”Sjove køreture i tuk-tuk. Vi fodrer elefanter og får til gengæld en elefanttur gennem junglen. Vi klatrer og leger gemmeleg blandt gamle ruiner og store jungletræer. Hører spændende eventyr om konger, krige, prinsesser og helte og leder efter de steder, hvor Kmer-kongen vandt en sværdkamp eller hvor taget faldt sammen over prinsessen for 800 år siden. Hilser på vandbøfler og små vandbøffelkalve, leger fangeleg, så støvet står omkring os og vi får samme farve som alle dem der bor her.”
Nogenlunde sådan beskriver Nikolaj og Jonas vores besøg ved templerne i Angkor. Heldigvis har de synes, at det har været både sjovt og spændende, for området med templerne omkring Angkor er så stort, at et besøg i ruinerne af de gamle templer ikke kan gøres på én dag. Vi har derfor brugt et par dage og har endda kun nået en lille del af det store område.
Ruinerne af de gamle templer er spredt over et kæmpe område i og omkring den nu forsvundne by Angkor, der engang var verdens største by. De fleste templer er bygget mellem det 9. og 13. århundrede. Dengang havde byen en million indbyggere. På samme tidspunkt var der vel omkring 50.000 indbyggere i en by som London!
Byen udstrakte sig over et stort område og ligesom i så mange andre stærke civilisationer, har kongerne bygget helligdomme – templer og gravpladser for at ære gud(er) og – ikke mindst – sig selv. Helligdomme og paladser var det eneste, der blev bygget i sten – alt andet i træ, der naturligvis er forsvundet. De ruiner, der er tilbage i dag, ligger derfor godt spredt rundt omkring i et område, der i dag er skove og rismarker.
Den første dag begyndte vi i det største og mest kendte; nemlig Angkor Wat. Det er i sig selv hele besøget til Cambodia værd. Et imponerende bygningsværk. Kæmpestort, rigt udsmykket med udhugninger i næsten hver eneste sten. Og ganske velbevaret. Alene ”voldgraven” rundt om templet er mere end en kilometer på hver led. Her brugte vi hele den første eftermiddag på at klatre op ad stentrapper, finde på historier ud fra de lange udhuggede relieffer og slentre af sted mellem de kæmpe store sten.
Det er svært at komme på noget i Europa, der kan sammenlignes med disse bygningsværker. Pyramiderne i Egypten er nok en bedre sammenligning. Vi sluttede dagen med at kravle op på toppen af templet Phnom Bakeng, der ligger på toppen af den højeste bakke i området (”phnom” betyder bjerg). Efter en hård tur op ad den sidste trappe nåede vi lige op og se solens sidste stråler.
Turen ned i begyndende tusmørke var heller ikke nem. Det skulle åbenbart ikke være for nemt at nærme sig himlen – i hvert fald byggede de trapperne op til den øverste del af templerne så stejle og smalle, at det er umuligt at gå almindeligt op ad dem. Heldigvis var vores tuk-tuk-chauffør gået med op. Han var vant til turen og hjalp begge børnene sikkert ned hurtigere end Mette og Jakob kunne komme ned.
Solnedgangen på Phnom Bakeng var – måske forventeligt nok – noget af et tilløbsstykke og vi stod næsten som sild i en tønde ind til Jakob fandt en lille afsats som ingen af turisterne vist havde turde sætte sig på. Men der sad en munk i sit klassiske orange klæde alle yderst – og da han ikke så ud til at svæve selv måtte den vel kunne holde. Så vi endte med at få en god plads trods menneskemylderet.
Til gengæld var det den eneste gang vi oplevede rigtig mange mennesker ved vores besøg herude. Selvfølgelig var der andre turister end os, men at en af verdens største kulturskatte kunne opleves relativt fredeligt har overrasket os. Et par enkelte gange stødte vi på et helt hold turister fra en tur-bus (som regel med kinesere), men så var det nemt at tage en anden vej. Og flere gange befandt vi os ganske alene blandt de store templer. Men jo mere tilgængeligt Cambodia bliver for masseturisme, jo sjældnere et syn bliver det jo nok. Måske ærgerligt kunne nogen mene, men det er en mulighed for at tjene penge for ganske mange her, som ellers ikke har de bedste udsigter. Man kunne så bare ønske, at turistindustrien blev indrettet, så den belastede landet og ikke mindst templerne ved Angkor lidt mindre.
Vi sluttede aftenen af på en restaurant tæt ved hotellet. Om det var de mange oplevelser fra Angkor eller god mad ved vi ikke, men begge børn spiste løs. Jonas spiste nærmest lige så meget, som han har spist på de foregående ni dage af rejsen. Måske har han besluttet at bryde sin faste nu.
Vores anden dag i Angkor begyndte med en tur i ballon. Vi kom et par hundrede meter op over området og kunne se Angkor Wat, Phnom Bakeng og lidt fjerne nogle af de andre templer. Ballonen var dog lidt fra langt fra templerne til, at vi fik rigtig godt overblik.
Vi havde den samme tuk-tuk-chauffør som dagen før. Det er nemt og bekvemt at komme rundt og da vi skulle ca. 70-80 km omkring, så skal der motorkraft til. Han ville have den formidable sum af 15 $ for at være chauffør fra morgen til aften!
Derefter gik turen til Angkor Tom – et stort område med flere templer – mest imponerende er Bayon, hvor man uanset, hvor man befinder sig bliver nedstirret af nogle af de 216 kæmpe stenansigter.
På vejen dertil fortalte Jakob en lang historie om et af de store slag og om, hvordan Char-kongen havde krævet Khmer-kongens datter til hustru. Og i et kæmpe slag styrtede templet sammen og prinsessen døde. Nikolaj farede rundt ved templet for at finde lige netop det sted, hvor prinsessen var blevet knust.
”Er det ægte” har han flere gange spurgt til denne og de mange andre historier jakob fortæller om de gamle templer. Det fantastiske ved dette sted er jo, at ingen kender alle detaljerne om, hvad der præcis er foregået. Så den ene historie kan være lige så ægte som den anden. I hvert fald medvirker de til at gøre stedet meget levende og sjældent har en fem-års dreng studeret ruiner og store sten-relieffer så grundigt og så længe som Nikolaj. Han spørger i det hele taget meget til historien om alle de steder vi møder. Vores viden begrænser sig til de 20-30 sider ”Lonely Planet” skriver om Angkor og de fleste guider har viden på nogenlunde samme niveau (eller også er deres engelsk kundskaber ikke til mere). Men suppleret med lidt fantasi er det nu også tilstrækkeligt.
Det er også i Angkor Tom, at de største restaureringsarbejder er i gang. En kæmpe opgave fordi mange af templerne er i kraftigt forfald. Nok har templerne nogenlunde kunne klare 1000 års vejr og vind, men der er ikke mange naturkatastrofer, der kan måle sig med turistflokke… På et af templerne blev der allerede i slutningen af 60-erne igangsat et stort restaureringsarbejde. Hele templet blev skilt ad. Alle sten nummereret og registreret. Arbejdet kom vist ganske langt inden krigen og Pol Pot-regimet satte alt i stå. Desværre forsvandt alle tegninger og registreringer, så nu er der blot enorme bunker (nummererede) sten.
Vi mødte en elefant ved Bayon som Nikolaj og Jonas fodrede med bananer. Til gengæld (og for en betaling på 20 $ til elefantens ejer) fik vi en ridetur på elefanten til stor begejstring for specielt Jonas.
.jpg)
Herefter kørte vi ud til Banteay Srei, der ligger omkring 30 kilometer fra Angkor Wat. Det er en god lang tur i tuk-tuk og Jonas fik sin middagslur på vejen. Banteay Srei er også kendt som ”kvinde-templet” – vist nok mest fordi udhugningerne er lavet så flotte og detaljerede, at det siges, at det ikke kan være mænd, der har lavet det. Skrøne eller ej – flot var det i hvert fald.Derefter en lang tur tilbage på vejen gennem rismarker, damme med badende vandbøfler, små landsbyer m.v. indtil vi nåede til dagens sidste tempelområde; Ta Prom.
Ta Prom ligger næsten helt opslugt af junglen og det er som at træde ind i en Indiana Jones film eller i Tomb Raider (der vist endda er sat til at foregå lige her, men hvor meget der rent faktisk er optaget her, aner vi ikke). Kæmpe store træer har sprængt sig gennem templernes tunge sten og høje mure. Rødderne slynger sig om søjler og tårne. I dag er det ikke helt klart om skoven er ved at ødelægge templet, eller om det rent faktisk er træerne, der holder templet oprejst. Sådan har alle templerne formentlig set ud på et tidspunkt inden de er blevet ryddet for turisterne, men det er rigtig godt, at ”jungle-indtrykket” her bevares.
På vejen hjem derfra lykkedes det i øvrigt sulten efter den hårde dag at vinde over Jonas’ stædighed. Allerede ved morgenmaden havde han nægtet at spise, fordi hans onde forældre fastholdt, at han skulle spise en bolle med smør, før han kunne få nutella. Han holdt stædigt fast i, at så skulle han ikke have noget at spise. Men kl. 17 satte han sig til at spise sin bolle med smør uden brok.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar