigger. (Der er heldigvis ikke mange tiggere i byen, så det bliver vi bestemt ikke ruineret af.)
Trafikken i byen er (om muligt) endnu mere hektisk end i Hanoi. Overalt på gader, fortove og små gyder drøner der motorcykler af sted. Det er ikke mærkeligt, at Vietnam bliver kaldt motorcyklernes land. Der skulle efter sigende være ca. 25. mio. motorcykler i landet til de 90 mio. indbyggere. Og i de store byer som Hanoi og Saigon er koncentrationen selvfølgelig størst – flere af dem vi talte med havde en motorcykel for hvert voksent medlem af familien. Men tænk hvis der havde være så mange biler, så ville trafikken bryde fuldstændig sammen. Men biler er en virkelig luksusvare her som følge af en registreringsafgift på 200% - og 600% på brugte biler - hvilket gør brugte biler dyrere end i Danmark. Motorcykler er der ingen afgift på, så en lokalt eller kinesisk produceret motorcykel kan erhverves for ca. 400 $.
Vi er dog ved at lære det med trafikken. Der er to regler. 1) Se bestemt ud og holdt fast på, at du har ret til at gå/komme først. 2) Træk dig hvis modparten er større end dig selv.
I hvert fald kommer man ingen vegne, hvis man venter på at folk giver plads. Selv når man går over et fodgængerfelt (for grønt vel at mærke), så dytter biler og motorcykler bare og kører frem, så man må springe for livet. Det bliver helt mærkeligt at komme hjem til Danmark og vores regelrette og pæne trafikkultur.
Men det er ikke kun på jorden, at byen er kaotisk. I luften er der et ledningskaos uden lige. Det er som om, at hver gang en ny bygning skal have strøm eller telefon, så trækker man et nyt kabel. Stakkels elektrikere!Vi boede på Lac Vien hotel, der ligger midt i et rigtig ”backpacker-område” med hundredvis af hoteller, barer, små restauranter og rejsebureauer. Vores hotel er – som de fleste andre i området – ganske lille. Der er vist 12 værelser. Men alle er flinke og hjælpsomme selv om det er lidt frustrerende, at strømmen går tit. Igen får personalet stor underholdning af vores børn – den ene dag havde fire rengøringsdamer travlt med at lege på vores værelse, da vi kom hjem. Da vi kom ind ad døren, lå den ene af pigerne med benene i vejret i Jonas’ klapvogn, der var væltet. Alle grinede og fniste og fik pludselig meget travlt med at gøre rent i alle hjørner af værelset.
Vi havde selvfølgelig også tid til at se på byen. Ud over de klassiske vietnamesiske markedsgader med små boder, så er der også flotte byggerier fra kolonitiden og senere. Rådhuset og specielt hovedpostkontoret er fantastiske bygningsværker. Men også den nyere ”Genforeningsbygning” (tidligere præsidentbolig) er imponerende. Alle steder pryder Ho Chi Minhs kontrafej vægge og mure eller han står som statue og skuer ud over pladser og parker. Endelig besøgte vi domkirken, der minder en smule om Notre Dame i Paris.
Den sidste aften brugte vi på at pakke – det var en hård opgave med alle de nyindkøbte ting. Jakobs skjorter nåede lige at blive færdig kl. 22.30. Mens vi voksne pakkede forberedte Nikolaj og Jonas et cirkus – Jonas var cirkusdirektør og Nikolaj var en abe, der lavede forskellige kunster. Cirkuset blev opført i badekarret med Jakob og Mette som tilskuere, der blev mere og mere våde.
Og hvad er det så egentlig med det bynavn. Officielt hedder byen jo Ho Chi Minh City – men ingen vi møder kalder den andet end Saigon. På de officielle bygninger står naturligvis Ho Chi Minh City og aviserne kalder den HCM City. Men i folkemunde og på skilte i byen – ja endda på de officielle togplaner og billetter fra den offentlig ejede jernbane – hedder byen (igen) Saigon.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar