Dagen i dag stod på en lang bustur tilbage til Phnom Penh. Men inden afgang fra hotellet ca. kl. 11, nåede vi naturligvis lige en tur i poolen – dvs. os alle bortset fra Jonas, der stadig synes, at det er for koldt. Han bliver desværre også ved med at have lidt feber, men er ikke mere syg end at han stadig kan lave ballade. Mens vi andre var i poolen rendte han rundt og tændte for nogle vandhaner (som formentlig bruges, når haven omkring poolen skal vandes). Da Mette råbte til ham, at han ikke måtte lege med vand råbte han tilbage ”Jamen mor, jeg vasker bare hænder mange steder!”
Da vi skulle fra hotellet til busholdepladsen var det meningen, at vi skulle have været med den samme tuk-tuk som kørte os til Ream i går, men han dukkede desværre ikke op. Tuk-tuk chaufførerne uden for hotellet havde godt set al vores bagage og tænkte, at vi nok havde travlt, så de var meget hårde i prisforhandlingen. Jakob var lige ved at give sig og betale hele 3 $ for en tur til bussen. Mette var imidlertid standhaftig – hankede op i bagagen og begyndte at gå. Da Jakob og ungerne fulgte efter nåede vi kun få meter før en af tuk-tuk chaufførerne gav sig og det blev (igen) som Mette ville have det, mens Jakob fik æren som den hårde forhandler.
Man kan selvfølgelig mene, at det er noget pjat – vi kunne jo sagtens give en dollar mere, men når nu tuk-tuk chaufførerne har vædde-konkurrencer om hvor meget de kan få turisterne til at betale (som en af chaufførerne grinene fortalte os, da vi havde betalt for meget for en anden tur) så må vi jo også bidrage til spillet.
Busturen gik rimelig nemt da først vi lærte ikke at se fremad på vejen for chaufføren kørte om muligt endnu mere vanvittigt end turen derned. Da vi med lettere anspændthed havde overværet hans overhaling af tre lastbiler på vej op ad en bakke besluttede vi os for at kigge ud til siden i stedet for. (Overhalingen endte i øvrigt med, at bussen næsten jog en stakkels modkørende knallert i grøften – men som buschaufføren sikkert har tænkt: ”Jeg havde jo hornet i bund, så han kunne da bare have hørt mig og holdt ind til siden…”).
På turen havde vi (igen) god udsigt til rismarker, småhuse, sælgere af mad, drikke og benzin langs vejen m.v. Det er sjovt at se, hvordan der på traditionel vis benyttes okser og vandbøfler i landbruget – kun de helt klassike runde, toppede ”rishatte” er blevet udskiftet med kasketter.
Jonas fik desværre mere feber på busturen, så helt er han altså ikke sluppet af med at være syg, men heldigvis sov han det meste af vejen.Nikolaj tog en kort lur og brugte ellers det meste af tiden med sin PSP og lidt højtlæsning. At en sød fransk pige på 6-7 år forsøgte at indsmigre sig ved at dele slik med ham gjorde ikke det store indtryk og han krøb hurtigt genert ind bag sin PSP.
Vel fremme i Phnom Penh tjekkede vi ind på det nærmeste hotel (New York Hotel). Vi fik et stort værelse. Det ligger fint centralt og så højt oppe, at vi både har god udsigt over byen og slipper for det meste trafikstøj – men desværre ikke højt nok oppe til at være fri for kakerlakker. Jakob knaldede en ordentlig en på størrelse med en mariekiks. Men bortset fra, at de ikke er så lækre, så gør de jo ingen skade.
Mens Mette, Nikolaj og Jonas slappede af og pakkede lidt ud tog Jakob en taxa til lufthavnen for at hente vores bagage. Thai Airways havde meddelt, at de alligevel ikke kunne levere rygsækken fordi toldmyndighederne ville se den. Nå, men de 10 km. til lufthavnen kunnen vel hurtigt klares – troede vi. Selv om taxachaufføren havde sagt at det tog 15-20 minutter tog det 70 minutter før lufthavnen var i syne på grund af trafikken. Jakob fik rygsækken uden problemer og vandrede i øvrigt helt uantastet igennem tolden. Så meget for Thai Airways’ rygte om god service. Det er ikke noget vi kan nikke genkendende til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar