Langt, langt, langt til Siem Reap

En næsten uendelig transportdag præget af en bus der først kørte med nogle timers forsinkelse og så brød sammen undervejs. Men vi kom da frem til Siem Reap efter næsten 12 timer på farten.

Også denne dag begyndte med en stor fejl. I dag hed den GST Express Busses.

Det så ellers ud til at begynde så nemt. Afgangsstedet for busserne fra GST Express var kun et par minutter fra vores hotel. Da vi ankom et kvarter før afgang holdt bussen der endda allerede, så vi fik hurtigt bagagen ind og fandt vores pladser. Og så skete der ikke mere. Og lidt senere skete der heller ikke mere.

Ingen kunne helt fortælle, hvorfor bussen ikke gik til den planlagte tid, 9.45. Jakob spurgte flere gange, hvornår bussen gik og fik samme klare svar hver gang: ”9.45”. Da vi fik samme svar og klokken rent faktisk var blevet lidt i 11 spurgte vi til den næste bus, der planmæssigt skulle gå samme sted fra kl. 10.45. Svaret var nedslående: ”Yes, yes – the same”. Og at bussen havde været der allerede da vi ankom var heller ikke så mærkeligt for nogle af dem vi sad og ventede med havde billet til bussen 7.45. Og ja, rigtig gættet. Det var også den samme bus. Så er det jo nemt at prale med mange afgange, når man bare lader bussen vente.

Endelig kunne der ikke presses flere mennesker og mere bagage og mærkelige sække ind i bussen og vi kom af sted. Vi kørte næsten 200 meter før vi holdt ind på en benzinstation. Efter lang ventetid her kom vi endelig af sted – efter at have siddet i bussen i næsten to timer.
Herefter gik det fint. Vi nød turen, der skulle bringe os til Siem Reap – byen ved det gamle Angkor Wat. Turen var planlagt til at tage seks timer. Men at tilbagelægge afstanden på 320 kilometer på seks timer er ikke nemt, når man hvert andet øjeblik skal standse, fordi der står en ko midt på vejen. Men det er jo en del af charmen og udsigten til rismarker og damme med åkander, afslappede vandbøfler, landsbyer og pagoder er herlig at have mens vi kører.

Desværre sluttede turen efter godt 100 kilometer, hvor motoren brændte sammen. Et stykke tid forsøgte chaufføren at overbevise sig selv og os om, at den bare var for varm, men en motor, der lyder som et helt savværk har det ikke helt godt. Da han opdagede, at der ikke havde været olie på motoren opgav han og vi måtte vente på en anden bus.

Igen kom vores børn os til hjælp. Da dem der boede ved siden af vejen så, at vi havde børn, blev vi budt indenfor i skyggen og der blev rullet tæpper ud til børnene. Efter lige at have sundet os lidt i skyggen måtte vi finde på noget. Mette tryllede en lille flaske sæbeboblevand frem og snart sprang både Nikolaj, Jonas og nogle børn fra huset jævnaldrende med vores rundt og fangede sæbebobler. Aldrig har så lille en bøtte sæbeboblevand gjort så stor nytte. Jakob lærte børnene at puste sæbebobler, så stoltheden strålede fra dem.

Selv om ingen fra den familie der boede der kunne et ord engelsk fik vi ”talt” en del med dem. Det lykkedes endda Nikolaj at spille Beyblade (et spil kort som han havde fået sendt i julegave af Mikkel fra Indien) med to af børnene. Det lykkedes den mindste af børnene at vinde spillet – men han fik også hjælp af en munk, der hurtigt forstod reglerne og satte sig ned og forklarede dem for børnene. (Så fik Nikolaj også svar på, hvad munke egentlig laver – de spiller åbenbart Beyblade.)

Efter 1½ time kom der endelig en bus. Nikolaj gav sine nye kammerater nogle Beyblade-kort i afskedsgave og så smuttede vi ind i den nye bus. ”Ny” er dog nok ikke det rigtige ord at bruge. Selv en pensioneret skolebus i Danmark ville fremstå som funklende ny ved siden af denne. Nogle steder sad sæderne ikke fast, lys og blæsere virkede heller ikke rigtig. Men vi fik da tre pladser på bagsædet, hvilket var mere end ca. halvdelen af dem vi havde ventet med fik – for bussen var nemlig allerede halvt fuld af lokale på vej til Siem Reap.

Men nu kom vi da endelig af sted igen, så vi klagede ikke. Til gengæld blev vi noget nervøse et stykke tid senere, da et fransk par på forsæderne kom højlydt op at skændes med chaufføren. De endte med at blive smidt af midt ude i – ja, vi andre i hvert fald ikke hvor. Jakob forsøgte at finde ud af, hvad der foregik – for hvis chaufføren var ved at kræve ekstra betaling for alle os der var stået på fra den bus, der var gået i stå var det nok smartest at stå sammen og ikke lade chaufføren smide os af en efter en. Men pludselig standsede bussen og det franske par blev som sagt smidt ud. Det var med noget nervøse blikke vi kiggede efter dem, da vi kørte videre. Da vi holdt ind til pausen fik vi talt med nogle af dem, der sad oppe foran og det viste sig, at det franske par skulle have været af i en by vi havde passeret et stykke forinden og at specielt manden var blevet temmelig sur over, at chaufføren ikke havde sagt til. Så måske det var fair nok, hvad der skete.

Vi ankom til Siem Reap efter mørkets frembrud og fandt hurtigt en tuk-tuk, der kørte os til Casa Angkor hotel, som vi havde booket inden vi kom herop. Det var vældig godt for på det tidspunkt var børnene vældig trætte og det var derfor herligt at komme til et lækkert hotel med et værelse parat efter næsten 12 timers rejse. En rejsedag næsten dobbelt så lang som planlagt men som børnene klarede helt fantastisk uden brok eller sure miner.

Selv Jonas er vist ved at være globetrotter nu, selv om han stadig savner sin vuggestue. Han drømmer i hvert fald om den for da han havde sovet middagslur i bussen i dag, satte han sig op, kiggede sig omkring og sagde ”Næ, jeg er jo ikke i vuggestuen længere.”