Nu har Nikolaj og Jonas stort set uden brok fulgt med os på ture i gamle templer, ildelugtende markeder, lange vandreture og meget andet. Så i dag var det deres tur til at bestemme, hvad vi skulle. De valgte, at vi skulle til Vinpearl Land. Ikke fordi de vidste noget særligt om det, men fordi man skulle med en ”cable car” – eller flyvende tog som Jonas kalder det – derud. Den havde de nemlig set allerede den første dag i Nha Trang.
Egentlig havde vi tænkt os at tage videre fra Nha Trang i dag og til Da Lat, der ligger i højlandet et stykke inde i landet. Men vi besluttede os for at tage et par dage mere i Nha Trang for at slappe af – så må vi nå Da Lat, hvis vi kommer til Vietnam igen en anden gang.
Vinpearl Land er en forlystelsespark – lidt svarende til en dansk sommerlandpark – med tivoli og vandland. Der kan siges en del – både godt og skidt – om dette sted.
Det viste sig, at stedet ikke rigtig var bygget færdig endnu. Karrusellen blev fx malet mens vi kørte på den og et par andre forlystelser var omgivet af nogle mænd, der svejsede, så gnisterne sprang til alle sider. Turpasset vi havde fået sammen med indgangsbilleterne havde derfor en ret begrænset værdi og børnene fik vist prøvet 3-4 ting. Til gengæld var der åbningstilbud, så vi betalte heller ikke for turpassene og kun 540.000 i alt for os alle fire (under 200 kr.) for en hel dagsudflugt med en flot tur i svævebanen højt over havet – en tur i tivoli-forlystelserne, en 4D-biograftur og adgang til det kæmpestore vandland.Stedet er i det hele taget rigtig flot og burde kunne blive en succes – men næppe med de nuværende ejere. I et land, hvor vi ellers sjældent møder restriktioner, hvor trafikregler ikke rigtig findes (eller i hvert fald ikke overholdes), hvor alle springer over i køer o.s.v., så er Vinpearl Land et paradis for bureaukrater – og meget besværlig for alle os andre. Vi blev stort set hele dagen mandsopdækket af to medarbejdere, der fortalte, om alt det vi ikke måtte. De fleste forlystelser var ikke tilladt for børn under 130 cm. Og de forlystelser børnene så måtte prøve var enten lukket eller også måtte forældrene ikke deltage.
Det samme gjorde sig gældende i vandlandet. Alle de store sjove vandrutsjebaner var forbudt for børn. Og i det ellers dejlige og flotte børnevand-legeland måtte forældre så ikke være med. Det var naturligvis også en streng forseelse at have svømmebriller på i vandet eller overtræde en usynlig streg i bølge-poolen. Der er mange flere eksempler og Jakob måtte råbe meget højt for at forklare nogle af medarbejderne, at vi faktisk var her for at være sammen med vores børn og at vi derfor havde tænkt os at være i børnevandlandet. Det mødte ingen forståelse og vi fik adskillige gange forklaret, at voksne skulle være i den store del af parken og børnene i børne-vandlandet i den anden ende af parken.
Til sidst blev det heldigvis sådan, at vi kunne grine af det. Specielt da Jakob endelig fik forklaret en der forstod engelsk, at vi faktisk var taget hertil for at være sammen med vores børn og svaret så var, at hvis det virkelig var det, vi havde tænkt os, så måtte vi tage til stranden. Og vores civile ulydighed endte med at blive tålt efter en del skænderier.
Nikolaj og Jonas opdagede det heldigvis ikke, bortset fra at Nikolaj var ked af, at han ikke måtte prøve nogle af de ting han ellers har gjort i Danmark og andre steder siden han var tre år. Særligt tåbeligt var det, når en af medarbejderne gav ham lov og en anden så nægtede ham adgang. Det er altså vanskeligt at forstå, når man er fem år. Men han fandt nogle sjove rutsjebaner i børne-vandlandet og det var så varmt, at selv Jonas boltrede sig rundt i vandet og svømmede på livet løs. Det var en fornøjelse at se (selv om vores to ”op-passere” skulede til os over, at vi var gået i vandet med Jonas).
Ironisk nok var anbefalingen om at tage til stranden faktisk god, for vi sluttede dagen af med en tur på stranden lige uden for badelandet – en strand med det blødeste sand man kan forestille sig og dejlig lunt og stille vand. En hel modsætning til den lidt hårde strand med store bølger ved vores hotel.
På vejen hjem med svævebanen var vi enige om, at dagen alt i alt havde været rigtig god, og børnene havde ikke opdaget så mange af besværlighederne. Men Vinpearl Land er bestemt ikke et sted vi vil anbefale andre familier med små/mindre børn. Og hvis ikke man kan anbefale et tivoli- og vandland til børnefamilier, hvem søren skal så komme? Om det var forklaringen på, at vi stort set var de eneste i parken, ved vi ikke, men der var ikke en eneste forlystelse eller rutsjebane, som vi prøvede sammen med andre gæster – vi så da andre gæster, men langt fra nok til at stedet vil kunne løbe rundt. Det er vist ikke et godt tegn knap en måned efter åbningen og med flotte introduktionstilbud. Men når nu stedet er gået konkurs og overtages af nye ejere med et lidt andet regel-koncept, så kan det blive rigtig godt.
På vejen hjem var vi et smut forbi stationen. Dagen før havde vi ikke kunne få fire togbilletter i den samme kupe til Saigon til på tirsdag, men Jakob havde fået den kryptiske besked, at hvis vi kom igen i dag, så var der nok fire billetter. Og ganske rigtig – vi fik fire billetter i en soft-sleeper kupe til på tirsdag.
Efter den lange dag – specielt for Jonas der sprang middagsluren over – orkede vi ikke mere, og vi bad taxaen om at holde ind ved en bager, hvor vi købte lidt brød og nogle pølsehorn med hjem til et aftenmåltid på hotelværelset.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar