Indtryk af Cambodia

Hvad er det egentlig for et land vi er kommet til – og ikke mindst hvem er cambodianerne. Det er spørgsmål vi har stillet os selv en hel del gange.

Man kan selvfølgelig fokusere på en masse sørgelige sider af landet. En historie med mange krige og konflikter (det er der jo også mange andre lande der har – på denne egn har de bare ikke vundet særlig mange af dem siden storhedstiden fra omkring år 1000 - 1300). Ikke mindst dominerer rædselsperioden med De Røde Khmere jo den blodige fortid med et folkedrab, som kun ganske få historiske tragedier kan leve op til. Carsten Jensen beskriver det i sin ”Jeg har set verden begynde” gennem en række betragtninger og samtaler med mennesker han møder på sin vej gennem Cambodia; fx en episode, hvor han taler med en mand om, hvordan han og hans familie kom igennem det. ”Jo, vi har været heldige. Halvdelen af min familie lever endnu…” Vi opsøger nu ikke de mange vidnesbyrd om denne periode, så den lader vi ligge her.

Også den store fattigdom er sørgelig at være vidne til. Nikolaj har flere gange spurgt til, hvorfor vi ser børn, der arbejder. Han kan ikke forstå de ikke er i skole eller leger. Det er jo svært at forklare – men måske netop derfor, er det en lærerig oplevelse at se.

Men først og fremmest er Cambodia et flot land. Rismarker i små sirlige firkantede inddæmninger. Ud for selv den usleste hytte, ligger en lille dam med flotte store lyserøde åkander. Palmer og kridhvide strande. Ja, der er nok at tage af på bare den lille del af Cambodia vi har set indtil nu.

Og så er det en befolkning med både stor høflighed og værdighed. Vi oplever ikke anmassende sælgere og kun få tiggere. I stedet smil og interesse – ikke mindst overfor Nikolaj og Jonas, der får rigtig mange klap på kinden eller hovedet. Vi bliver også hele tiden spurgt om, hvor gamle børnene er. Desværre taler ret få andre end dem der lige er beskæftiget på hoteller og lignende særlig godt engelsk, så kommunikationen foregår som regel med fagter og tegn – og en masse smil. Det er lidt ærgerligt for mange steder er det netop en fantastisk måde at komme i kontakt med andre, at vi har børn med, men her bliver det så ikke til meget mere end lidt hilsner.

Og så er her bare rigtig mange mennesker. Ja, det er der jo også på Strøget derhjemme, så det er sikkert bare fordi det er et fremmed sted, at vi synes det er specielt. Men gadebilledet er i hvert fald noget anderledes her. Der er motorcykler (eller knallerter) over alt. Forestil jer nogle af de billeder i sikkert kender fra Kina med tusindvis af cyklister, der fylder hele gaden og helt omslutter de få biler, der er. Og erstat så cyklerne med lige så mange ”motos”, der oser, dytter, svinger og maser sig frem. Der er ingen trafikregler her andre end at, ”når jeg dytter så overhaler/drejer/standser jeg”.

Alt transporteres på disse motos. Vi er flere gange blevet spurgt, om vi ikke vil have et lift og har tænkt, om de er komplet vanvittige – vi er jo fire mennesker, men en af dagene så vi seks mennesker hængende på en enkelt motorcykel! Og er der ikke mange mennesker på, så ligger der høns (levende selvfølgelig) eller andet bagage henslængt over styr og sæde. For slet ikke at tale om dem, der har en vogn bagpå – en såkaldt tuk-tuk. Her kan virkelig være mange mennesker eller store læs på. Det er nu vores foretrukne taxa til og fra byen.

En tur med bussen er også underholdende. Er der ikke plads nok, så kommer nogen med et par havestole som så stilles i midtergangen – så er der plads til lidt flere.

Prisniveauet i landet er lavt. Vi kan overnatte her for ca 10 $ pr. nat, hvis vi bare vil have et værelse med senge. Vi har dog lagt ud med et noget højere niveau med 4- og 5-stjernede hoteller, der koster den formidable sum af ca 100 $ pr. nat. Vi lander nok et sted midt imellem på den videre tur. Mad, drikke og øvrige varer er også billige. En dejlig iskold coka cola koster omkring en halv $ og et måltid mad 5-10 $ (dyrere på de lidt finere steder og hoteller).

Vi blev lidt overraskede over, at man ikke prutter så meget om prisen. Vi har flere gange oplevet, at sælgere siger nej og blot lader os gå videre, hvis vi bød for lavt. Men når et par sandaler koster 5 $ er det selvfølgelig også mest for sjov skyld, at man behøver prutte om prisen.

Det er i øvrigt ikke tilfældigt, at vi kun nævner priser i $. Det er den faktiske møntfod her. Alle priser opgives i $ og kun helt småbeløb under 1 $ afregnes i den lokale valuta. I bankernes hæveautomater kan man f.x. også kun hæve $. Så vi nyder godt af den lave dollarkurs.