Jakob ringede til den taxachauffør, der havde kørt ham til lufthavnen efter rygsækken i forgårs for at aftale en tur til Phnom Tamao Wild Life Sactuary et godt stykke syd for Phnom Penh. Så for 40 $ havde vi bil og chauffør en hel dag (det var formentlig endda vældig godt betalt, men vi prøvede et par andre også og kunne ikke rigtig presse det under 35 $ for en hel dag med mindre vi ville køre med tuk-tuk hele vejen).
Det tog knap 1½ time at komme derned. Det meste af vejen dertil er asfalteret hovedvej. Men på de sidste kilometer jordvej sidder tiggere langs hele vejen. Det kan undre meget, hvad de egentlig laver der. Vi mødte vist kun 4-5 andre turister i Phnom Tamao – det kan da umuligt brødføde 30-40 tiggere. I bestræbelserne på opmærksomhed var særligt en ting mærkeligt. Når vi kom kørende, kastede de vand på vejen. Om det var en tjeneste (mod forventet betaling) for at undgå, at vi fik støv på bilen eller om det var for undgå selv at blive indhyllet i støv, er ikke helt klart for os. Vi var hårde og kyniske og stoppede ikke, for hvordan skal man vælge, hvem af de mange tiggere, man skal hjælpe?
Phnom Tamao er en slags mellemting mellem en dyrepark, en zoologisk have og et dyrehospital. Dyrebestanden udgøres af dyr, der er skadet efter fx trafikulykker, fælder og lignende eller som myndighederne har konfiskeret fra det omfattende illegale marked for dyr i Cambodia og resten af Asien.
For den formidable entre af 10 $ kom vi alle fire samt bil og chauffør ind i parken. Vi begyndte hos aberne, som løb frit omkring. Nikolaj kom næsten op at slås med en af aberne. Vi stod og kiggede på nogle fugle og da vi skulle videre vendte Nikolaj sig som sædvanligt hurtigt om for at løbe videre. Men en abe der var på vej lige bag ved os blev så forskrækket, at den hoppede på ham. Den rev ham heldigvis ikke, men både Nikolaj og vi andre blev helt forskrækket, da aben hoppede på ham.
Lige under et skilt med ”Do not feed the animals” havde en flok børn slået sig ned med en lille bod, hvor de solgte bananer og kokosnødder, som man kunne give dyrene. Vi var autoritetstro mod advarselsskiltet og selv om vi mødte børn alle steder i parken, der gerne ville sælge os forskellige madvarer til dyrene undlod vi at bidrage til dyrplageriet. For dyrplageri var det virkelig. For at vise, hvor interesserede dyrene var i maden, viftede børnene med frugt, fisk eller hvad de nu havde lige uden for dyrenes rækkevidde, så de stakkels dyr hoppede og dansede – alt sammen for, at vi turister skulle betale for, at gav dyrene maden. Vi undlod som sagt at bidrage hertil og puttede i stedet godt i indsamlingsbøtten til zoologisk have (og så håber vi, at det rent faktisk er det pengene går til).
Der var også en del hjorte, som var ganske tamme, så dem løb Nikolaj og Jonas rundt og klappede eller trak i gevirerne. Særligt en af hjortene var meget glad for Jonas – den fulgte efter ham, mens han grinede over, at det kildede, når den slikkede ham i øret.
Parken har rigtig mange bjørne. "Solbjørnen" er så uheldig at stå højt på ranglisten over medikamenter i kinesisk medicin, så der er en livlig illegal handel (og tilsvarende mange konfiskerede bjørne).
Derefter gik turen videre til krokodillerne. De lå sløvt og gabte – lige indtil vi kom tæt på det tynde, lave trådhegn, der adskilte dem fra os. Så kom der fart på den ene lige hen mod os! Det var vist en god idé at holde fingrene uden for trådhegnet!
Vi spiste frokost hos nogle af de lokale småsælgere som vores chauffør faldt i snak med. Selv om deres småhuse er nok så primitive, er de nu smart bygget til varmen. Alt byggeri er hævet op på pæle. Nede i det fugtige område sydpå troede vi egentlig, at det var for at undgå oversvømmelser. Det er det måske også, men en mindst lige så vigtig funktion er køling. Med luft under fødderne og en sejldug eller bliktag, der skygger for solen, er det faktisk ganske behageligt selv i middagsheden.
Hos tigrene kravlede en af de lokale ind til trådhegnet og stak en hånd igennem for at klappe tigrene. På trods af forsikringer om, at tigrene var ganske flinke, skulle vi nu ikke nyde noget af at prøve det samme. I stedet inviterede en af dyrepasserne os ind i ”stalden” (eller hvad den slags nu hedder for tigre). Her kunne vi også komme rigtig tæt på de store, flotte katte.
Vi sluttede hos elefanterne, hvor vi kom lige da den søde lille elefantunge fik mad. Den havde mistet sin ene fod – om det har været en fælde, en mine eller noget tredje, ved vi ikke, men sød, det var den nu.
Efter besøget i Phnom Tameo kørte vi til en pagode lige uden for dyreparken. Den lå idyllisk på toppen af et lille bjerg, hvor Jonas møjsommeligt kæmpede sig op ad den høje stentrappe helt op til toppen. Pagoden var helt tom bortset fra en enkelt munk, der gav Nikolaj og Jonas en røgelsespind hver, som han tændte sammen med dem. Det gav efterfølgende rigtig mange spørgsmål fra Nikolaj om, hvad munke egentlig laver, hvorfor en statue af Buddha var glad for den mærkelige lugt fra røgelsen o.s.v.
Efter en god dag blev vi sat af lige uden for hotellet. Vi gik en kort tur på ”det russiske marked”, hvor alt godt og (i særdeleshed) skidt faldbydes. Hvis nogle hjemme har brug for et par bundter brugte cementposer, knallertreservedele eller glimtende Buddha-figurer med discolys, så bare sig til. Lars kan endda for en billig penge få suppleret sin samling af håndsymaskiner (der vel at mærke benyttes flittigt her).
Vi endte med at spise en simpel aftensmad bestående af landgangsflute og lidt pålæg, som vi havde købt på køreturen hjem fra Phnom Tameo for den formidable sum af ½ dollar.
Inden sengetid ringede vi til oldemor, der blev 98 i dag. Hun var vældig glad for lykønskningerne fra den anden side af jorden. Om hun fik fat i Nikolajs lange beretning om alt vi havde oplevet, er nok mere tvivlsomt. Men stort tillykke til oldemor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar