Indtryk af Cambodia

Hvad er det egentlig for et land vi er kommet til – og ikke mindst hvem er cambodianerne. Det er spørgsmål vi har stillet os selv en hel del gange.

Man kan selvfølgelig fokusere på en masse sørgelige sider af landet. En historie med mange krige og konflikter (det er der jo også mange andre lande der har – på denne egn har de bare ikke vundet særlig mange af dem siden storhedstiden fra omkring år 1000 - 1300). Ikke mindst dominerer rædselsperioden med De Røde Khmere jo den blodige fortid med et folkedrab, som kun ganske få historiske tragedier kan leve op til. Carsten Jensen beskriver det i sin ”Jeg har set verden begynde” gennem en række betragtninger og samtaler med mennesker han møder på sin vej gennem Cambodia; fx en episode, hvor han taler med en mand om, hvordan han og hans familie kom igennem det. ”Jo, vi har været heldige. Halvdelen af min familie lever endnu…” Vi opsøger nu ikke de mange vidnesbyrd om denne periode, så den lader vi ligge her.

Også den store fattigdom er sørgelig at være vidne til. Nikolaj har flere gange spurgt til, hvorfor vi ser børn, der arbejder. Han kan ikke forstå de ikke er i skole eller leger. Det er jo svært at forklare – men måske netop derfor, er det en lærerig oplevelse at se.

Men først og fremmest er Cambodia et flot land. Rismarker i små sirlige firkantede inddæmninger. Ud for selv den usleste hytte, ligger en lille dam med flotte store lyserøde åkander. Palmer og kridhvide strande. Ja, der er nok at tage af på bare den lille del af Cambodia vi har set indtil nu.

Og så er det en befolkning med både stor høflighed og værdighed. Vi oplever ikke anmassende sælgere og kun få tiggere. I stedet smil og interesse – ikke mindst overfor Nikolaj og Jonas, der får rigtig mange klap på kinden eller hovedet. Vi bliver også hele tiden spurgt om, hvor gamle børnene er. Desværre taler ret få andre end dem der lige er beskæftiget på hoteller og lignende særlig godt engelsk, så kommunikationen foregår som regel med fagter og tegn – og en masse smil. Det er lidt ærgerligt for mange steder er det netop en fantastisk måde at komme i kontakt med andre, at vi har børn med, men her bliver det så ikke til meget mere end lidt hilsner.

Og så er her bare rigtig mange mennesker. Ja, det er der jo også på Strøget derhjemme, så det er sikkert bare fordi det er et fremmed sted, at vi synes det er specielt. Men gadebilledet er i hvert fald noget anderledes her. Der er motorcykler (eller knallerter) over alt. Forestil jer nogle af de billeder i sikkert kender fra Kina med tusindvis af cyklister, der fylder hele gaden og helt omslutter de få biler, der er. Og erstat så cyklerne med lige så mange ”motos”, der oser, dytter, svinger og maser sig frem. Der er ingen trafikregler her andre end at, ”når jeg dytter så overhaler/drejer/standser jeg”.

Alt transporteres på disse motos. Vi er flere gange blevet spurgt, om vi ikke vil have et lift og har tænkt, om de er komplet vanvittige – vi er jo fire mennesker, men en af dagene så vi seks mennesker hængende på en enkelt motorcykel! Og er der ikke mange mennesker på, så ligger der høns (levende selvfølgelig) eller andet bagage henslængt over styr og sæde. For slet ikke at tale om dem, der har en vogn bagpå – en såkaldt tuk-tuk. Her kan virkelig være mange mennesker eller store læs på. Det er nu vores foretrukne taxa til og fra byen.

En tur med bussen er også underholdende. Er der ikke plads nok, så kommer nogen med et par havestole som så stilles i midtergangen – så er der plads til lidt flere.

Prisniveauet i landet er lavt. Vi kan overnatte her for ca 10 $ pr. nat, hvis vi bare vil have et værelse med senge. Vi har dog lagt ud med et noget højere niveau med 4- og 5-stjernede hoteller, der koster den formidable sum af ca 100 $ pr. nat. Vi lander nok et sted midt imellem på den videre tur. Mad, drikke og øvrige varer er også billige. En dejlig iskold coka cola koster omkring en halv $ og et måltid mad 5-10 $ (dyrere på de lidt finere steder og hoteller).

Vi blev lidt overraskede over, at man ikke prutter så meget om prisen. Vi har flere gange oplevet, at sælgere siger nej og blot lader os gå videre, hvis vi bød for lavt. Men når et par sandaler koster 5 $ er det selvfølgelig også mest for sjov skyld, at man behøver prutte om prisen.

Det er i øvrigt ikke tilfældigt, at vi kun nævner priser i $. Det er den faktiske møntfod her. Alle priser opgives i $ og kun helt småbeløb under 1 $ afregnes i den lokale valuta. I bankernes hæveautomater kan man f.x. også kun hæve $. Så vi nyder godt af den lave dollarkurs.

På marked

Formiddagen gik med en tur til markedet – et snavset, ildelugtende sted, der faldbyder alt mellem himmel og jord.

Vi tog på det lokale marked i dag og købte sandaler og kasketter. Det kostede os den fyrstelige sum af 1-2 $ pr. kasket og 3-5 $ for et par sandaler. Så nu har vi de vigtigste ting fra den forsvundne rygsæk. Det pæne nytårstøj og pæne sko må vi undvære. Snorkeludstyret får vi nok næppe heller igen i ordentlig kvalitet. Det er godt at have sandaler igen – kondisko og 30 C er ikke så god en cocktail.

Markedet var i øvrigt en pudsig oplevelse. Et stort overdækket område, så lugten af tusind mange mennesker, friskslagtede kyllinger og lidt mindre friske fisk blandede sig med lugten fra kloakken, der bestod af en åben rende midt i fortovet – nogle steder dækket med et par brædder, så man ikke falder i. Nikolaj gik og holdt sig for næsen det meste af tiden. Men markedet var ellers som den slags ses andre steder. Små gange med mange madboder også med levende krabber, grøntsager osv. Boder med sandaler, kasketter, tasker, tøj, smykker, vaskepulver ja alt hvad man skal bruge i husholdningen. En stor blanding af alle mulige forskellige varer – og det meste til ganske få dollars.

Jonas tog på et tidspunkt fat i Mette og pegede på en lille dreng. ”Hvorfor har han ikke sko og strømper på mor?” Ja, der var en del børn på Nikolajs alder, der rendte rundt og småtiggede eller bare fulgte nysgerrigt med os rundt.

Mette skulle i øvrigt på toilettet da vi var inde på et af byens apoteker. Hun fik lov at låne deres private, som lå i baglokalet. Og det var noget af en oplevelse! Et fint toilet med træk og slip, men ingen toiletpapir. Det kan enhver jo løbe tør for, men det var nu ikke grunden. Næhh, i stedet lå en klud, som man bare skulle tørre sig med. Og den var ikke nyvasket! Mette kom hurtig ud igen med en kort kommentar: ”Jakob vi skal hjem nu - det kan jeg bare ikke!”

Hvad med vores bagage?

Der er i stadig ikke noget nyt om vores forsvundne rygsæk – eller rettere; der er det nyt, at ingen kan finde den.

Jakob har kontaktet både Phnom Penh Airport Baggage Service, Thai Airways (som vi fløj med fra Bangkok) og Air France (som vi fløj med hjemmefra til Bangkok). Ingen er i stand til at undersøge noget om den forsvundne rygsæk. Det mest almindelig svar er ”Call back tomorrow. It will probably show up.” Air France glimrede ved på sit såkaldte “World Wide baggage service” nummer blot at henvise til Air France i Australien – dem har vi endnu ikke fået til at tage telefonen. Og den mail-adresse Air France oplyser på deres hjemmeside virker ikke.

Baggageservice i lufthavnen i Phnom Penh havde dog fundet en kuffert med mærket Motorola (vi har på PIR-rapporten angivet, at vi har mistet en rygsæk af mærket Wolf!) i Bangkok, der i det mindste var de samme farver som vores rygsæk (sort og grå).

Alt i alt må vi nok sande, at vi ikke får rygsækken at se igen. Heldigvis havde vi pakket sådan, at der var blandet indhold i vores to rygsække – det er således kun en del af vores tøj, to badehåndklæder, shampoo, sæbe, deo og lignende der er forsvundet. Det vi mangler mest er alle vores sandaler og så alt vores snorkel-udstyr.

Så må se, hvad forsikringen kan hjælpe os med senere. Et af kriterier for at få udbetalt forsikringspenge er, at vi har kvitteringer for de ting vi køber. I vores egen verden kan det jo lyde fornuftigt nok, men på et lokalt marked i Cambodia er det med kvitteringer altså ikke lige noget man bruger.

Nå, men alt dette er jo små problemer sammenlignet med, at de fleste mennesker vi møder overhovedet ikke har de ting, vi synes, at vi mangler.

Sokha Beach

Cambodias smukkeste strand, stor pool, god og billig mad. Vi begynder med en dejlig afslappende ferie i det sydlige Cambodia.

Sihanoukville er Cambodias ”solkyst”. Vi havde allerede hjemmefra booket overnatning hen over nytåret på Sokha Beach Hotel. Et fem-stjernet hotel med adgang til den private strand Sokha Beach der efter sigende skulle være blandt de bedste i Cambodia.

Stranden er i hvert fald herlig. Det blødeste fine hvide sand, dejlig lunt vand og ikke for mange bølger. Nikolaj besluttede sig for at udfordre havet med et bygningsværk helt nede i vandkanten. Vi troede ellers, at han var blevet klogere med alderen og de mange forsøg på at vinde over bølgerne på Hawaii på vores jordomrejse [http://jordomrejsen.blogspot.com/2005_12_01_archive.html], men nej. Borgen skulle bygges, så bølgerne kunne fylde vand i voldgraven. Det holdt selvsagt ikke længe, men med stor stædighed byggede Nikolaj og Jakob en stor beskyttelsesvold uden om borgen. Og efter en hel times kamp mod bølgerne (der heldigvis var ganske små) var bygningsværket stabilt nok til at klare sig selv. Og til Nikolajs store begejstring stod det stadig, da vi var på aftentur på stranden.

Jonas er blevet småsyg, så han har ikke været så meget med til strand-aktiviteterne. Han har feber og hoster en del (specielt om natten) – det går forhåbentlig snart over. Han var dog med i vandet, som han syntes var alt for koldt – formentlig kun omkring 27 C!

Desværre vil Mette ikke mere med i vandet på stranden efter Nikolaj og Jakob så en slange svømme rundt. Jakob har prøvet at forklare, at Lonely Planet Guide to Cambodia ikke skriver noget som helst om giftige havslanger, men det hjælper vist ikke. Ærgerligt, for det er virkelig en af de bedste strande vi har været på siden Hawaii.

Vi bor lige ud til stranden, så vi kan også nyde solnedgangen ved vandet – hvis vi altså er præcise. For på disse breddegrader tager det ikke mange minutter for solen at forsvinde, så man skal være klar på stranden præcis kl. 18.

Poolen er også herlig. Jonas synes selvfølgelig også, at den er alt for kold – hvordan vi nogensinde skal få ham i en dansk svømmehal, der vel er 5 C koldere, ved vi ikke rigtig. Men når han først har vænnet sig til det, går det fint, selv om han hårdnakket påstår, at han ikke kan svømme selv – også når vi bare lader ham flyde rundt selv med badevinger på.

Nikolaj er familiens vandhund. Det tog ham ca. et døgn at lære at svømme selv (hans badevinger lå i den forsvundne rygsæk) – selvfølgelig ikke så langt, men det skal nok hurtigt blive bedre. Det er en fornøjelse at se, at han bare kaster sig ud i vandet. Så håber han, at han kan nå at svømme over til den anden side. Det kræver dog et par redningsaktioner fra forældrenes side en gang imellem, når modet rækker længere end kræfterne, men det er jo vores hovedpine. Vi har købt et par svømmebriller til ham (alt vores snorkel-udstyr lå også i den forsvundne rygsæk) og nu dykker han gladelig.

Ellers har vi blot taget en lille tur op til byen og i øvrigt bare nydt det søde og varme liv her ved hotellet.

Jonas har hjemve

Sikke en nat. Og det var ikke på grund af de ”brædder” vi overnattede på. Men efter en hård nat gik rejsen videre sydpå med bus til Sihanoukville.

Alt tegnede ellers perfekt. Vi er seks timer foran, men da børnene jo ikke var fuldt udsovet efter natten på flyet, så faldt de faktisk hurtigt i søvn omkring kl. 22. men ca. 2 timer senere vågnede Jonas og var meget ked af det. Han ville hjem til Danmark. Snart fik han vækket Nikolaj og med sine to timers søvn på et tidspunkt, der jo svarer til eftermiddag i Danmark var han meget frisk. Begge børn sov først lidt over to om natten, så både børn og forældre var noget trætte, da vækkeuret ringede kl. 6.30 fordi vi skulle med bussen til Sihanoukville.

På vejen til bussen nåede vi lige at få et kort indtryk af Phnom Penh. Indtrykket fra aftenen før har ikke ændret sig. Den er stadig præget at være en storby i et fattigt land. Nikolaj spurgte noget til de mange mennesker der sad på gaden. Jakob fortalte, at de solgte, hvad de nu kunne skaffe for at få penge og mad til deres familier. Det gjorde et stort indtryk på ham, at der var nogen, der ikke bare havde penge til mad hver dag. Særligt efter han og Jakob havde snakket om en gammel kone, der solgte mandariner sagde han, at ”vi må fortælle alle vi kender, at de skal tage til Cambodia for at købe mandariner, så de få penge til mad til deres børn”. Så opfordringen er hermed givet videre. (I kan nok finde metoder til at afhjælpe verdens fattigdom, der indebærer lavere transaktionsomkostninger end lige denne model, men den er selvfølgelig mere ”hands-on” end at betale et girokort til en nødhjælpsorganisation.)

Turen fra Phnom Penh til Sihanoukville varede omkring fire timer. Bussen var ok og endda med air condition, så det tegnede til en god tur. Eneste problem med turen var et TV, der stort set hele vejen viste cambodiansk talk show med volumen på max. Jakob oversatte et stykke tid for Nikolaj, men da vores kundskaber ud i det cambodianske sprog er meget begrænset, blev det ret improviseret. Det bliver nok ikke nogen seermagnet hjemme med cambodianske talk shows med dansk eftersynkronisering ;-)

Turen var rigtig fascinerende med udsigt til både små fattige byer, tusindvis af knallerter med enorme læs til rismarker og idylliske søer med lyserøde åkander. Men Cambodia er altså et land, hvor en stor del af godstransporten stadig foregår med (okse-) kærre og hvor benzintanken er en mand med et par spande benzin i vejkanten…

På trods af buschaufførens dødskørsel med overhalinger i ”blinde sving” og op ad bakke kom vi fint til Sihanoukville og videre med en moto til vores hotel.

Desværre stadig intet nyt om vores manglende rygsæk. Vi savner specielt vores sandaler rigtig meget :-(

Nu er vi her

Nu er vores rejse endelig begyndt rigtig. Vi havde hotel booket hjemmefra i Phnom Penh og en meget tålmodig chauffør (det tog os over en time ekstra at komme gennem paskontrol + anmelde den forsvundne rygsæk) smilede stort, da vi endelig ankom.

Turen gennem det noget mørke Phnom Penh var hurtigt overstået. Det vi kunne se var præget af knallerter/motorcykler med op til fem personer på – og så fattigdom. Snuskede forfaldne huse, en pige, der sidder og roder i en affaldsdynge o.s.v. Som de (relativt betragtet) rige personer vi er, ankom vi til et meget fint hotel med det opfindsomme navn ”Phnom Penh hotel”. Vi var tjekket ind ca. halv ti og da poolen lukkede kl. 22 var det med at komme hurtigt i. Så vi noget lige en hurtig svømmetur inden sengetid. ”Vi” betyder Nikolaj og Jakob. Jonas synes, at det var for koldt og ville gerne ”hen i det varme vand”. Der var vel også kun omkring 26 C – og vandet var vel lidt varmere end det!

Værelset er fint men er præget af de hårdeste senge vi nogensinde har ligget i (det ord der falder nærmest i beskrivelsen er nok ”et bræt”), så nu må vi se, hvor godt vi sover her.

Fly, fly og atter fly…

Fire lufthavne, tre fly, fem sikkerhedskontroller og et stort antal gange flymad. Rejsedøgnet var naturligvis meget præget af fly og lufthavne. I alt 24 timer har det taget os at nå frem til Phnom Penh.

Rejsedagen begyndte ellers noget ærgerligt med Mortens ulykke, men farmor kørte os i lufthavnen alligevel og vi nåede lige at høre fra Morten, inden vi tog fra Kastrup.

Børnene har klaret turen helt perfekt (nå, måske også Mette og Jakob, men det var nok mere forventet). Turen fra København til Paris var kort og vi fik snakket en del om den videre tur, så det gik hurtigt.

I Paris havde vi knap to timer, så det gik med to gange sikkerhedskontrol og så lidt tid til, at Nikolaj & Jonas kunne rende lidt rundt.

Og så det værste: malariapiller. Nikolaj har øvet i mere end en måned med vitaminpiller derhjemme – og det er kun lykkedes ham at sluge den to gange, så det var med bævrende stemme og våde øjne, at sandhedens time nu meldte sig. Nu skulle han sluge pillen. Ind med den og en flaske blå Powerade for munden og så i gang. Efter han havde drukket på livet løs i lidt tid, tog han flasken fra munden og sagde med næsten bange stemme ”jeg ved ikke hvor den er…” Og så havde han slugt den ganske uden problemer. Med Jonas prøvede vi at snyde pillen i ham ved at putte den ind i en chokoladekiks, men det opdagede han nu, så der var ikke andet for end at holde hans mund åben og putte pillen og noget vand derind. Det gik nu nemt nok og uden store scener.

Derefter var det den lange tur på ca. 10 timer fra Paris til Bangkok. Det gik utrolig nemt. Efter et måltid mad og lidt leg og spil faldt børnene i søvn og sov næsten hele vejen til Bangkok.

I Bangkok tilbragte vi fem timer i lufthavnen – Nikolaj og Jonas brugte det meste af tiden med at lege fange- og gemmeleg.

Den sidste flyvetur til Cambodia gik også nemt. Det tager kun ca. en time fra Bangkok til Phnom Penh, men med det høje serviceniveau som Thai Airways har, nåede vi flere gange servering.

Vel ankommet til Cambodia spankulerede vi målrettet hen til paskontrollen. Vi havde ansøgt om e-visa hjemmefra. Det er et rigtig smart koncept, hvor man online ansøger, uploader billeder, får godkendt billeder og visum samt betaler – alt sammen går hurtigt, nemt og bekvemt og på det tidspunkt, der passede os. Her kan Danmark godt lære noget på den digitale front af Cambodia – det havde vi nok ikke regnet med.

Nå, men tilbage til paskontrollen. Pas var i orden, visa var ok, men vi manglede lige at udfylde ankomst-blanketten som indeholder de samme data som oplyst ved visa-proceduren. Sikke et bureaukrati. Her kunne Cambodia vist til gengæld lære noget af Danmark.o:p>

Da vi endelig kom igennem kontrollen kom vi til det næste problem; bagagen. Ikke nok med, at vi igen står med en klapvogn, der er gået i stykker. Vi mangler også den ene af vores to rygsække! Det var desværre ikke muligt for nogle at finde ud af, hvor vores bagage befinder sig, men de har da nu skrevet ned, at vi mangler den og vil måske (!) bringe den ud til os, hvis den dukker op. Så nu mangler vi en del bagage, men heldigvis ikke de mest nødvendige ting, så nu ser vi lige tiden an et døgnstid.

Tak for is mormor

Mormor har lovet at betale is hver dag til Nikolaj og Jonas.

Det hørte Nikolaj, så i lufthavnen mente han, at nu måtte ferien være i gang, så han og Jonas kunne få en is.

God bedring Morten

Nu er det dagen, hvor vi skal afsted. Den er dog begyndt noget kedeligt. Vi blev vækket i morges af, at Jakobs mor kom med en dårlig nyhed. Hun havde siddet på hospitalet det meste af natten fordi Morten er faldet på cyklen i går aftes.

Morten vil sikkert tage os det ilde op, hvis vi siger, at det ser ud til, at han er sluppet nogenlunde heldigt fra det. For med et brækket ribben, en punkteret lunge og en del andre knubs har han det natuligvis ikke godt. Men når man ser hans cykelhjelm, kan vi nu alligevel ikke lade være med at tænke, at han har været lidt heldig. Hjelmen er ikke bare flækket - der er simpelthen slået et stort stykke af ved slaget. Tænk hvis det havde været hans hoved!

Nu ønsker vi ham rigtig god bedring og vil sende tanker til hans helbred og ikke mindst tak fordi han huskede cykelhjelmen.

Så er der pakket

Det fyldte godt nok meget da vi fandt alt det frem, vi gerne ville have med. Det er jo ikke så nemt. Vi ankommer til Cambodia i tropisk klima, tager til nordvietnam i den vinterkolde januar, hvor der kan være ned til 12-15 grader. Vi skal vandre, bade, snorkle - og endda være lidt pæne i tøjet til nytårsaften. Og dertil kommer reglen om, at jo mindre børn er, jo mere fylder deres bagage. Så det var med lidt bange anelser vi begyndte at fylde i rygsækkene.


Det gik ikke helt som vi havde håbet, men langt bedre end vi havde frygtet. Det meste kunne være i vores to rygsække, der kommer op på 20 kilo hver. Det er ca. det samme som udstyr til en standard FDF-sommerlejr, når Jakob er afsted - og så er der jo børnenes bagage også.

Vi havde håbet at kunne klare os med en enkelt håndtaske ved siden af, men mere end en måned uden legetøj til børnene går nok ikke, så de har fyldt en lille taske med legetøj ved siden af. Vi havde den ambition, at vi ville rejse lige så let som Mikkel gør, når han rejser. Og med i alt 13 kg. pr. person går det vist lige (selv om Nikolaj og Jonas jo nok ikke selv bærer deres 13 kilo hver).

Dertil kommer, at vi også skal have klapvognen med, så alt i alt bliver der nu rimelig læs på.

Rejseplan og flynumre

Dato Selskab Fly Afgang Ankomst

27. dec 07 Air France AF2351 15:30 København 17:30 Paris

27. dec 07 Air France AF0174 19:40 Paris 12:25 Bangkok

28. dec 07 Thai Airways TG0698 18:10 Bangkok 19:25 Phnom

10. jan 08 Vietnam Airlines VN844 19:45 Siem Reap 21:40 Hanoi

05. feb 08 Air France AF0169 20:20 Saigon 05:50 Paris

06. feb 08 Air France AF1750 07:25 Paris 09:20 København

Glædelig jul

Så nåede vi også omkring julen inden afrejse. Nogle hyggelige - men tæt pakkede dage. Den 22. hos farfar, den 23. hos farmor, juleaften hos mormor & morfar og juledag hos oldefar og olde-Birthe. Alle steder var som vanligt rigtig hyggeligt.

Og hvad angår gaverne, så falder specielt pakposer, kompressionspose og sågar en mini "klemmefri tørresnor" lige på plads til rejsen. Den der dog nok blev mest glad for sine gaver var nok Nikolaj. Han fik en PSP (Playstation Portable) - eller som han kalder den; "den der, ligesom en gameboy". Det er en Playstation 2, der er pakket ned til at være på størrelse med en lidt stor PDA. Den kan spille et utal af spil, vise film, mp3 og har trådløst internet. Det er godt legetøj til både Nikolaj og hans far :-) Nikolaj blev så glad, da han fik den juleaften, at han krøb ned under bordet og satte sig til at spille. Fætter Arthur forsøgte ellers at lokke ham ud med flere gaver, men dem havde Nikolaj ikke lige tid til at åbne. Juledag fik han endda sit yndlings Star Wars spil til den nye PSP af oldefar og olde-Birthe.

Nu er der blot tilbage at få pakket de nye ting ned - forhåbentlig fylder de ikke alt for meget.

Er vi klar?

Der er mange, der i den sidste tid har spurgt, om vi er ved at være klar til rejsen. Det vil nu nok være en overdrivelse at sige. Både Mette og Jakob har haft en lidt presset december.

Mette stoppede på sit arbejde i Herlev den 21. december - egentlig havde hun regnet med at stoppe 2 uger før, men de var meget pressede, så hun blev til sidste dag. Og samtidig har hun prøvet at få formalia i orden vedr. sit nye job. Det er meningen, at hun skal begynde i Rødovre Kommune, når vi kommer hjem til februar. Men det er ikke så nemt. Selv om hun har fået jobbet en gang tilbage i november har kommunen end ikke sendt udkast til ansættelseskontrakt. Det er en ærgerlig modtagelse af en ny medarbejder! Nu når det ikke at komme på plads inden vi rejser, så nu må vi se om Mette overhovedet har et job, når vi kommer hjem.

Jakob har haft en noget hektisk december med at få afsluttet og overdraget de sager, der ikke kan vente til vi kommer hjem igen. Heldigvis har mange i KL hjulpet godt til med at tage over, så bortset fra et enkelt hængeparti, der lige skal klares inden jul, så er alt vist på plads her. Så nu er det juleferie!

Men tilbage til det med om vi er klar. Vi har flybilletterne i hus og både pas og visum ligger klar. Vi tilretterlægger rejsen noget anderledes end da vi rejste jorden rundt i 2006 (se http://www.jordomrejsen.blogspot.com/). Da vi ikke helt ved, hvordan vi kommer rundt i Cambodia og Vietnam har vi ikke rigtig planlagt rejseruten. Vi har selvfølgelig nogle ting vi vil se undervejs - Angkor Wat i Cambodia, Ha Long bugten i Vietnam - for lige at nævne et par af de vigtigste. Men hvor og hvordan vi kommer rundt - det tager vi undervejs. Det kræver jo også lidt mindre forberedelse. Men vi er bestemt ved at være klar - og ved at glæde os.

Hvor er det vi skal hen?

Tanken om vores Asien-tur begyndte allerede i sommers - ja måske endda for endnu længere tid siden; nemlig lige efter vi kom hjem fra jordomrejsen i 2006 http://www.jordomrejsen.blogspot.com/). Det var i hvert fald den gang helt sikkert, at vi ville afsted på en længere tur igen allesammen.

Egentlig var hverken økonomi eller fritid til at gøre det lige nu, men efterhånden som vi nærmer os Nikolajs skolestart i sommeren 2008 har vi talt mere og mere om, hvorvidt det egentlig ikke var en rigtig god idé at tage afsted her i vinteren 2008.

Og sådan opstod idéen om en tur til Asien - vi havde kun lige snuset til Asien med nogle dage i Singapore på jordomrejsen - så der var masser at se endnu. Til at begynde med talte vi mest om Thailand. Men på et tidspunkt besluttede vi os for at nå forbi Cambodia for at se Angkor Wat. Og så var det egentlig mere oplagt at besøge Vietnam og Cambodia nu og så tage Thailand en anden god gang.

Nikolaj og Jonas glæder sig også meget - særligt til det med varme og swimming pools, men Nikolaj regner også med, at vi kan finde nogle gamle sværd i ruinerne i Angkor Wat. Det eneste der har holdt rigtig hårdt, er de vaccinationer vi har fået op til rejsen. Børnene har været igennem 4 stik hver. Det har mildest talt ikke været nogen lykke og begge børn har da også foreslået, at vi bare tog til Lalandia i stedet for, så de slap for at skulle vaccineres. Men nu er billetterne i hus, alle vaccinationer er på plads (dog skal vi tage malarone undervejs i Cambodia for at forebygge malaria) og der er ikke længe til vi skal afsted.