Også denne dag begyndte med en stor fejl. I dag hed den GST Express Busses.

Ingen kunne helt fortælle, hvorfor bussen ikke gik til den planlagte tid, 9.45. Jakob spurgte flere gange, hvornår bussen gik og fik samme klare svar hver gang: ”9.45”. Da vi fik samme svar og klokken rent faktisk var blevet lidt i 11 spurgte vi til den næste bus, der planmæssigt skulle gå samme sted fra kl. 10.45. Svaret var nedslående: ”Yes, yes – the same”. Og at bussen havde været der allerede da vi ankom var heller ikke så mærkeligt for nogle af dem vi sad og ventede med havde billet til bussen 7.45. Og ja, rigtig gættet. Det var også den samme bus. Så er det jo nemt at prale med mange afgange, når man bare lader bussen vente.
Endelig kunne der ikke presses flere mennesker og mere bagage og mærkelige sække ind i bussen og vi kom af sted. Vi kørte næsten 200 meter før vi holdt ind på en benzinstation. Efter lang ventetid her kom vi endelig af sted – efter at have siddet i bussen i næsten to timer.
Herefter gik det fint. Vi nød turen, der skulle bringe os til Siem Reap – byen ved det gamle Angkor Wat. Turen var planlagt til at tage seks timer. Men at tilbagelægge afstanden på 320 kilometer på seks timer er ikke nemt, når man hvert andet øjeblik skal standse, fordi der står en ko midt på vejen. Men det er jo en del af charmen og udsigten til rismarker og damme med åkander, afslappede vandbøfler, landsbyer og pagoder er herlig at have mens vi kører.

Igen kom vores børn os til hjælp. Da dem der boede ved siden af vejen så, at vi havde børn, blev vi budt indenfor i skyggen og der blev rullet tæpper ud til børnene. Efter lige at have sundet os lidt i skyggen måtte vi finde på noget. Mette tryllede en lille flaske sæbeboblevand frem og snart sprang både Nikolaj, Jonas og nogle børn fra huset jævnaldrende med vores rundt og fangede sæbebobler. Aldrig har så lille en bøtte sæbeboblevand gjort så stor nytte. Jakob lærte børnene at puste sæbebobler, så stoltheden strålede fra dem.
Selv om ingen fra den familie der boede der kunne et ord engelsk fik vi ”talt” en del med dem. Det lykkedes endda Nikolaj at spille Beyblade (et spil kort som han havde fået sendt i julegave af Mikkel fra Indien) med to af børnene. Det lykkedes den mindste af børnene at vinde spillet – men han fik også hjælp af en munk, der hurtigt forstod reglerne og satte sig ned og forklarede dem for børnene. (Så fik Nikolaj også svar på, hvad munke egentlig laver – de spiller åbenbart Beyblade.)

Men nu kom vi da endelig af sted igen, så vi klagede ikke. Til gengæld blev vi noget nervøse et stykke tid senere, da et fransk par på forsæderne kom højlydt op at skændes med chaufføren. De endte med at blive smidt af midt ude i – ja, vi andre i hvert fald ikke hvor. Jakob forsøgte at finde ud af, hvad der foregik – for hvis chaufføren var ved at kræve ekstra betaling for alle os der var stået på fra den bus, der var gået i stå var det nok smartest at stå sammen og ikke lade chaufføren smide os af en efter en. Men pludselig standsede bussen og det franske par blev som sagt smidt ud. Det var med noget nervøse blikke vi kiggede efter dem, da vi kørte videre. Da vi holdt ind til pausen fik vi talt med nogle af dem, der sad oppe foran og det viste sig, at det franske par skulle have været af i en by vi havde passeret et stykke forinden og at specielt manden var blevet temmelig sur over, at chaufføren ikke havde sagt til. Så måske det var fair nok, hvad der skete.
Vi ankom til Siem Reap efter mørkets frembrud og fandt hurtigt en tuk-tuk, der kørte os til Casa Angkor hotel, som vi havde booket inden vi kom herop. Det var vældig godt for på det tidspunkt var børnene vældig trætte og det var derfor herligt at komme til et lækkert hotel med et værelse parat efter næsten 12 timers rejse. En rejsedag næsten dobbelt så lang som planlagt men som børnene klarede helt fantastisk uden brok eller sure miner.
Selv Jonas er vist ved at være globetrotter nu, selv om han stadig savner sin vuggestue. Han drømmer i hvert fald om den for da han havde sovet middagslur i bussen i dag, satte han sig op, kiggede sig omkring og sagde ”Næ, jeg er jo ikke i vuggestuen længere.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar